KONCERT // ANMELDELSE – Det, der straks fascinerer ved Mao Fujitas klaverteknik, er hans fine artikulation og evne til at »smøre« sine anslag, som trak han tonerne ud af instrumentet, skriver Knud Arne Jürgensen. Denne teknik fremmer en sangbarhed i musikken, som løfter klangen ud over instrumentets naturlige grænser, og den mestrer Fujita til fulde.
Den 26-årige japanske Mao Fujita nærmer sig koncertflyglet – og publikum – som en ydmyg munk, der høfligt, men samtidig en smule frygtsomt, ja, nærmest undskyldende, vurderer begge, før han sætter sig ved tangenterne. Men allerede med den første akkord forvandles frygtsomheden øjeblikkeligt til frygtløshed, og tonerne slås an med et musikalsk overskud og en teknisk præcision, der sjældent høres hos så ung en pianist.
Fra Beethovens ungdomsværk, hans 1. klaversonate (1796), førtes vi i det righoldige program videre til Brahms’ 1. klaversonate (1853). Undervejs tog Fujita også en afstikker til et af Alban Bergs tidlige værker, 12 variationer over et originalt tema (1908). Disse tre kompositioner var forbundet af mere end blot tidsmæssige spring, og gennem Mendelssohn-Bartholdys Variations sérieuses (1841) trådte den indre sammenhæng i det varierede program endnu tydeligere frem, ligesom Franz Liszts transskription fra 1867 af Wagners Isoldes Liebestod afsluttede klaverrejsen med markant kraft.
Hans spil fremstår i usædvanlig grad sammenhængende og klart i hændernes melodiske forskellighed
Det, der straks fascinerer ved Fujitas klaverteknik, er hans fine artikulation og evne til at »smøre« sine anslag, som trak han tonerne ud af instrumentet. Med sine delikate fingre og et følsomt anslag minder hans teknik om Horowitz’ spil, som igen har rødder i den skole, den polske pædagog Theodor Leschetizky grundlagde og udbredte i Centraleuropa og Rusland i 1800-tallets anden halvdel. Pianister i denne tradition arbejder med stramt økonomiserede bevægelser, hvor tangenterne – modsat den mere hammerprægede teknik i andre klaverskoler – anslås som om tonerne skal hentes ud af klaviaturet med glidende lethed.
Denne teknik fremmer en sangbarhed i musikken, som løfter klangen ud over instrumentets naturlige grænser, og den mestrer Fujita til fulde. Når man dertil lægger en bemærkelsesværdig balance i hans dynamiske kontrol med begge hænder, fremstår hans spil i usædvanlig grad sammenhængende og klart i hændernes melodiske forskellighed. Samtidig bidrager hans meget sparsomme brug af pedal til en gennemsigtighed i de overordnede linjer i værkerne, der i sig selv byder på rigelige kompleksiteter.
Efter Beethovens 1. sonate, med dens mange staccati og sforzandi-accenter, fulgte et kort Albumsblatt af Richard Wagner, som gik umærkeligt over i Alban Bergs 12 variationer fra 1908. Et værk, der aldrig er blevet indspillet, og som blev til som en kompositionsopgave under Bergs studier hos Arnold Schönberg. Det er bemærkelsesværdigt for dets stræben efter en nærmest Wagnersk orkestral dimension, formidlet udelukkende via klaveret og i en klassisk senromantisk stil, som dog allerede varsler den fritonalitet, Berg senere skulle udfolde.
I Mendelssohn-Bartholdys Variations sérieuses (op. 54) trådte Fujitas teknik atter i karakter med et værk, hvis tonesprog næsten fremstår mere Schumann’sk gennem sine varierede fortællinger i 17 variationer.
en usædvanlig kunstnerpersonlighed, som kender både sit instrument og sig selv til bunds, og som forstår at fordybe sig i musikken uden at lade sig distrahere af nogen ydre virkemidler ud over dem, noderne selv tilbyder
Sangbarheden i denne variationsrække, parret med Fujitas intense formidling af hver enkelt sats, resulterede i en stille, men tydelig mednynnende mumlen fra pianisten. En gestus, der gentog sig i koncertens sidste del og mere end én gang mindede om Glenn Goulds diskrete, men berømte vokale ledsagelser til sin egen musik. Et fænomen, der formentlig afspejler den totale mentale fordybelse, som en musiker kan synke ned i under maksimal koncentration.
Det gentog sig også efter pausen i Fujitas mesterlige fortolkning af Brahms’ 1. klaversonate (op. 1), et værk, der i sin struktur og stemning kan ses som en videreførelse af Schumanns klaververden med dets konstant skiftende udtryk og abrupt afbrydende passager.
Det er klavermusik skrevet af og for en pianistisk sværvægter, som Brahms selv var – også fysisk – hvilket blot forstærker beundringen for Fujitas præstation, givet hans langt mindre imposante fysik. Alligevel formåede han at give musikken den nødvendige tyngde og klanglige magt med en imponerende kropslig kontrol og et teknisk overskud, der alene i kraft af sin frygtløshed var overbevisende.
Aftenen afsluttedes med Liszts klavertransskription af Wagners Isoldes Liebestod. Et værk, der som klavermusik måske har mere kuriøs karakter end egentlig vægt, men som blottede mulighederne for at formidle Wagners vokale og orkestrale symbiose alene gennem klaveret. Igen udført med en overlegen teknik, der tvang de største klangdimensioner ud af flyglet, før Fujita med et kort ekstranummer vendte sig indad i et lille, stille og intimt præludium af Aleksandr Skrjabin.
En spændende koncertaften med en usædvanlig kunstnerpersonlighed, som kender både sit instrument og sig selv til bunds, og som forstår at fordybe sig i musikken uden at lade sig distrahere af nogen ydre virkemidler ud over dem, noderne selv tilbyder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og