Hvorfor det er umoralsk at se VM i fodbold fra Rusland

i Featured/Internationalt/Kultur & Medier af

FREDAGSKLUMMEN – Forleden blev Danmarksmesterskabet i fodbold fordelt. Der lød et jubelbrøl på den midtjyske hede, der efter sigende kunne høres i Köln, og “Seismologisk Institut” melder om et usædvanligt fænomen, nemlig det hidtil lavest målte støjniveau på den københavnsk vestegn, en nærmest total stilhed, der varede i adskillige timer. Men nu ser vi fremad – mod sommerens højdepunkt, VM i fodbold, der tegner mere spændende end længe. Jeg har blot en meget dårlig nyhed: Det er umoralsk at se fodbold fra VM i Rusland. Jeg skal gøre mig umage for at forklare hvorfor, skriver Jakob Brønnum.

Men vi begynder et andet sted. For nogle år siden lavede DR P3 et af de mest mislykkede interviews, man har hørt i nyere tid. Det var med en mand, der på Facebook havde skrevet, at han ikke ville se VM i håndbold fra Qatar i 2015, fordi styret havde bestukket sig til mesterskaberne, købt samtlige sine spillere i udlandet og foræret dem statsborgerskab. Og desuden ikke har nogen arbejdsmiljøregler for sine bygningsarbejdere på sportsanlæggene. Og i øvrigt er et ualmindeligt usympatisk statssamfund med den højeste middelindkomst i noget land i verden.

Der er 3 millioner indbyggere, hvoraf de 2,6 er udenlandske arbejdere, der arbejder under veldokumenterede, slavelignende forhold. Hvis de så tilsammen gennemsnitligt er rigere end alle andre i hele verden, er det ikke svært at se forholdet mellem de lokale 400.000 og de 2,6 millioner migrantarbejdere. Samfundet er reguleret gennem en overvejende anvendelse af sharia-lov, herunder en udbredt brug af familie-retsvæsen, der i sine statutter har, at kvinders vidnesbyrd kun gælder halvt så meget som mænds.

Manden, der blev interviewet, forsøgte at forklare den måbende studievært, at grunden til, at han ikke så VM i håndbold, hvor de danske farver ellers stod til at klare sig så fint, var, at den eneste måde, man som forbruger kan protestere i vore dage er ved at afstå fra at købe et produkt. Protesten mod kommercielt tv er desto større, fordi man gennem en systematisk nedsættelse af seertallene formindsker produktets værdi, eftersom værdien udelukkende er sat i forhold til, hvor god en basis for salg af tv-reklamer der er.

Kan man mindske seertallet gennem protest, vil dem, der køber det, ikke betale så meget for det, fordi deres reklamekunder rent konkret kan se, at de ikke får en så lang rækkevidde for deres produkt. Det er uhyre enkelt. Det internationale håndboldforbund, der ejer rettighederne og sælger dem til højestbydende, vil tænke sig om to gange, inden de gør noget lignende igen.

Det var mig, der blev interviewet, og jeg fik det ganske vist forklaret, men det flød alligevel ud over alle bredder, fordi jeg forsøgte at trække nogle yderligere samfundsmæssige perspektiver, som jeg skulle have holdt mig fra. Noget med forbrugersamfundet og dannelsen og det. Jeg følte mig som ham den vilde i Huxleys Fagre Nye Verden, den sidste overlevende fra en tidligere civilisation.

Hvad har det med VM i fodbold at gøre? Temmelig meget. Har det noget med OL i Sotji i 2016 at gøre? Endnu mere. Det lykkedes mig at undgå at se håndbold og derved slippe for græmmelsen over, at Danmark sluttede på en meningsløs femteplads. Ved hjælp af mit lyse sind og positive livsholdning, lykkedes det mig desuden at se fremad.

VM i Rusland er nøje tilrettelagt som tredje stadium i kroningen af verdens (i hans egne øjne) ubestridte moralske og forretningsmæssige leder

Jeg så frem mod vinter-ol, som jeg altid har glædet mig over. De senere år er jeg endda selv begyndt at stå på ski, eller i hvert fald begyndt ikke at falde så meget på ski. Der er noget helt specielt smukt ved de atleter, der både kan skyde til måls og løbe 15 kilometer med turboen på. En sand olympisk kraft. Og styrtløbenes næsten dæmoniske tiltrækning – med livet som indsats med 135 km i timen.

På maoistisk vis

Vinterol skulle være i Rusland, i Sotji. Det viste sig, at der ikke findes sne i Sotji, så al sne var kunstig, og at man på maoistisk vis havde ryddet en flok landsbyer – kørt folk bort fra deres fædrende jord, og at man havde inddæmmet et ornitologisk uvurderligt vådområde for at bygge faciliteterne, som ingen bagefter vil bruge. Det blev en ren dyrkelse af præsident Vladimir Putin. Jeg kan med stolthed meddele, at jeg ikke så ét minut, bortset fra et klip af en svedende skiløber i seks graders varme. Til gengæld så jeg masser af vinter-OL fra Sydkorea for nylig.

Det er vigtigt, at man ikke tror, at VM i Rusland er en banal flashy gestus, Putin gør for at vise verden, at selvom hans egen sport er judo, kan han også godt sparke til en fodbold og desuden hilse på alle stjernerne og se godt ud i deres selskab.

Nej, VM i Rusland er nøje tilrettelagt som tredje stadium i kroningen af verdens (i hans egne øjne) ubestridte moralske og forretningsmæssige leder, nemlig Vladimir Putin, der har gjort noget, ingen før ham har kunne udføre.

Første stadium: Putin blev, efter nøje at have godkendt modstanderne og omhyggeligt fængslet de seriøse af dem på let gennemskuelige anklager, genvalgt som præsident. Det så meget populært ud. Samtlige offentlige ansatte i Moskva blev under fyringstrusler kommanderet ud på gaderne for at hylde ham.

Andet stadium: Dernæst indviede Putin broen til Krim efter for nogle år siden at have annekteret halvøen fra Ukraine til verdenssamfundets forbløffelse. Broen fuldender et projekt, samtlige sovjetiske og russiske statsledere, inklusive den sidste tsar har lovet at bygge, men ikke kunnet gennemføre på grund af de tekniske vanskeligheder. Putin kunne!

Det er en af Putins kammerater fra judoklubben i Leningrad (Skt. Petersborg) i gamle dage, der har fået koncessionen på at bygge den for statsmidler, som The New Yorker forklarer i en velresearchet artikel. Der er mange nyrige i Rusland, men de rigeste er dog Putins gamle judokammerater.

Lad os dog ikke give Putin den triumf, at VM i Rusland bliver en succes!

Herefter følger VM i fodbold som Putins hyggelige lille folkefest – verdens suverænt største sportsbegivenhed. Det er ikke højdepunktet på det hele, det er festen bagefter. Alverdens bedste og rigeste sportsfolk flokkes i Rusland for at kæmpe for Putin og de gamle judokammerater, der nyder forestillingen på VIP pladserne.

Ok, ikke alle landes deltagere flokkes til Rusland. Egypterne har valgt at bo i Grosnij i Tjetjenien, hvor den nye præsident er i færd med at lave en islamisk republik, der forbyder homoseksualitet, rygning, popmusik og at drenge og piger står sammen i skolegården. Han ønsker at indlemme den i Rusland og Putin har sagt, at det vil han ikke stå i vejen for.

Fundet i en John le Carré-roman

”Heldigvis” har russerne lavet et nummer, de havde fundet i en John Le Carré-roman, med en af deres egne tidligere spioner på engelsk grund, så han og hans datter og 200 pubgæster nær døde af det. Det var en fejl. Det har fået de engelske politikere til at proklamere, at de bliver væk fra VM. Det betyder, at der er sat fokus på en international opposition mod Putin i forbindelse med VM. Det svenske landshold er blevet briefet om den uacceptable menneskerettighedssituation i landet. Alle ved desuden, at russerne var udelukket fra vinter OL efter at være blevet afsløret i systematisk national doping.

Så det er tydelig for enhver, der vil se det, at det hele har en mørk og dunkel kant. Altså, hvis vi skulle have glemt, at Putin personligt har skabt det bureau, der lader fake-news sive ud over hele den kendte verden og så vidt muligt støtter populistiske, antidemokratiske kræfter i de enkelte valgkampe rundt omkring med stråmænd under falsk navn på de sociale medier. Lad os dog ikke give Putin den triumf, at VM i Rusland bliver en succes! Det er der desuden en væsentligere grund til end Putin selv.

Jeg har haft drøftelser på de sociale medier om dette her, og det har ikke været muligt at finde fodfæste for en egentlig dialog. Det handler ikke om, at jeg ikke vil se VM i fodbold fra Rusland. Det handler om, at der ikke for tiden er en sammenhæng mellem handel og moral.

Nærmest hver måned indføres et de facto populistisk styre med visse af diktaturets træk et eller andet sted i verden. Venezuela, Tjetjenien, Ungarn. Den slags så vi tidligere medføre dårlige produktionstal, forarmelse af befolkningen og generel kulturel regression. Sådan er det ikke i neoliberalismens gyldne globaliserede tidsalder. Hele det store system af logo-bårede, flygtige forlystelser og materielle goder kan fint fungere samtidig med at demokratiske rettigheder forsvinder. Der er ingen sammenhæng mellem handel og moral.

Det er postkolonialistisk i allerhøjeste grad, forstået på den måde, at der heller ikke i kolonitiden var en sammenhæng mellem handel og moral. Ingen spurgte, hvor købmanden havde fået sine kolonialvarer fra og om der havde været børnearbejde involveret.

I mellemtiden har der været en kort periode, den socialliberale velfærds- og nationalstats håbefulde epoke, hvor en sådan sammenhæng i hvert fald teoretisk var tydeligere. Nu slipper det os af hænde igen. Vi taler ikke længere om samfundsfællesskabet, menneskers ligeværd og muligheder, som forener os og som vi arbejder for. Vi taler om markedet og markedets reaktioner og vilje. De fungerer helt uafhængigt af menneskerettigheder, og af åbenhed, tankefrihed og demokratisk handlen. Undtaget i ét tilfælde: Hvis vi siger nej.

De fem slappe modargumenter

Det er umoralsk at se VM i fodbold fra Rusland, fordi hvis brandet VM i fodbold ikke mister i værdi, gennem at blive anvendt af despoter og homofober og xenofober og miljødestruerende tsarpretendender, der ændrer landets love, så de selv får mere personlig magt, så viser det alle andre brands, at de sagtens kan fungere under så forbedrende og uværdige omstændigheder.

Det er virkelig kedeligt, fordi Danmark har et hold, der for første gang i mange år minder om de gyldne dage i 1980’erne, eftersom det har flere spillere, der vinder nationale ligaer eller ligger højt i tabellen end nogensinde i mellemtiden, selvom gennemsnittet af de nationale ligaers fodboldmæssige styrke er noget lavere.

Når jeg har drøftet det på de sociale medier, har man argumenteret for, at 1) jeg er hyklerisk, fordi jeg alligevel gerne vil se det, og 2) at det ikke er umoralsk at se det, fordi Putin ikke ejer VM, og 3) at det alligevel ikke hjælper, 4) at jeg alligevel foretager mig alle mulige andre ting, der er umoralske med den målestok, så hvorfor skal det gå ud over fodbold VM, 5) samt at ingen skal dog tage den forlystelse fra vedkommende at se sin yndlingssportsgren.

Hvad angår det sidste argument har jeg skrevet om det i en bog med den bevidst spidsformulerende titel Pengeguden. Det er nøjagtig sådan, markedet ønsker, du tænker og hvis du fortsætter med det, kan vi ligeså godt indføre lidt børnearbejde med fodboldsyning igen. Det skader ikke. Det skader i hvert fald ikke fodboldbrandet.

Putin kommer til at fremstå som en blanding af dronning Victoria og præsident Kennedy, smilende, dynamisk, alvorlig, kraftfuld, majestætisk, favnende, med sanselig udstråling, vennesæl, glad.

Hvad angår argumentet om, at man alligevel gør alt muligt andet umoralsk, og hvorfor så lige fodbold, som dog er sjovere end så meget andet, vil jeg sige, at selvom man sikkert kan finde overtrædelser af menneskerettighederne i Sydkorea, som jeg så OL fra med stor fryd, så er det dog et land, der for ret nyligt har afsat sin præsident ved hjælp af retsvæsenet. Og at argumentet i sig selv er forkert. Den ene umoralske handling gør ikke den anden gyldig. VM i fodbold er så tung en handelsvare, at kan man påvirke dens værdi gennem protest, vil det få mærkbar indflydelse på menneskerettighederne over hele verden, for ingen vil turde sælge globale brands til diktaturer.

Hvad angår argumentet om, at det ikke hjælper, vil jeg sige, at halveres seertallet verden over, så hjælper det. Hvad angår argumentet om, at det ikke er Putins VM, vil jeg sige: Vent og se! Det er hans VM, helt og holdent, lige meget om FIFA ejer brandet. Intet der foregår på Putins jord er ikke underlagts Putins ejerskab på en eller anden grundlæggende måde. Tror man det, går man fejl af hvad den russiske natioaoe selvforståelse.

Putin kommer til at fremstå som en blanding af dronning Victoria og præsident Kennedy, smilende, dynamisk, alvorlig, kraftfuld, majestætisk, favnende, med sanselig udstråling, vennesæl, glad. Og han kommer til at lave nye overtrædelser af menneskerettighederne eller folkeretten under eller lige efter VM, måske i så lille skala, at vi ikke opdager det, sådan lidt indlemning af en provins i en af de gamle sovjetrepublikker ingen alligevel interesserer sig for i den vestlige presse. Eller et modtræk mod at Letland ophører med at undervise på russisk. Det kan de heller ikke være bekendt – kommunisterne havde trods alt udskiftet halvdelen af landets befolkning med russisktalende under sovjettiden, så der er stadig flertal af russisktalende.

Hvad angår argumentet om, at jeg er hyklerisk, hvis jeg vil se VM på denne baggrund, er det en forveksling. Det handler ikke om, at jeg ikke vil se VM. Jeg har større lyst til at se VM end nogensinde. Det handler om at jeg vil svække brandet, fordi det kan købes til låns af diktatorer. Og det bliver endnu mere påkrævet i 2022 – der er det nemlig vores gamle kending Qatar, der har købt sig til verdens største sportsbegivenhed. Masser af stadionarbejdere er allerede omkommet, og FIFA ved det godt. Alt tyder på, at man forbereder, at give det til England eller USA.

Hvis alle ser VM i Rusland sammen med nogen eller på storskærm udendørs og ingen streamer det på mobilen, vil seertallet se ud som om det er halveret. Det kan også blive gevaldigt hyggeligt. Det er altid sjovere at se landskamp med en masse andre. Alle boligforeninger kan lave hemmelige klubber i kælderen, hvor de kan deles om at lave salater og fast food til kampene. Tænk, hvis man kun kunne måle fire seere i en hel boligforening! I by efter by. Land efter land!

Hvis seertallet bliver halveret og FIFA forstår, at det skyldes folkelige protester, vil ingen diktaturer og populistiske totalitære stater med disrespekt for menneskerettighederne få de store sportsarrangementer. Det er så sikkert som amen i kirken. De vil finde en måde at få Qatar slettet fra listen – de har allerede prøvet med varmeargumentet, ”Øh, mon det ikke er for varmt at spille i ørkenen i august?” Men det er nok ved at være oppeover nu, hvis vi nogensinde skal gøre det.

Foto: FIFA pressefoto

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,