INDIENS CORONA-KRISE // ANALYSE – Indiens premierminister Narandra Modi har længe været iscenesat som landets stærke mand, der kunne skabe vækst, fremgang og en plads i det gode, internationale selskab. Også i Danmark har det været den gennemgående fortælling – at Modi var manden, man kunne satse på. Coronakrisen har imidlertid fået verdens øjne op for en helt anden side af den indiske premierminister og hans administration, hvis håndtering af corona-situationen er virkelighedsfjern, uengageret og direkte medvirkende til ufattelige lidelser, som kunne være undgået. Hvem er Modi, og hvordan kunne det gå så galt i Indien? Vi tegner et portræt.
Sådan lød Indiens premierminister, Narendra Modi, da han talte til verdens statsledere 28. januar i år på World Economic Forum’s Davos Dialogue. Store ord – helt i tråd med hans forkærlighed for det spektakulære.
Tre måneder senere er Corona-situationen i Indien forsidestof verden over, og situationen i landet er ude af kontrol. Det offentlige sundhedsvæsen, der også under normale forhold er presset, er kollapset i New Delhi og de andre større byer – det samme gælder privathospitaler og klinikker. Man må regne med, at det står endnu værre til i mindre byer, i landsbyerne og på små distriktshospitaler og klinikker. Overalt er der mangel på sengepladser, på medicin og på ilt – og nu også på krematorier og gravsteder.
Håndteringen af første bølge endte i en økonomisk krise snarere end en sundhedskrise
Positivprocenten, altså hvor mange der er smittede blandt de testede, er nu i gennemsnit over 20% og over flere dage har antallet af dagligt smittede oversteget 400.000. Indien sætter verdensrekord på en meget trist baggrund. Den 2. maj var kun 2% af landets 1.4 millliarder mennesker færdigvaccineret, mens 9.2 % har fået første dosise, og nu er der akut mangel på vacciner.
Nedlukning med 4 timers varsel
Modi og hans ministres forsikringer om at corona var under kontrol og at sundhedsvæsenet var forberedt på den anden bølge af coronasmitten, som eksperter har advaret om uundgåeligt ville ramme landet, var skræmmende forkerte.
I forhold til sidste år har Modi været påfaldende tilbageholdende og fraværende. Da han den 24. marts sidste år, med blot 4 timers varsel, annoncerede den hårdeste lockdown verden har set, havde Indien blot 519 bekræftede tilfælde af Corona – med 10 dødsfald til følge. De økonomiske og menneskelige konsekvenser var katastrofale og ramte landets fattigste hårdest. Håndteringen af første bølge endte i en økonomisk krise snarere end en sundhedskrise.
Millioner af de migrantarbejdere, der ved nedlukningen befandt sig i de større byer, blev med et slag arbejdsløse og havde ingen andre muligheder end at begynde at vandre mod deres hjem i landsbyerne. Mange mistede livet, og millioner mistede deres indkomstgrundlag. Regeringens manglende planlægning af nedlukningen, fx ved at tilbyde sikker transport fra by til land, vidnede om en blindhed og ligegyldighed overfor den virkelighed, store dele af befolkningen lever i.
Nu hvor situationen er katastrofal og kalder på drastiske indgreb, maner Modi til besindighed og anbefaler delstatsregeringerne kun at indføre lokale nedlukninger som allersidste udvej. Samtidig tager administrationen Indiens rolleskift fra verdens vaccineguru til bistandsmodstager af international coronahjælp med nonchalant ligegyldighed.
Og kritikken tager til: Opposition, domstole, kritiske medier og journalister, anerkendte internationale tidsskrifter, akademikere, aktivister, tænkere og skribenter ser Modi og hans regeringens håndtering af Coronasituationen som mangelfuld grænsende til det kriminelle. Modi, hvis personkult ellers har været omgivet af et teflon-agtigt usårlighedskjold er i stiv modvind og hashtags som #ResignModi og #SuperspreaderModi trender på Twitter. Men hvordan kunne det gå så galt? Og hvordan skal vi forstå Modi og BJP-regeringens agenda og nuværende handlingslammelse – og den voksende vrede i det Indien, de har formet siden regeringen kom til magten i 2014?
Hindufundamentalisme
Modi har demonstreret sin forkærlighed for det spektakulære ved mange lejligheder, siden han førte det højrenationalistiske Bharatiya Janata Party, det indiske folkeparti, BJP, til regeringsmagten i 2014. Partiets magt blev konsolideret og forstærket ved genvalget i 2019. Partiet har rødder i den paramilitære og hindufundamentalistiske organisation Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS. RSS er et nationalt korps af frivillige, som siden oprettelsen i 1925 har haft til formål at træne medlemmernes såkaldte hindukarakter og etablere Indien som et Hindu Rasthra – et land for hinduer “som genindtager sin rette rolle i verden og anerkendes som en selvbevidst, almægtig og stolt nation”.
Siden begyndelsen er RSS vokset og består nu af et globalt netværk af affilierede organisationer, kendt under betegnelsen Sangh Parivar – familien af organisationer. RSS er opbygget efter fascistisk, europæisk forbillede, og organisationens hindunationalistiske ideologi og fascistiske samfundsmodel har været tydeligt inspireret af og åbenlyst sympatiseret med ledere som Hitler og Mussolini. ’Mein Kampf’ er fx at finde på hylderne i de fleste bogbutikker i Indien.
Den massive og ringe planlagte pengeombytning hev med ét 86% af landets kontanter ud af cirkulation, og den efterfølgende mangel på kontanter sendte chokbølger gennem det indiske samfund
Modis historie er tæt knyttet til RSS. Han trådte sin barnesko i delstaten Gujarat indtil han i 1987 blev medlem af organisationens politiske fløj, BJP. Op til 1980’erne blev BJP set som et yderliggående parti med værdier i strid med den sekulære, demokratiske tradition, Indien havde opbygget siden uafhængigheden i 1947. Men i kølvandet på Ram Janmabhoomi Mandir-kampagnen, hvor BJP og andre RSS-affilierede grupper i 1992 mobiliserede ødelæggelsen af moskeen Babri Masjid i Ayodhya, kom BJP for første gang til regeringsmagten i Indien.
I samme periode steg Modi, lavkastehindu og søn af en tesælger, i graderne og gjorde lynkarriere i partiet. Han blev generalsekretær for BJP i delstaten Gujarat i 1988, og Modi var med, da partiet en kort overgang dannede regering i delstaten. Og da hindunationalisterne lancerede den politisk-religiøse kampagne Ram Rath Yatra, spillede Modi en hovedrolle. Kampagnen skulle sikre genopførelsen af et hindutempel, hvor den ødelagte moske i Ayodhya stod.
I det hindunationalistiske narrativ stod moskeen fra 1528 på ruinerne af et hindutempel bygget på Ram-gudens fødested og kampagnen var med til at synliggøre BJP i Indiens nationalpolitiske landskab. I 1995 fik partiet flertal og regeringsmagten i Gujarat, og Modi blev delstatens førsteminister i 2021.
Året efter fik tempel-kampagnen i Ayodhya fatale konsekvenser. En togvogn med hindupilgrimme på vej fra Ayodhya blev antændt ved byen Godhra, hvilket resulterede i nogle af de værste religiøse optøjer mellem hinduer og muslimer, Indien har set siden uafhængigheden. Modi og hans administrations ikke-håndtering af urolighederne mødte massiv kritik. Selv beskyldtes Modi for at have opildnet hinduer til hævnaktioner og lade volden fortsætte i dagevis uden indgriben fra myndigheder, militær og politi.
Han har altid nægtet sig skyldig i anklagerne og er ikke dømt på trods af mange retssager, men efterfølgende undersøgelser har vist, at politi, ministre og embedsmænd under hans ledelse var både direkte og indirekte medvirkende til urolighederne, som kostede op mod 2000 mennesker livet, hovedparten muslimer, gjorde op mod 20.000 hjemløse og efterlod 230 islamiske mindesmærker vandaliserede. Flere af Modis partifæller og tætte associerede fik efterfølgende fængselsstraffe.
Modi gik fri grundet manglende beviser, men håndteringen af optøjerne fik konsekvenser for hans internationale ry og rygte. Kritikken gik bl.a. på, at han nægtede at tage afstand fra eller undskylde for håndteringen. I et interview med Reuters i 2013 sammenlignede han sin sorg over urolighederne med den sorg, man føler, når en hundehvalp bliver kørt over, mens en anden sidder ved rattet. Analogien vakte vrede og blev af mange set som et bevis på Modis ufølsomhed overfor ofrene. Modi blev forbudt indrejse i USA, UK og flere europæiske lande. I det hele taget var han en international paria indtil han efter tre genvalg i Gujarat blev kørt i stilling som premiereministerkandidat ved det indiske parlamentsvalg i 2014.
Udvikling og succes
Under hans ledelse fik Modi etableret Gujarat som glansbillede på en udviklingsvenlig indisk delstat med fokus på forretningsudvikling og internationale investeringer. Det var den udviklingsmodel, han lovede hele landet – iblandet en undertone af national stolthed og løftet om at føre Indien frem på verdensscenen, der sikrede BJP valgsejren i 2014. Herefter blev BJP set som Modis parti, på samme måde som New Labour var Tony Blairs parti og CDU Angela Merkels. I dag er BJP verdens største parti med over 100 millioner medlemmer – dobbelt så mange som kommunistpartiet i Kina.
Modi personificerede vejen til den udvikling og succes, som vælgere i hele landet gerne ville have del i. Han, mere end partiet BJP, fyldte i valgkampagnen, som var orkestreret af det succesfulde Utopia Consulting og fokuserede på vækst og håb for en bedre fremtid under sloganet ’Ab Ki Baar, Modi Sakar!’ – Denne gang, en Modi-regering! og ‘Acche Din’, Gode dage.
Modis popularitet og løftet om en Gujarat-model i hele landet førte BJP til en sikker valgsejr, og snart åbnedes de internationale døre sig da også igen for Indiens nye premiereminister og det store marked, han kunne skaffe adgang til.
Howdy Modi
I den første valgperiode fokuserede Modi på at styrke Indiens internationale position, og han blev drillet i indiske medier med, at han tilbragte mere tid uden for landets grænser end hjemme. Han tog på statsbesøg verden over og omtalte konsekvent sine nye kolleger som venner, mens han promoverede sin ’Make in India’ kampagne, der skulle få erhvervsledere til at se Indien som produktionsalternativ til Kina.
Modi besøgte kort efter sin indsættelse USA, og med kampagnen #ModiInAmerica, Sammenhold – Handling – Fremgang’, indtog han scenen på Madison Square Garden i New York. Han blev mødt af jublende tilhængere, og forholdet mellem USA og Indien blødte op allerede under præsident Obama, men særlig tætte venner blev Modi med Donald Trump. Venskabet inspirerede Trump til at låne ’Ab Ki Baar…’ sloganet for med ‘Ab Ki Baar, Trump Sakar!’ at tækkes den to millioner store og indflydelsesrige indiske diaspora i USA.
Modis amerikanske besøg i 2019 ved Trumps ’Howdy Modi’-rally i Houston, Texas, blev set som en billigelse af og støtte til Trumps genvalg. Trump kvitterede med et statsbesøg i Indien i februar sidste år, lige inden pandemien ramte. Her akkompagnerede han den 24. februar Modi under et stort #NamasteTrump-møde på verdens største cricket-stadion i Gujarat – præcis et år efter fik stadionet navnet “Narendra Modi Stadium’. Det er ellers kun i autoritære regimer, man navngiver efter siddende ledere, så Modi er nu i selskab med Hitler, Stalin, Saddam Hussein og Kim II Sung.
Katastrofal pengeombytning
Det storladne og dramatiske ligger altså til Narendra Modi. Det fik Indiens befolkning at føle på den hårde måde den 8. november 2016. Som med coronalukningen annoncerede Modi med kun fire timers varsel, at de almindeligste pengesedler fra midnatstid ikke længere kunne bruges.
Den massive og ringe planlagte pengeombytning hev med ét 86% af landets kontanter ud af cirkulation, og den efterfølgende mangel på kontanter sendte chokbølger gennem det indiske samfund. Fundamentet for hundredevis af millioner menneskers liv blev ramt i landet, hvor kontantøkonomien udgør ca. 12% af BNP, og er gængs betaling i den store uformelle sektor, som udgør mere end 80% af arbejdsstyrken uden for landbruget. De fattigste, uden kreditkort og onlinebetalingsmetoder blev ramt hårdest.
hvordan myndighederne i Indien gradvist, og i stigende grad, indfører love og politikker, der systematisk diskriminerer muslimer og andre minoritetsgrupper
Modi, som den dag i dag stadig ikke har holdt en eneste pressekonference siden sin indsættelse, kom med beskeden om pengeombytningen i en af sine enetaler til nationen. Her appellerede han til folkets forståelse og opbakning, og lancerede beslutningen som den almindelige borgers, ‘the common man’s, våben mod terrorisme, korruption og falske penge i omløb. Senere, da undersøgelser viste at beslutningen havde haft minimal effekt, tilføjede regeringen andre motiver som digitalisering og øgede skatteindtægter.
De store menneskelige konsekvenser ufortalt står det klart, at Modi traf beslutningen på trods af eksperter og økonomers advarsler. Konsekvenserne for den indiske økonomi var katastrofale, og den ønskede effekt udeblev – kontanter er stadig konge i Indiens omfattende uformelle økonomi. Under Coronapandemien er andelen af kontanter vokset støt i en økonomi, der er hårdt presset, og hvor mere end 200 millioner indere er faldet under fattigdomsgrænsen. Med beslutningen fik Modi iscenesat sig som en magtfuld, handlingens mand, der ikke bange for at træffe vanskelige beslutninger i nationens tjeneste.
Indiens nationale sikkerhed
Modi og BJP-regeringen havde ikke held til at indfri løfterne om vækst og velstand. Økonomien haltede, landbruget led, arbejdsløsheden steg og på trods af en svag opposition var genvalget i 2019 ikke sikkert.
Men et voldsomt terrorangreb i Pulwama i Kashmir kostede i februar 2019 40 indiske soldater livet, og det fik fjernet fokus fra indre problemer til ydre spørgsmål: Indiens nationale sikkerhed og forholdet til ærkefjenden Pakistan. Den 26. februar gennemførte Indien for første gang i årtier luftangreb på en terrorbase i nabolandet. Det fik med det samme Modis popularitet til at vokse. Modi, der tidligere havde omtalt sig selv som chowkidar – Indiens vagtmand, begyndte nu at bruge sloganet aktivt i valgkampen.
Modis evne til effektivt at styre og sammenkæde fortællingen om hans egen, partiets og Indiens kurs ved aktiv brug af sociale medier og direkte, uimodsagt tale til folket står uomtvisteligt for en stor del af hans popularitet. Ved valget i maj 2019 blev han genvalgt med en jordskredssejr, men selvom valget var frit, tyder meget på, at det ikke var fair.
Mukulika Banerjee fra London School of Economics mener, at Indiens valgkommission har mistet den ellers lovpriste troværdighed. Fx har mindre foreteelser hos oppositionen fået det røde kort, mens regeringspartiets uregelmæssigheder er gået upåtalt hen. Derudover har financieringen af valghandlinger taget en ny drejning. Modi-regeringen har introduceret nye og uigennemskuelige regler, som gør det muligt for både indiske og udenlandske individer og virksomheder at donere anonymt. Ved valget i 2019 gik 94,5 % af midlerne, rejst gennem disse valgobligationer, til BJP. Partiet råder derfor over en hidtil uset andel af valgkampsmidler og bruger enorme summer på reklame og PR. Ikke overraskende fylder Modis ansigt meget i gadebilledet i Indien – fra boardingkort i lufthavnen til vaccinebeviser.
Centralregeringens blokering af internet og telefonadgang i delstaten er den længste nogensinde gennemført i et demokrati
Human Rights Watchs nyeste landerapport fra 2021 dokumenterer, hvordan myndighederne i Indien gradvist, og i stigende grad, indfører love og politikker, der systematisk diskriminerer muslimer og andre minoritetsgrupper. Og Freedom House’s demokratiindeks klassificerer nu for første gang Indien som kun delvist frit. Rapporten understreger, at Indien, siden Modi og BJP kom til magten i 2014, langsomt og sikkert forlader den demokratiske kurs, der siden uafhængigheden i 1947 har fået vestlige lande til at opfatte Indien som en demokratisk modvægt og strategisk allieret i østen – over for Kina.
Tendensen var klar allerede i Modi-regeringens første valgperiode, og efter genvalget i maj 2019, spildte regeringen ikke tiden. Den 5. august annekterede centralregeringen delstaten Kashmir, Indiens eneste delstat med en overvejende muslimsk befolkning. Den særstatus, der efter uafhængigheden blev nedfældet i artikel 370 i den indiske forfatning for at sikre staten et vist selvstyre og autonomi – samtidig med at den indgik i den indiske union – blev med et slag annulleret. Ophævelsen af Kashmirs særstatus var centralt i BJP regeringens valgmanifest og ved Modiregeringens massive, militære magtdemonstration rykkede i titusindvis af sikkerhedsstyrker ind i delstaten.
Argumentet var sikkerhedspolitisk og økonomisk, meddelte Modi i en 40 minutter lang tale til nationen den 8. august, hvor han understregede, at Kashmirs indlemmelse ville skabe vækst og udvikling. Hundredvis – mange kilder mener tusindvis – af kashmirier blev inden den officielle udmelding arresteret. Det omfattede demokratisk valgte politikere, advokater, erhvervsledere, aktivister og lærere ved universitetet, der blev fængslet eller sat i husarrest. Alle kommunikationslinjer, fastnettelefoni og internetservices blev suspenderet, og hver morgen i ugerne efter annonceredes det fra sikkerhedskøretøjers højttalere, at befolkningen ikke måtte forlade deres hjem. Indiske og udenlandske journalister blev forment adgang.
Centralregeringens blokering af internet og telefonadgang i delstaten er den længste nogensinde gennemført i et demokrati, og varede frem til 27. januar 2020, hvor 2G-internet service blev genåbnet, dog i censureret form og uden adgang til sociale medier. Først i februar i år blev 4G-tjenester genetableret – stadig censureret og med hyppige, midlertidige blokeringer. Kashmir, som stadig er under militærbelejring, er på Freedom House’s demokratiindeks klassificeret om decideret ufrit, og der meldes om politivold, magtmisbrug og systematisk overtrædelse af civile rettigheder, uautoriserede arrestationer og om sikkerhedsstyrkernes brutale håndtering af lokalbefolkningen.
Selvom FN og Europakommissionen har fordømt annekteringen, kommunikationsblackoutet og menneskerettighedsovertrædelserne, har den ikke haft reelle konsekvenser for Modi-regeringens samarbejde med vestlige lande. Herunder med Danmark.
Mette og Modi
Danmark og Indien er nemlig igen venner. Mette Frederiksen og Modi har dyrket de bilaterale forbindelser og indgik den 28. september sidste år en historisk aftale om et såkaldt Grønt Strategisk Partnerskab – det første af slagsen for begge lande.
I pressemeddelelsen fra Statsministeriet fortælles om Indien som verdens største demokrati og aftalen som “… sikrer de to lande et tættere multilateralt samarbejde inden for prioriterede områder som klima og grøn omstilling, handel og menneskerettigheder.” Også det indiske udenrigsministerium betonede den fælles demokratiske tradition og de dansk-indiske værdifællesskab som fundamentet for et stærkt partnerskab, der gennem øget økonomisk samarbejde skal styrke landenes indsats mod klimaforandringer og arbejde mod indfrielsen af FN’s verdensmål.
Mette og Modis lederskab har visse ligheder. De er begge kendt for at være større end deres partier, at omgive sig med en lukket kreds af kendte rådgivere og være skepiske overfor eksperter og ekspertise fra anden kant. De deler også en optagethed af at tale direkte og ’folkeligt’ til deres befolkninger, og under Coronas første bølge benyttede de sig begge af populistiske strategier for at samle folket. I Danmark var det fællessang og håndbold – i Indien var det lystænding, slåen på grydelåg og online yoga med premiereministeren.
Det er bestemt også nye toner, statsministeren og premierminister Modi slår an, efter Danmark i over et årti har været sat i diplomatisk skammekrog af Indien
Begge har tilsyneladende nydt en kultagtig dyrkelse af deres person som nationens protektor, faciliteret af sociale medier. Mette er hele Danmarks moder, mens Modi er Indiens vagthund. De deler også en god portion national stolthed – og ambitionen om at være bibringer af verdens frelse – Mette Frederiksen vil, trods sorte løsninger hjemme, gøre Danmark til verdens grønne foregangsland. Modi vil være verdens kulturelle guru og gøre Indien til verdens næste produktionsfabrik.
En tydelig stolt Mette Frederiksen udtalte om partnerskabet: “Jeg ser aftalen i dag som en helt unik vej til at give danske eksportvirksomheder nye muligheder på et marked, hvor der er et stort uudnyttet potentiale.”
Det er bestemt også nye toner, statsministeren og premierminister Modi slår an efter Danmark i over et årti har været sat i diplomatisk skammekrog af Indien. Havde det ikke været for den eskalerende coronasituation i Indien, der i sidste øjeblik aflyste statsministerens besøg i landet, skulle hun have mødt Modi personligt ved den stort opslåede Raisina Dialogues konference, der siden 2016, på hans initiativ, er blevet afholdt årligt i New Delhi. Mette Frederiksen åbnede i stedet onlineversionen sammen med Mr. Modi himself, og Rwandas President Paul Kagame.
Holck alias Kim Davy
En symbolsk og imødekommende gestus. Især i lyset af, at det dansk-indiske forhold har været mere end anstrengt, siden dansk politi i 2007 identificerede danskeren Niels Holck som den i Indien berygtede Kim Davy – eftersøgt af de indiske myndigheder og Interpol for sin medvirken ved nedkastningen af omkring fire ton våben i Purulia-distriktet i den indiske delstat Vestbengalen i 1995.
De indiske myndigheder krævede Holck udleveret til retsforfølgelse i Indien. Holck gik under jorden, indtil han i 2010 blev arresteret af de danske myndigheder, som havde lovet inderne at udlevere ham. Byretten i Hillerød satte imidlertid en stopper for udleveringen med den begrundelse, at Holck i et indisk fængsel ville risikere totur.
Sagen blev anket, og i juni 2011 stadfæstede Østre Landsret, at Holck ikke kunne udleveres til Indien. Daværende rigsadvokat, Jørgen Steen Sørensen, opgav at indbringe sagen for Højesteret – en beslutning som fik de indiske myndigheder til at se sig sure på Danmark, nedfryse diplomatiske forbindelser, besværliggøre og endda afvise danske visumansøgninger og reelt lukke ned for Danidas virke i Indien.
Den daværende – og nuværende – ambassadør i Indien, Freddy Svane, udtalte dengang til Politiken, at sagen ville koste Danmark milliarder af kroner og adgangen til det, der skulle have været et væksteventyr for danske virksomheder i Indien.
Lune forbindelser blev varme i 2018, da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, talte med Modi i enrum ved det nordisk-indiske topmøde i Stockholm
De danske myndigheder gav da heller ikke op, og arbejdet på en løsning, der kunne tø relationerne op, fortsatte i kulissen under skiftende regeringer.
I 2016 anmodede Indien, nu med Modi som premiereminister, igen officielt Danmark om at få Holck udleveret. I 2017 satte Justitsminister Søren Pape Poulsen, Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, til at undersøge, om man kunne finde en løsning, der tillod Danmark at udlevere Holck til retsforfølgelse i Indien. Det satte skub i de dansk-indiske relationer, og i løbet af året besøgte flere danske ministre Indien.
Lune forbindelser blev varme i 2018, da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, talte med Modi i enrum ved det nordisk-indiske topmøde i Stockholm. De to aftalte at øge samarbejde, samhandel og kulturel udveksling mellem Danmark og Indien – bl.a. ved etableringen af et Dansk Kulturinstitut i New Delhi – alt imens den danske regering fortsatte arbejdet på en juridisk løsning, der muliggør Holcks fremtidige udlevering til Indien.
I januar 2019 rejste Lars Løkke Rasmussen på charmeoffensiv til Indien, hvor han, sammen med en række af Dansk Industris medlemsvirksomheder, besøgte den globale erhvervskonference Vibrant Gujarat, som Modi indviede. I samme ombæring indviede statsministeren den nybyggede danske ambassade i Delhi.
Et værdimæssigt fit?
De dansk-indiske relationer er altså i klar bedring, og med det nye strategiske partnerskab lader det til, at det kun er pandemien, der kan sætte en stopper for, at Danmark endelig får en rolle at spille i det indiske væksteventyr. Nu endda et særligt grønt et af slagsen. Ikke sært, at Mette Frederiksen er stolt.
Under Modi-regeringen er brugen af drakonisk juridisk skyts som anklager om landsforræderi mod kritikere taget til, det samme er underminerende hadekampagner og trolling mod journalister
Men med Danmarks nye værdibaserede udenrigspolitik melder spørgsmålet sig: Er Danmark og Indien også et godt værdimæssigt fit? Det synes Martin Lidegaard, formand for Udenrigspolitisk Nævn, tilsyneladende efter et besøg i landet i slutningen af februar sidste år. Efter besøget skrev Lidegaard i Altinget: “Indien er stadig et levende demokrati, hvor der kan tænkes og tales højt, hvor meninger brydes, og hvor vi vestlige politikere kan diskutere alt med vores indiske kollegaer, som vi netop har oplevet det på vores tur.”
Er hans positive evaluering et resultat af uvidenhed, eller måske en blændende begejstring for udsigten til et dansk væksteventyr?
Åbenlys diskrimination
Indien faldt fra 2016-2020 fra plads 133 til 142 på Reporters Without Borders World Press Freedom Index – til den indiske regerings store fortrydelse og lipservice til pressefrihedsprincipper. Modi-regeringen nedsatte straks et panel, bestående af regeringsmedlemmer og to fremtrædende journalister, den såkaldte Index Monitoring Cell, under Ministry of Information and Broadcasting.
Panelets opgave var at analysere metoden, der ligger til grund for rangeringen og sikre et ’uvildigt bedømmelsesgrundlag’ – og en bedre fremtidig placering af Indien. Ikke overraskende konkluderede panelets rapport, trods journalisten P. Sainaths indvendinger om at retten til uenighed er fundamental i et demokrati, at Indiens lave placering skyldes ’vestligt bias’, ikke problemer med pressefriheden.
Under Modi-regeringen er brugen af drakonisk juridisk skyts som anklager om landsforræderi mod kritikere taget til, det samme er underminerende hadekampagner og trolling mod journalister på sociale medier, samt reelle trusler – inklusiv dødstrusler.
Presset rammer de indiske medier bredt, men går især ud over nyere onlinemedier som fx Scroll.in og The Wire, som generelt er mere regeringskritiske.
Urolighederne udviklede sig hurtigt til religiøse kampe mellem hinduer og muslimer, de værste, hovedstaden har set i årtier
Også Modi-regeringens diskrimination af ikke-hinduistiske mindretal er åbenlys, hvis man ser på den efterhånden lange liste af regeringstiltag, som har fjernet Indien fra den demokratiske og sekulære kurs. Se fx på menneskerettighedssituationen i Kashmir, på Højesteretsdommen som sanktionerede opførelsen af et hindutempel, hvor moskeen i Ayodhya blev revet ned, og på den kontroversielle opdatering af et borgerregister fra 1951, National Register of Citizens (NCR) i den nordøstlige delstat Assam.
Staten er Indiens mest multietniske, og en tredjedel af befolkningen, 32 millioner mennesker, er muslimer. Registret blev oprindeligt lavet for at identificere illegale flygtninge og immigranter fra Bangladesh overfor den del af befolkningen, der ved uafhængigheden i 1971 blev indiske statsborgere. Ved Modi-regeringens opdatering tilkom det nu delstatens beboere at bevise, at de havde boet i staten inden den 24. marts 1971, dagen før Bangladesh erklærede sig uafhængigt af Pakistan. Kritikere har kaldt øvelsen, som efterlod 1.9 millioner statsløse, en heksejagt på muslimer og etniske mindretal.
Modis indenrigsminister, Amit Shah, har planer om at implementere NCR over hele Indien, men først når den ændring af Indiens Citizen Act – CAA, som tilføjer et religiøst kriterie til Indiens statsborgerskabslov, er trådt i kraft. Forslaget giver ikke-muslimer fra Bangladesh, Pakistan og Afghanistan adgang til hurtigt at opnå indisk statsborgerskab. Kritikere mener, at forslaget diskriminerer muslimer og er forfatningsstridigt i forhold til artikel 14, som sikrer lighed for loven, og massive protester brød ud i store dele af landet efter introduktionen i parlamentet i december 2019.
De startede i Assam og bredte sig hurtigt til Delhi og andre større byer. Fredelige demonstranter, blandt dem Ramachandra Guha, anerkendt historiker og forfatter, blev arresteret af politiet i Bangalore. I Delhi blev universitetsstuderendes fredelige protester mødt af politiets uforholdsmæssigt hårdhændede behandling, tåregas og arrestationer. Videoer af studerende, der sidder fredeligt på et bibliotek og bliver angrebet af politifolk, gik viralt og en bred folkelig opbakning gik hånd i hånd med dækning i den internationale presse.
I Delhi organiserede muslimske kvinder fra midten af december, motiveret af politiets behandling af de studerende, en fredelig sit-in protest, hvor de blokerede en af Delhis store indfaldsveje. Kvinderne ved Shaheen Bagh, som de blev kendt som, inspirerede lignende sit-ins og protester i andre dele af landet, og fik massiv støtte af lokale Delhibeboere, oppositionspolitikere og kendte. Nytårsaften sang i tusindvis af demonstrerende Indiens nationalsang, og da der var flest, den 12. januar 2020, talte protesterne 150.000 mennesker.
I slutningen af februar stødte tilhængere og modstandere af CAA sammen i en bydel i det nordøstlige Delhi. Urolighederne udviklede sig hurtigt til religiøse kampe mellem hinduer og muslimer, de værste, hovedstaden har set i årtier. Både BBC og Amnesty International har siden påvist, at politiet både var direkte medvirkende til voldsomhederne – de deltog i hindunationalistiske banders angreb på muslimer, eller kiggede den anden vej.
Mange muslimer forlod i panik de uroramte områder, mens andre greb til våben. Optøjerne efterlod mindst 53 mennesker, flest muslimer, døde.
Efter urolighederne, som varede i flere dage, var Modi tavs, indtil han på Twitter på tredjedagen appellerede til fred. Kommentatorer drog efterfølgende paralleller til volden i Gujarat, politiets manglende indgriben og Modis efterfølgende tavshed. Amnestys rapport on urolighederne i Delhi udkom i august, og i september meddelte organisationen, at den trækker sig ud af landet.
Amnesty International trækker sig
Rajat Khosla, senior director of research, advocacy and policy hos Amnesty fortalte BBC: “Vi står i en hidtil uset situation i Indien. Amnesty International India har været udsat for angreb, trusler og chikane fra den indiske regering på en meget systematisk måde”.
Regeringen meddelte, at den har undersøgt formodninger om, at organisationen omgår indiske love i forhold til brugen af udefrakommende midler. Regeringen har de sidste par år brugt FCRA – den indiske regerings lovpligtige tilladelse til at indføre udenlandske midler til landet – til at stramme grebet om internationale og indiske NGO’er, for derigennem at svække civilsamfundsindsatser, de ikke billiger, og øge kontrollen med potentielt kritiske røster.
Medier og journalister presses til ikke at udfordre regeringens hindunationalistiske linje, og kritisk rapportering bliver fra regeringens side afvist med påstande om, at afsenderen, mediet eller skribenten, er antinational
Som svar på Amnesty’s pressemeddelelse, om at de trækker sig ud af landet, meddelte Indenrigsministeriet: ”Indien kan ikke, i overensstemmelse med gældende lov, tillade at enheder finansieret af udenlandske donationer blander sig i indenlandske politiske debatter. Denne lov gælder for alle, og den skal også gælde for Amnesty.”
Kritikere dæmoniseres
Der er mange andre eksempler på Modi-regeringens udemokratiske og u-konstitutionelle politikker og meldinger om politivold, ulovlige arrestationer og tortur er ikke begrænset til CAA protesterne. Pressefriheden er kontinuerligt under noget, der ligner et koordineret angreb. Medier og journalister presses til ikke at udfordre regeringens hindunationalistiske linje, og kritisk rapportering bliver fra regeringens side afvist med påstande om, at afsenderen, mediet eller skribenten, er antinational og dermed utroværdig.
Det er blevet normal praksis at dæmonisere kritiske stemmer, hvad enten de kommer fra akademikere, studerende eller journalister, der fx forsøger at dække en voldtægtssag i en anden stat, end den de kommer fra. 55 journalister er desuden blevet sagsøgt for deres dækning af konsekvenserne af den hårde nedlukning under Coronas første bølge. Også unge miljø– og fagforeningsaktivister – selv en stand-up komiker – er blevet arresteret og retsforfulgt. Og det er ikke kun i Kashmir, at regeringen benytter sig af udemokratiske kommunikations-blackouts – i 2020 stod Indien for 109 af verdens 155 blackouts.
Bondestrejke og åben krig mod Twitter
I Delhi fandt de første blackouts sted under CAA-protesterne, og senest har regeringen lukket for kommunikationslinjerne i forbindelse med den massive bondestrejke, der siden den 28. november sidste år har fundet sted i udkanten af byen. Bønderne strejker over vedtagelsen af tre landbrugsreformer, som de frygter, vil betyde enden på en mindsteprisordning på afgrøder og dermed åbne indisk landbrug op for store udenlandske landbrugskonglomerater.
Hundredetusindevis af bønder har siden slået lejr ved Delhis bygrænse, hvor krigslignende foranstaltninger som pigtråd og dybe grøfter, forberedt af politi og paramilitære styrker, forhindrer dem i at komme ind i byen. Landet over har bonde- og fagforeninger strejket i sympati. Selvom protesterne mestendels har været fredelige, er regeringen blevet kritiseret af 16 oppositionspartier for politiets og militærets håndtering, især i forbindelse med sammenstød mellem regeringssympatisører, demonstranter og politi på Republikkens dag, 26. januar i år.
Modi-regeringen kvitterede med at lukke internet og telefonforbindelse, angiveligt af sikkerhedshensyn. Bøndernes strejke, og den folkelige opbakning, lader til at være kommet bag på regeringen, som har slået hårdt ned på kritisk rapportering om strejken og som også i den forbindelse har tiltalt flere journalister for landsforræderi.
Regeringen krævede også at Twitter slettede og blokerede 250 konti, der havde postet kritisk om strejken og optøjerne. Selvom flere konti tilhørte kendte nyhedsmedier og aktivister lukkede Twitter dem i første omgang, for så at åbne dem igen seks timer senere. Det blev starten på en krig mellem Twitter og Modi-regeringen.
På trods af regeringens trusler om sagsanlæg og op mod syv års fængsel for ansatte hos Twitter i Indien, som nægtede at følge regeringens anvisninger, nægtede Twitter at blokere medievirksomheder, journalister og andre, hvis ytringsfrihed de ifølge indisk lov skal beskytte. Det skete i starten af februar, og i slutningen af februar kom Modi-regeringen ud med en ny lovgivning for sociale medier, som også gælder online nyhedsmedier.
Loven giver regeringen en mere direkte kontrol med mediernes håndtering af brugerne og større råderum i forhold til censurering. Facebook blokerede midlertidigt opslag med #ResignModi i Indien d. 28 april, men har udtalt, at det var en fejl og ikke skyldes pres fra regeringen. Under alle omstændigheder mener et stigende antal kritikere, at de i kølvandet på kommunikationsblackouts er endnu et skridt i retningen af digital autoritærisme i landet.
Ganges som superspreder
Modi-regeringens villighed til at gå på kompromis med forfatningssikrede borgerrettigheder i forsøget på at undgå kritik er bekymrende. Men den vidner også om en desperation og et krampagtigt forskruet forhold til virkeligheden, som den lader til helt at have mistet styringen over.
I sin iver efter at vise verden, hvor godt han havde klaret coronas første bølge, i sin iver efter at styre verdens, og Rihannas opfattelse af bondestrejken – og i sin iver efter at tækkes astrologer, pilgrimshungrende hinduer og vinde delstatsvalg i Vestbengalen, Assam, Kerala, Tamil Nadu og Pondycherry – glemte Modi og BJP tilsyneladende at regere, reagere og agere, da det i februar i år stod klart, at coronas anden bølge stod for døren.
Oppositionen, nationale og internationale medier og almindelige indere ser med stigende vantro til, mens Modi, som sædvanligvis plejer sit offentlige image nøje, synes at sætte alt over styr
I Mumbai og delstaten Maharashtra, så man efter den 12. februar en eksponentiel stigning i antallet af smittede. Alligevel erklærede Indiens sundhedsminister, Harsh Vardhan, i starten af marts, at man nu var i ”slutspillet med corona.” – på trods af, at det daglige antal smittede allerede i slutningen af februar begyndte at stige andre steder i landet. I ugen fra den 11.-17. april var positivitetsraten i Maharasthra 25, og i 16 distrikter i staten var den betydeligt højere. Den 14. april forbød delstatsregeringen alle forsamlinger og indførte massive nedlukninger. Bare en uge senere fulgte Delhi trop og rapporterede 32% positive blandt testede.
Modi-regeringen ignorerede stigningerne, og valghandlinger, forsamlinger og pilgrimsfærd fortsatte ufortrødent. Som regel uden masker og social afstand.
I Haridwar i staten Uttarakhand tillod regeringen den hinduistiske festival Kumbh Mela at løbe af stablen. Den trods alt coronaforkortede version på en måned startede den 1. april og i de næste tre uger badede to millioner maskeløse mennesker dagligt i Ganges. På dage astrologer havde udnævnt til særligt gunstige, var besøgstallet 5-6 millioner. Mange kom fra andre delstater og tog, ikke overraskende, coronasmitte fra pandemiens største supersprederbegivenhed med sig hjem.
Modi var tavs i 17 dage, før han, da flere højtstående religiøse ledere var smittet med corona, og internationale medier viste billeder af maskeløse menneskemængder telefonisk aftalte med de religiøse ledere, at de skulle opfordre til en symbolsk, ikke-fysisk fejring af resten af festivalen. En nedlukning kom ikke på tale. Valghandlingerne i delstaterne blev gennemført med et minimum af corona-relaterede ændringer og langt hen ad vejen uden skelen til afstand og masker.
Modi roste den 17. april, uden maske ved et vælgermøde i Vestbengalen, de titusindvis af fremmødte for at møde så talstærkt op. Samme dag var Indiens officielle smittetal for tredje dag i træk over 200.000.
Eksperter mener, at de reelle tal er mellem to og fem gange højere. Oppositionen, nationale og internationale medier og almindelige indere ser med stigende vantro til, mens Modi, som sædvanligvis plejer sit offentlige image nøje, synes at sætte alt over styr. I en tale til nationen den 20. april kondolerede han de tab, seerne måtte have lidt, og opfordrede folk til at følge corona-retningslinjerne. Han adresserede den katastrofale mangel på ilt og hospitalskapacitet og sagde, at regeringen arbejdede på at øge kapaciteten. Modi indskærpede også, at nedlukning skulle være sidste udvej, og at beslutningen herom skulle tages på delstatsniveau.
Siden han tørrede ansvaret for coronahåndteringen af på delstatsregeringerne, har han nærmest været fraværende, bortset fra diverse møder med førsteministre i delstaterne, som løbende appellerer til centralregeringen om forøgelse af deres iltforsyninger. Selv i landets desperate iltmangelssituation fastholder Modi-regeringens helbredsminister, at problemet ikke er mangel på ilt, men derimod et distributionsproblem.
Image krakelerer
Mens verden ser på og Indien gisper efter vejret, krakelerer Modis image både ude og hjemme. Oppositionsledere, delstatsregeringsledere og selv partifæller er kritiske over for regeringens katastrofale håndtering af situationen. Anonyme medlemmer af regeringens nationale Covid Task Force, bestående af førende videnskabsfolk, meddelte til nyhedsmagasinet The Caravan, at gruppen ikke mødtes en eneste gang i februar og marts, på trods af de stærkt stigende smittetal.
Et af gruppens medlemmer fortalte journalisten, at task forcens reelle rolle har været at blåstemple beslutninger, som Modi-regeringen allerede havde truffet, ikke at komme med videnskabeligt forankrede råd og vejledning. Højesteret har måtte træde til og bede centralregeringen overveje en national nedlukning, kombineret med en plan for bistand til migrantarbejdere og andre sårbare grupper. Ved flere lejligheder har den også påbudt centralregeringen at imødekomme Delhis regerings desperate behov for ilt.
Kontroversielt prestigebyggeri fortsætter
Imens pandemien buldrer derudaf, og nødhjælp – også fra fattige lande som Bangladesh, Bhutan og Sri Lanka – rammer Indien, verdens største producent af vacciner, fortsætter byggearbejdet på Modi-regeringens prestigeprojekt til 20 milliarder kr., Central Vista, i New Delhi. Arbejderne leverer ifølge regeringen en essentiel indsats og kan dermed uhindret bevæge sig rundt i den ellers nedlukkede hovedstad.
Central Vista-projektet er Modi-regeringens plan for at genskabe det, der kaldes Indiens magtkorridor – regeringsbygningerne omkring den ikoniske Rajpath og India Gate. De britiskbyggede regeringsbygninger rives ned, og en ny, større parlamentsbygning, ministeriekontorer og store luksuriøse boliger til premiereministeren og vice-premiereministeren opføres i stedet.
Indiens administration står over for et næsten uovervindeligt stort genopretningsarbejde – særligt i forhold til en befolkning, der desperat føler sig svigtet
Den spektakulære opgradering af det største symbol på Indien som demokratisk union var kontroversiel allerede inden Coronapandemiens anden bølge. Det skyldes dels, at arkitekt og bygherre siden Gujaratdagene er tæt associeret med Modi og dels at processen omkring byggeriet har været alt andet end transparent. På flere punkter overholdt byggeriet ikke lovgivningen i forhold til byens masterplan.
Over 400 gamle træer er fældet, miljølove omgået og offentlig tilgængelig jord inddraget for at få plads til større bygninger. Mange mener, at projektet signalerer en uklædelig, udemokratisk selvoptagethed, og efterlyser at regeringen i stedet skulle bruge kræfter på fælles problemer – fx Delhis notoriske luftforurening. Nu hvor Modi regerer over et land med et kollapset sundhedsvæsen, og hvor manglen på ilt, sengepladser, basale medicinske fornødenheder – ikke mindst vacciner – berører hele den indiske befolkning, virker regeringens prioriteter helt ude af trit med virkeligheden. Brand Modi lader til at være uden moralsk kompas og uden interesse i befolkningen.
Og kritikken af Modi-regeringens katastrofale håndtering af Coronakrisen kommer fra mange forskellige kanter. Forfatter og aktivist Arundathi Roy kalder det en forbrydelse mod menneskeheden, og mange er enige. Selv i det ansete internationale lægemagasin The Lancet skrives der om, at Modi er mere interesseret i at kæmpe med Twitter om at fjerne negative posts om Coronasituationen end at gøre noget ved den.
Fra coronahelt til coronaskurk
Modi tabte valget i Vestbengalen. Gopal Krishna, leder af Kongrespartiet og social aktivist under Indiens frihedskamp, sagde engang, ”Hvad Vestbengalen tænker i dag, tænker Indien i morgen”. Om det også kommer til at gælde for Modi – altså om nederlaget i Vestbengalen indvarsler begyndelsen på enden for hans styre, er for tidligt at sige noget om. Men meget tyder på det.
Det havde ikke behøvet at blive den katastrofe, det blev, hvis Indiens leder havde værdierne og medmenneskeligheden i orden
Indiens administration står over for et næsten uovervindeligt stort genopretningsarbejde – særligt i forhold til en befolkning, der desperat føler sig svigtet. Og her hjælper ingen store visioner, planer, blålys og spektakulære events. Det handler om her-og-nu, om øjeblikkets nødvendighed og om evnen til at inddrage eksperter – også kritikere – der kan skabe løsninger, der redder liv.
Den type stærk governance har Modi imidlertid aldrig evnet eller haft interesse for. Kan han mønstre det nu? Indtil videre er der ikke tegn på det. Også internationalt står Modi overfor at skulle genoprette tilliden til Indien – der under hans ledelse er gået fra coronahelt til coronaskurk. For Modis ansvar rækker ud over Indien. Når og hvis de indiske mutationer igen kaster verden ud i coronakrisens dyb, har Modi et medansvar for, at det gik så galt. Det havde ikke behøvet at blive den katastrofe, det blev, hvis Indiens leder havde værdierne og medmenneskeligheden i orden.
Topfoto: Premierminister Modi på talerstolen i 2019, mens tilliden til ham stadig var nogenlunde usvækket. Foto: PMO India
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her