Marie Hellebergs Stormene Vendsyssel Teater

Maria Hellebergs ”Stormene” blæser sin sejrsgang over Vendsyssel Teater

i Kultur/Scenekunst af
TEATER // ANMELDELSE – Maria Hellebergs ”Stormene”, der blæser sin sejrsgang over Vendsyssel Teater, er medrivende som drama om stor kærlighed. religionsstridigheder, magt, ære, fejder, krigsførelser og skandinaviske intriger, skriver Marianne Dyhrberg Cornett.

Af Marianne Dyhrberg Cornett, journalist

Hvem mon tør binde an med Maria Helleberg – at anmelde hende? Hendes romaner er mættet med et persongalleri af stærke skikkelser, med barske tildragelser og voldsomme passioner.

Hendes historier er kendetegnet ved en uhyre grundig research – per impossibile – og rejser til steder og besøg på lokaliteter, hvor historierne måske eller sandsynligvis har udspillet sig, er én af måderne, hun henter inspiration til romanerne. Handlingerne er varierede og mangeartede, men som regel med en eller flere personer, som forankrer handlingen i sin historiske kontekst.

Kærlighed – så voldsom og stædig – at den ikke lader sig slukke af krige, afsavn, indespærring, samfundsorden eller fordømmelse. En passion på trods af alle, tænkelige forhindringer

Men nu er Maria Helleberg blevet ”scenesat” – ja, sågar iscenesat. Vendsyssel Teater har løftet en stor roman af Maria Helleberg ind i et nyt, imponerende format: Baseret på ”Stormene” – der bl.a. handler om kærligheden – det største af alt – hvor Maj Rørbæk Damgaard har skrevet manus og Anders Lundorph har instrueret skuespillerne på Vendsyssel Teater.

Og netop i Jyllands nordvestlige del – Vendsyssel – er det, dramaet i virkeligheden tager sin begyndelse og udspiller sig: Børglum Kloster i nord samt Voergaard og Sæbygaard Slot i øst, danner rammerne omkring en ganske særlig kærlighed – så voldsom og stædig – at den ikke lader sig slukke af krige, afsavn, indespærring, samfundsorden eller fordømmelse. En passion på trods af alle tænkelige forhindringer.

Marie Hellebergs Stormene Vendsyssel Teater
Elisabet vandrer hvileløst rundt på borgmuren, mens hun venter på livstegn fra sin biskop.

Stof til eftertanke

I forestillingen møder vi den unge adelskvinde Elisabeth Gyldenstjerne, som er skilt fra den gamle voldelige Bonde Due. Hun forelsker sig vildt i biskop Stygge Krumpen – og han i hende. Men den katolske biskop forsvarer bravt sit cølibat, i hvert fald i begyndelsen, og han forsøger at holde sit religiøse løfte.

Deres veje skilles under dramatiske omstændigheder, og bedre bliver det ikke, da biskop Stygge Krumpen efter reformationen 1536 bliver fængslet. Elisabeth lever nu i uvished uden ham i mange år. Alligevel vil kærligheden ikke dø.

I rollerne som de elskende møder vi Laura Kold som Elisabeth og Anders Gjellerup Koch som Stygge. De spiller lige præcis så stærkt og smittende, som deres passion på scenen kræver det. Man bliver virkelig overbevist om, at deres kærlighed har en chance.

Søster Dorthe spilles af Clara Ellegaard – både fræk, kæk og fyndig. Hun siger alt det, Elisabeth kan tænke, men aldrig sige. Og hun giver publikum stof til eftertanke.

Hans Holtegaard giver Bonde Due kolerisk fremtoning og den gamle ægtemand tragisk tyngde. Herregud, under al vreden vil han jo bare have sin smukke kone tilbage – i ægtesengen.  Han spiller i øvrigt også Kong Christian II.

Som Margrethe ses Louise Davidsen, som den bekymrede søster, der bare vil leve i fred og ro, mens Lene spilles fint af Merete Mærkedahl, Erik Banner af Jørgen Bing, og Sune Kofoed spiller både Erik Mortensen og biskoppen.

Desuden møder vi de nyuddannede skuespillere Clara Ellegaard og Lue Støvelbæk.

Jeg er fortryllet, forelsket, forført, betaget, bedåret, bestormet, beriget og – begejstret. Det er år siden, jeg har set så godt et teaterstykke med så stærke skuespilpræstationer og et meget spændende, velfungerende scenografi- lys- og lyd-udtryk.

Vendsyssel Teater præsenterer et utrolig spændende drama, der ikke bare vil fænge hos historieinteresserede – men også hos alle andre – ligesom læsere af Hellebergs romaner nu kan opleve det allerførste teaterstykke, baseret på én af hendes romaner. Dét skal opleves nu.

Måtte flere teateroplevelser opstå af Hellebergs spændende, historiske romaner.


Vendsyssel Teater: Stormene
Baseret på roman af Maria Helleberg
Oplæg: Maria Helleberg
Dramatisering: Maj Rørbæk Damgaard
Instruktion: Anders Lundorph
Scenografi: Steffen Aarfing
Lyddesigner: Andreas Carlsen
Lys: Anders Kjems


Topfoto: Elisabeth og Stygge i en stille, romantisk nattetime. Fotograf: Jacob Stage, Vendsyssel Teater.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt kvalitetsmedie, der publicerer journalistik i form af nyhedsanalyser, anmeldelser, klummer, essays, debatindlæg samt kurateret borgerjournalistik indenfor især samfunds-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Kultur