OPERA // ANMELDELSE – Vi er næsten mere i filmens univers end i operaens traditionelle teater, og det uden at intensiteten bliver det mindste formindsket eller tilsløret – snarere tværtimod, skriver Knud Arne Jürgensen om Madame Butterfly i Operaen, Det Kgl. Teater.
Handlingen i Madame Butterfly, Puccinis inderlige skildring af den kun 15-årige geisha Cio-Cio-Sans kærlighedshistorie og tragedie, som vi almindeligvis ser udfolde sig som et ligefremt og virkelighedstro drama, har i Den Kongelige Operas samproduktion med den østrigske Oper Graz fået en højst original og interessant vinkling.
Vi oplever her det intense kærlighedsdrama om liv og død som en art filmisk skildring gennemført i ét langt playback-forløb, hvor faderen – den amerikanske officer Pinkerton – overfor sin voksne søn opfører fortællingen om sin ungdoms kærlighed til den purunge geisha.
Den oprigtige, men naive geisha Cio-Cio-San bliver som kvindefigur en tidsmæssig universel skildring af en moders opofrelse
Sønnen står her, mange år efter de tragiske begivenheder, som et mimisk vidne og personlig tilskuer til faderens livsdrama og hans biologiske moders tragiske endeligt, efter hun bliver svigtet og til slut overdrager sin kun 3-årige søn til Pinkerton og dennes hustrus varetægt.
Fortællingen får derved et frapperende tidsperspektiv, hvor vi ser og oplever dramaet på mange års afstand gennem den voksne søns øjne, hvori trådene mellem hovedpersonerne for første gang bliver erkendt i deres fulde sammenhæng.
Enkelte gange undervejs henvender faderen sig gestisk direkte til sønnen under dramaet, hvorved den satte tidsramme mellem fortidens handlinger og den nutidige beretning sprænges, men det forstærker kun yderligere dramaets voldsomt dramatiske karakter.
Den oprigtige, men naive geisha Cio-Cio-San, der tror at have fundet kærligheden hos Pinkerton, efter at hendes egen far selv måttet begå harakiri på ordre fra kejseren, bliver som kvindefigur til en tidsmæssig universel skildring af en moders opofrelse.
Pinkerton, der på sønnens opfordring beretter om affæren og sit eget personlige svigt, bliver derimod til en symbiose af antihelt og oprigtig erkendt anger.
Puccini, som selv udmærket kendte til at svigte kvindesjæle, har lagt hele sin personlighed i denne mandsfigur, ligesom han her måske også leverede sit mest indgående portræt af det traumatiserede kvindesind gennem Madame Butterflys skikkelse.
En ægte scenisk nyfortolkning af Madame Butterfly
I opførelsen fremstod sydkoreanske Karah Son i titelrollen fysisk som den personificerede Madame Butterfly med stort vokalt overskud, hvor kun de lidt upolerede vokale registerskift kunne skæmme indtrykket noget. På den anden side genspejlede disse hendes dybe desperation under dramaets afgørende vendepunkter. Ideen med hendes fysiske forvandling fra geisha-klædt pige til en vestlig, let alkoholiseret hjemmeventende hustru virker tillige overbevisende og stærkt i opsætningen, og understøtter yderligere hendes inderlige vilje til at ville følge sin Pinkerton på trods af kulturforskellene dem imellem.
Den newzealandske tenor Thomas Atkins som Pinkerton, hvis rolle i opsætningens hele grundidé vel egentlig er den mest centrale figur, var stemmemæssigt alt for spag.
Kun enkelte steder, hvor orkestret tynder ud, og han stod alene tilbage i lydbilledet, kunne hans egentlige stemmenaturel anes. Det er for lidt til vokalt at udfylde rollen i den lange skæbnefortælling, uanset at hans sceniske fremtræden var både sympatisk og sikker.
Stærkest virker Puccini her måske i sine orkestrale mellemspil, hvor den grumme og sorgtunge skæbnefortælling går lige ind i tilhørernes hjertekule
Musikalsk og vokalt imponerende udførte sydkoreanske Hyona Kim partiet som tjenestepigen Suzuki med stor intensitet i sin stigende forfærdelse og forudanelse af dramaets tragiske udvikling og forløb.
De øvrige biroller var alle veludførte om end undertiden lidt blegt antydede i fortællingen, mens Paolo Carignanis direktion var både fintfølende og dramatisk båret. Stærkest virker Puccini her måske i sine orkestrale mellemspil, hvor den grumme og sorgtunge skæbnefortælling går lige ind i tilhørernes hjertekule. Og det formidlede Carignani på forbilledlig vis.
Scenografisk var vi placeret i en udstillingshal og en arkitektur, der bringer mindelser om salene i Tokyos Nationalmuseum, hvor de kostbareste japanske artefakter er sat til skue, alt imens de samtidig gled aktivt ind og ud af montrene som rekvisitter i løbet af dramaets udfoldelse.
Samlet og set under ét repræsenterer opsætningen af Madame Butterfly derved en både veltrimmet og ægte scenisk nyfortolkning, hvor vi næsten mere er i filmens univers end i operaens traditionelle teater, og det uden at intensiteten bliver det mindste formindsket eller tilsløret – snarere tværtimod.
Læs mere om opera ved Knud Arne Jürgensen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her