Matador: Spillet om Korsbæk – Årets Julekalender 24.12

i Film/Kultur af

JULEKALENDER // 24. DECEMBER – Efter 24 afsnit skærer Matador ind til benet. Der fokuseres kun på Mads Skjern og Agnes. Og vi får at se, hvad det hele handler om. Men hvad er det, i sidste ende, som serien forsøger at sige?

Hænderne i vejret, hvor mange spekulerede over, hvorvidt Mads Skjern ville tage livet af sig, første gang de så finale-afsnittet af Matador? Det er en mærkelig sekvens, Mads Skjern på det absolutte lavpunkt, helt mørk og mismodig og uden livslyst, især fordi den kommer så relativt tidligt i afsnittet. Hvor er vi på vej hen? Og så får han en udnævnelse til konsul, og så har han det egentlig ok igen. Når man ser det anden eller tredje eller fjerde gang, fungerer det så sådan rigtig dramatisk?

Jeg tror ikke, det ville have fungeret, hvis ikke det var, fordi vi var i en finale. Vi lever os mere ind i fortvivlelsen, fordi vi frygter, det skal ende sådan. Hvis det var sket halvvejs inde i sæson tre, ville vi vide, der var en vej frem. Det ville der ligesom være nødt til at være.

Mads Skjern snyder og bedrager og udnytter Jørgen indtil hans egen bror ikke længere vil arbejde sammen med ham, men han chikanerer ikke, han er sjældent truende og voldelig, hans lig i lasten er egentlig ret milde

Det gør det på den anden side lidt mærkeligt at gense, for plottwistet med konsul-udnævnelsen kan virke lidt antiklimatisk. Og her i 2019 virker den personligt dramatiske kurve også en smule mild. Jørgen Buckhøj udtalte selv om Mads Skjern: Økonomisk er han en succes, menneskeligt en fiasko. Men her efter #MeToo virker han egentlig relativt mild. Ja, han er homofob, og sender sin egen søn i eksil i Frankrig. Men sidste år blev Kevin Hart f.eks droppet som Oscar-vært, fordi han mente nogenlunde det samme, så det virker måske ikke som helt så reaktionær en holdning for 70 år siden.

Mads Skjern snyder og bedrager og udnytter Jørgen indtil hans egen bror ikke længere vil arbejde sammen med ham, men han chikanerer ikke, han er sjældent truende og voldelig, hans lig i lasten er egentlig ret milde. Det er sådan set Hans Christian, der gør en ung medarbejder gravid…

Men på en eller anden måde, så har Mads Skjern tydeligvis håndteret spillet forkert. Det ser vi især tydeligt af kontrasten mellem Mads og Agnes. De er nærmest de eneste, som afsnittet fokuserer på – det vi hører om Jørgen Varnæs er f.eks. at han er holdt op med at drikke og flyttet sammen med en bager, hvilket fortælles i forbifarten af Laura – og vi får bekræftet, hvad der har været klart længe: At Agnes Jensen er Mads Skjerns åbenlyse aftager. Men samtidig drager afsnittet en endegyldig kontrast mellem de to, mellem manden der mistede sin familie, og kvinden der formåede at holde fast i sin.

Fornuftig brik-håndtering

‘Det er spændende at have sit eget’, siger Agnes Jensen. Sagt med Matador-spils-jargon, så er det spændende at være en spiller i stedet for en brik. For at blive i metaforen, så var Mads Skjern en fantastisk spiller, han vandt spil efter spil. Men i sidste ende vendte hans brikker sig imod ham. Når han så en potentiel medspiller – Ingeborg, Agnes – så var han interesseret, men dem han blot behandlede som brikker – Arnold, Jørgen, Daniel – flyttede han rundt med så hensynsløst, at ikke blot de, men også hans med- og modspillere vendte sig imod ham.

Agnes Jensen ser det. Efter sin snak med Mads er det, som om hun indser, hvordan Lauritz skal skæres. Hendes etablering af ‘Laurits Jensens Duplikeringsbureau’, det er et eminent brik-flyt. ‘De Røde’ har tabt valget, så det har Røde naturligvis også, men Agnes finder ud af, hvordan hun skal skabe en plads på sin del af brættet, så hendes mand deltager i hendes hjem. Fleksibilitet.

Man kan sige, at i sidste ende, så vinder Korsbæk over Mads Skjern. I sidste ende, så vinder brættet over selv den bedste spiller. Men det virker den nye konsul nu sådan set til at være tilfreds med

Den evne ejer Mads ikke – længere – og i virkeligheden kommer Ingeborg snarere hjem til baronens del af brættet. ‘Det praktiske ved dig er, at du har din egen skov’ , som hun siger. Mads er sådan set heldig. Han kom til en by, han ruskede godt og grundigt op i den. Så blev han forstokket og var ved at ødelægge det hele for sig selv. Søn, bror, datter, alle tog de væk. Det der fik hans kone til at blive, det var det allerældste i byen, det han alligevel aldrig kunne have ændret.

Så man kan sige, at i sidste ende, så vinder Korsbæk over Mads Skjern. I sidste ende, så vinder brættet over selv den bedste spiller. Men det virker den nye konsul nu sådan set til at være tilfreds med.

En moderne serie

‘De gode gamle dage viger for nye. Men meget gentager sig.’ Sådan siger Hans Christian i sin sølvbryllupstale. Han siger det nok, fordi han selv og hans gæster er konservative, og kan trøste sig ved tanken om, at i det mindste noget af deres verden består. Men Matador er i høj grad fortalt med fokus på dem – Mads Skjern, Agnes Jensen – der ønsker forandringer, så for dem er det nærmere en trussel.

Men Hans Christian har nu lidt ret. Der er noget, man kan forandre, og noget, man ikke kan. Kampen handler ikke så meget om at forandre mest muligt – Mads Skjerns kamp – men at vide, hvad man kan forandre, og hvad man ikke kan – Agnes Jensens. I sidste ende lærer Agnes, hvordan hun smart får tilpasset sit spil så Røde også kan være med. Mens Mads rammer muren.

Det er måske den afgørende konklusion, jeg gerne vil komme frem til: Matador handler om et spil, og om spillere, bykonger, folk der gerne vil have sit eget, der spiller spillet fire gange over fire sæsoner. Men i sidste ende handler det ikke om, hvem der vinder blandt spillerne. I sidste ende vinder brættet altid. Det handler om, hvem der bedst tilpasser sig denne sandhed.

Det er i øvrigt her historien om doktor Hansen også bliver central. Hans opsang om miljøforurening er en opsang om at passe bedre på brættet, den konstante industrialisering er begyndt at gå ud over indbyggernes helbred. Men han kan i sin frustration ikke tilpasse sig Korsbæk og forlader byen i vrede. Det er en dunkel forudsigelse om fremtiden.

Det er måske også her Matador bliver virkelig moderne. Ikke for at generalisere, men der er ligesom to former for kamp – den for at vinde over brættet, og den for en god plads på brættet – og den første kamp, den kæmpes ret ofte af mænd, og den anden kæmpes måske lidt oftere af kvinder. Når man godt ved, man lige så godt kan droppe at drømme om magten, så er man måske mere tilbøjelig til at forstå, at man må være snu og indpasse sig.

Det er også derfor, at Matador måske nok kun kunne være skabt af en kunstner som Lise Nørgård, og at det i sidste ende er et ret feministisk værk, med en forbløffende moderne fokus på homoseksualitet og endda klimaspørgsmål. Det er en gammel serie efterhånden, som folk har dyrket i mange år. Men den har stadigvæk noget at tilbyde også kommende generationer.

Og derudover:

* ‘Jeg Anklager!’ eller ‘J’Accuse’ er titlen på Emile Zolas berømte artikel om Dreyfus-affæren. Han lagde sig ud med hele det franske militær, blev hevet i retten for injurier, idømt fængselsstraf og rejste i eksil til England. Det er ikke heeelt det samme som at klage over forurening.

* ‘De glemte Fru Møhge Andersens mand’ ‘Jamen det gør ikke noget’ Et af Misses bedste øjeblikke, hvor hun ellers er blevet fuldstændig skør. ‘Han er draget!’

* Apropos den scene, så er frk Violet virkelig blevet ubehagelig her til sidst. Man forstår godt børnene rækker tunge.

Matador starter med valget af Stauning, og eftersom det ender i november 47 stopper vi ved valget af en ny Socialdemokratisk statsminister: Hans Hedtoft.

* Der går dog lige så meget tid med Christian Xs død. Som i øvrigt skete i april, så afsnittet spænder over en rum tid.

* Konsulindens sang er virkelig fantastisk. Der er et helt vers om kongehuset! Og krydsklipningen. Stærk scene. Også stærkere end Varnæs’ tale, efter min mening.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: DR

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film