Metallicas ‘S&M2’: kunstnerisk tomgang på nyt symfonisk album

i Kultur/Musik af
METALLICA // ANMELDELSE – For at fejre, at det er 20 år siden Metallica sidst spillede en koncert med San Francisco Symphony, har bandet netop udgivet en ny koncert fra sidste år med selv samme symfoniorkester. Resultatet er ikke overvældende positivt, og det bidrager til diskussionen om bandets kunstneriske dødvande. 

Jeg kan godt lide Metallica. Eller sagt på en anden måde: Jeg kunne godt lide Metallica frem til og med 1991. Faktisk var bandet min indgang til metal og dens mere ekstreme undergenrer og dermed mange andre store musikalske oplevelser. Metallica var i en periode et nyskabende band, der sprængte rammerne for, hvad man kunne tillade sig at toppe hitlisterne med, og deres fem første studiealbums fra 1983 til 1991 har alle opnået kultstatus og må betragtes som milepæle inden for genren.

Siden 1991 er det imidlertid blevet stadig mere og mere vanskeligt at se, hvordan bandet nogensinde skal overgå deres tidlige albums, da det er gået stødt ned ad bakke med sangkvaliteten, og bandet har da også truffet en række ret dårlige musikalske beslutninger på fx det overproducerede St. Anger eller det groteske samarbejde med Lou Reed på Lulu.

I 1999 lykkedes det dog bandet at opnå en vis grad af kommerciel succes med livealbummet S&M – som var et samarbejde mellem Metallica og San Francisco Symphony og deres metalglade dirigent Michael Kamen. Sammen fortolkede de musik fra Metallicas bagkatalog, sådan som andre rockbands også har forsøgt sig. 

Metallica kender godt deres fans og deres præferencer, så de spiller den relativt sikkert hjem

Sidste sommer var det 20 år siden, og det markerede Metallica så med en ny livekoncert med San Francisco Symphony, der skulle hylde det første album og samtidig forsøge sig med nyfortolkninger af nogle af de nyere sange fra deres seneste studiealbum Hardwired…to Self-Destruct, og det blev så til S&M2, der netop er udkommet. 

På det nye album er halvdelen af sangene gengangere fra det første S&M-album, mens de øvrige er en blanding fra deres seneste studiealbums sammen med et par kreative afstikkere. Metallica kender godt deres fans og deres præferencer, så de spiller den relativt sikkert hjem, og på den måde skal S&M2 nok blive en succes blandt fans, men musikalsk lider albummet dog af den samme grundlæggende og stærkt forstyrrende præmis, at begge genrer skulle have noget at tilbyde hinanden. 

Som på forgængeren skal symfoniorkesteret gøre musikken mere storladen og ja, symfonisk, og det lykkes generelt ret dårligt. Det tilfører ikke Metallicas musik noget nyt og bedre, at man kan høre febrilske strygere eller horn forsøge sig med thrash-tempo, og orkestret lyder ikke bedre sammen med en forvrænget guitar og James Hetfields slidte vokal. Samtidig slås trommeslager Lars Ulrich som en besat for at holde et bare nogenlunde sikkert tempo i hænderne på orkestrets dirigent. Noget som han ellers tager ret afslappet i andre live-sammenhænge. På S&M2 forsøger han at være disciplineret, men han slår stadig alt for meget i hver eneste takt. Er der plads til et fill, så skal vi også have et fill. 

Det er ikke uden grund, at det endnu ikke er lykkedes et rockband at slippe heldigt fra et samarbejde med et symfoniorkester.

Det er åbenbart en del af charmen ved Metallica live. De pisker afsted i gale tempi, og de holder sig yderst sjældent til det tempo, man kender fra sangenes albumversioner. Tag nu den fantastiske One fra albummet …And Justice for All, som er en af bandets bedste sange. I opbygningen til klimaks tonser Lars Ulrich afsted uden sans for dynamik, og sangen er steget betragteligt i tempo hen mod slutningen. Orkestret spiller lange klangflader midt i klimaks, som ellers er der, hvor det skal være stramt og intenst, så man kan headbange ordentligt. Det er Ravel og Rabalderstræde på samme tid uden blik for, hvad det er der fungerer i sangens originaludgave. 

I slutningen af koncerten spiller bandet et godt udpluk af deres største hits, og titelmelodien fra deres måske bedste album – Master Of Puppets, bliver hevet gennem samme tempokværn som den forrige, og igen bliver muren af forvrænget guitar (som vi jo godt kan lide) forstyrret af blæsere og strygere som akavede kontraster til de melodier, man kender så godt. 

Tilgangen til Metallicas musik og resultatet på S&M2 bekræfter kun, at man skal være mere end almindelig ukritisk fan, for at kunne udholde den her form for genrehybrid. Det er ikke uden grund, at det endnu ikke er lykkedes et rockband at slippe heldigt fra et samarbejde med et symfoniorkester. Rockmusiks styrke er, at man med relativt få akkorder kan skabe musik, der bevæger og stimulerer hurtigt og effektivt, hvor klassisk musik er langt mere kompleks og tidskrævende.

Sammen med et rockband er symfoniorkestret hensat til at spille indenfor de samme få akkorder, så det stadig harmonerer, og derfor fungerer det fx ikke, når guitar-temaet i Nothing Else Matters får selskab af strygere, der varierer hen over tonerne. Det tilføjer en unødig kompleksitet til en god rockballade, som man helst ville være foruden.

Der er således få lyspunkter på S&M2, og de få der er, får ikke albummet, eller koncerten for den sags skyld, til at fremstå som en milepæl i Metallicas karriere. Faktisk bidrager den kun til fortællingen om, at verdens største metalband har været i kunstnerisk tomgang siden 1991.

Den første omgang S&M var lige akkurat spændende nok til, at man orkede at høre den igennem et par gange, men man vendte hurtigt tilbage til originalerne, simpelthen fordi de lyder bedre uden orkester. Det er derfor svært at se, hvad der berettiger en jubilæumsudgave af samme koncert i nyere indpakning, andet end at den skal gøre nostalgiske fans af den første koncert lidt mere nostalgiske. 

Metallica with San Francisco Symphony, S&M2, udkom på Blackened 28. august 2020


LÆS FLERE ANMELDELSER AF JACOB GJELSTRUP HER


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

På POV bidrager Jacob Gjelstrup primært med musikanmeldelser og lejlighedsvis en kommentar om fagpolitisk stof.

Jacob er uddannet dansklærer og sprogunderviser med 17 års erfaring indenfor både kommunale og private grundskoler samt sprogundervisningsområdet. I en årrække har han også beskæftiget sig med fagpolitisk arbejde som medlem og repræsentant for Uddannelsesforbundet.

Ved siden af det, har han anmeldt musik på sin egen blog. Jacobs foretrukne musikalske genrer er jazz, metal, world, avantgarde, elektronisk og diverse hybrider.

Seneste artikler om Kultur