Syditalienske forfattere: Matilde Serao og det ukendte kvindeliv

i Featured/Kultur & Medier af

LITTERATUR – Matilde Serao satte sig i slutningen af 1800-tallet for at beskrive det ukendte kvindeliv i Napolis fattigste gyder. Cecilie Marie Meyer har læst Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – hvor Matilde med en stor slagterkniv sprætter byens indre op og dissekerer det under et lys af kærlighed, vid og erfaring. Læs med og få et unikt, litterært supplement til din (syd)italienske boghylde.

Hvis man tror, at Elena Ferrante er den eneste napolitanske forfatterinde med punch, så skulle man beskæftige sig med journalisten, essayisten og avisejeren Matilde Serao, som i det 19. og 20. århundrede var en af Napolis vigtigste skribenter og stadig udgør en kæmpe inspiration for kvindelige forfattere fra Syditalien.

Fire gange var hun nomineret, og ligeså mange gange gik hun glip af en Nobelpris i litteratur – blandt andet fordi fascisterne trak Matildes kandidatur tilbage grundet hendes glødende kritik af regimet.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i et feminint univers, som før havde været så godt som ikke-eksisterende i den italienske litteratur

Matilde blev født i Grækenland i 1856 af napolitanske forældre og flyttede som ung tilbage til Napoli for at undervise. Her oplevede hun den dybe forarmelse, som mange napolitanere levede i, og hun havde især et blik for kvindernes og børnenes kår og den sociale uretfærdighed, der ikke var blevet mindre siden Italiens samling i 1861.

Inspireret af Italiens naturalisme-bevægelse indenfor litteraturen kaldet verismo, satte hun sig for at beskrive folkedybets realiteter, og hendes noveller og artikler blev både udgivet i bog- og avisformat.

I 1892 grundlagde hun sammen med sin mand avisen Il Mattino, der endnu i dag er en af Syditaliens mest læste, og sin egen avis Il Giorno, hvilket gjorde hende til verdens første kvindelige avisejer.

Kvindernes Napoli

Jeg er lige nu ved at stifte bekendtskab med Matilde Seraos både smukke og gribende historier i hendes nok mest berømte værk Il Ventre di Napoli – Napolis Mave – fra 1884, hvor hun efter en buldertale i indledningen mod de italienske politikere, der ignorerer og udnytter byens fattigdom, på næsten antropologisk vis beskriver de fattiges hverdag.

Som kvinde giver hun et unikt indblik i et feminint univers, som før havde været så godt som ikkeeksisterende i den italienske litteratur. I samme periode begynder man at få de første kvindeskildringer fra virkeligheden via for eksempel den sardiske forfatter Grazia Deleddas værker og den sicilianske verismo-stjerne, Giovanni Verga.

Matilde evner dog som ingen anden at beskrive kvindernes Napoli, så man kommer helt med ned i gaderne og rendestenen og forstår, at det feminine sammenhold er den egentlige sociale lim mellem størstedelen af Napolis miserable befolkning.

“Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster”

Mest gribende måske er hendes ord i afsnittet “Barmhjertighed”, hvor hun beskriver, hvordan der eksisterer forskellige grader af fattigdom, og hvor den mindre fattige kvinde hjælper den, der har det værre end hende – også når det kommer til modermælk:

Ingen kvinde, der går og spiser i gaderne, kan se et barn standse og betragte hende, uden at give det noget at spise. Når en gravid kvinde standser på vejen, får hun straks tilbudt føde af de forbipasserende, uden at hun har spurgt om det. Hvis en fattig kvinde spiser macceroni med stærk ost på, vil hun straks tilbyde sit kogevand til en endnu fattigere medsøster, som så kan hælde vandet udover sit hårde brød og derved få lidt smag af pasta.

En anden type barmhjertighed er denne: en moder var alt for svag til at få mælk i sin barm. Men der var altid en veninde eller en fremmed, der kunne amme det alligevel. Tre gange om dagen bar kvinden med det tørre bryst barnet til den lykkelige mor, og så satte de sig begge ned på dørtrinet og betragtede babyen, der sugede livet til sig. Man skal have set sådan en scene for at forstå dens storhed, have hørt den lave stemme, hvormed den tørlagte moder hvisker sin velsignelse til sin medsøster: ‘Må Herren velsigne dig for den barmhjertighed, du viser dette barn.’ Pludselig en dag er der ikke længere brug for ammemoderens mælk, og hun lider ved ikke at se barnet, så hun opsøger det, mens det vokser, nogle gange har hun et stykke frugt med til det, eller en amulet. Et barn har to mødre.”

Matilde døde i 1927, og enkelte af hendes værker er (for lang tid siden) blevet oversat til dansk og engelsk.

Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorar til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.

Hovedillustration: Portræt af Matilde Serao fra før 1905.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.
Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?
Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.
Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Featured