KLUMME – Nytårsaften gik Danmark næsten i stå. YouSee gik ned over hele landet, og ingen kunne se tv. Det fik mig til at mindes den aften i New York City for 51 år siden, da lyset gik ud på hele den amerikanske østkyst, og jeg så et medlem af Kennedy -familien dirigere trafikken på et kulsort Manhattan uden trafiklys. Lise Hjorth husker en aften i USA, hvor mange troede, at supermagten var under angreb udefra.
Jeg arbejdede på 31st St og Broadway, en blok væk fra Macy’s, så efter arbejde gik jeg til en tur gennem stormagasinet, før jeg tog the subway i Macy’s kælder hjem til Queens. Men der, mens jeg stod på 3. eller 4. etage i verdens største stormagasin, blev alt pludseligt bælgmørkt, som i kulsort.
Det var afdelingen for glas og porcelæn, og en snedig dekorationsafdeling havde fundet på at hænge glashylder op i tynde metaltråde, så hylderne og vinglas ligesom svævede i rummet. Ikke det mest egnede sted til mørkeleg. Jeg satte mig direkte på gulvet og afventede, at lyset kom tilbage. Det gjorde det ikke. Der var ingen nødblus, ingen flashlights, ingen stearinlys. Der var nogle kunder med lighters (det var dengang, amerikanerne stadig røg) – og en stille puslen rundt i mørket, for hvem var vi, hvor mange var vi, og hvor var vi. Efter nogen tid samledes vi uendeligt forsigtigt i et hjørne, og siden gik vi ned ad alle trapperne til stueetagen. Absolut ingen anede, hvad der var sket.
Det var afdelingen for glas og porcelæn, og en snedig dekorationsafdeling havde fundet på at hænge glashylder op i tynde metaltråde, så hylderne og vinglas ligesom svævede i rummet. Ikke det mest egnede sted til mørkeleg. Jeg satte mig direkte ned på gulvet og afventede, at lyset kom tilbage. Det gjorde det ikke. Der var ingen nødblus, ingen flashlights, ingen stearinlys.
Rygterne svirrede rundt i området, hvor jeg stod i nærheden af døren ud til Herald Square. Jeg var jo lidt ovenpå, fordi jeg var ”stormagasinvant” og europæer, men tænkte alligevel, at jeg godt lige ville tale med min mand, for hvad i alverden skete der. Husk, vi var i perioden omkring Bay of Pigs, en myrdet Præsident Kennedy, spændinger omkring raceintegration og så videre.
Der var kø ved de fire betalingstelefoner, så jeg stillede mig op. Det virkede ret håbløst, men efter nogen tid henvendte en ung sort mand sig til mig og sagde, at jeg måtte få den forbindelse, han havde fået i røret. Jeg aner ikke hvorfor, jeg var ikke synderligt oprevet, han var bare sød og venlig. Så jeg fik fat i min daværende mand ved første forsøg. Han sad hjemme i Queens, havde fået tidligere fri, var blevet kørt af en fra jobbet og sad nu og hyggede med transistorradioen, gasblusset i køkkenet og stearinlys – det var 9. november, så juleudstyret var klart. Transistorradioen hjalp nu ikke så meget, ingen anede noget – og i øvrigt var mange radiostationer også gået i sort.
Det var sikkert russerne
Jeg besluttede mig for at forlade Macy’s og blev mødt af højlydte protester fra forretningens egne vagter og de fremmødte cops, som var kommet for at beskytte os. Man vidste nu, at al lyset var gået ud langs den amerikanske østkyst, fra Ontario og hele vejen ned over staterne til Pennsylvania og selv Vermont var ramt, 30 millioner mennesker uden elektricitet.
Det var sikkert russerne, der angreb. Fjenden – og det var selvfølgelig derfor, at jeg kom jeg til at tænke på denne historie nytårsaften, første gang en skrev på Facebook ”det er russerne”. Jeg tænkte lidt fandenivoldsk, at jeg ikke ville stå i et bælgmørkt Macy’s, hvis rygterne talte sandt, og forlod forretningen for at gå hjem til Queens.
Og jeg kom hjem, efter en ganske vidunderlig og spændende tur gennem Manhattan. Det var fuldmåne, og fordi byen var mørkelagt, kunne man se stjernerne lyse over skyskraberne.
Jeg gik fra Macy’s ad 34. gade til Fifth Avenue. Der var ret stille, man smilte til dem, man mødte. Mange hilste og kom med bemærkninger. Pludselig var New Yorks indbyggere fælles om en stor oplevelse. Jeg læste siden, at der kun blev anmeldt fem tilfælde af lootings, og at det var den roligste nat på Manhattan i årtier. Det vidste jeg naturligvis ikke, mens jeg gik der, og selvom klokken nu nærmede sig otte om aftenen, var der forbavsende få mennesker på gaden.
Vidunderligt og uforglemmeligt
På min vandring passerede jeg Saint Patrick’s Cathedral og gik indenfor for at hvile mig lidt og for at føle mig lidt tryg. Katedralen, som jeg kendte så godt både fra billeder, fra besøg og fra fjernsynet, da Præsident Kennedy blev begravet, var næsten fyldt af mennesker.
Der var hundreder, hvis ikke tusinder af stearinlys og en meget smuk, men stille hvisken. Vi talte sammen: “hvor var du, hvor skal du hen”. Vi talte om Rockefeller Centre på den anden side af Fifth Avenue, hvor nogle var kommet ned ved at tage trapperne, mens andre sad fast i elevatorer mellem etagerne. Om passagerer, som sad fast i togvogne under byen i de uendelige subwaytunneller, og om hvem der angreb Amerika.
Pludselig begyndte en sort kvinde at synge Ave Maria. Først stille og så steg hendes stemme og andre stemte i og sang med hende. Det var vidunderligt og uforglemmeligt.
Man vidste nu, at al lyset var gået ud langs den amerikanske østkyst, fra Ontario og hele vejen ned over staterne til Pennsylvania og selv Vermont var ramt, 30 millioner mennesker uden elektricitet. Det var sikkert russerne, der angreb. Fjenden
Jeg måtte jo videre og gik igen ud på Fifth Avenue, hvor miraklerne fortsatte. For lige der midt i et gadekryds stod Anthony Perkins, som da var noget af det lækreste på datidens filmlærreder. Han dirigerede trafikken, og ingen tog notits af, at det var ham. Længere oppe, i krydset ved 59th Street, hvor jeg skulle dreje til højre, stod en af Kennedy politikerne og agerede traffic cop, lige så uanfægtet og lige så upåagtet som Anthony Perkins. Totalt surrealistisk.
Her stak jeg så tommelen i vejret og forsøgte at få et lift over broen. En bil standsede da også, og tre fire velvoksne mænd sprang ind i den, før jeg overhovedet nåede at komme af fortovet. Heldigvis var bilisten en gentleman og forlangte, at jeg skulle med, presset ind mellem de andre.
På den anden side af Hudsonfloden bliver subwayen til the Elevated – toget kører oppe i luften, mens biltrafikken holder til under det. Her blev jeg sat af. Der var ikke mere gentleman at hente hverken fra chaufføren eller fra de fire, som havde shanghajet ”min” bil.
Det var over midnat. Der var totalt øde. Og enhver der har set amerikanske krimier husker scener fra området under ”the Elevated”. Området var enormt, mørkt og uhyggeligt.
En gentleman i mørket
Jeg kendte vejen hjem, men havde jo aldrig gået den, vidste kun, at hvis jeg kunne gå under togbanen, så ville jeg til slut komme til min egen station. Pludselig så jeg en meget høj kraftig mand komme imod mig, ud af skyggerne.
Vi talte sammen, “hvor var du, hvor skal du hen.” … om passagerer, som sad fast i togvogne under byen i de uendelige subwaytunneller, og om hvem der angreb Amerika. Pludselig begyndte en sort kvinde at synge Ave Maria. Først stille og så steg hendes stemme og andre stemte i og sang med hende. Det var vidunderligt og uforglemmeligt.
Min fantasi fejlede ikke noget, det var en sort mand i et område, hvor der ikke boede mange sorte, midt om natten, på en tid i Amerika, hvor de færreste sorte og hvide sludrede sammen. Det ville være håbløst og ret latterligt at begynde at løbe sin vej, så jeg vendte mig i stedet mod ham og sagde, ”Åh, hvor er jeg lykkelig for at se Dem, jeg er så bange og skal gå hele vejen hjem til Astoria, hvor min mand venter mig”.
Og endnu et mirakel skete. En gentleman stod foran mig og foreslog, at han kunne følge mig hjem, indtil jeg var i sikkerhed. Og det gjorde han så. Vi to, et ret umage par, vandrede sammen under fuldmånen, stjernerne og de standsede togs skinner, hjem til Astoria, hvor min nye ven ventede på gaden, indtil jeg oppe fra vinduet på 5. sal havde signaleret, at alt var godt.
Der var ingen russere. Det var en menneskelig fejl, som forårsagede op til 13 timers kaos. Som kostede millioner af dollar, og historierne fortalte senere, at fødselstallet ni måneder efter steg voldsomt. Heller ikke det var sandt. Selvom det var en sød historie.
Topfoto: Pixabay, Creative Commons. Farvelægning og redigering: Annegrethe Rasmussen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
