Medstifteren af den italienske komiker Beppe Grillos protestbevægelse Movimento 5 Stelle (M5S), Gianroberto Casaleggio, døde i denne uge – natten til den 12. april efter lang tids sygdom. Hermed er manden bag Europas mest succesfulde protestbevægelses mediestrategi forsvundet.
Hvilket er en oplagt anledning til at se på den italienske Femstjernebevægelses historie, fremgang og fremtid. For hvem var Casaleggio – langhåret forretningsmand og webstrateg, som lod Beppe Grillo klare den udadvendte kommunikation for M5S egentlig? Hvad var hans indflydelse på en af Europas mest succesfulde protestbevægelser, som netop nu er Italiens næststørste parti og spås gode muligheder for at vinde borgmestervalget i Rom?
Hvem var den mand, der med sine egne ord blot var ”en normal borger, som med sine egne kræfter og (begrænsede) midler, (…) forsøgte at skabe et bedre samfund at leve i”?
Bagmanden
Sammen med Beppe Grillo skrev Casaleggio som nævnt M5S’ partiprogram, men deres samarbejde går længere tilbage.
Så tidligt som i 2007 skabte de sammen Grillos blog, som på kort tid udviklede sig til at blive verdens syvende mest læste af slagsen. Det er bemærkelsesværdigt for en blog, der er skrevet på italiensk, ikke kun på grund af den oplagte sproglige begrænsning, men også fordi Italien i forhold til mange af sine nabolande er it-mæssigt tilbagestående.
Efter resten af den vestlige verden havde opdaget det forjættede internet, gjorde Grillos fremgang det også klart for italienerne, at fremtidens valgkampe vindes der. Men det var ikke kun Grillos strategi – det var i lige så høj grad Casaleggios.
M5S’ strategi forkyndte, at internettet kunne garantere et mere demokratisk samfund, end Italien tidligere havde kendt til. For eksempel lod M5S sine kandidater vælge direkte på foreningens hjemmeside, som er den samme side som Grillos blog.
M5S’ strategi forkyndte, at internettet kunne garantere et mere demokratisk samfund, end Italien tidligere havde kendt til. Og på kort tid forvandlede Casaleggio en komikers fanside til Italiens næststørste politiske kraft
Casaleggio havde på kort tid forvandlet en komikers fanside til Italiens næststørste politiske kraft, som The Guardian skrev i januar 2013.
Men bevægelsen havde også sine kritikere, også af forhold, der måske på overfladen lød harmløse: M5S havde på det tidspunkt ifølge Grillo omkring 255.000 medlemmer men ud af disse deltog kun lidt over 20.000 i afstemningen.
Der var også kritik af, at de mange medlemmer af M5S – kommunalpolitikere, parlamentarikere og menige italienere – ingen indflydelse har på partiets minimumsprogram, der kaldes en ’ikke-statut.’
Stifternes hellige og urørlige ord
Ikke-statutten var skrevet af Grillo og Casaleggio og må ikke kritiseres offentligt. De politikere, der har formastet sig til at kritisere dette dokument, er blevet smidt ud af bevægelsen uden nåde. Af denne grund er der nu en ret omfangsrig partiløs gruppe i det italienske parlament. Det drejer sig om 37 af bevægelsens til at begynde med 126 parlamentarikere.
Bevægelsen, som ønskede at gøre op med det lukkede politiske system i Italien, kan med andre ord kritiseres for selv at være en lukket bevægelse, hvis holdninger afgøres af to mænd, som ikke selv er valgt til parlamentet. Grillo kan ikke vælges på grund af sin tidligere dom for uagtsomt manddrab i en trafikulykke, og M5S tillader ikke tidligere dømte at stille op.
Casaleggio har selv valgt at stå i baggrunden og ikke forklare sine politiske synspunkter. I et land med hang til konspirationsteorier som Italien har det gjort ham til offer for mange ting. At han var finansieret af bankerne, frimurerne og storindustrien, at han i virkeligheden var fascist og meget andet.
Fælles for alle disse beskyldninger er, at de ikke kan bevises. Det kan dog bevises, at Casaleggios internetstrategi havde en stor effekt, da M5S fik sin politiske knæsætning ved parlamentsvalget i 2013.
Retfærdigvis skal det tilføjes, at konspirationsteorier heller ikke var en fremmed sag for Casaleggio. I denne meget omtalte video som kan ses neden for forudser Casaleggio blandt generel tågesnak både en verdenskrig og en massiv affolkning af kloden. Efter at menneskeheden har gennemgået så grueligt meget, opstår fremtidens utopiske samfund dog den 14. august 2054 – tilfældigvis Casaleggios egen 100-årsdag.
Protestbevægelsens sejr
Ved det seneste italienske parlamentsvalg i februar 2013 stormede det da blot tre år gamle M5S imidlertid ind i parlamentet og blev det næststørste parti. Straks svor de, at der intet samarbejde ville være med de gamle partier – navnlig det ledende Demokratiske Parti (PD) og Berlusconis Forza Italia (FI).
Op til valget havde Grillo og Casaleggio forbudt alle bevægelsens kandidater at tale med de traditionelle medier fra tv og aviserne. I stedet foregik kommunikationen gennem Grillos blog, som Casaleggio styrede, og på en stort opsat valgturné, hvor Grillo gjorde brug af sine erfaringer som standupkomiker.
Mediernes interesse blev selvfølgelig vækket af den, i italiensk optik, nyskabende valgkampagne. Resultatet blev, at medierne hele tiden skrev om M5S, og ganske uden et kritisk filter. I stedet gengav medierne teksterne fra bloggen og talerne fra turnéen. Det kritiske filter, som journalisten kunne udgøre, blev siet fra.
Hvis de havde fået lov, kunne journalisterne naturligvis – og det burde de – have spurgt ind til det demokratisk tvivlsomme i, at bevægelsens politikere forventedes ukritisk – og under trussel om eksklusion – at støtte op om en tekst, som to mænd, der ikke ville komme i Parlamentet, havde skrevet.
Opskrift på mistro: Blokade og alt ved det gamle
Takket være de noget kringlede parlamentariske procedurer i Italien, som ikke just er et land med kompromissøgende tradition for mindretalsregeringer, lykkedes det herefter for M5S at blokere dannelsen af en ny regering. Det nye parlament kunne heller ikke blive enig om at vælge en ny præsident for republikken, der som statsoverhoved har de konstitutionelle pligter i forbindelse med dannelsen af en ny regering. I mellemtiden blev den i Italien udskældte teknokratregering under Mario Monti siddende som forretningsregering.
Til sidst blev den aldrende præsident Giorgio Napolitano helt uhørt genvalgt for en ny periode. Hans eneste krav var, at der ikke skulle afholdes nyvalg. Derfor blev den indtil da ret ukendte Enrico Letta fra PD udpeget til at stå i spidsen for en samlingsregering med opbakning fra såvel centrumvenstre-blokken PD samt fra de borgerlige partier.
Denne sammensætning bekræftede M5S og store dele af befolkningens mistanker mod de gamle politiske partier: at de ikke er interesserede i at bruge deres politiske magt til at skabe forandringer, de ønsker blot at bevare den magten og de medfølgende privilegier.
M5S havde på denne baggrund held til at markedsføre sig som et frisk pust, der ville slå et slag for retfærdighed og åbenhed i et land, som ifølge mange italienere lader en del tilbage at ønske på disse områder. De ønskede med Beppe Grillos ord fra det afsluttende vælgermøde i Rom inden valget i 2013: ”en fremtid, som måske er fattigere, men mere ærlig.”
Befolkningens mistanker mod de gamle politiske partier blev bekræftet med genindsættelsen af den aldrende forrige præsident: at politikerne ikke er interesserede i at bruge deres magt til at skabe forandringer, de ønsker blot at bevare magten og de medfølgende privilegier.
Med dette mantra fik de opbakning fra de mange italienere, som var trætte af stilstanden under de gamle partier og hårdt ramte af Monti-regeringens spareknive på EU’s konvergenskravs alter.
Protestbevægelsens fremtid
Hvad italienerne ikke fik, var et parti, der udnyttede sin parlamentariske situation til rent faktisk at ændre på tingenes tilstand. Målet helligede ikke midlerne for at ændre det italienske samfund.
Det skyldes, at Grillo og Casaleggios hårde linje vandt over de mange parlamentarikere, der, da de fik muligheden for det, gerne ville indgå kompromiser for at opnå politiske resultater.
M5S har siden valget i 2013 ikke fortsat sin enorme fremgang, men har stabiliseret sig som det næststørste parti i Italien efter regeringspartiet PD. Alligevel spås partiet gode chancer for at få borgmesterposten i Rom, når der afholdes kommunalvalg til maj, fordi M5S – trods de manglende politiske resultater – fortsat anses som et godt alternativ mod de i mere eller mindre grad korrupte gamle partier.
Netop i Roms kommune har det ikke skortet på politiske korruptionsskandaler i de senere år, og hverken venstre- eller højrefløjen kan siges at være uskyldig. M5S findes dermed som et alternativ mange italienere finder troværdigt.
Med den rolle i det politiske spil er det imidlertid svært at se, Grillo og Casaleggios revolutionære vision om et nyt Italien forvandle sig til virkelighed. Hvilket omvendt ikke udelukker – hvis nu M5S’ borgmesterkandidat i Rom Virginia Raggi bliver valgt, og hvis hun nu formår at rydde op i hovedstadens enorme økonomiske og bureaukratiske problemer – at vælgerne vil være mere positivt stemt over for dem ved det næste parlamentsvalg.
Det vil dog formentlig kræve, at regeringspartiet PD under den populære Matteo Renzis ledelse kommer ud i større problemer på landsplan, end tilfældet er nu.
Spændende bliver det imidlertid at følge, hvordan Europas mest succesfulde populistiske protestbevægelse, der ikke findes på den yderste højrefløj, vil udvikle sig. Vil strategien fortsætte uændret, eller vil der komme åbninger i partiets måde at fungere på?
Under alle omstændigheder bliver det uden hjælp fra Gianroberto Casaleggio.
Topfoto: Med sit hippieudseende og sin tilbagetrukne personlighed blev Casaleggio centrum for mange konspirationsteorier – Foto fra Wikipedia
Du er velkommen til at dele historier fra POV International med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Du kan like vores side på Facebook her. Så får du besked, når der er nye historier.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her