MUSIK // ANMELDELSE – Fra sin solide midtjyske base har Mike Andersen siden 2002 spillet over 1.500 koncerter og udgivet otte album, der alle har favnet bluesmusikkens væsen og dens mange veje i et utal af sange. Tekstuniverset handler om den komplicerede, sørgelige og uforløste kærlighed og de mere triste skæbner på livets støvede landevej. Nu er han aktuel med sit niende album “Raise Your Hands”, der ifølge anmelder Mads Kornum emmer af sjæl, fremsyn, kolorit og kant.
Efter syv album med band omkring sig trådte han i 2019 med sit akustiske soloalbum One Million Miles for alvor ud af sin komfortzone. Og også der strålede han helt naturligt. Som sangskriver, som guitarist, som spillemand, men måske især som sanger. Det blev for alvor tydeligt, at Mike Andersen er meget mere end ’bare’ en velspillende bluesmand af en gammel skole.
Elementer af soul, country og roots er også en del af hans virkemidler, og dem bruger han mildt sagt klogt på dette hans nu niende album Raise Your Hands. Albummet er indspillet “live i studiet” sammen med det faste hold, som han har rejst Danmark og Europa tyndt med. Og for at tilføje den ekstra autenticitet er det endda indspillet på analoge bånd.
Et opgør med den negativitet, som den ofte aldersbetingede autopilot har det med at udgyde som sandheder, herunder tesen om at alting var bedre i gamle dage
I et interview med SIDE 33 i forbindelse med udgivelsen af One Million Miles sagde Mike Andersen noget ret væsentligt i forhold til at forstå, hvad der lige præcis gør ham så overbevisende at høre på. Han sagde:
”Jeg ved ikke, om min stemme er noget særligt. Jeg har jo lyttet dag ind og dag ud til store stemmer som Al Green, Bobby Blue Bland etc., og i forhold til dem er min stemme virkelig ikke noget særligt. Men jeg ved, at jeg har en evne til at kommunikere med den, og det falder mig meget naturligt. Det sætter jeg stor pris på!”
Den blanding af ydmyghed, tro på og bevidsthed om egne evner og lysten til at bruge af sig selv i en direkte, åben og ærlig kommunikation med sin lyttere og følgere har ført til det sted, hvor Mike Andersen står i dag. Som en midtvejsmand, en mulighedernes mand midt i 40’erne med et loyalt og stadigt voksende internationalt publikum.
Opgør med bluesmafiaen
Hans livs eget soundtrack har været fyldt med navne som B.B. King, Ray Charles, Bill Withers, Povl Dissing & Peter Thorup. Alle med udgangspunkt i en gammel amerikansk musiktradition. Et godt fundament af inspiration, som Mike Andersen tydeligvis bruger i sine bestræbelser på at finde sin egen lyd og sin egen stemme med gode folk omkring sig.
Det er derfor direkte befriende at høre åbningsnummeret ”Slamming the Door”, der meget vel kan høres som et lille opgør mod ’blues-mafiaen”, som konservativt og gammelklogt har det med at nyde at lukke sig inde i en verden af i går. Mike Andersen still got the blues, men han vil ikke sættes i bås. For han har også en sjæl og en rodnet af nysgerrighed, der til tider fører ham andre steder hen – og sikrer, at han udvikler sig.
Han føler åbenlyst, at det er sjovere at gå fremad end at gå baglæns, og han har bare ikke behov for at skulle defineres som en såkaldt ’rigtig’ bluesmand. Slet ikke når f.eks. hele Danmarks Radio definitivt har valgt, at ’blues” helt sikkert skræmmer lyttere væk!
Helt Bob Dylan’sk bliver Mike Andersen musikalsk og til dels i fraseringerne i den über cool og ganske originale utroskabssang ”Midnight Coffee”
Så hvis det kan lade sig gøre at ændre noteringen om genre i DR’s arkiv, så vil jeg da opfordre til, at de ændrer fra ’blues’ til ’open minded’ eller måske bare ’free’. Mike Andersen er først og fremmest sanger, sangskriver med en fri sjæl og masser af blå toner, der bare ikke fortjener at blive lukket inde i en forudindtaget genre-bås.
”Slamming the Door” er et støvet, gnistrende og tungt bluesnummer, der tager et opgør med den negativitet, som den ofte aldersbetingede autopilot har det med at udgyde som sandheder, herunder tesen om at alting var bedre i gamle dage.
”Give me a heads up before i’m the old man” – synger han med en tidløs energi, der forløses effektfuldt.
”Nogle døre må man lukke, for at verden kan blive større,” sang hans kollega Thomas Helmig i sin tid i et af sine hovedværker, ”Malaga”. Derfor er det befriende, at Mike Andersen i ”Raise Your Hands” smækker nogle døre i – og åbner nogle andre. Han benytter lejligheden til at indspille et album, der reelt kan høres som definitionen på en musikalsk bredside til os alle.
Den amerikanske musiktradition
Han går lidt andre veje og finder nye farver enten musikalsk eller tekstmæssigt. Ikke mindst på den optimistiske, lysende og lyttelækre ”Finally Free”, skrevet sammen med Billy Cross, som også medvirker med den slags slide-guitar, der mærkes som balsam for musiksjæle.
En af den slags sange, der har den flavour og stemning, der før er blevet gjort et hit ud af, når tilsvarende er leveret af navne som f.eks. Kenny Rogers, Tom Petty eller Chris Stapleton.
Helt Bob Dylan’sk bliver Mike Andersen musikalsk og til dels i fraseringerne i den über cool og ganske originale utroskabssang ”Midnight Coffee” – og i den lidt mere blues-tonede ”Because We Can”. To sublime og slidstærke sange, der igen viser de mange facetter, Mike Andersen kan sætte i spil uden at fjerne sig fra sit udgangspunkt, den amerikanske musiktradition.
I den har også et band som Eagles en stor plads, og i den tilbagelænede country-rocker ”Down In His Room” er det ikke svært at se Mike Andersen for sig sidde i VIP-rummet på ”Hotel California”, mens Don Henley sidder og nikker anerkendende til den lækre lyd, som Mike Andersen med en næsten underspillet generøsitet får frembragt på den seksstrengede. Et af pladens absolutte kongenumre.
Så jeg letter på kasketten og løfter hænderne i respekt over, at Mike Andersen og hans faste band samt gode gæster med disse 10 numre for alvor sætter musikken fri
Et sådan er ”I Can Dance” – med den indledende og rammende linje ”Something has changed, I don’t know what it is” – bestemt også. En ægte og dybfølt dreven blues-basker, der løftes af vanlig fængende mundharmonika spil fra gæsten Jarno Varsted (The Sandman, The Savage Rose, Troels Jensen o.m.a.). En dejlig hyldest til de gode dage, hvor man kan alt og tør gribe livet og nyde det. Og danse – om man nu kan eller ej.
Titelnummeret med sin røgfyldte ’Mardi Gras’ bluesbar stemning med veloplagt blæsersektion lugter langt væk af en fremtidig live-klassiker. En festlig ’call and respons’ sang. Endda med et væsentligt budskab: at hylde det sammensatte menneske.
Er du mere til en klassisk tilbagelænet blues med soul feeling, så vil Mike Andersen heller ikke skuffe. De tre numre “Next time you call”, “I’ll fall again” og “What can I do” er alle behagelige blå toner, der ikke ligefrem rykker grænser, men kan nydes helt og aldeles ubesværet.
Så jeg letter på kasketten og løfter hænderne i respekt over, at Mike Andersen og hans faste band samt gode gæster med disse 10 numre for alvor sætter musikken fri – helt uden kassetænkning og med masser af sjæl, fremsyn, kolorit og kant i de blå nuancer.
Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer.
Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede.
Den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk, søger musikken, der falder under den radar.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
