METTE FREDERIKSEN OG FORSVAR // KRONIK – Når statsmagten opruster og forbereder sig på krig, så betyder det at være soldat, at man kan risikere at dø. Mette Frederiksen skelner ikke mellem frivillige eller tvungne soldater, men siger, at man har pligt til at ofre sig for Danmark. Det svar er nok ikke det, der appellerer allerbedst til de unge. For spørgsmålet er: Hvad skal de dø for? spørger Bo Jensen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hen over sommeren har der været debat og artikler om danskernes forsvarsvilje. Statsmagten opruster, Mette Frederiksen siger: Køb, køb, køb. Men det danske militær har svært ved at tiltrække unge mennesker til et job i militæret, og militæret har svært ved at fastholde de unge mennesker, der er startet på en karriere i militæret.
Når militæret har svært ved at skaffe konstabler, dvs. professionelle soldater, så er statsmagten tvunget til at tvinge de unge mennesker til at blive soldater. Derfor er værnepligten sat op fra fire til 11 måneder, og der er indført frivillig militærtjeneste for kvinder.
Statsministeren svarede, at vi skal kæmpe for den gamle verdensorden. Hvortil en gymnasieelev svarede, at han vil ikke kæmpe for noget gammelt
Når statsmagten opruster og forbereder sig på krig, så betyder det at være soldat, at man kan risikere at dø. Statsministeren skelner ikke mellem frivillige eller tvungne soldater, men siger, at man har pligt til at ofre sig for Danmark. Det svar er nok ikke det, der appellerer allerbedst til de unge. For spørgsmålet er: Hvad skal de dø for?
Chefredaktøren på Weekendavisen, Martin Krasnik, spurgte i en leder den 15. maj 2025: Hvad skal vi sende vores børn i krig for? Hans eget svar var: Frihed. Det svar er nok lidt smartere end statsministerens ”fordi I skal”. Martin Krasnik appellerer til befolkningens forsvarsvilje: Hør nu her, unge mennesker, det danske militær mangler soldater. Nu må I melde jer under fanerne, for vores frihed er truet.
Men så enkelt er det ikke.
Vi danskere synger ”Jutlandia” og ”Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans”. Vi er mestendels fredselskende, ser helst at konflikter løses af diplomater og fredsbevarende initiativer, gennem forhandling og kompromisser.
Den danske befolkning er en ”due”, vores statsminister er derimod en ”høg”. Når ”høgen” vil opruste, så vil hun møde hårdt mod hårdt. Når vi (Danmark, EU og Nato) opruster, tvinger vi fjenden til også at opruste. Oprustning øger risikoen for krig.
Lige nu er det derfor svært at se statsministeren som den store, danske statsmandsperson, som hele nationen kan se op til. Fordi hun opfører sig pokkers udansk.
Lige siden præsident Trumps trusler mod Grønland har den danske regering været meget ivrig efter at gøre USA tilfreds. Og når Trump kræver, at vi skal opruste, så svarer Mette Frederiksen: Køb, køb, køb. Hun er så ivrig efter at please USA, at hun er med i forreste linje, når lande som Spanien og Italien skal presses til at bruge fem procent af BNP på militær, som Trump har krævet, men som de egentlig hellere ville bruge på velfærd for befolkningen. Det er meget udansk at overvære.
Hvad siger befolkningen?
En ting er, at krudt og kugler koster penge, mange penge, og de penge kan regeringen åbenbart finde uden at spørge befolkningen. En helt anden og meget vanskeligere sag er det, at oprustning ikke kun handler om krudt og kugler. Det handler om befolkningens opbakning. Om befolkningens forsvarsvilje. Om at unge mennesker skal melde sig til militærtjeneste.
Det kan statsministeren ikke købe sig til. Befolkningens opbakning kræver tillid til statsministeren og tillid til regeringen. Og det er straks meget sværere.
Mette Frederiksen har glemt at se sig tilbage og sørge for opbakning og konsensus, inden hun påtog sig rollen som den store hærleder.
Naturligvis bliver befolkningen skræmt, når statsministeren siger, at Rusland lige om lidt er parat til at gå i krig imod lille Danmark. Men danskerne har snusfornuft og begge ben solidt plantet på jorden. Vi køber ikke umiddelbart statsministerens narrativ eller statsministerens forkerte fortolkning af FE’s trusselsvurdering.
Tænketanken Europa lavede maj 2025 en undersøgelse af opbakningen til oprustning. Kun 25 procent af danskerne støtter fuldt ud regeringens planer om ”en stigning i det danske forsvarsbudget”, mens 45 procent kun ”i nogen grad” vil være med. De danskere, som har svaret ”i nogen grad”, er stadig lidt lorne ved det hele. De kan ikke tages til indtægt for fuld opbakning bag statsministerens udanske amok-oprustning.
Hvad siger de unge?
Hvorfor er opbakningen til regeringens oprustning så ringe? Hvorfor strømmer de unge ikke ind i militæret, når nu statsministeren siger, at der er brug for flere soldater?
Tidsånden er ikke just regeringen gunstig. Nationalisme og patriotisme klinger ikke rigtigt for tiden. Og fædrelandskærlighed lyder gammeldags. Vi er mere individualistiske end førhen. De unge er mere internationalt orienteret, og mange danskere ser, at hele verden ligger åben for dem. Hvis man kan få et spændende job i et fremmed land, hvorfor så blive i Danmark? Militærtjeneste ses af de fleste unge som et irriterende afbræk i deres fremtidsplaner.
Da de unge tyskere (18-29 år) for nylig blev spurgt om deres holdning til værnepligt, var 61 procent imod og kun 17 procent for.
Signe Wolff Ravneberg talte med nogle unge mennesker om deres forsvarsvilje. På Altinget skrev hun i maj 2025: “Stor var min overraskelse (-), da en af dem sagde: Nej. Aldrig. Han ville flygte. Skulle han risikere sit liv for et land? Han kunne jo bare bo et nyt sted.”
På folkemødet på Bornholm blev statsministeren spurgt, hvad det går ud på med den massive oprustning. Hvad er det, vi skal kæmpe for? Statsministeren svarede, at vi skal kæmpe for den gamle verdensorden. Hvortil en gymnasieelev svarede, at han vil ikke kæmpe for noget gammelt. I stedet for at samle stumperne af en gammel verdensorden, burde vi vel skabe noget nyt og bedre? “Hvis det er den gamle verden, vi skal kæmpe for, bliver jeg desertør,” skrev han i Politiken.
Efter et møde på Aalborg Universitet, hvor statsministeren sagde, at vi skal forsvare velfærdsstaten, sagde en studerende: Hvorfor skulle jeg dø for en velfærd, som regering og folketing er i fuld gang med at skære ned til sokkeholderne?
Eksemplerne ovenfor er måske ikke repræsentative, men de viser mange unge menneskers svar til Martin Krasnik: For dem er det frihed, at de kan undgå militærtjeneste, at de kan undgå at blive slået ihjel for en sag, som de ikke selv har valgt. For dem er det frihed at stikke af, verden ligger jo åben. Om nødvendigt vil de desertere.
En karriere som soldat?
De unge mennesker, som måske overvejer en karriere i militæret, tænker sig grundigt om et par gange, og mange af dem kommer derefter i tvivl.
Jeg tror, at de spejder efter klare signaler fra staten og fra militæret. Men de spejder forgæves. De kan ikke finde en klokkeklar plan for militærets fremtid i Danmark. De unge ved ikke, hvad det er for et militær, de går ind til.
Selvfølgelig er der planer for Danmarks fremtidige militær. Men det hele er omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Det aktuelle trusselsbillede og i hvilken retning det danske militær bør gå, for at imødegå det, er ikke til diskussion.
I Norge derimod er der tradition for, at forsvarschefen offentligt fremlægger forskellige scenarier, som man så diskuterer i fuld åbenhed. Det gør vi ikke i Danmark, og det må være frustrerende for de unge mennesker, der overvejer ansættelse i militæret, at de reelt ikke har mulighed for at vide, hvad de går ind til.
Det betyder, at de kun har alle skandalerne, som er nået ud til offentligheden at vurdere ud fra. Og det indtryk de får, minder ikke om en moderne virksomhed, der er værd at arbejde i. Tværtimod, det er noget værre rod.
De hører om fejlindkøb af materiel, der ikke virker. De hører om magtkampe mellem officerer og DJØF’er. De hører om stjernedyre F35-fly, som måske ikke virker når det gælder, fordi USA kan slukke for deres software. De hører, at Danmarks militære indsats de sidste 30 år har været én stor fiasko, men når befolkningen vil vide hvorfor, lægger regeringen låg på den kommission, som skulle gøre os alle klogere. De hører, at regeringen træffer beslutninger bag lukkede døre om at købe dyrt isenkram i USA, samtidig med at erfaringerne fra Ukraine viser, at det er hobbydroner og mobiltelefoner, dvs. billige og decentrale systemer, der virker.
Magten har lukket sig om sig selv, og det giver et troværdighedsproblem. Derfor er der ikke den massive opbakning til militæret, som der kunne være, og derfor strømmer de unge ikke ind til en militær karriere.
Kravet er kynisk, Martin Krasnik
Jeg prøver at sætte mig i de unge menneskers sted, og jeg forstår dem. Hvis jeg var ung i dag, ville jeg også nægte. Jeg elsker livet så højt, at jeg vil gøre alt for at få lov at leve så længe som muligt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at unge mennesker frivilligt kan melde sig til militæret, vel vidende, at de risikerer at blive slået ihjel. Livet er kort nok i forvejen.
Er du først indrulleret i militærets disciplin, bliver du ikke spurgt, hvad du vil kæmpe for, så skal du bare parere ordre. Og sandsynligvis kan du heller ikke gennemskue, hvad du kæmper for. Eller hvad du eventuelt bliver beordret til at dø for.
Intet er mere dyrebart end livet selv. Det mest meningsløse er at dø som kanonføde
Jeg tænker for eksempel på de 10 millioner, som døde i første verdenskrigs skyttegrave. Tusindvis af soldater blev ofret for at erobre en lille bakke, som ugen efter blev erobret tilbage af fjenden med lige så store tab. Hvad døde de for? Man kan næppe påstå, at de døde for frihed?
Martin Krasnik forsøger at lokke unge mennesker ind i militæret. Men det gør han på falske præmisser. For han kan ikke garantere de unge mennesker, at hvis de falder i krig, så vil de dø en heroisk død for vores allesammens frihed.
Det kan lige så godt være, at statsmagten vil forlange af dem, at de skal dø for et territorialt krav. F.eks. i Grønland eller i Arktis i en kamp om råstoffer eller magten over Nordpolen.
Jeg har ovenfor forsøgt at vise, at Danmarks unge – eller i hvert fald mange unge danskere – er for kloge til at falde for Martin Krasniks bondefanger-trick.
Det er kynisk af Martin Krasnik at forlange, at unge mennesker skal afgive deres liv, for at han kan beholde sin frihed. En stat, som er villig til at ofre sine egne borgere, er kynisk. Danmark har allerede ofret et halvt hundrede unge menneskers liv i meningsløse krige, bl.a. i Afghanistan. Det bør ikke få lov at fortsætte.
Når Martin Krasnik spørger: Hvad vil vi dø for? – er mit svar: Intet. Intet er mere dyrebart end livet selv. Det mest meningsløse er at dø som kanonføde.
Som i vore dage vel må hedde droneføde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og