Når japansk politik kører i ring

i Asien/Politik & Samfund af

RINGSLUTNING – Opbakningen bag Shinzo Abe som japansk premierminister skyldes først og fremmest den stabilitet, han har været med til at skabe. Fortsat stabilitet sikres gennem samme opbakning.

Shinzo Abe er af sine partifæller i forrige uge blevet genvalgt som japansk regeringschef i yderligere tre år. Dermed når han efter alt at dømme op på ni år på posten, inden han trækker sig engang i 2021 – efter de olympiske lege i Tokyo. Det er svært at forestille sig, hvem der skal true ham – både i hans eget parti og i oppositionen.

Men det skyldes ikke, at han er synderligt populær – hverken i befolkningen, regeringsapparatet eller i sit parti. Shinzo Abes langvarige greb om magten er udtryk for en af de største ringslutninger i de demokratiske systemers historie.

Han bygger sin opbakning på det faktum, at han har givet sine landsmænd en politisk stabilitet, som de ellers ikke har kendt i årevis. Japanere hader rod, strid og uforudsigelighed. Men denne politiske stabilitet bygger på en vedholdende opbakning gennem kriser og skandaler, som primært kan forklares med selvsamme stabilitet.

Hver gang opbakningen har haft et dyk på grund af en skandale, vender den tilbage, så snart medier og opposition bliver trætte af at bore i den skandale, uanset hvor pinlig og afslørende den har været.

Meningsmålinger viser, at et flertal af japanerne er skeptiske ved ham som person. De tror ikke på hans bortforklaringer i forbindelse med de seneste års pengeskandaler, og mange opfatter ham som et forfinet overklasseløg med fjerne og luftige idealer og uden viden og fornemmelse for almindelige folks vilkår i hverdagslivet.

Personlig kæphest

Meningsmålinger viser også, at et flertal af japanerne vender sig mod de politiske mål, som ligger ham mest på sinde. Hans ”mission” om at ændre Japans efterkrigsforfatning, så Japan kan spille en større rolle i regionens militær- og sikkerhedspolitik, opfattes som en personlig kæphest, og den konkrete oprustning og de omstridte love om omfortolkninger af Japans sikkerhedspolitiske placering, som han har fået gennemført, har også haft et flertal imod sig ude i befolkningen.

Ikke desto mindre bliver hans regering ved med at have pæn opbakning hos de vælgere, der drømmer om at stemme. Hver gang opbakningen har haft et dyk på grund af en skandale, vender den tilbage, så snart medier og opposition bliver trætte af at bore i den skandale, uanset hvor pinlig og afslørende den har været.

En vis respekt

Shinzo Abe får en vis respekt på hjemmebanen, fordi omverdenen ser ud til at respektere ham for hans aktive diplomati. Man er vant til, at Japans regeringschef ellers er en lille forpjusket mand i pænt jakkesæt yderst i billedet ved verdenspolitikkens topmøder.

Han får også en vis respekt, fordi han ofte viser sig at være en pligttro pragmatiker, der for at leve op til embedets pligter siger og gør noget helt andet end, hvad alle ved, at hans ideologi og idealer ville tilskrive ham at sige og gøre.

Hans regering når ganske vist ikke sine økonomiske mål om efter flere årtiers deflation at nå op på to procents inflation, men den japanske økonomi går jo sin skæve gang og er ikke blevet værre under Shinzo Abes regimente.

Så opbakningen skyldes med andre ord først og fremmest den stabilitet, han har været med til at skabe, og som han er kommet til at personalisere. Og fortsat stabilitet sikres gennem samme opbakning.

Foto: Dominique Pineiro/WikimediaCommons

Reportagen bringes også på forkant.nu

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Asger Røjle Christensen: Erfaren journalist, forfatter, analytiker, kursusarrangør og rejseleder. Asger har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i fire årtier. Han har boet og arbejdet i Tokyo i tretten år af sit liv, og han forsøger med faglighed og engagement på mangfoldige måder at skabe større viden og forståelse for Japan og dets nabolande blandt danskerne.
Han har en fortid som Tokyo-korrespondent ,1989-1995, for blandt andre Politiken og Radioavisen, og igen fra 2013 til 2021 for Orientering på P1, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og mange andre danske medier. Indimellem var han udlandsredaktør på Aktuelt (1995-2000) og på Ritzau (2000-2004), chef for Orientering på P1 (2004-2006) og forsideredigerende på nettet hos DR Nyheder (2006-2013).
Asger har sit eget lille enmandsfirma, asgerrojle, på hvis hjemmeside, www.asgerrojle.com, man kan følge med i hans skriverier, hans foredrag og hans rejser og kurser. Ellers kan man følge hans mange forskellige gøremål på diverse sociale medier.

Seneste artikler om Asien