KONCERT // ANMELDELSE – Mendelssohns dobbeltkoncert for to flygler i en ligefrem og energisk fortolkning sat over for Schumanns 4. symfoni i dynamisk, velafbalanceret og smidig udførelse.
DR Symfoniorkestrets tredje torsdagskoncert i 100-års jubilæumssæsonen var, i modsætning til de to foregående, af mere ligefrem og smidig karakter med værker, der i både længde og drøjde var letfordøjelige – men af den grund ikke mindre interessante.
Fra Mendelssohns sjældent hørte E-dur-klaverkoncert for to flygler til Schumanns 4. symfoni kom vi med dette program fint rundt om romantikkens højtyske musikkultur, når den er allermest spændstig og energisk.
Dobbeltklaverkoncerten fra 1825, der fik sin uropførelse i Berlin med den da kun 14-årige komponist og dennes søster foran hvert sit klaver, var i aftes på samme måde lagt i hænderne på et nu lidt ældre søskendepar, de hollandske brødre Arthur og Lucas Jussen.
Friskheden, hvormed det unge brødrepar tager om noderne, er smittende
De kender hinandens musikalske reflekser og dynamikker fra vuggen af, må man formode, og deres pianistiske parløb – hvorunder musikken veksler, ligesom i en tenniskamp, med boldserver fra venstre til højre og tilbage igen – var meget overbevisende, selvom musikken undertiden løber lige vel meget i frigear og præges af lidt for meget teknisk domineret passagespil.
Energien er dog ikke til at tage fejl af, og friskheden, hvormed det unge brødrepar tager om noderne, er smittende – især når dirigenten Nicholas Collon giver dem så fint frit lejde til at udfolde sig med et orkesterakkompagnement – og rent akkompagnementsspil er det – hvor orkestret aldrig lægger sig hen over solisterne, men til fulde giver dem det rette lydlige rum at folde sig ud i.
Man hører gerne denne dobbeltkoncert igen med al dens perlende og ungdommelige livsmod, hvor både livsglæde og begavet klaverspil går hånd i hånd, helt bogstaveligt.
Collon er på én gang ungdommelig og moden dirigent
Efter pausen fik vi Schumanns på én gang poetiske og fyrige 4. symfoni, udført i komponistens anden og sidste version fra 1851.
Med sit koncentrerede forløb i fire satser, der ved koncerten i aftes blev spillet nærmest ud i ét med kun minimale ophold imellem, blev den til et bevægende symfonisk digt, der strålede af både livsglæde og poesi, men som også rummer et tragisk afslutningsforløb.
Det er symfoniens indledende tema, som binder hele værket sammen og dermed skaber en klar fornemmelse af et samlet musikalsk-digterisk forløb, hvor mangen en handling kunne spindes og udvindes af dens talrige billedskabende afsnit. Jeg vil endda gå så langt som til at hævde, at symfonien reelt er af næsten scenisk art, som en skildring af en teaterscenegang, hvad enten denne nu er af balletdeskriptiv karakter eller som operamellemspil.
Musikken står hos Schumann aldrig stille, men bevæger sig til stadighed hen imod nye sceniske, lydlige tableauer af stærkt skiftende karakter
Schumann viser her, hvor meget han stod som forbillede for Niels W. Gade i dennes symfoni- og teatermusik med den tyske komponists rige klangfarver og dramatiske afvekslinger.
Musikken står hos Schumann aldrig stille, men bevæger sig til stadighed hen imod nye sceniske, lydlige tableauer af stærkt skiftende karakter.
Derved bliver symfonien under Nicholas Collons smittende og autoritative direktion til et levende lydtæppe, der både letter og smyger sig om tilhørerne med sin evne til at skabe associationsøjeblikke af stærke virkninger.
Collon er med sine 42 år en på én gang ungdommelig og moden dirigent, der med stort klangligt overblik formidler partiturets indre strømninger ud til musikerne, som til gengæld følger ham med stor hengivenhed. Hans direktion kunne jeg godt tænke mig at opleve, også inden for scenemusikkens område, efter hans forløsning af netop denne dynamiske symfoni.
I en kort lyrisk og undertiden næppe hørbar sats skildrede han og orkestret indledningsvis den danske komponist Lil Lacys værk Aurora fra 2023, hvor naturens egne morgenlyde kommer op til overfladen. Først gennem musikernes gniden deres hænder mod hinanden og senere instrumentalt med imiterende fuglekald og et dansende forløb af instrumentale indslag, for til sidst at slutte med rørklokker og solofløjte som en lovprisning af morgenrøden.
Det var en både bevægende og hengivende hyldest til livet og livsenergien, som senere foldede sig fuldt ud i Mendelssohns og Schumanns værker. Dermed blev aftenens program af en sjældent helstøbt karakter og med en musikalskfortællende værdi.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og