Kommentar: Demokratiet har også brug for vaccine

i Kultur/Politik & Samfund af
KULTUR // KOMMENTAR – Vi står i Skandinavien på et godt grundlag af folkeoplysning, med relativ økonomisk lighed og uden den amerikanske racisme. Men midten har også i stigende grad svært ved at holde her. Det er endnu sværere ude i Europa. Vi må ikke tage vores demokrati for givet: Vi må vaccinere os selv med kunst og dannelse, mener Bo Heimann og Lene Rachel Andersen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


”Tingene falder fra hinanden. Midten kan ikke holde. Det rene anarki er kastet på verden.”

Sådan skrev W. B. Yeats i 1919 efter den forfærdelige første verdenskrig, der ledte til den lige så forfærdelige anden verdenskrig. Men på en eller anden måde har vi siden 1945 – trods andre krige, økonomisk ulighed, sult, terror og diktaturstater – levet med en idé om, at demokratiet og vores gode liv i Vesten nok var sikret én gang for alle. Stormen på the Capitol og dukke-afbrændingen af vores egen statsminister må have vækket de sidste sovende.

Med Trump blev det åbenbaret, at Yeats’ klagesang også gælder os. Kaos har bevæget sig fra slagmarken helt ind i vores regeringsbygninger. Ikke kun i USA, men også i Europa er der tegn på en bevægelse væk fra demokrati hen imod autokrati, hvor afvisning af demokratiske spilleregler, beklikkelse af etablerede mediers troværdighed, benægtelse af politiske modstanderes legitimitet, kynisk kommunikation og opfordring til vold, pludselig er almindeligheder.

75 millioner amerikanere stemte på Trump ved præsidentvalget i november. Det kan forklares med racisme og gamle (hvide) rettigheder, man ikke vil give afkald på. Men det er næppe kun udtryk for det. Der er nemlig flere gode grunde til Trumps opbakning, selvom mange her på det gamle kontinent fortsat ikke vil være ved det.

Yeats advarede om, at et ”groft bæst er blevet sat løs iblandt os”. Bæstet nåede helt ind i regeringskontorerne

Erik Meier Carlsen lagde ellers teksten ret klart ud allerede i 2000. Undertitlen på hans bog De overflødiges oprør er netop “En trussel mod demokratiet?”. Den var vi mange, der ikke læste godt nok. For støtten til Trump handler også om økonomisk skævvridning, lokalsamfund uden jobs og institutioner, elitens fokus på globalisering og foragt for håndens arbejde, en offentlig debat præget af ekkokamrene i de sociale medier, fake news og konspirationsteorier og politikere, der kommunikerer kynisk og respektløst.

Læs i øvrigt Michel Houllebecq, hvis du vil have en skønlitterær indføring i problematikken. De dybereliggende årsager er manglende dannelse og et materialistisk verdensbillede. Vi står i Skandinavien på et godt grundlag af folkeoplysning, med relativ økonomisk lighed og uden den amerikanske racisme. Men midten har også i stigende grad svært ved at holde her. Det er endnu sværere ude i Europa. Vi må ikke tage vores demokrati for givet.

Demokratisk kultur kommer ikke af sig selv

Vi må derimod tage dannelse, demokrati, fællesskab, kultur og solidaritet langt mere seriøst end i de seneste 30 år, hvor vækst, globalisering, liberalisering og neoliberal økonomi har været i fokus.

Vi må huske, at mennesket – og demokratiet – ikke lever af brød alene. Når millioner af mennesker stemmer en karakter som Trump til magten, tror på konspirationsteorier fra internettets overdrev, og ikke har svært ved at se stort på vulgær og kynisk retorik, omgåelse af demokratiske spilleregler og opfordringer til vold, så handler det ikke kun om manglende jobs, racisme og en elites selvoptagethed, men også om mangel på grundlæggende dannelse. Den udvikling er også i gang på vores side af Atlanterhavet.

En demokratisk kultur kommer ikke af sig selv. Den er afhængig af oplyste og reflekterende mennesker. Dannede mennesker. Mennesker, der forholder sig kritisk til sig selv, andre, til informationer og magthavere. Mennesker, der hverken lader sig forlede af radikale politiske strømninger eller stemninger på sociale medier. Mennesker, der oplever sig selv og andre som borgere i et fælles, demokratisk og solidarisk samfund og ikke blot som forbrugere og arbejdstagere på en markedsplads, hvor det er alle mod alle og hvor fanden tager de sidste.

Kunst kan noget, håndbold ikke kan: den kan udfordre vores verdensbillede og strække vores “forståelsesmuskel”. Den kan vaccinere os mod os selv

Mennesker med demokratisk sindelag kommer ikke af sig selv. I 1813 var Danmark gået fallit, men af den økonomiske ruin blev rejst en dannelsesbevægelse: først folkeskolen, så folkehøjskolerne, og de er grundlaget for både den velstand og det demokrati, vi nyder godt af i dag. Det er muligt, at demokratisk forståelse, dialogiske evner, det at rumme synspunkter man er uenig i, det at se sig selv som en del af store og komplekse sammenhænge, ligestilling, kildekritik, forståelse og respekt for samfundets bærende institutioner etc. allerede er en del af folkeskolens pensum, men rækker det som vaccine mod den autoritære fristelse? Eller burde vi sætte gang i en slags dannelses-revolutions 2.0?

Kunstens stemme

Kunst kan noget, håndbold ikke kan: den kan udfordre vores verdensbillede og strække vores “forståelsesmuskel”. Den kan vaccinere os mod os selv.

Der er en grund til, at et menneske som Trump ikke har det mindste forhold til kunst. Der er en grund til, at despoter alle dage har slået ned på kunstnere. De tyske nationalsocialister klassificerede især abstrakt og ekspressionistisk kunst som entartete Kunst (”degenereret kunst”, der hverken lignede eller afspejlede ”den tyske folkesjæl”). Partiet i de kommunistiske lande bestemte, at kunsten for at være kunst skulle være ”socialistisk realisme” for at blive godkendt.

Det sker, fordi kunsten initierer, og den stimulerer åbne og nysgerrige samtaler, dialoger og diskussioner, spørgsmål og erkendelser. Alt det, vi som individer dannes af, og som demokratier lever af. Kunstens stemme er afgørende, fordi den provokerer os til at undre os, se nye og anderledes vinkler, kontemplere dybt og stille overraskende spørgsmål.

Kunst åbner mængder af muligheder for at tænke over og stille de vigtige spørgsmål til egne værdier, antagelser og holdninger; stille de evigt nødvendige eksistentielle spørgsmål, som vi som mennesker ikke må holde op med at forholde os til: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen?

Ord er ikke gratis

I årene 2015-2019 skar vi ned på vaccinen. Danmarks kulturinstitutioner blev besparet med omkring 600 millioner kroner. De sparede millioner bør føres direkte tilbage til kulturen i et samarbejde med folkeskolen og højskolerne, så børn og unge over hele landet får adgang til kunst og kultur igen i en form, der også behandler demokratiet. Kulturinstitutionerne skal igen have råd til at lave et stykke ordentligt, oplysende arbejde og lade entréen være gratis. Der, hvor vores forståelse af verden udfordres, der begynder, fastholdes og fortsættes demokratiet.

Politikere må efter Trump forstå, at de er med til at skabe virkeligheden med deres ord. Præcis derfor havde Biden en poet med på podiet til sin indsættelse. Danske politikere må i samme åndedrag erkende, at en stærk public service er nødvendig, for fake news og konspirationsteorier er kommet for at blive

Trump har vist os, at ord ikke er gratis. Hensynsløs og kynisk retorik ansporer, opfordrer og smitter af. Yeats’ anarki er desværre ikke kun i USA blevet spredt fra samfundets ledende figurer med rå og hensynsløs kommunikation.

Politikere må efter Trump forstå, at de er med til at skabe virkeligheden med deres ord. Præcis derfor havde Biden en poet med på podiet til sin indsættelse. Danske politikere må i samme åndedrag erkende, at en stærk public service er nødvendig, for fake news og konspirationsteorier er kommet for at blive.

De sociale medier har til overflod bevist, at de ikke kan udgøre noget stabiliserende element i et demokrati. Administrerende direktører i Silicon Valley har alt for længe haft alt for stor magt over den offentlige samtale. Den magt må vores politikere tage tilbage. I dag formidler internettet på sekunder alle mulige tåbeligheder på kryds og tværs af verden; galimatias, der for år tilbage kun blev delt mellem ganske få i kroens mørke hjørne.

Pressen må tage rollen som opbygger og stabilisator af et demokrati tilbage fra optagetheden af at skabe konfrontationer og click baits. Vores demokrati afhænger mere end nogensinde af en fri og ansvarlig presse.

Enhver er sin egen lykkes smed

Der ligger selvfølgelig også socioøkonomiske årsager til grund for Donald Trumps popularitet. Selv den bedste dannelse står svagt i mødet med arbejdsløshed og undertrykkelse. Mange af hans vælgere er med rette frustrerede og vrede. De er blevet svigtet og nedgjort af den økonomiske elite, der ovenikøbet har fået hjælp af demokraternes omfavnelse af neoliberal økonomi, globalisering og identitetsdiskussioner.

Danskere oplever også lokalsamfund uden jobs, skoler, hospitaler, biblioteker, politi mv. I løbet af de seneste 30 år er lokalsamfund i USA såvel som i Europa og Danmark blevet tømt for disse institutioner. Eliten har først for nylig erkendt miseren, men pegede i årtier på globalisering og behov for centralisering og besparelser som noget aldeles uomgængeligt. Men lokalsamfund uden de ovennævnte ting vil altid implodere i forarmelse. Og samfund præget af ulighed vil altid ende i uro. Uligheden stiger også her i landet.

I samme årrække er håndens værk blevet nedgjort, hvilket er gået ud over samme landsdele og samme mennesker. Produktion og håndværk kan vi lige så godt sende østpå, og alle unge skal i gymnasiet, har det lydt. Ligesom demokraterne i USA blev midter- og venstrefløjspartierne i Danmark også langsomt de uddannedes og de eftertragtede arbejdstageres partier. Vi må nu genskabe respekten for håndværk og faglighed. Det er nødvendigt for økonomien i et samfund. Det er nødvendigt for sammenhængskraften i et samfund. Og det er nødvendigt for alle de (mange) af os, der ikke er boglige.

”Det blodfarvede tidevand er sat fri, og uskyldighedens ceremonier druknes overalt,” skrev Yeats. Man kan kalde Trump mange ting, men ikke for uskyldig. Derimod kan man nok kalde ham en mand af sin tid

Det forhold skal knyttes sammen med, at alle efterhånden er enige i, at enhver er sin egen lykkes smed. Som Michael Sandel har beskrevet det i bogen The Tyranni of Merit: Verdens vindere er sikre på, at de er skyld i deres egen succes. Meritokratiet gør det muligt for akademikerne i USA at ringeagte dem uden universitetsgrader. Muligt for akademikerne i København og Aarhus at sidde i (forældrebetalte) lejligheder eller i boliger købt af alt for mange penge (gratis) tjent på tidligere boliger, med (skattebetalte) uddannelser og gode jobs (fået igennem forældre og venners netværk) og stadig synes, at de helt selv har gjort sig fortjent til det – og at alle dem, der ikke er kommet helt så godt i vej, virkelig også selv har fortjent deres dårligere liv.

En grov kynisme med tilhørende negligering eller decideret foragt for “taberne”, der stille og roligt er blevet normaliseret. Trump og hans støtters vrede og vulgaritet er blandt andet et svar på den normalisering.

Sjælens orden

”Det blodfarvede tidevand er sat fri, og uskyldighedens ceremonier druknes overalt,” skrev Yeats. Man kan kalde Trump mange ting, men ikke for uskyldig. Derimod kan man nok kalde ham en mand af sin tid. For er forretningsmanden Trump ikke en vinder i den verden af materialisme, økonomisk tænkning og markedskræfter, vi de seneste 30-40 år har hyldet? “Greed is good”, sagde Gordon Gekko i 1987-filmen Wall Street. Trump har været præcis lige så grådig, skamløst selvoptaget og fri af historie, traditioner, moral og besværet med at bære sin næstes byrde, som tidsånden igennem årtier har prædiket. Vores demokratiske immunforsvar er blevet svækket.

Tilbage i 1993 sang Leonard Cohen som et ekko af Yeats om en morderisk fremtid: ”Tingene vil glide i alle retninger, ingenting vil længere kunne måles, verdens storm har krydset tærsklen og væltet sjælens orden”.

Forretningsmanden Trump ligger så langt fra ”sjælens orden”, som man kan komme, og vil aldrig kunne bære en opbyggelig etik frem, aldrig kunne lægge værdier for dagen, der skaber holdbare fællesskaber og aldrig tilbyde de filosofiske, transcendente eller åndelige indsigter, der leder til uskyldigheden, sjælens orden eller bæredygtige samfund.

Det efterlader mange af os i et kæmpe dilemma. For hvilke moderne politikere kan omfavne noget som helst uskyldigt, sjæleligt og religiøst i dag? Det er jo Trumps vælgere, der påkalder sig Gud. Islamisk bombeterror og kristne terrorister som Breivik og kloner har på alle måder miskrediteret religionerne, der også bærer misogyni, undertrykkelse og diskrimination med sig. Men måske vi efter Trump og demokratiets deroute alligevel må spørge os selv, om vi virkelig er så moderne, som vi har bildt os ind.

Måske historie, traditioner og tilknytning til både mennesker og steder betyder mere for os, end vi har troet? Måske vi også skal spørge os selv om, hvorvidt vi virkelig kun er et fysisk-biologisk fænomen eller også et åndeligt?

Kampen står om demokratiet

Efter et par århundreder med et materialistisk-økonomisk verdensbillede, må vi sande, at vi mangler noget meget vigtigt. Klimaet er blevet kørt over. Mennesker er blevet kørt over. Der er i skrivende stund omkring 80 millioner mennesker på flugt, og andre millioner lever under kummerlige forhold. Efter coronaen og dens økonomiske konsekvenser, står Afrika foran et alarmerende 2021, hvor sult og desperation vil vokse. Mange i Vesten er som beskrevet efterladt uden håb i tømte lokalområder. Storbyer er for dyre at bo i for alt for mange mennesker.

Alle bør være opfyldt af passion. Ingen må tage noget for givet. Vi må sørge for, at midten kan holde, så tingene ikke falder helt fra hinanden. Vi må standse det kaos, der er kastet på verden

Vores styrende verdensbillede mangler ganske enkelt bæredygtige værdier, nænsomhed, empati, fokus på fællesskab og tagen vare på både kultur, klima og kommende generationer. Med eller uden påkaldelse af en gud, må vi besinde os på idéen om at være hævet over naturen, erkende at vores materialistiske og økonomiske verdensbillede ikke længere er levedygtigt, og igen omfavne idéen om at være én del af et større, sammenhængende hele; igen åbne for muligheden for, at mennesket måske er mere og andet end et rent fysisk-materialistisk fænomen; igen tillade os at være nysgerrige på, hvad en åndelighed vil kunne tilføre os.

I det lange løb er den manglende dannelse og udmarvningen af fællesskabet, kulturen og solidariteten til fordel for markedet, globaliseringen og vækst for enhver pris lige så farlig som epidemier – og kræver tilsvarende indsats.

Yeats advarede om, at et ”groft bæst er blevet sat løs iblandt os”. Bæstet nåede helt ind i regeringskontorerne. “De bedste mangler overbevisning og de værste er opfyldt af passioneret intensitet,” skrev han opgivende. Sådan ser det også ud til at være i dag.

Kampen står nu om demokratiet. Alle bør være opfyldt af passion. Ingen må tage noget for givet. Vi må sørge for, at midten kan holde, så tingene ikke falder helt fra hinanden. Vi må standse det kaos, der er kastet på verden.


Topillustration: Collage af POV International, Flickr, Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Lene Rachel Andersen, f. 1968, er filosof og økonom og medlem af Romklubben. Hun er forfatter til en lang række bøger. Hun er medstifter af European Bildung Network og præsident i Nordic Bildung. www.lenerachelandersen.com

Bo Heimann, f. 1971, har som journalist og forfatter skrevet om eksistens, samfund og kultur i 25 år. Han er uddannet journalist fra DJH i 1997. Han er medstifter af Nordic Bildung. www.boheimann.com

Seneste artikler om Kultur