POLITIK // KOMMENTAR – Knap to og en halv måned før arbejdernes internationale kampdag, meddeler statsminister og S-formand, Mette Frederiksen, at hun ikke vil tale til 1. maj i Fælledparken, fordi hun ikke vil risikere mulige negative reaktioner fra ’venstre-ekstremister’.
I stedet sender overvågningskapitalismens arbejderparti en lavere rangerende partisoldat, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard som frejdigt fortæller til pressen, at hans tale er uvæsentlig nok til ikke at blive hørt, hvis eventuelle ballademagere skulle støje eller slås foran scenen. Med andre ord, hvis afmægtige, desperate og dybt svigtede samfundsborgere skulle finde på at reagere på hykleri og skamløs politisk selvros.
Egentlig skulle man takke statsministeren for ikke at turde stille op 1. maj. Så, hvorfor ikke starte med en personlig tak. Tak, Mette. Tak fordi du ikke deltager i 1. maj fejringen i fælledparken i København i år. Godt nok er der tradition for at socialdemokratiets formand holder tale til arbejderne, eller hvad man nu skal kalde samtidens sagtmodige og systemtro produktionsenheder på deres internationale kampdag. Men hverken arbejdere eller socialdemokrati er jo, hvad det var. Så det gør måske ikke så meget. Til gengæld siger dit afbud alt. Tak for det.
Gaveøkonomi, tillid, empati og tilgivelse på toppen. Alligatorvælde, mistillid, nidkær kontrol og ubønhørlighed for samfundets svageste
Statsminister/S-formandens afbud fanger så at sige hele samfundsudviklingen i en nøddeskal, så selv de mest systemtro kan se, hvor det bærer hen, og Mette Frederiksens afbud er symbolet på en magtfuldkommen og macchiavellisk politisk kultur, som i stadigt større grad lukker sig om sig selv. Der er noget forkælet over det, og man aner den indre dronning mellem linjerne her. Virkelighedens selvskabte mudder må for enhver pris holdes fra balkjole eller frakkeskøde.
Mette Frederiksens afbud er ikke bare arrogant og respektløst, men symbolet på en samfundsorden, hvor vælger- og befolkningslede er indbygget i den politiske kultur, og hvor demokratiet er et dysfunktionelt hestedækken over et tyvagtigt fåmandsvælde – et kleptokratisk oligarki, om man vil, hvor ganske få interesser, med de folkevalgtes leflende og mere eller mindre stiltiende Herr Schwannske billigelse suger medborgerskabte værdier og infrastruktur i egne lommer, hurtigere end man kan stave til global økonomisk støvsuger. Anne Sofie Allarp opridser et par eksempler i Ræson.
Mette Frederiksens afbud er kronen på et meget flot og dygtigt udført blændværk, hvor offentlighedslove, ministerielle hemmelighedskræmmerier og en politisk-økonomisk topstyring, går smukt hånd i hånd med den stærkt stigende ulighed, øgede overvågning, kontrol og en stadigt mere synlig samfundsorden, hvor der gælder et sæt regler for toppen og en ganske anden praksis på bunden. Gaveøkonomi, tillid, empati og tilgivelse på toppen. Alligatorvælde, mistillid, nidkær kontrol og ubønhørlighed for samfundets svageste.
I stedet for at lytte til befolkningens stadigt stigende mistillid til samfundskontrakt og -system og tænke, tale og handle reformvenligt med det fælles bedste for øje – ikke mindst tanken om retablering af tillidsforholdet mellem borger og system – så forskanser man sig bag snedige lovændringer, bag benægtelser og afvisninger, bag en stærkt politiseret spindoktorkultur og en centraladministration som er politisk bundet på hænder og fødder.
Historien vil vise om statsministeren og kollegerne får held med deres projekt. Med afbuddet til arbejdernes internationale kampdag, kan ingen i hvert fald beskylde S-formanden for ikke at spille med åbne kort. Foragt for befolkningen er ligeså tydelig som magtfuldkommenheden er uklædelig
Det eneste resultat, er en forværring af forholdet. En yderligere styrkelse af mistilliden mellem borger og samfund. Men det ved statsministeren og hendes internationale kolleger formentlig alt om. Alligevel lader det til, at verdens mere eller mindre folkevalgte kadrer går den anden vej.
Magtens politiske respons på frygt, lidelse, afmagt og mistillid, er propaganda, kontrol, overvågning og en navlegrus leflen for storkapital- og finans-lobbyer, som er nøjagtig ligeså ussel, som den var, dengang farven var blå.
Det er ikke raketvidenskab, at intet er overladt til tilfældighederne i kollegernes elfenbenstårn på Christiansborg. Men det bliver til gengæld mere og mere synligt, i takt med magtens forskansning.
Formentlig er grundige contingency-analyser allerede udført og strategien lagt. De mulige konsekvenser af afbuddet til 1. maj, er allerede vejet og klappet af på den politiske guldvægt. Sædvanen tro i sikker forvisning om at spin, afledning og evindelige gentagelser af afvisninger og bortforklaringer, samt de dumme og brutale vælgeres manglende historiske hukommelse og politiske indsigt, er nok til, at man kan fortsætte med at gøre præcis, som man vil. Helt ligesom i Trumps USA, men iklædt selvretfærdighedens grå kappe af dulgt vælgerlede.
Historien vil vise om statsministeren og kollegerne får held med deres projekt. Med afbuddet til arbejdernes internationale kampdag, kan ingen i hvert fald beskylde S-formanden for ikke at spille med åbne kort. Foragt for befolkningen er ligeså tydelig som magtfuldkommenheden er uklædelig.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
