Foto: DR - Frederik den 9

Frederik IX – DR i vellykket dramadokumentarisk satsning

i Kultur/Historie af

ANMELDELSE // TV-SERIE – DR’s nye serie om Kong Frederik IX er ikke blot en biografi, men også en fortælling om, hvad Danmark var og hvad Danmark blev i hans levetid. “Det er der, hvor biografier er allerbedst, når de hæver sig over individet, men med udgangspunkt i den ene skæbnefortælling giver en større fortælling om en tidsalder”, skriver POV’s anmelder, kulturhistoriker og museumsinspektør Jakob Seerup, der mestendels har roser til serien.

DR’s dramadokumentariske serie om Kong Frederik 9. og hans tid er generelt blevet vel modtaget.

Alene det faktum, at såvel dronningen som kronprinsen har stillet op til interview til serien, har garanteret massiv interesse fra den trofaste del af seerne, der uge efter uge køber ugeblade bare for at følge kongehuset.

Eventuelle republikanere kan dog også følge med, om ikke andet så for at få bekræftet deres fordomme eller i hvert fald finde brændstof til deres syn på Danmarks nyere historie.

Alt i alt er serien god historieformidling med en fin balance mellem anekdotestof og historiske kendsgerninger

Hvad får seerne så for deres licenspenge? Er det royalistisk propaganda eller får de rent faktisk god, lødig public service for pengene?

Som faghistoriker og forsker kan jeg sagtens få øje på begivenheder, der kunne eller ligefrem burde have været omtalt. Men som historieformidler kan jeg til gengæld også sagtens forstå fravalgene.

Det er ikke et foredrag på universitetet, og også de forudsætningsløse skal have en chance for at følge med.

Alt i alt er serien god historieformidling med en fin balance mellem anekdotestof og historiske kendsgerninger.

Hvis man skal slå ned et sted, så er det oplagte skisma selvfølgelig påskekrisen i 1920, hvor Danmark kunne være blevet en republik.

Man kan tolke meget på, hvad der bevægede Christian 10. til at afskedige regeringen Zahle, og hvad der fik ham til at ændre mening. Man kunne have gjort mere udførligt rede for de forskellige partiers holdninger, men det ville ikke have rokket meget ved den overordnede fortælling.

Der bliver redegjort for, hvordan monarkier overalt i Europa faldt i netop de måneder, men den mest nærliggende detronisering bliver ikke nævnt, nemlig Christians 10.s svoger, som bliver sat af tronen i Mecklenburg-Schwerin. Og sådan er der alle mulige ting, der kunne nævnes. Men det gør ikke noget, for i det store og hele får seerne en meget fin præsentation af Frederik 9.s liv og tid.

I mange scener klippes der mellem historiske optagelser og moderne dramatiske optagelser. Det er overraskende vellykket

Det er nemlig ikke blot en biografi, men også en fortælling om, hvad Danmark var og hvad Danmark blev i hans levetid. Det er der, hvor biografier er allerbedst, når de hæver sig over individet, men med udgangspunkt i den ene skæbnefortælling giver en større fortælling om en tidsalder. Og her mener jeg bestemt, at serien er lykkedes.

Gode klip og flot produktion

I mange scener klippes der mellem historiske optagelser og moderne dramatiske optagelser. Det er overraskende vellykket.

Når den unge kronprinsesse Margrethe træder ud på Amalienborgs balkon på sin 18-års fødselsdag, efter at have fået en lektion i at tage imod folkets hyldest af Frederik 9., så foregår det i et glidende forløb mellem den rekonstruerede dialog mellem hende og faderen, og så de historiske optagelser.

Det virker troværdigt og gribende på en måde, der får seerne til at føle, at de er kommet meget tæt på, hvordan netop det historiske øjeblik forløb. Det er teater og snyd, men det er altså yderst virkningsfuldt.

Hvis man er meget, meget optaget af historiske detaljer, kan man give et væld af indvendinger mod ret små detaljer i de rekonstruerede dramadokumentariske optrin.

Det virker f.eks. underligt, at der ved en række lejligheder optræder orlogsgaster, der er helt korrekt uniformeret, men til gengæld ikke har huebånd med skibsnavn på deres uniformshuer. Det ville aldrig have forekommet i virkeligheden.

Det er fascinerende at se optagelser fra de steder, hvor begivenhederne fandt sted. Det er troværdigt, når vi ser Christian 10.s arbejdsværelse, som alle jo kan gå ind og se på Amalienborgmuseet

Til gengæld kan man glæde sig over, at uniformering og ordenstegn og medaljer i øvrigt er gengivet ret korrekt, også selv om det må have været svært at finde de korrekte uniformer med distinktioner fra tiden før, Danmark trådte ind i Nato-alliancen og fik den uniformering, som stort set stadig gælder i Søværnet.

Skuespillernes dialog kunne man godt have ønsket sig, var mere tilnærmet det talesprog, som fandtes i 1910’erne og frem til slutningen i 1971.

Et sted, hvor det fremgår, at det faktisk sagtens kan lade sig gøre, var i de klip, hvor vi hører Christian 10.s nytårstale i 1944. Her har det været nødvendigt for skuespilleren at tilegne sig ikke blot ordene, men også den sproglige tone, som vi jo hører i den historiske optagelse, som der klippes til. Det er virkelig effektfuldt.

Omvendt kan man argumentere for, at det mere moderne talesprog gør klippene mere nære og nutidige i deres form, hvorfor klippene måske bliver mindre teateragtige.

Det er fascinerende at se optagelser fra de steder, hvor begivenhederne fandt sted. Det er troværdigt, når vi ser Christian 10.s arbejdsværelse, som alle jo kan gå ind og se på Amalienborgmuseet.

Inden for sin genre er serien om Frederik 9. yderst vellykket. Den giver et overblik over en periode, som mange af os har et nært forhold til, uden at virke docerende eller teateragtig

Vi ser også scener fra Christiansborg og Fredensborg, hvor det giver en ekstra styrke, at vi ved, at det er optaget på netop de samme steder. Dog har det ikke været muligt at filme det palæ, hvor Frederik og Ingrid boede, for det er ombygget til ukendelighed fra deres tid, så det i dag er egnet til beboelse for barnebarnet, kronprins Frederik og hans familie.

Optagelserne på diverse skibe har også været besværlige. Frederik var søofficer om en hals, og han var meget om bord på Søværnets skibe, men bort set fra Kongeskibet ”Dannebrog” findes ingen af dem bevaret. Og ”Dannebrog” må man ikke filme om bord på, så man har måttet klare sig med andre locations.

Vi ser eksempelvis en del scener filmet om bord på Fregatten ”Peder Skram” fra 1965, som skal gøre det ud for at være et skib i 1920’erne, men det virker faktisk ikke utroværdigt.

Dramadokumentariske serier – en farlig genre

I BT har anmelderen været kritisk over for selve den dramadokumentariske form, hvor der klippes fra moderne klip med eksperter og efterkommere til klip med skuespillere i historiske dragter. Det ”halter”, mener man i BT.

Her mener jeg bestemt, at BT tager fejl. Inden for sin genre er serien om Frederik 9. yderst vellykket. Den giver et overblik over en periode, som mange af os har et nært forhold til, uden at virke docerende eller teateragtig. De medvirkende eksperter og efterkommere giver seerne en god og lødig vejledning parret med gode personlige anekdoter, der giver beretningen liv.

På Netflix har man i de seneste måneder kunnet se en international dramadokumentarisk serie om de sidste Romanoff’er på den russiske trone, The Last Czars. Det har været en stor satsning, hvor verdenskendte eksperter medvirker til at fortælle den dramatiske historie om den sidste zar og hans endeligt, mens skuespillere giver et bud på at levendegøre begivenhederne.

“Dragter, uniformer, dialog og mange andre detaljer er enten helt forkerte eller decideret utroværdige” i serien, The Last Czars. Foto: Netflix

Men serien er blevet ynkeligt til grin. Dragter, uniformer, dialog og mange andre detaljer er enten helt forkerte eller decideret utroværdige. Hvis man kender det mindste til perioden, vil man sidde og kunne finde den ene fejl efter den anden.

Stakkels Nikolaj bliver maltrakteret af dårlige skuespillere i teateruniformer, mens folkekære Frederik bliver nådigt behandlet af et godt produktionshold og beherskede skuespillere i troværdige klæder og originale rammer

Romanov- serien viser, hvor galt det kunne være gået med serien om Frederik 9. Her har seriens skabere ikke været loyale mod de detaljer, der er med til at give den slags tv troværdighed.

Ligesom skæbnen og historien var nådig ved Frederik og gav ham et godt og forholdsvis lykkeligt liv på den danske trone, så var historien anderledes grum ved Nikolaj 2. af Rusland.

På en sær og utilsigtet måde afspejler de to tv-serier de to skæbner. Stakkels Nikolaj bliver maltrakteret af dårlige skuespillere i teateruniformer, mens folkekære Frederik bliver nådigt behandlet af et godt produktionshold og beherskede skuespillere i troværdige klæder og originale rammer.


“Frederik IX”. Instruktion: Kristian Sejrbo Lidegaard og Thomas Roger Henrichsen. Manuskript: Sine Ivic og Dorthe Gad Thuemoes (afsnit 1), Birgitte Lorentzen, Nille Westh og Dorte Thuemoes (afsnit 2) og Lone Leegaard (afsnit 3 og 4).
DR 1 søndag kl. 20. Hele serien kan streames på dr.dk


Læs om DR’s kommende store satsninger her

Fotos: DR

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Seerup (født 1975) er kulturhistoriker, museumsinspektør og lejlighedsvis debattør. Han har skrevet bøger og artikler primært om flådehistorie og interesserer sig levende for kulturhistorien og hvordan den afspejler sig i vores samfund.

Seneste artikler om Kultur