Myanmar – Ind i buddhismens vidunderlige verden

af i Asien/Kulturhistorie/Rejse

REJSEBREV – Da Myanmar endelig åbnede op for turister i 2007, tøvede POV Internationals Karen Hammer ikke med at besøge landet med de gyldne pagoder. Det blev et længe ventet møde med en stat, der stadig var i kløerne på militæret og en befolkning, som hungrede efter kontakt med sin omverden.

I mange år har hun siddet dér på mit køkkenskab; Aung San Suu Kyi, nobelprismodtager og fredspolitiker, hvad mon hun ønsker af mig? Hendes far, general Bogyoke Aung San, er Myanmars frihedshelt; Yangons største marked bærer hans navn, men han blev myrdet 19. juli 1947 midt i arbejdet på at skaffe landet et civilt styre med lighed for alle og øjeblikkelig uafhængighed af Storbritannien.

Myanmar (Burma) fik sin selvstændighed den 4. januar 1948; lille Suu Kyi var bare to år gammel, da hun mistede sin far, og kunne ikke forudse, at hun mange år senere skulle få lige så stor politisk betydning i Myanmar, som han engang havde haft.

Aung San Suu Kyi var der ingen, der tænkte på i de mange år generalerne og militæret styrede landet, for hun kom til at studere ved Oxford og giftede sig med en engelsk universitetsprofessor. Først i slutningen af 80’erne vendte hun hjem for at passe sin syge mor, men langsomt kom hun til at indtage en central og historisk position for landets demokratiske udvikling.

I 1995 opfordrede Aung San Suu Kyi alle potentielle turister til at holde sig væk, da ethvert overskud ville gå lige ned i generalernes lommer og gøre deres styre stærkere. Efter de store demonstrationer i 2007, hvor mange munke blev arresteret og flere dræbt, ændrede hun indstilling. Nu ønskede hun at åbne op for turismen, så befolkningen, der i årevis var holdt i uvidenhed om verden udenfor, kunne møde fremmede fra Vesten. Nu var det på tide, jeg tog af sted, for jeg havde meget længe ønsket at se Myanmars tusindtallige gyldne pagoder.

Undercoverjournalist

Mine 29 dage i Myanmar overgik i højeste grad mine forventninger. Aung San Suu Kyi var ude af sin mangeårige husarrest og rejste frit rundt på valgkampagne i landet.

Alle talte om hende, og hun var hver eneste dag på forsiden af landets aviser. Regeringen havde givet visum til en mængde turister fra årsskiftet januar 2012 uden at bekymre sig om, hvorvidt de mange billige guesthouses havde værelser nok. Derfor måtte man ringe rundt på forhånd for at sikre sig logi, inden man købte sin bus- eller togbillet. Regeringen havde imidlertid hele tiden tjek på, hvor hver eneste turist befandt sig.

Da man ikke ønsker at lukke journalister ind, havde jeg fået mit visum som pensioneret geografilærer, hvilket jo ikke var løgn

Mine pasoplysninger blev grundigt studeret og kopieret på hoteller, bus- og togstationer – ja, sågar ved indgangen til Yangons Nationalmuseum.

I dette land kunne man ikke forsvinde, og dog lykkedes det for mig at overraske dem. Da man ikke ønsker at lukke journalister ind, havde jeg fået mit visum som pensioneret geografilærer, hvilket jo ikke var løgn, og jeg havde da heller ingen intentioner om at være andet end en positiv turist.

Gyldne templer

Myanmars største pagode, Shwedagon Paya, er med god ret verdensberømt. Den siges af være 2500 år gammel, men kan vel nu – takket være jordskælv, krige og plyndringer og utallige reparationer – betragtes som noget yngre. Den 322 fod høje guldbelagte pagode kan ses fra en større del af den indre by og er Yangons største seværdighed; her går entréindtægterne lige ned i generalernes lommer.

Her sad jeg i mere end en time og nød lyden af små plaskende vandfald og den milde brise, der trængte ind gennem de næsten åbne tempelvægge; ganske få kvinder kom og knælede i bøn, ellers var jeg alene

Mindre kan også gøre det: Tæt ved mit hotel lå midt i byens trafik et lille 2000 år gammelt tempel med en gylden pagode Sule Paya; her kom jeg for første gang i kontakt med en af landets meget få engelsktalende indbyggere. Denne flinke munk opfordrede mig til at tage en bus ud til den berømte liggende Buddha, der holder til i Chaukhtatgyi Paya tæt omgivet af et meditationscenter og mange små klostre, der før de fatale demonstrationer i 2007 husede over 500 munke.

Ganske tæt ved denne gigantiske, kun 50 år gamle Buddha opsøgte jeg en vidunderlig gylden siddende Buddha i Ngahtatgyi Paya; her sad jeg i mere end en time og nød lyden af små plaskende vandfald og den milde brise, der trængte ind gennem de næsten åbne tempelvægge; ganske få kvinder kom og knælede i bøn, ellers var jeg alene.

En (meget) venlig befolkning

Det er sin sag at tage bussen i Myanmar. På vejen frem gik det fint, da munken satte mig op i bus nummer 37 og forklarede kontrolløren, hvor jeg skulle af, men på vejen hjem kom problemerne, for overalt i Myanmar anvendes kun lokale tal og bogstaver. Hvordan genfinder man bus 37?

En teenagetøs grabsede mig på brysterne og udbrød: ”You are happy, lucky and fat

Det lykkedes langt om længe at finde en studerende, der reagerede på min råben efter hjælp og skubbede mig op i en overfyldt bus, hvor kontrolløren betragtede mig som en velkommen gæst, der selvfølgelig ikke skulle betale.

Lidt efter lidt på min vej gennem det smukke land gik det op for mig, at Myanmars utroligt venlige befolkning i årevis må have hungret efter kontakt med omverden. Ganske få uden for turistbranchen taler engelsk, men det forhindrer ikke folk i at nærme sig os, de fremmede. Overalt, hvor jeg rejste med lokale busser og tog, fodrede befolkningen mig.

Allerede på min tredje dag, da jeg for kun én dollar med byens Circle-line kørte rundt om hele Yangon på små syv timer, oplevede jeg folks positive interesse. Ældre mænd diskuterede på engelsk, mens unge piger gav mig kogte vagtelæg og nektariner. Interessen kunne dog blive noget for nærgående: En teenagetøs grabsede mig på brysterne og udbrød: ”You are happy, lucky and fat”.

Hendes veninder lo imponeret.

Soldater, pistoler og risvin

Flere uger senere, da jeg på trods af mine guesthouse-værters advarsel tog toget fra Inle Lake tilbage til Yangon, følte jeg i høj grad, hvorledes mine medrejsende følte sig ansvarlige for mit velbefindende.

Turen skulle tage 27 timer, men takket være en togulykke nord for Yangon kom den til at tage 36 timer. Min sidepassager, en ung marinesoldat, forstod og talte lidt engelsk; han sørgede for, at jeg gennem hele den lange rejse aldrig manglede mad eller nødvendige oplysninger om situationen. Da vi standsede i en større by klokken 23.30, og alle stod ud, sagde han: ”Change train”, og hjalp mig ned på perronen med bagagen. To en halv time senere, da det næste tog endelig dukkede op, kom han atter forbi og hjalp mig med at finde min plads.

Da vi næste eftermiddag for anden gang holdt to timer i en fjern landsby, og jeg var ved at tabe tålmodigheden, kom oplysningen: ”Bad accident.” Selvom jeg kunne købe forskellige former for tørrede grøntsags- og fiskekager på de små stationer og aldrig sultede, var soldaten der nu og da med en lille risret: ”Are you hungry?”

Først da hans kompagni var stået af nogle timer før Yangon, fik jeg problemer med en gruppe meget fulde soldater, der topbevæbnede insisterede på at tælle patroner i deres pistolmagasiner, samtidig med at de drak en blanding af whisky og risvin. Da den nærmeste faldt i søvn op af mig, protesterede jeg voldsomt. Hans kammerater bar ham væk, og en kvinde, der siden forsynede mig med dejlige kogte majs, tog hans plads.

Kulde og knitrende dollarsedler

Hvis man rejser i Myanmar, skal man sørge for hjemmefra at medbringe flunkende nye, ufoldede dollarsedler, ellers duer de ikke. Intet guesthouse vil tage imod dem, og ingen bank vil veksle dem; dollars er en handelsvare og skal være perfekte.

I en frysende kold airconditioneret bus mellem Yangon og Bagan mødte jeg en 80-årig mand fra Alaska. Han var på bussen, for han havde først været i Cambodja, og der havde man forsynet ham med nogle krøllede og slidte 100-dollar-sedler.

Hvis man rejser i Myanmar, skal man sørge for hjemmefra at medbringe flunkende nye, ufoldede dollarsedler, ellers duer de ikke. Intet guesthouse vil tage imod dem, og ingen bank vil veksle dem; dollars er en handelsvare og skal være perfekte

Nu havde han ikke penge til mere end en uges ophold, for plastikkort kan ikke bruges i Myanmar. Endvidere skal man på rejse i Myanmar medbringe varmt tøj til generalernes turistbusser, hvor temperaturen mageligt kan falde til ti grader, selvom der er tredive udenfor. De lokale, noget langsommere busser har åbne døre, meget træk og nysgerrige og hjælpsomme passagerer.

Min kolde bus ankom klokken seks om morgenen til Nyaung U nær Bagan, og her traf jeg Tadasji fra Japan. Han havde ikke bestilt værelse på forhånd, så jeg tog ham med til Eden Motel i den hestedroske, der ventede på mig.

De næste fire dage udforskede vi sammen Bagans vidunderlige buddhistiske templer og pagoder. Vi lejede hver dag en hestedroske og lod kusken bestemme, hvilke ti templer vi så per dag. Tadasji, der var udøvende buddhist og havde været her før, betragtede Bagans templer som særligt hellige og lagde donationer ved hver eneste Buddha.

Tempelbestigning i Bagan

Bagan menes grundlagt i 849. Byens storhedstid startede i 1044, da kong Anawrahta tog magten og indførte buddhismen. På ganske få år opførte han og hans efterfølgere mere end 4400 templer. Denne Burmas første Gyldne Periode varede til 1287, da Kublai Khans mongolske tropper hærgede området.

Tidens tand og især jordskælvet i 1975 har været hårde ved de mange bygninger, men i de sidste 20 år har UNESCO givet mange penge til restaureringen af de vigtigste af de ødelagte templer.

Flottest af alle er det kæmpestore Ananda Pahto-tempel med det gyldne tag og de fire meget store teaktræs-Buddhaer; det menes at være bygget for mere end 900 år siden. Det lille, mere diskrete tempel Upali Thein indeholder nogle meget fine fresko-vægmalerier fra 1700-tallet, der er blevet restaureret af UNESCO. Husk lommelygten, for der er buldermørkt inde bag de tykke mure.

Upali Theins ældgamle vægmalerier. Der er buldermørkt bag de tykke mure.

På trods af min alder elsker jeg at klatre på templer og praler stadigvæk af dengang, jeg i 2007 klarede at bestige 37 templer i Cambodja. Der var desværre ikke så mange af Bagans templer, der var til at klatre på, men det blev da til to: Den store, meget stejle Shwesandaw-pagode havde 60 trin og en meget lille terrasse øverst oppe, mens Pyathada Paya-pagoden er langt nemmere at bestige og er forsynet med en dejlig stor terrasse øverst oppe.

Farvel til Tadasji

På øen Mingun vest for Mandalay besteg jeg en uges tid senere den kun 200 år gamle hvide Hsinbyume-pagode, bygget i syv lag med alt i alt 100 trin. Da man i Japan kun har ti dages ferie om året, måtte Tadasji rejse hjem efter at have besøgt omkring 25 templer og pagoder. Han var den bedste rejsekammerat, jeg nogensinde har haft, med en fin humoristisk sans, stor hjælpsomhed og interesse for film.

Jeg kunne fortælle ham om adskillige berømte japanske film, som han ikke kendte, heriblandt Akira Kurosawas Dersu Uzala; dem skulle han nu hjem og opsøge.

Næsten 90 procent af Myanmars befolkning er buddhister, landet har mere end 50.000 klostre og mere end 10.000 templer og pagoder. Enhver landsby har mindst én gylden pagode. I 1790 besluttede kong Bodawpaya at bygge verdens største pagode på øen Mingun. Tusinder af slaver og krigsfanger knoklede for at rejse det imponerende bygningsværk, der var planlagt til at skulle være 300 fod højt.

Da kong Bodawpaya døde i 1819 gik arbejdet i stå; et jordskælv i 1838 smadrede det meste af pagoden, der nu ligger som en imponerende bunke smukt glaserede sten omkring en mægtig søjle på mere end 70 meters højde; et yndet klatrested for betalende turister.

Myanmar er imidlertid meget mere end templer og pagoder: Nordpå er der smukke bjerge med mange forskellige etniske folkeslag; flere af regionerne er imidlertid endnu ikke åbnet for turister, og syd for Mandalay i den centralt beliggende region ligger Inle Lake – en kæmpestor sø med flydende haver og klostre og landsbyer på pæle. Herude har generalerne fået anbragt et par imponerende og meget smukke luksushoteller for apolitiske folk med mange penge.

2018: Et land med voldsomme spændinger

Den 32. marts 2012 vandt Aung San Su Kyis parti NLD hele 43 af de de 44 pladser, der var til valg i hendes region. På trods af, at hun aldrig vil kunne bleve præsident, fordi hun har været gift med en udlænding, kan man vel nu håbe på bedre bedre fremtid for Myanmars venlige buddhistiske befolkning.

Sådan skrev jeg i foråret 2012 efter min gennemlykkelige rejse i det meget smukke og tilbagestående land, hvor jeg ikke så en eneste traktor, men mange bøfler på arbejde med pløjning. Hvor jeg traf en helt vidunderlig positiv og nysgerrig befolkning og ikke kunne drømme om, at landet ville blive kastet ud i så voldsomme spændinger, som hele verden taler om i dag.


Fotos: Private og CreativeCommons.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Asien