ESSAY – Man kan lære at styre sit temperament i en grad, så man til sidst ikke kender forskel på følelser og tanker. Når nogen behandler én skidt, fortæller man sig selv, at der sikkert er en bagvedliggende årsag, og hvis ikke, så er tilgivelse jo selve grundstammen i den kristne tro. Man kan lære at nuancere enhver oplevelse i så mange stykker, inddele billedet i så mange pixels, at det til sidst er umuligt at genkende et samlet billede.
”Han vidste vel ikke bedre.” Hån er sikkert bare hans lidt forkvaklede kærlighedssprog, og hans iltre temperament en måde at udtrykke det på. Et slag er jo ikke bare et slag, et “fuck dig” ikke nødvendigvis udtryk for disrespekt.
Det kan vel være den afmægtiges forsøg på at vinde fodfæste, forsøgte jeg mig?
Man kan undskylde sin røv i laser, man kan blive så rummelig, at man ender med at være en septiktank for alle andres lort. Man kan ende med at tilgive alt og alle – undtagen sig selv, sin egen sorg, sin egen vrede.
Det er, som så meget andet, en balancegang. Hvor meget man kan og skal holde til, før man ender med at måtte give afkald på sit eget.
I et storrumskontor er der regler for den slags. For adfærd og omgang med hinanden. Der er retningslinjer for, hvor længe og hvor højt man må tale i telefon. Hvor meget plads man har til rådighed, og i hvilket omfang man kan bringe gæster med sig: syge børn, en drægtig hund.
Hun bad mig om at lukke øjnene og mærke efter. Jeg kunne ikke lade være at le. Mærke efter, min bare røv. Det eneste, jeg havde lært at mærke, var alle andre
Samme regelsæt har vi ikke for vores daglige omgang med hinanden. Der er ikke noget nedfældet på skrift, ingen paragraffer om, hvordan man gebærder sig i en kø eller svarer, når folk spørger om vej. Det er alt sammen ”på gefühl”, som man siger.
Man lader moren med det grædende barn komme foran i toiletkøen, mens man ikke på samme vis tillader en højrøstet fyr med rygmærke at tilkæmpe sig sin selvoplevede førsteret.
For nylig skulle jeg gennem Aarhus i min bil på vej hjem. Der var en del vejarbejde og som følge heraf flere lukkede veje og omkørsler. Et sted undervejs holdt en lang kø af biler og ventede på at blive lukket ud på en hovedfærdselsåre fra den stikvej, af hvilken de var blevet omledt. Køen voksede, og ingen holdt tilbage, før jeg lod en bil slippe ud. Én til og én til. Hvorefter den flere hundrede meter lange omkørselskø åbenbart så det som et greencard til at give den gas – de væltede ligesom bare ud.
Ja, jeg nåede at tælle 61 biler, der udnyttede muligheden, før nogen endelig kom i tanke om, at venlighed og tillid kun er muligt, hvis det går begge veje. En ældre dame i en gul Citroën holdt endelig tilbage, takkede med en løftet hånd for venligheden og lod mig komme videre.
Det skulle hun aldrig have gjort. Da jeg nogle minutter senere så i bakspejlet, afventede hun stadig, at en ny bilist skulle finde nåde og holde tilbage for en bil eller to fra omkørselsvejen.
Det, jeg vil sige, er: Venlighed er godt. Tolerance, almindelig hensyntagen og god opførsel er også godt. Men kun hvis samme venlighed, tolerance og gode opførsel udvises af alle.
Det er desværre ikke tilfældet.
Og der er større ting på spil end, at ens venlighed i trafikken udnyttes til det bristefærdige.
Man kan ende med at være så føjelig og bøjelig, at det ender i en følelsesmæssig hypermobilitet, der – hvis ikke ligefrem det kan føre til brækkede knogler og forstrakte sener – så i hvert fald til alvorlige ar på sjælen.
Jeg blev engang bedt om at fortælle, hvad jeg følte. Jeg spurgte: Mener du, hvad jeg tænker?
Det gjorde vedkommende ikke. Hun bad mig om at lukke øjnene og mærke efter. Jeg kunne ikke lade være at le. Mærke efter, min bare røv. Det eneste, jeg havde lært at mærke, var alle andre. At tage hensyn, at kere mig om. At forstå og drage omsorg for andres behov. Mine egne, derimod, havde jeg lært var selviske, navlepillende, urimelige, umodne. Så jeg sad der med lukkede øjne og grinte ad mig selv, mine fødder, mine følelser. Lo den samme hånlige latter, som jeg havde lært at tolke som et kærlighedssprog. Ha ha ha. “Føøøøølelser, min bare røv.”
Det var vel dér, hun så på mig og foreslog mig at rumme lidt mindre af verden og til gengæld – lidt mere af mig selv.
Det har jeg tænkt over siden, men er ikke for alvor kommet i gang. Nu har jeg ferie til den 5. august – mon jeg når at få taget hul på den opgave?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og