Myanmar

Myanmar: Situationen er ude af kontrol

i Asien/Internationalt af
DEMOKRATI-PROTESTER // MYANMAR – Kort efter militærkuppet i Myanmar fik Tania Karpatschof forbindelse til en god bekendt, som lige fra starten var med i modstanden mod det nye regime. Af sikkerhedsmæssige grunde bruger hun navnet Baby Doll. Kort efter blev det ganske enkelt for farligt at deltage i demonstrationerne, og Baby Doll holdt sig hjemme. Men i mellemtiden er volden i Myanmar eskaleret, så Baby Doll føler, at hun må stå frem og fortælle, hvad der sker. Forleden fik Tania igen forbindelse til Baby Doll.

Baby Doll griner hjerteligt. Hun har stadigvæk let til latter og jeg lægger endnu engang mærke til, at der er en næsten barnlig uskyld over hende, som hun sidder der overfor mig på skærmen med sit halvlange kulsorte hår trukket op i en hestehale.

Soldater og betjente anholder og gennembanker demonstranter og ambulancefolk, skyder direkte mod folkemængder og selv børn, likviderer vilkårligt civile og skaber rædsel

Jeg fanger hende på skype skærtorsdag i sidste uge. Jeg føler lettelse, da jeg ser hende tone frem på skærmen. Den sidste måned har der været meget stille omkring hende, efter at hun besluttede at gå i selvvalgt digital isolation af frygt for militæret, efter at nogen havde forsøgt at hacke hendes Facebook-konto.

Men nu er hun dukket op igen. “Jeg overlever og prøver at være stærk”, siger hun. Situationen i Myanmar er da også gået fra slem til næsten ubærlig. Militæret har for længst taget fløjlshandskerne af og alle midler tages i brug for at intimidere befolkningen. Soldater og betjente anholder og gennembanker demonstranter og ambulancefolk, skyder direkte mod folkemængder og selv børn, likviderer vilkårligt civile og skaber rædsel ved at hærge butikker og rette geværerne mod beboelsesejendomme.

Nødt til at tænke kreativt

I takt med at volden fra militæret er eskaleret og antallet af dræbte langt har oversteget 500, er gruppen af folk, der tør demonstrere åbenlyst, reduceret til en relativ lille gruppe demonstranter, der med hjemmelavede våben og skjolde forsat er på gaden for at bekæmpe militæret. Langt størstedelen af befolkningen er ligesom Baby Doll trukket i ly bag hjemmets fire vægge.

”Det betyder ikke, at vi har overgivet os,” understreger hun nærmest trodsigt. ”Men vi bliver nødt til at tænke mere kreativt og udtænke alternative aktionsformer for at blive ved med at vise vores modstand.”

Kort tid efter at hun er vendt tilbage på Facebook, lægger hun en gruppe billeder op, der forestiller Peter Plys, Tigerdyret og Grisling – tøjdyr, der på lange rækker sidder med forskellige slagord mellem poterne. Og i anledning af påsken lægger Baby Doll billeder op af tøjdyr, der dukker op af påskeæg. Det lyder uskyldigt med påskeæg, men budskabet står klart og tydeligt malet på dem. Æggene er blandt andet forsynet med paroler som “Red Myanmar”, “Vi har brug for demokrati” og “Afvis militæret”.

Myanmar
‘CDM’ har Baby Doll skrevet på sin arm. Bogstaverne står for ‘Civil Disobedience Movement’. Foto: Baby Doll

På andre er der tegnet grædende ansigter og et håndtegn, hvor lillefinger og tommel mødes midt på hånden, hvilket er blevet et fælles signal for demonstranterne.

”Det er en mild form for protest, men også en måde for os at indikere over for militæret, at vi under ingen omstændigheder stopper med at protestere, uanset hvor meget de prøver at undertrykke os,” siger hun. ”Men min absolutte favorit er faktisk Pyit Taing Htaung dukkerne.”

Ikke bare er de et traditionelt Myanmar-legetøj, der også er valgt som maskot for byen Yangon. Men efter burmesisk tradition bringer det held at have Pyit Taing Htaung-legetøj stående fremme, og meget symbolsk for kampen imod militæret så rejser en Pyit Taing Htaung-dukke sig altid op igen af sig selv, når den smides ned. Ligesom en tumling.

Nu er Pyit Taing Htaung-dukkerne blevet det seneste våben i kampen imod militærjuntaen og i ly af natten placeres de på strategiske steder med påklisterede kampråb.

Barbariske kriminelle

Efter en kort tænkepause indrømmer hun, at der er dage, hvor det er rigtigt svært. Hvor hun føler sig stresset, bange og deprimeret. Som den dag hvor militæret skød og dræbte en lille 7-årig pige, der havde søgt tilflugt på sin fars skød.

”Dér var det svært at bevare optimismen,” siger hun stille. ”Det er, som om militæret har erklæret krig imod os. De er barbariske kriminelle, der udfører terror mod sin egen befolkning. De forsøger med alle midler at fremprovokere en tilstand af chok og handlingslammelse ved at terrorisere hele befolkningen. Selv de dræbte er ikke i sikkerhed. For at forhindre at de efterladte kan begrave dem, beslaglægger militæret de afdøde og sætter ild til dem.”

”Og deres metoder er mange og raffinerende. Vi ved aldrig, hvornår de pludselig dukker op i vores nabolag og begynder at skyde eller fængsle folk.”

Hun understreger, at hun ikke selv bor i et af mest udsatte områder. Der er områder, hvor det er langt mere farligt at være, kvarterer hvor bare det at deltage i de aftenlige Pots and Pans-aktioner kan være med livet som indsats. Denne aktionsform består i, at mange mennesker på én gang stiller sig op og banker på potter og pander, og hvad der ellers laver godt med metallisk larm.

”Men selv om militæret gør alt, hvad de kan for at ødelægge vores håb og behandler os som dyr, bliver vi ved med at kæmpe – vi har ingen anden udvej,” tilføjer Baby Doll. Og en af de måder militæret med jævne mellemrum forsøger at sikre sig kontrol, er ved at lukke for internettet og mobildata.

Men lukningerne har nu nået et nyt niveau. Flere telekommunikationsselskaber har nemlig fået ordre til at lukke forskellige internettjenester som mobildata, roaming og offentligt Wi-Fi på forskellige tidspunkter. I håb om at de kan forhindre demonstranterne i at organisere sig og forhindre Myanmars borgere, journalister og menneskerettighedsaktivister i at fortælle resten af verden, hvad der sker på gadeplan i Myanmar.

Jeg kan mærke, at det piner hende. ”Vi er en generation, der er opvokset med internettet som en naturskabt rettighed, så det er næsten som at være bombet tilbage til stenalderen og det er meget svært at vænne sig til ikke at have adgang til nettet og resten af verden.”

Verdenssamfundet svigter

Skuffelsen lyser ud af hende, når talen falder på den meget langsomme indgriben fra det internationale samfund. Den slags drastisk udenlandske hjælp, som Baby Doll havde håbet på, ser ikke ud til at komme. Men hun kommer alligevel med et lille nødråb. “Selv om vi selv gør alt, hvad vi kan for at overleve og vise vores modstand imod kuppet, så har vi altså brug for verdens støtte til at få afsat militærjuntaen – for vores liv og sikkerhed er i alvorlig fare.”

Men hvor verdenssamfundet svigter, er der nationale kræfter, der i meget høj grad har trådt i karakter. Flere gange fremhæver Baby Doll den civile ulydighedsbevægelse som et lys i mørket. Bevægelsen der dukkede op i forbindelse med militærkuppet, er allerede blevet nomineret til Nobels fredspris i 2022.

Det er de unge fra generation C, der stadigvæk går på gaden dagligt, hvor de med hjemmelavede våben og skjolde, og i høj grad med livet som indsats, kæmper imod militæret

Bevægelsen er faktisk ikke en, men en bred bevægelse af offentligt ansatte, fra læger og lærere til administrativt personale, der har nedlagt arbejdet og nægter at arbejde for militærjuntaen. Allerede nu lægger det et stærkt pres på militæret, som har svært ved at styre en administration, hvor der mangler embedsmænd på alle niveauer.  På den måde repræsenterer bevægelsen en næsten eksemplarisk fredelig reaktion på militærkuppet den 1. februar 2021. “Det er vigtigt og giver et glimt af håb,” understreger Baby Doll.

Generation C

Hun fremhæver også de unge helte fra den såkaldte generation C. Hvis der er nogen, der fortjener at blive hyldet som helte, er det dem, siger hun. De er unge, der er vokset op i en periode med relativ åbenhed og med udsigt til demokrati. Det er en generation, som kun har svage eller ingen erindringer om, hvordan det var at leve i en autoritær stat, isoleret fra omverdenen.

Generation C i Myanmar har lugtet til, hvordan det er at leve i et frit samfund. Statscensuren blev ophævet i 2012, og millioner af unge mennesker har været forbundet til resten af verden via internettet. Og selv om overgangen i Myanmar til ægte demokrati stadigvæk var ufuldstændig, var der efter et halvt århundredes militærstyre åbnet en dør til betydningsfulde forandringer. Det er de unge fra generation C, der stadigvæk går på gaden dagligt, hvor de med hjemmelavede våben og skjolde, og i høj grad med livet som indsats, kæmper imod militæret.

”Men vi må ikke glemme, at der også er andre helte,” fortæller hun.

I det hele taget kan jeg mærke på hende, at der har sneget sig en frygt ind, for hvem der er ven og hvem der er fjende

En af dem, der i særlig grad har rørt hende, er en politimand der, selv om han har syv børn, han skal brødføde, smed uniformen og nægtede at arbejde for militærjuntaen. I stedet er han gået under jorden og har tilsluttet sig den civile ulydighedsbevægelse.

”Når jeg hører om folk som ham, får jeg skyldfølelse og føler mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke synes, at jeg gør nok for at markere min modstand. Men så forsøger jeg at sige til mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kan. Jeg har ikke misset en eneste pot og pande-aktion de sidste to måneder og jeg sørger for at holde mig informeret og informere andre om, hvad der sker.”

Endnu engang viser hun mig den nu fuldstændigt ødelagte kagedåse med Danish butter cookies. Hun beklager med et skævt smil, at hun altså ikke har kunnet skaffe en ny kagedåse og derfor har måttet ty til et helt almindeligt grydelåg. Den sidste uge har hun måttet opgive at stå ude på altanen under pot og pande-aktionen af frygt for, at en af hendes naboer skal melde hende til militæret. Særligt en familie på første sal er under mistanke for at have meget tætte forbindelser til militæret. I det hele taget kan jeg mærke på hende, at der har sneget sig en frygt ind, for hvem der er ven og hvem der er fjende.

Flugtplaner

Og situationens alvor kommer hele tiden tættere på. Så sent som i sidste uge fandt hun ud af, at en af hendes gode bekendte var blevet arresteret. Så vidt hun kan se, havde vedkommende ikke deltaget i nogen form for demonstrationer, men blev slet og ret offer for en militær gengældelsesaktion. Siden har hun og et par venner forsøgt at finde ud af, hvor han er, men det er umuligt at få nogen information om, hvor han er indespærret, hvad han er sigtet for og hvor længe militæret har tænkt sig at beholde ham.

”Han er sådan en sød dreng,” siger hun stille. Hun bliver igen alvorlig og fortæller, at hun faktisk allerede har pakket en flugttaske og sammen med sin far lagt en flugtplan.

”Risikoen for at det udvikler sig til en egentlig borgerkrig kommer hele tiden nærmere,” forklarer hun. ”Så nu er vi forberedt og parate til at flygte, hvis militæret begynder at skyde i kvarteret eller sætte ild til vores huse. Vi har planlagt at søge imod ambassadekvarteret. Dér tror vi, at vi er bedre beskyttet. Jeg behøver ikke noget vækkeur længere, for jeg sover så dårligt og vågner meget tidligt. Forleden smed militæret fuldstændig umotiveret en håndgranat i nabogaden. Det sker gudskelov ikke så tit i mit kvarter. Men i andre områder er det blevet så almindeligt, at folk råber ’Næh se, fyrværkeri!’ når det sker”.

Opfører sig som robotter

Men midt i frygten ser hun små tegn på, at militæret begynder at miste grebet om situationen.

”Soldaterne opfører sig mere og mere som rene robotter, som er fuldstændig indoktrinerede og som uden at tænke selv bare udfører ordrer. Men selv om de behandler os inhumant og som dyr, så vil jeg aldrig miste håbet om, at folkene i militæret vågner op og indser, at deres rolle er at beskytte os og ikke dræbe os.”

Alligevel er det, som om historier om døde helte på gaderne, børn der skydes i deres forældres arme, og hunde der henrettes på gaden, på en eller anden måde allerede er blevet hverdag.

Myanmar
Den store pagode i Yangon, som det forlyder, at militærjuntaen nu er ved at ribbe for guld. Foto Tania Karpatschof

Selv om der efterhånden skal meget til at ryste Baby Doll, så kan jeg mærke på hende, at det næste hun fortæller alligevel har rystet hende. Der er nemlig hårdnakkede rygter om, at militærjuntaen har beordret, at man begynder at fjerne guld fra Myanmars nok vigtigste nationalsymbol Shwedagon Pagoda.

Pagoden er måske det vigtigste religiøse symbol for Myanmar. Placeret på toppen af en bakke kan den 99 meter høje guldbelagte pagode ses fra de fleste steder i Yangon dag og nat. Baby Doll er ikke et sekund i tvivl om rigtigheden af historien, for så sent som dagen før havde hun pludselig set et nyopført stillads ved pagoden.

Shwedagon-pagoden er belagt med, hvad der svarer til næsten 22.000 guldbarrer, og et skøn over pagodens samlede guld spænder fra 9 til 60 tons. Republikken Myanmars officielle reserve er til sammenligning på 7,4 tons. Det slår mig, mens hun fortæller, at angrebet på Pagoda næsten er lige så smertefuld for hende, som angrebene på befolkningen. “Jeg forstår ikke, hvordan de kan få sig selv til det”, siger hun trist, “det er jo vores fælles kulturelle arv og de er jo selv buddhister”, konstaterer hun tørt.

Der er helt stille et øjeblik, før hun forsætter.

”Hvis militæret tror, de kan knække os med deres angreb på os og vores fælles kulturelle arv, så tager de fejl. Vi ved, at de vil gå hele vejen og det er virkelig trist. Men som sagt er vi forberedt på det værste, og der er ingen anden vej end at forsætte med at kæmpe for at få demokratiet og vores folkevalgte politikere tilbage. Men hvis ordsproget ’Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’ holder vand, ja så ender jeg med at blive den stærkeste pige i Myanmar,” slutter hun.


LÆS FØRSTE ARTIKEL OM BABY DOLL HER
LÆS ALLE TANIA KARPATSCHOFS ARTIKLER HER


Topfoto: I begyndelsen demonstrerede folk i Myanmar ved at banke på potter og pander, men selv denne fredelige – omend larmende – protest er blevet livsfarlig.
Foto: Thu Htet Nann via Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tania Karpatschof er kandidat i international udvikling. Hun har været udstationeret i Mozambique, hvor hun underviste flygtningebørn under borgerkrigen, og fra 1999 til 2001 boede hun i Kathmandu, hvor hun arbejdede med kvinders rettigheder for UNDP. Myanmar har hun besøgt et utal af gange, blandt andet som rejseleder for kulturrejsebureauet Viktors Farmor, og gennem mange år har hun opbygget et stort kontaktnet i landet.

Seneste artikler om Asien

Myanmar

Revolution i Myanmar

MYANMAR // KRONIK – Militærets brutale magtovertagelse i Myanmar har fostret et