NYHED // OVERBLIK – Præsident Donald Trump truer endnu en gang EU med højere toldsatser og giver nu unionen en frist frem til 4. juli til at få den omstridte handelsaftale mellem USA og EU endeligt på plads. Hvis ikke det sker, vil USA hæve tolden på europæiske varer til “meget højere niveauer”, skriver Trump efter en telefonsamtale med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen torsdag aften.
Dermed trækker Trump foreløbigt i land på den trussel, han kom med i sidste uge, hvor han varslede, at tolden på europæiske biler og lastbiler ville stige fra 15 til 25 procent allerede i denne uge. I stedet får EU nu knap to måneder til at færdiggøre den lovgivning, som skal gennemføre handelsaftalen fra sommeren 2025.
“Der blev givet et løfte om, at EU ville levere deres del af aftalen og, som aftalt, sænke deres toldsatser til nul”, skrev Trump på sit sociale medie Truth Social.
Den aftale, som Trump henviser til, blev indgået sidste sommer på hans golfresort i Skotland. Her accepterede EU at fjerne de sidste toldsatser på amerikanske industrivarer, mens USA til gengæld indførte en samlet told på 15 procent på de fleste europæiske varer. Aftalen blev dog hurtigt mødt med kritik i Europa, hvor flere politikere og medlemslande mente, at EU gav for store indrømmelser til Washington.
Siden er processen gået i hårdknude i EU-Parlamentet. Flere medlemmer kræver nu ekstra sikkerhedsventiler i aftalen af frygt for, at Trump senere vil bryde den eller bruge toldtrusler som politisk pressionsmiddel. Blandt forslagene er en mulighed for automatisk at suspendere aftalen, hvis USA igen truer EU med nye toldsatser eller forsøger at presse medlemslande politisk.
Striden er blevet yderligere skærpet af Trumps tidligere trusler mod Grønland og hans gentagne angreb på EUs klima- og techregulering. Flere kritikere i Bruxelles mener derfor, at EU risikerer at blive fanget i en aftale, hvor USA løbende kan stille nye krav.
Efter torsdagens telefonsamtale forsøgte Ursula von der Leyen dog at dæmpe konflikten og signalere fremdrift i forhandlingerne.
“Vi er på begge sider fortsat fuldt engagerede i at gennemføre den. Der gøres gode fremskridt mod toldreduktioner inden begyndelsen af juli”, skrev hun på X.
Den franske præsident Emmanuel Macron kom tidligere på ugen med en mere direkte kritik af Trumps kurs, efter at den amerikanske præsident havde truet med nye bilafgifter.
“USA og EU har langt vigtigere ting at tage sig til end at bruge tiden på destabiliserende trusler”, sagde Macron ifølge AP.
“Vi bør sende et signal om stabilitet og tillid til virksomheder og borgere”, lød det videre fra den franske præsident.
I Bruxelles arbejder EU-Parlamentet nu på at finde et kompromis, inden næste store forhandlingsrunde 19. maj. Flere parlamentarikere afviser dog, at EU skal lade sig presse af de nye amerikanske trusler.
“Vi er ikke her for at lade os intimidere”, siger en kilde fra den socialdemokratiske gruppe i parlamentet til Euronews.
Juli 2025: EU og USA indgår handelsaftale i Skotland
Februar 2026: USA’s højesteret underkender dele af Trumps toldgrundlag
Sidste uge: Trump truer med 25 procents told på EU-biler
7. maj 2026: Trump udsætter truslen og giver EU frist til 4. juli
19. maj 2026: Næste forhandlingsrunde i EU-Parlamentet
Samtidig vokser bekymringen i europæisk erhvervsliv for, hvad en ny handelskonflikt med USA kan betyde for eksporten. Især den tyske bilindustri følger udviklingen tæt, fordi en forhøjelse af biltolden vil kunne ramme Europas største eksportsektor hårdt.
Læs mere AP, Euronews, The Guardian og Reuters
- Indgået i juli 2025 i Skotland
- USA indførte 15 procents told på de fleste EU-varer
- EU lovede til gengæld at fjerne resterende told på amerikanske industrivarer
- Aftalen kræver fortsat endelig godkendelse i EU
- Flere EU-parlamentarikere kræver sikkerhedsventiler mod nye Trump-toldsatser
- Trump truede i sidste uge med at hæve biltolden til 25 procent
- Ny frist fra USA: 4. juli 2026
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.