EN SKYGGE PÅ TRAPPEN // UDDRAG – På 176-årsdagen for August Strindbergs fødsel bringer vi et uddrag af Eddie Michels bog En skygge på trappen. En skildring af Martin Andersen Nexøs skæbnemøde med sit store forbillede, August Strindberg, og de små begivenhedsrige to år, den svenske forfatter når at bo i Danmark. Mødet finder sted i Stockholm i maj 1911, året før Strindbergs død.
Første gang svenskerne hører Martin Andersen Nexøs navn er i 1910, da den store svenske avis Dagens Nyheter præsenterer ham for sine læsere som en af deres udenlandske korrespondenter:
”Vores korrespondent i Berlin bliver den danske forfatter Martin Andersen Nexø, kendt som en af de bedste inden for den nutidige danske litteratur og desuden fremtrædende journalist. Hans store romanserie med fællesbetegnelsen Pelle Erobreren har fået et stærkt greb i samfundslivets psykologi og har skaffet ham mange interesserede læsere, også i Sverige.”
Nexø bliver endnu ikke præsenteret som proletardigter. Det sker først et halvt år efter, da Pelle Erobreren bliver publiceret som føljeton i den svenske udgave af Socialdemokraten. Forud for første del, der trykkes i juli 1911, har en dansk arbejder læst romanen, og da han anbefaler den som ”en arbejderroman” får den så at sige sit adelsmærke. Og endelig identificerer og præsenterer Nexø nu sig selv som proletarforfatter. Et rolleskift, der ifølge Mattsson gør, at Nexø, med en vis forsinkelse, får en ny profil i den svenske offentlighed.
Da sidste afsnit af Pelle Erobreren udkommer – den trykkes i 63 afsnit frem til september 1911 – står Nexø som en af pionererne for en ny type realistisk litteratur, som både er i harmoni og solidarisk med den stadig stærkere arbejderbevægelse.
Men alt dette sker altså først cirka fire måneder efter, at Nexø har søgt audiens hos Strindberg i Stockholm.
Fortællingen om mødet mellem de to forfattere tager sin begyndelse i den stockholmske skærgård. Landskabet, Strindberg valgte som “sin digtnings centrale naturdomæne”, som Olof Lagercrantz senere kalder det, der også er stedet, hvor Nexø påbegynder sin rejse rundt i det Sverige, der “lever i Strindbergs digtning!” I en svimlende lyrisk opremsning beskriver Nexø, hvordan han oplever det smålandske klippelandskab med sine “søer og grønne dale” og “gran og enebær om monumentale klippeblokke; himlen og havet; stenblomsterne og det vilde fugletræk i skærgården – jeg så det med gensynets glæde skønt for første gang – Strindbergs Sverige!”
Menneskene, som Nexø møder på sin vej, får også et skudsmål, ja hele “nationen selv: denne inderlige forening af blidhed og strid styrke, af hård daggerning og mystik, rund hånd og nøjsomhed – det hele tilsat et lille stænk lunefuldhed.”
“Hans sprog er et nyt svensk; gennem det får den ny tid vidunderligt mæle uden alle heltefagter”, fortsætter Nexø. Strindberg “var for langt forude selv for den intelligente,” skriver han, “og for dem, der danner samfundet, var han ligefrem farlig – fjenden! Det er folk, der allevegne skyder fædrelandet foran sig for at dække maven – ’han er så usvensk’, sagde de.”
Mon Strindberg alligevel ikke er den “svenskeste ånd, Sverige har frembragt?”. Det spørgsmål besvarer Nexø også: “Det svenske folks historie og skæbner [lever] i Strindbergs værker som i ingen anden svenskers.” Det vil sige de svenske skæbner, der udøver “deres bedrifter i mørket – alle de, der tav og skabte Sverige og led”. Altså, underklassen. Et begreb som Nexø, ifølge Mattsson, dog først bruger i 1912 i en artikel om Jeppe Aakjær.
”Underklassen” omfatter for Nexø både byens og landdistrikternes arbejdere samt småbønder og husmænd. I artiklen fremhæver han, at “underklassen frembringer digtere – og giver sig til at læse dem.” Åkjær, der dengang også er kendt for sine socialt indignerede romaner, især Vredens Børn (1904), huskes i dag mest som den store folkelige lyriker, der i 1905 skriver det melodiske digt, Jens Vejmand. Men dengang betragtedes det som socialrealisme for fuld udblæsning.
Nexø skriver videre om Strindbergs “dybe menneskelighed”. Han stod altid “last og brast med de brede lag, [og] følte sig som barn af almuen”, en direkte henvisning til Tjenestepigens Søn. Nexø går skridtet videre og anfører, at Strindberg også viser, at almuens “lykkedrøm lod sig realisere – i Utopier i Virkeligheden.”
Som Strindberg siger det i bogens forord: ”Denne bog er et angreb på overkulturen eller degenerationen”. Han sætter sig for at afsløre samfundets ”væv af løgne” i de kulturbærende institutioner. Det vil sige kirke, skole, familie og stat.
Strindbergs “rastløse ånd”, fortsætter Nexø, har en “solidaritetsfølelse med de mange” og “gribende er hans – den udvalgtes – gentagne hyldest nu på det sidste til de navnløse mange, der holder verden oppe i deres ru hænder.”
Jo, jo, Nexø sparer på intet i sin nekrolog. Det er, som om han vil være stensikker på, at Danmark, ja hele verden, ved, hvem August Strindberg var, og hvad hele verden har mistet. Hvis altså nu samtiden, og vi i fremtiden, skulle have glemt denne frelser og hans skaberevner. Den udvalgte …
Eventyrstaden Stockholm
I maj 1911 ankommer Andersen Nexø endelig til Stockholm. Præcis hvilken dag er det ikke muligt at fastslå, men det er i begyndelsen af forårsmåneden. Sikkert er det, at udfordringerne møder ham straks ved ankomsten.
“En af [Strindbergs venner] havde lovet at føre mig til ham, men han var uheldigvis ikke i byen. Hvor han egentlig boede, vidste ingen; nogle mente, han var meget syg, andre – og det var de fleste – at han led af forfølgelsesvanvid og ikke var til at komme nær af den grund”, skriver Andersen Nexø i beskrivelsen af sin pilgrimsrejse.
Efter at have vandret fortvivlet og søgende rundt i Stockholms gader og stræder, giver han til slut ganske enkelt op.
“Nogen varme for [Strindberg] mærkede jeg ikke. Mange hadede ham helt giftigt; og de, der tog imod ham og hans verdensberømmelse, gjorde det koldt – som noget, der ikke kunne være anderledes.”
Nexø “gik og drev i gaderne”, som han skriver, og “nød Stockholms lyse nat, der som en mat guldånde lå næsten ængsteligt let om alting. En sådan nat er Stockholm fortryllende – “en eventyrstad, helt venetiansk i sin drømmende skønhed. Kanalernes vand løfter sig i et skær af perlemor, lysende som skulle de føde gryet; bygningerne bliver åndeagtig lette”.
Men den ”venetianske eventyrstad” er også alt det modsatte af drømmende skønhed: “Man færdes stille som i en verden, der kan forsvinde ved et trylleslag”, nærmest advarer Nexø.
“Inde i de snævre sidegader rugede mørket uanfægtet, og på bunden af det gik nogle skikkelser og luskede”, skriver han. “Hver gang jeg passerede mundingen til en smøge, kom de frem og bad om penge til nattelogi.” Det er “unge arbejdere fra landet”, der driver hjemløse omkring. Unge som “endnu ikke havde lært at affinde sig med [en] bænk i anlægget.”
Arbejderdigteren Nexø kan ikke dy sig for at følges med en af disse nattens skikkelser på sin vej gennem byen.
“En 18-årig bondeknøs fortalte mig nedslået sin historie, der var god og gældende for de øvrige også. Det var den gamle kendte historie: Han var blevet ked af at gå og slide for patronen derhjemme på landet et sted, fordi der ingen fremtid var i det – og var så vandret til staden for at gøre sin lykke. Men trods den gode årstid var der ingenting at få fat i. I otte dage havde han takket være tørken haft arbejde med at bære vand for en gartner – så kom bygen og gjorde ham overflødig. Og [hjem] ville han ikke – og komme anstigende som en anden lus, så tillidsfuldt han var fløjet ud; og her på den øde stenbro måtte han gå i hundene. Han var grædefærdig i stemmen, helt sammensunken.”
Men med et kommer der liv i bondeknøsen, skriver Nexø og viser os, hvorfor han er den mægtige danske forfatter og iagttager, som han er: ”’Jylkotta! Nej Jylkotta da!’ råbte han med syngende glæde og gav sig til at løbe. Lidt fremme i gaden vandrede et gammelt pindsvin af sted så trygt, som befandt det sig på bunden af en stor skov. Det fulgte den venstre rendesten og drejede uden vaklen om [nye] gadehjørner, opefter mod den højere by. Vi fulgte det for at se, hvor det skulle hen, bondeknøsen var med et blevet en helt anden. Dette møde med et kendt væsen herinde havde givet ham et nyt og modigere syn på byen; han snakkede løs med frejdig stemme. Hans [dialog] førte mig hjem til Bornholm, hvor man også kalder pindsvinet for Jylkat; og fra denne skærgårdsø, som vorherre synes at have revet løs oppe i Småland og kylet alt for langt ud i Østersøen, til de andre skærgårdsøer inde under svenskekysten, og fra dem igen til Strindbergs vidunderlige Skærgårdsfolk. Pindsvinet drejede om hjørnet ad Drottninggatan op mod Tegnérlunden.”
På det her – smukke – sted i nekrologen opstår en selvmodsigelse. Nexø, der hævder, at han i fortvivlelse har opgivet at finde Strindbergs bopæl og ’driver rundt i gaderne’, står nu på hjørnet af Drottninggatan og Tegnérgatan. Og pludselig, “her på hjørnet vidste jeg, skulle han bo.”
Han vidste, at Strindberg skulle bo her? Har Nexø, som Strindberg og så uendelig mange før og efter ham, ’digtet’ for dramaets skyld? Eller rettere for den eventyrlige pointes skyld? Ligesom et væsen fra dyreriget, et pindsvin, har ledt ham til den store mester, den udvalgte?
Uden tvivl. Men uagtet hvad er det i al fald nu, at miraklet indtræffer for Nexø. Himmelen åbner sig og lader sin stråleglans oplyse hjørnet af Drottninggatan og Tegnérgatan, hvor det karakteristiske tårn – dengang, som nu – higer op mod himlen.
“Da jeg løftede hovedet, stod han deroppe på altanen, høj og spøgelsesagtigt grå mod den natlyse mur, og stirrede op mod himlen. Underlig ensom og forladt virkede han på mig, og jeg følte lyst til at råbe en varm hilsen og tak op til ham fra de levendes land.”
Men Martin Andersen Nexø råber ikke op til Strindberg fra de levendes land. Den samme Nexø, der i dagevis – hvis man skal tro ham – har ledt forgæves efter Strindberg. Den Nexø, som udelukkende er i Sverige på grund af denne spøgelsesagtige grå verdensstjerne.
Svigtede modet? Vi ved det ikke. Intet sted skriver eller fortæller Nexø, hvorfor han ikke gør noget.
Andersen Nexø har året forinden, i 1910, skrevet til Strindberg og bedt om at få foretræde. Men heller ikke her er der i hverken Nexøs eller Strindbergs efterladte arkiver nogen information at hente. Alligevel er Nexø i Stockholm. Men ikke – som han floromvundet hævder i nekrologen – med det ene formål at ”se det land og folk”, Strindberg havde lært ham at kende og holde af. Ej heller for at se Strindberg i øjnene og ”sige ham tak”.
I Per-Olof Mattssons Martin Andersen Nexø kan man nemlig læse, at Nexøs ærinde i eventyrstaden er noget så poesiforladt som ’forretninger’. Nexø er i Stockholm, fordi han har en aftale med Hjalmar Branting om, at Pelle Erobreren skal oversættes og publiceres i den socialdemokratiske presse i Sverige, hvilket, som tidligere nævnt, sker i juli 1911. Udover at Branting er medstifter af Sveriges Socialdemokratiska Arbetareparti, senere bliver landets første demokratisk valgte statsminister og i 1921 får Nobels fredspris, så er han også Strindbergs meget nære ven.
Så Branting ved naturligvis, hvor hans ven Strindberg bor. Branting er en af ”Beethoven-gubberne”, som Strindberg døber den gruppe af kunstnervenner, som han i årevis og på næsten ugentlig basis inviterer hjem for over en frokost og spirituosa at lytte til og diskutere komponisten Ludwig van Beethoven. Ligesom Nexø forguder Strindberg, så forguder Strindberg Beethoven med en næsten manisk hengivenhed. Derfor kan der næppe herske tvivl om, at Branting før, under eller efter mødet om Pelle Erobreren, er den, der giver Nexø Strindbergs adresse. Så når Nexø skriver, ”hvor Strindberg egentlig boede vidste ingen”, så er hans digterpen altså på overarbejde.
Skal vi være ærgerlige over, at Nexø dramatiserer virkeligheden? Hvis vi accepterer, at Strindberg jo om nogen er den fremmeste iscenesætter af sin egen virkelighed, så er det nærmest oplagt at dramatisere i den eventyrlige nekrolog, Martin Andersen Nexø skriver over Strindberg i Social-Demokraten.
I den fortælling er det også hævet over enhver tvivl, at Nexø trods sine fiktionsgreb også er i Stockholm for at opsøge sin helt. Det står lysende klart, at det er af afgørende betydning for ham personligt, at stjernemødet skal lykkes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
