Når smalltalk går i sort

Henrik Strube musiker, forfatter, skribent 02.12.2025

MIDDAGS SMALLTALK // KLUMME – Når man forbereder sig til middagsselskab med Siri i lommen, gennemlever et mislykket spørgsmål om et rask lavement og kører gennem Nordjylland med en mand, der nægter at blinke af, fordi det ikke rager en sjæl, hvor han skal hen, forstår man, at samtalens skrøbelige blindgyder ikke er for amatører, funderer Henrik Strube op til december måneds mange julefrokoster.

Jeg blev for efterhånden noget tid siden inviteret til et middagsselskab med nogle mennesker, jeg endnu ikke kender.

Jeg er allerede en smule oppe at køre over det.

Hvad nu, hvis man kommer til at kede sin borddame? Man kan ikke sidde og fortælle om sine forskellige symptomer hele tiden. Der skal være udveksling og balance i samtalen. Man skal huske at spørge hende om et eller andet. Men hvad?

Man vil jo gerne være en god gæst og bordherre og bidrage til den gode stemning, og så bli’r man lidt nervøs, for man kan godt være lidt tung i det og ha’ tendens til at sidde og pille i servietter og ikke sige noget.

Hvad nu, hvis man kommer til at kede sin borddame? Man kan ikke sidde og fortælle om sine forskellige symptomer hele tiden. Der skal være udveksling og balance i samtalen. Man skal huske at spørge hende om et eller andet. Men hvad? Sidst jeg var til middagsselskab, spurgte jeg min borddame, om hun kendte glæden ved et godt lavement.

Det faldt ikke i god jord.

Derfor vil jeg gerne forberede mig lidt bedre denne gang. Og her kom tilfældet mig til hjælp.

Siri-funktionen på min computer dukkede uventet op på skærmen med ”ting, du kan sige”, altså den funktion, hvor man indtaler en besked til computeren, som så gør, hvad man beder om. Og her var rigtig gode forslag, jeg kunne sige til min borddame. Jeg har skrevet dem ned og vil tage dem med mig i lommen til middagen. Så kan jeg lige kigge diskret, hvis jeg løber tør for idéer:

Hvornår har min kone fødselsdag?

Bør jeg ta’ en paraply med?

Hvad er klokken i Aarhus?

Hvornår går solen ned i Esbjerg?

Spil noget blues.

Hvor højt er Eiffeltårnet?

Hvad er Emilies adresse?

Min mor er Susanne Pedersen.

Find billeder af spækhuggere.

Hvem er Barack Obama?

Det skal nok gå.

Forleden var jeg ude at køre med min ven, verbaløkonomen fra det nordjyske. Det vil være synd at sige, at snakken gik for fulde gardiner i kabinen.

Når verbaløkonomerne samledes til julefrokost én gang om året, håndværkere, landmænd, bankassistenter og en enkelt sociofobisk softwareudvikler, kunne der gå over én time, før nogen overhovedet åbnede munden, ud over selvfølgelig at gi’ hånd og sige ”pænt goddag” ude ved ankomsten

Jeg havde ellers budt ind med nogle overfladiske betragtninger om vejret og vinterdæk og sådan for at prøve at løsne op for en dialog. Men det havde ikke rigtig ført til andet end svar som: ”Ja.”, ”Nej.” og en enkelt gang: ”Næh”.

Det har jeg ikke spor imod. Jeg kan godt trænge til en pause en gang imellem. Men så var det, at jeg opdagede, at han ikke blinkede af, når han drejede. Jeg spurgte ham: ”Hvorfor blinker du ikke af, når du skal dreje?”

”Det rager ikke andre, hvor jeg skal hen,” svarede han.

Der blev ikke smidt om sig med ordene, der hvor han kom fra. Hvis det altså var nødvendigt at sige noget overhovedet. Når verbaløkonomerne samledes til julefrokost én gang om året, håndværkere, landmænd, bankassistenter og en enkelt sociofobisk softwareudvikler, kunne der gå over én time, før nogen overhovedet åbnede munden, ud over selvfølgelig at gi’ hånd og sige ”pænt goddag” ude ved ankomsten.

Pænt goddag, min bare.

Måske et enkelt svar på hvordan det gik: ”Stille og roligt.” Efterfulgt af tavshed.

Det var først efter den syvende Rød Aalborg, at tungen kom på gled. Det begyndte med, at én løftede glasset og råbte: ”WAH DRIKKER HUNDEN A!?” Og så løftede alle det lille glas og råbte: ”SKÅÅ-ÅL!” Og sådan fortsatte det til langt ud på natten. ”WAH DRIKKER HUNDEN A?!!”

Det var ved en af de fester, at Bjørn og Inger stod og kyssede ude i frakkerne, og Bente, Bjørns kone, kom ud og så det.

Tilbage til det der med verbaløkonomien. Da Bjørn for 30 år siden skulle fri til Bente, sagde han:

”Så si’r jeg det nu – jeg elsker dig. Og indtil du hører noget andet, så er det det, der gælder.”

Læs flere finurlige tekster, klummer og essays fra Henrik Strube i POV her.

Henrik Strube

Mads-Henrik Strube (Henrik Strube) er født 21. februar 1949 i Sorgenfri, Kgs. Lyngby. Han er musiker, (guitarist) sanger, sangskriver, forfatter, journalist og redaktør. Han har spillet og bidraget med materiale til No Name og Røde Mors Rockcirkus samt indspillet 15 albums med egne sange. Hans folkelige gennembrug kom med hittet 'Hold om Mig' efterfulgt af hits, samarbejde Eva Dahlgren, Mikael Wiehe, Björn Afzelius m.fl. Omfattende turnevirksomhed i ind- og udland. Henrik Strube er også et politisk engageret menneske f.eks. i FN's 'Artist against Apartheid', og har også en turnevirksomhed i det sydlige Afrika. Han har arrangeret "Storyentertainment" aftener gennem ti år i Pressen, Bremen, Park og Krudttønden, og har i den forbindelse præsenteret et hav af prominente gæstefortællere fra den kunstneriske og politiske verden. Samtidig med sit virke som musiker er han optaget af at udvikle sin mundtlige og skriftlige fortælleform. Han har udgivet to skønlitterære romaner (L&R), "Hit" 1989 og "Violinbyggeren" 2010 samt to fagbøger om tinnitus, høreskader og behandling: "Pas på Ørerne - og dig selv". Bag sig har han endvidere 25 års arbejde som ansv. chefred. og adm. dir. af MUSIKEREN, fagbladet for musikere og musikliv. Modtog tre journalistiske priser, Bording Plaketter, for etablering og udvikling af tidssvarende fagblad, kampagne mod høreskader og musikersundhed. I dag optræder han med et soloshow. Portrætfoto af Anette Tinghus.