MEDIEKRITIK // DEBAT – Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig ved promovering af bøger og TV-programmer, spørger den Cavlingpris-vindende journalist og forfatter Alex Frank Larsen i forbindelse med den aktuelle TV 2-serie Det sindssyge eksperiment og forfatteren Malene Ravns bog Den virkelige verden.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig ved promovering af bøger og TV-programmer?
Spørgsmålet rejser sig i forbindelse med den aktuelle TV 2-serie Det sindssyge eksperiment og forfatteren Malene Ravns bog Den virkelige verden, der begge trækker på mit arbejde med LSD-skandalen på Frederiksberg Hospital og er lanceret med nogle skrøner, der giver indtryk af, at mine afsløringer for 40 år siden aldrig har fundet sted.
I TV 2’s version hedder det i foromtalerne til pressen, at her i serien fortæller “virkelighedens patienter for første gang om deres voldsomme oplevelser”.
I Gyldendals video-lancering slipper Malene Ravn af sted med at postulere om de 400 LSD-patienter på Frederiksberg, at “de mennesker er glemt. De har aldrig haft en stemme. De har aldrig fået en stemme, og den stemme vil jeg gerne give dem” (udsagnet er senere slettet efter min kritik).
Der var noget i gære, som ikke stemte
Begge udsagn er usande. De er ikke blot uhæderlige, men også fremsat med det åbenlyse formål at tage ejerskab over historien. Det lyder måske underligt for de mange, der har oplevet Malene Ravn reklamere for sin bog på alle platforme med en sympatisk udstråling. Min oplevelse er, at hun mildt sagt er manipulerende.
Hverken TV-serien eller romanen ville være realiseret uden mit bidrag og mangeårige indsats med at grave historien og dens knuste og glemte skæbner frem gennem mit arbejde i Danmark, Tyskland, USA og Canada. Mit fokus var præcis på lægernes ulovlige forsøg og de mange patienters oplevelser.
Jeg blev sat på sporet af den sønderjyske gårdejer Gunnar Sandvei i 1983. Han fik LSD under tvang, blev ødelagt af lægerne og knust af retssystemet. Mine tre år lange afsløringer i Information, som jeg siden har fulgt op i bøger, radio, TV, foredrag og podcasts, har udløst en Cavlingpris og en særlov i Folketinget, som gav 154 tidligere patienter oprejsning, erstatning og en teoretisk mulighed for efterbehandling. Mange andre var desværre døde, adskillige efter selvmord.
En stedfars historie
I februar 2020 indgik jeg en aftale med Asta Film med henblik på at producere en spillefilm/TV-serie om LSD-historien baseret på min bog De sprængte sind. Vi talte om en stort anlagt TV-serie i otte afsnit med mig som konsulent. Asta Film er en videreførelse af Per Holst Film, der vendte hjem fra Hollywood med den første Oscar-statuette til en dansk film, Bille Augusts Pelle Erobreren.
To måneder efter denne aftale kontaktede Malene Ravn mig første gang. Hun indledte sin mail sådan:
“Kære Alex Frank Larsen. Først et stort tak! Jeg har netop læst De sprængte sind, som var en stor øjenåbner og en skatkiste af viden. Man tror jo, det er løgn! Hvis man ikke, takket være dig, vidste, at det er sandt. Jeg er forfatter og interesserer mig for LSD-forsøgene. Min papfar, som er død for et par år siden, deltog i LSD-forsøgene på Frederiksberg Hospital … Som du beskriver det, blev der ført dobbelte journaler, og der findes ikke et samlet overblik over, hvem der deltog i forsøgene. Jeg er meget interesseret i at finde frem til informationer om min papfars deltagelse i forsøgene, og derfor skriver jeg til dig …” osv.
Malene Ravn ville jeg gerne hjælpe med hendes personlige historie i en skønlitterær bog, der næppe ville kollidere med min aftale og hensynet til filmselskabet. Her er jeg blevet meget klogere
Samme dag svarede jeg:
“Tak for de pæne roser … Jeg får stadig henvendelser fra pårørende og kolleger, som interesserer sig for historien. Derfor ved jeg, at der blandt andet forberedes en tema-aften i DR TV, når coronakrisen er overstået. Desuden forsøger et dansk filmhold at få finansieret en spillefilm eller serie med afsæt i min bog.”
I hendes næste svar spurgte hun: “Hvilket produktionsselskab arbejder på at filmatisere din bog? (måske er det en hemmelighed?). Det kunne være sjovt for mig at tale med dem.”
Spørgsmålet undrede mig, men jeg svarede ikke.
I den nævnte tema-aften i november 2020 gik jeg med Peter Lund Madsen og TV-holdet ned i LSD-kælderen på Frederiksberg og blev interviewet af Madsen (som jeg også blev det i hans Hjernekassen på P1 i 2014).
Jeg har aldrig været karrig med at dele min viden om LSD-skandalen med kolleger og andre. I tilfældet med Malene Ravn ville jeg gerne hjælpe med hendes personlige historie i en skønlitterær bog, der næppe ville kollidere med min aftale og hensynet til filmselskabet.
Her er jeg blevet meget klogere.
Pludselig en film
Fem måneder senere oplyste Malene Ravn i en ny mail: “… og jeg er ved at indgå samarbejde med de filmfolk, du nævnte, om at skrive manuskript med dem.” Hun efterlyste kontakt til de LSD-ofre jeg kendte og tilføjede: “Ja, stort set alt researchmateriale er velkomment.”
Det var pokkers. Samme dag svarede jeg: “Jeg mener ikke at have identificeret nogen filmfolk.”
Og så tilføjede jeg samme aften: “Måske gjorde jeg det ikke tydeligt nok, men jeg er nødt til at vide, hvilke filmfolk der får gavn af de oplysninger, som jeg i givet fald giver til dig. Jeg er ikke karrig, men vil være loyal over for de aftaler, som jeg indgår i.”
Malene Ravns svar tre timer senere: “Selvfølgelig. Jeg taler med instruktøren Ole Christian Madsen og Flemming Enevold om et muligt samarbejde … Tanken er at skrive en spillefilm, men jeg kan ikke love at et evt. manuskript vil blive realiseret.”
Jeg havde givet hende nøglen til en af de største medicinske skandaler i dansk historie. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det skete på falske præmisser.
Hvad nu? Min undren voksede. På den ene side konkrete navne, på den anden: Måske alligevel ikke.
Jeg huskede, at jeg tilbage i marts 2013 var blevet opsøgt af skuespiller Flemming Enevold, der havde løse tanker om et skuespil om LSD-sagen. Han var åben om sin bipolare lidelse og den deraf personlige interesse for historien. På et to timer langt møde på mit kontor i Klosterstræde øsede jeg ud af min viden til ham.
Nu otte år senere handlede det åbenbart om film og et muligt samarbejde med Malene Ravn. Indtil da havde jeg troet, at jeg hjalp en noget famlende romanforfatter til en bog om den afdøde stedfar og hans berøring med LSD. Derfor havde jeg givet hende nøglen til en af de største medicinske skandaler i dansk historie. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det skete på falske præmisser. Der var noget i gære, som ikke stemte.
Et overraskende ægteskab
Det blev meget tydeligere, da jeg i februar 2021 blev ringet op af en TV-producent og indehaver af firmaet Godt Media, der var stiftet i januar 2020. Han ville arbejde på en TV-dokumentar om LSD-sagen til TV 2 eller DR.
Jeg fortalte, at jeg havde aftale til anden side, men det anfægtede ham ikke, og i en mail dagen efter gentog han: “Bl.a. håber jeg at få mulighed for at benytte dig som ekspert i programmet. Jeg regner også med at få fat på en af de efterladte, der ønsker at søge agtindsigt i fx sin mors/fars journaler fra dengang. I den forbindelse håber jeg, at du måske kan hjælpe mig med kontakt til nogle af dem, du har været i forbindelse med? … Som vi talte om, konflikter denne dokumentar ikke med en evt. dramaserie på en streaming-kanal. Da de kommer til at leve i hvert deres tv-univers. Jeg har aftalt et pitch-møde omkring projektet på TV 2 i uge 9.”
Det var lidt af en drejning.
Ikke med ét ord havde Malene Ravn røbet, at hun var gift med en TV-producent, og at alle mine oplysninger fra første færd var gået videre til ham og hans firma
Jeg brød mig ikke om vendingen “Som vi talte om …”, hvor han indlagde en enighed om, at der ikke kunne være nogen interessekonflikt. Jeg var tværtimod overbevist om det modsatte. Da han siden ønskede at mødes, aftalte jeg med Asta Film at tage mødet for at få en afklaring.
Vi mødtes hos mig. Her gik det op for mig, at Berthel Berthelsen med mellemnavnet Ravn var gift med Malene Ravn og sad inde med alle de oplysninger, som jeg havde leveret til hende. Jeg troede, at jeg hjalp en romanforfatter, der havde en personlig grund til at interessere sig for LSD. Ikke med ét ord havde Malene Ravn røbet, at hun var gift med en TV-producent, og at alle mine oplysninger fra første færd var gået videre til ham og hans firma.
Hvilket gement dobbeltspil, hvilken mageløs frækhed. Det, der kunne være et scoop, er blevet et kup.
Berthelsen var dog stadig i bekneb for gedigne informationer og forsøgte forgæves at presse mig til at fortælle mere og medvirke i hans planlagte program. Derpå opsøgte han minsandten Asta Film i håb om at få dem til at overtale mig til at medvirke i hans projekt.
Alene tanken var absurd, og det lykkedes selvsagt ikke. I stedet hyrede han en af de researchere, som Asta Film havde engageret til vores LSD-serie. Og meget belejligt, vel også for den fælles husholdning, gjorde han sin hustru til manuskriptforfatter på TV 2-serien.
Usandheder
Ravn & Ravn har formået at få Gyldendal og TV 2, to at landets største mediekoncerner, til at udgive deres respektive LSD-produkter på samme tid og markedsføre dem på alle tangenter. De to koncerner vil sikkert afvise enhver kartellignende koordinering eller bevidst synergi, men sådan spiller klaveret ikke i hjemmet på Frederiksberg.
Begge medier ser ud til at have udsendt deres pressekits uden faktacheck. Jeg har peget på alvorlige usandheder i materialet. Derfor fik Gyldendal travlt med at fjerne og nedtone Malene Ravns falske videoudsagn om de glemte patienter uden en stemme.
Men andre steder i lanceringen af sin bog tvister hun også fakta i egen favør, som i Kulturmagasinet på Radio4:
“Jo, fordi ret hurtigt – jeg bevægede mig jo ned i den her kælder og fandt ud af, at omkring 400 mennesker havde fået LSD-behandlinger i kælderen og havde fået rigtigt høje doser LSD, og på det tidspunkt gik det op for mig, at nu bevægede det sig altså ud over et helt personligt projekt og skulle være en roman. Jeg syntes, det var rigtig vigtigt at få fortalt denne her historie.”
Berthelsen lovede, at jeg ville “blive orienteret om, hvordan og i hvilken sammenhæng du bliver omtalt”. Det er ikke sket
Oplysningen om de 400 patienter har været kendt og gentaget i et halvt århundrede, så hendes pludselige ‘fund’ må siges at være temmelig slidt.
TV 2’s påstand om, at “virkelighedens” LSD-patienter først med denne serie fortæller om deres oplevelser, blev ændret til kun at gælde TV 2-seriens syv patienter. Alle andre, må man forstå, er uden for ‘virkeligheden’.
Ægteparret Ravn har skaffet sig adgang til min viden på falske forudsætninger, udnyttet den til egen vinding og uden reel kreditering eller kildehenvisninger.
Hertil peger Gyldendals kommunikationschef Niels Overgaard på, at “Malene i bogen takker dig for din indsats”. Ja, mit navn står i en opremsning med 10 andre på sidste side, men ikke hvorfor og ikke på listen over kilder. TV 2-seriens redaktør Nikolaj Daugberg nævner “blot til afklaring: Det fremgår af dramadokumentarserien Det sindssyge eksperiment, at TV 2’s research bygger videre på den tidligere grundige journalistiske bearbejdning af LSD-sagen. Når vi tager historien op igen, er det fordi, vi har ægte nyt at bidrage med. Et hidtil hemmeligholdt arkiv er dukket op.”
Her følges den første usandhed om ‘virkelighedens patienter’ op med en ny. Som det er fremgået, stod TV 2 på historien længe før, LSD-lægens arkiv dukkede op.
Til Berlingske tilføjer Daugberg: “Derudover bliver Alex Frank Larsen også nævnt ved navn i et afsnit. Så jeg kan ikke se, hvordan det her skulle være uredeligt.”
Etik eller forfængelighed
Over 50 tidligere LSD-patienter er trådt frem gennem mit arbejde og har fortalt om deres oplevelser, selv om det var svært og pinefuldt for dem. Otte af dem var på skærmen i TV-dokumentaren De sprængte sind fra 1985. At negligere dette i en længe planlagt PR-strategi er dybt uprofessionelt. Men det er også ahistorisk og ligner et bevidst forsøg på at begrave eller snarere overdøve mit journalistiske arbejde.
Til sammenligning giver forfatter og ph.d. i medicinhistorie Jesper Vaczy Kragh fuld credit for mit afslørende arbejde med åndssvage i sin bog IQ 75. Erling og åndssvageforsorgen. Det samme gør Peter Øvig i sin bog Jeg er hvad jeg husker for sin brug af mine oplysninger fra USA og Canada om CIA’s rolle i hele LSD-komplekset.
Det at blive krediteret handler jo om, at man bliver rørt på sin originalitet, sin kreativitet og forfængelighed. At være først med en historie giver det, vi i forskningen kalder journalistisk kapital
Jannie Møller Hartley, lektor i journalistik på Syddansk Universitet
Hvad betyder journalistisk kreditering, blev jeg spurgt af Berlingske: “Handler det her bare om din journalistiske forfængelighed?” Jeg svarede: “Det kunne man tro. Men det handler om journalistisk etik, som jeg synes, det her er et eksempel på, er kørt helt af sporet. Min forfængelighed kan godt klare det.”
I samme artikel svarede Jannie Møller Hartley, lektor i journalistik på Syddansk Universitet om samme problemstilling: “Men det at blive krediteret handler jo om, at man bliver rørt på sin originalitet, sin kreativitet og forfængelighed. At være først med en historie giver det, vi i forskningen kalder journalistisk kapital – altså at man som journalist eller medie får værdi, når ens historie bliver nævnt i andre medier. Så jeg forstår hans frustration.”
LSD-skandalen og CIA
Et særligt træk ved historien om LSD er, at det ikke kun blev brugt som et medicinsk hallucinogen, men også et våben i den kolde krig mellem USA og Sovjetblokken. Særligt under og efter Koreakrigen fra 1950 mistænkte det amerikanske CIA russerne for at besidde teknikker til hjernevask, i særlig grad LSD. Derfor oprettede CIA et gigantisk ‘mind control’-program med hemmelige dækfonde til udforskning af LSD blandt udvalgte psykiatere og andre forskere i Vesten.
Interessen samlede sig om læger og institutioner, der gik til yderligheder i deres grufulde eksperimenter med hjernevask og LSD, herunder det psykiatriske Allan Memorial Institute på Ravneklippen (ja, det hedder den) i Montreal og Frederiksberg Hospital
Derfor rejste jeg til USA og Canada for at grave i CIA’s dokumenter og interviewe patienter, der var blevet ofre for disse forsøg. Det er detaljeret beskrevet i mine artikler og De sprængte sind.
Jeg forventer mig det værste
Berthel Ravn Berthelsen var yderst emsig efter at få fingre i min dokumentation. Igen gjorde jeg det klart, at han ikke er en person, som jeg ville samarbejde med. Derfor skrev jeg, at hvis jeg på nogen måde skulle blive omtalt i serien, ville jeg kende og godkende formuleringen. Det afviste Berthelsen, men lovede, at jeg ville “blive orienteret om, hvordan og i hvilken sammenhæng du bliver omtalt”.
Det er ikke sket. Når redaktør Daugberg varsler, at jeg vil blive nævnt senere i serien, tænker jeg på præsten og forfatteren Kristian Ditlev Jensens anmeldelse af TV 2-serien i filmmagasinet Ekko. Især på disse ord:
“Allerede i 1986 modtog journalisten Alex Frank Larsen en Cavlingpris for sit vedholdende arbejde med at afsløre de vanvittige menneskeforsøg. Og han må siges at have lavet en del af benarbejdet til dokumentaren, som kort krediterer ham for arbejdet, men samtidig hænger ham lidt til tørre som en art konspirationsteoretiker, der prøver at gøre det hele til et CIA-projekt.”
Jeg forventer mig det værste.
Læs mere i POV af Ale Frank Larsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
