Mit hjerte gør ondt, når jeg får hilsener fra Libyen i min indbakke. Af private grunde, men mest fordi beskederne kommer fra libyske venner i nød.
Sent mandag (8/2-2016) modtog jeg fotoet øverst i denne artikel samt en Facebook-besked fra en libysk ven i Benghazi, der har oversat fra den tilhørende artikel :
“Residents in the city of Sirte said on Monday that the organization “Daash” (Islamisk Stat, red.) executed two young men of the people of the city. One resident reported that two young men were executed in a place outside the city, unlike previous executions, that were carried out by the organization in the public squares of the city before the eyes of the citizens.”
Foto er sandsynligvis ikke taget i dag (mandag), men det er taget i Sirte for nyligt, skriver min ven.
Beskederne gør ondt fordi en del af dem på det seneste har karakter af advarsler – ja, og nødråb.
Blandt andet én fra en ung kvinde, der sammen med sin familie er truet på livet af islamister.
Hun skrev til mig: “Jeg frygter for mit liv, kan du hjælpe mig med at komme i sikkerhed?”
Hun fortalte, hvordan maskerede, bevæbnede mænd havde opsøgt og truet hende, hendes bror og deres far. Fordi hun er en ung TV-journalist og optræder i offentligheden uden slør. Hun skulle dække sit ansigt og blive hjemme, ellers ville hun blive dræbt. Da jeg arbejdede sammen med hende for knap fire år siden, blev hun også truet, og jeg holdt møder med hendes mor.
Nu, flere år senere skrev hun pludselig til mig igen. Jeg svarede pronto, vi skrev videre, men det tog nogle dage at få hende hjulpet i sikkerhed. Alle følgende e-mails er citeret ordret, inklusive bogstavering og enkelte sproglige fejl, mens meningsforstyrrende stave- og slåfejl er rettet og enkelte sætninger, markeret med (…), er kortet en smule ned:
“I’m very sorry I couldn’t reply. I don’t have internet or electricity at home. I get internet when I go to work, which became very dangerous.”
Tonen og ordene i hendes e-mails blev stadig mere desperate:
“I don’t know if you heard today, but one of Libyas most brave women was assasinated last night in her house and her husband was stapped and kidnapped. They’re both related to me, it’s a disaster and a tragedy. I’m writing you and the tears covering my eyes.”
Det er cirka halvandet år siden, i sommeren 2014. Med hjælp fra internationale organisationer og gode venner i diplomatiet lykkedes det at få den unge kvinde og hendes familie i sikkerhed.
“Face the BIGGEST troubles ever…”
For få uger siden fik jeg så en anden hilsen, fra en anden libysk ven, en midaldrende mand, også journalist:
“The government in Tripoli know that some of IS (Islamisk Stat, red.) militants go boats to European countries as illegal migrants, but because they themselves extremists so they don’t care (…) if the international community keep ignoring Libya, they will face the BIGGEST troubles ever in their history, as Libya is the most important link between European countries and Africa.”
Men hvorfor rager situationen i Libyen os? Ja, måske, som min ven skriver, fordi landet kan blive – måske allerede er – et drivhus for militante islamister og terrorister, lige på Europas dørtrin. Vel at mærke et drivhus i et kæmpe land med store, ukontrollerede ørkenområder. Massive mængder af våben alle vegne. Og et statsapparat der i runde tal ikke fungerer, eller delvist – nogle gange helt bogstaveligt inde i myndighedernes egne kontorer, truet og/eller kidnappet – har alverdens pistoler for panden fra kriminelle, militser, islamister og hardcore terrorister.
Efterretningskilder har de seneste måneder advaret om de samme bevægelser, som min ven i Benghazi oplever, når han går ud af døren: ekstremister, mange af dem, også fra andre lande, og tilsyneladende stadig flere.
Nu nærmer også FN’s generalsekretær sig alarmknapperne, forleden (5. februar 2016) sagde han i en rapport : “The recent expansion of the ISIL (Islamisk Stat, red.) sphere of influence across west and north Africa, the Middle East and south and southeast Asia demonstrates the speed and scale at which the gravity of the threat has evolved in just 18 months.” Og han nævner specifikt Libyen, når han taler om, at Islamisk Stat nu er “an unprecedented threat”.
I disse dage er Tunesien i gang med at bygge en barriere af vandgrave og sandvolde, i alt 200 kilometer, på dets sydøstlige grænse mod nabolandet Libyen. I et forsøg på helt fysisk at dæmme op mod terrorister.
Man kan måske tvivle på om lidt vand og lidt sand kan holde de hellige krigere ude… Men nogen forsøger at dæmme op, på egne og verdens vegne.
38 turister, hovedparten briter, blev i juni 2015 mejet ned af en maskeret mand med en halvautomatiske riffel i badebyen Sousse. I parentes bemærket et af de store og meget fredelige ferieområder i Tunesien, gennem årene også vældig populært for danske charterturister. I sommer var ingen af ligene i badebukser dog danske.
Terroristen – og hans mulige hjælpere – havde blandt andet trænet i Libyen og bare lige så stille bevæget sig ind over grænsen – og direkte kurs mod de udenlandske turister. Tre måneder forinden var det 22 dræbte foran nationalmuseet i Tunis. Observatører har advaret om, at bunker af våben er i omløb efter revolutionen i Libyen og i flere år har kunnet “svømme” over grænserne.
For få uger siden var det store olieledninger i Libyen, der blev sprængt i luften. Lige nu forsøger stridende grupper, med støtte fra FN, at danne en samlingsregering; indtil da har de i månedsvis skudt hinanden ned på åben gade. For få dage siden var der kampe mellem libyske soldater og krigere fra Islamisk Stat inde i Benghazi by.
Lidt længere mod øst, i byen Derna, er der mens disse linier skrives rapporter om eksplosioner, igen – byen er angiveligt Islamisk Stats nye “hovedstad” i Libyen. Sammen med byen Sirte, Gadaffis hjemby, mellem Tripoli og Benghazi. Som en libysk ven i området skriver:
“The biggest fear ever in Libya is the growing of militants of IS (Islamisk Stat, red.). They are fleeing Syria and Iraq due to the international air strikes and they are coming to Libya, in Sirte particularly. The city Sirte has become the second copy of Raqqa in Syria. There is no enough weapons in the city so the residents can protect themselves.”
Vi græd, og vi jublede
Hvem har aktier – ja, måske tilmed et medansvar – for et land og en befolkning, der balancerer på afgrunden? Måske blandt andre Danmark, der som bekendt lå næsten helt fremme i forreste angrebsbølge med F16-fly, da en koalition i efteråret 2011 bombede det tidligere Gaddafi-diktatur sønder og sammen. Med den erklærede mission at redde den civile befolkningen, ikke mindst i Benghazi, fra “massakre” og “nedslagtning”, som politikere og militærfolk udtrykte det.
Vi jublede sammen med folket og oprørerne på det lille torv i revolutionens hovedstad Benghazi.
Nu, blot lidt over fire år efter, vajer Islamisk Stats og andre islamistiske gruppers sorte flag over dele af Libyen. Hverdagen, livet, gaderne er – igen – blodige. Uskyldige bliver – igen – slagtet.
Og vi, Danmark og mange andre, er…har for længst, altså i løbet af de seneste fire år, vendt ryggen til. Mig selv inklusive.
Under det første frie valg, i juli 2012, blot måneder år efter Gaddafi-styrets fald (i oktober 2011), havde jeg det privilegium at være nyhedsdirektør på landets første, frie TV-station .
Jeg ankom allerede i april, som mange andre dengang boblende af arabisk forårsfryd og håb. Fandt en lejlighed og arbejdede i den allerede legendariske Benghazi. Trænede, støttede og var chef for en stor gruppe begejstrede unge libyere på nyhedsredaktionen. De drømte alle om frihed, fred og et nyt, bedre liv.
I buldrende varme, i sandstorme, til lyden af skudsalver lige uden for vores dør, vi arbejdede i døgndrift – ofte kun på generatorstrøm, bananer og kaffe – med at opbygge og udvikle vores nyheder.
Vi græd, og vi jublede sammen. Flere blev overfaldet, mens de var ude for at rapportere, en ung kollega blev dræbt.
Men vi blev ved, holdt alkoholfrie fester i nyhedsdirektørens (min) lille lejlighed, med Coca-Cola, hummous og vestlig popmusik på fuld pedal.
Og da jeg siden uddelte en manual for vores valgdækning, var det ikke alene et højstemt manifest om journalistisk uafhængighed og ytringsfrihed, om at vende mikrofonen mod folket – fremfor magthavere, militser og eksperter – det var også nærmest en festlig dåbstale. En peptalk fuld af tro, håb, kærlighed og urokkelig vilje: Vi ville bidrage til at skabe en bedre fremtid – i første hug med ambitioner om at lave Libyens bedste, ja, Libyens historisk bedste valgdækning.
Stormet af islamister
Det var ikke fordi alt var fryd og gammen fra den oktoberdag i 2011, da “den gale hund” Gadaffi, som en hund, blev trukket ud af et kloakrør, ydmyget, banket og dræbt af en frådende menneskemængde – alt sammen filmet på mobiltelefon og blæst udover alverdens TV-skærme.
Der var megen kaos, også blodig ballade, også i mine måneder i Benghazi. Eller i hovedstaden Tripoli. En eftermiddag måtte jeg efter bedste evne sprintløbe et par hundrede meter, fordi der pludselig opstod skudvekslinger lige ude foran det fem-stjernede Radisson Blu Hotel, jeg boede på. I øvrigt samme hotel, hvor Danmarks havde sin diplomatiske repræsentation, ligesom andre havde ambassador og kontorer samme sted.
Der var også masser af revolutionsromantik, virkelyst og fremskridt. Hos lokale, og blandt ivrige udlændinge. Som vi måske stirrede os lidt blinde på. Men kort før valgdagen begyndte helvedes porte, sådan lød det fra mine lokale venner, for alvor at knirke.
Og dog. Næsten dagligt drak jeg aftenkaffe på balkonen eller foran min lejlighed i Benghazi med FN’s øverste chef for det østlige Libyen. Vi blev hurtigt meget nære venner, desuden var vi begge alene og der var meget få andre udlændinge. “Good luck. And watch out!” lød hans hilsen kort forinden valget. Han og jeg havde lynende travlt, så vi ville først ses, i arbejdssammenhæng, på selve valgdagen.
FN-chefen var altid meget underspillet og cool. Han var libaneser og vant til lidt af hvert hjemme fra. Måske af samme grund, og fordi han havde nær kontakt til også islamisterne i Libyen, kunne han dufte lidt flere nuancer end så mange andre. Men han troede på sin mission, fred, ligesom de fleste andre ambassadører og lignende godtfolk.
Få dage før valgdagen var jeg til møder med FN-folk, valg-organisationer og diplomater i hovedstaden Tripoli, da jeg modtog et opkald fra en medarbejder i Benghazi: En lagerhal med stemmesedler, stemmebokse og andet valgmateriale var under angreb og i flammer. Stormet af islamister – folk med den overbevisning at Allah har den øverste og eneste autoritet, og derfor på liv og død modstandere af disse dages første, faste skridt mod demokrati for, gennem årtier, undertrykte libyere.
“Ja, indrømmet, situationen er ikke fuldstændig ideel,” lød kommentaren fra et par vestlige diplomater, der sad ved siden af mig, da jeg lagde på og også deres mobiler begyndte at brumme med bekymrede situationsrapporter.
I løbet af selve valgdagen var der flere angreb mod valgsteder og trusler mod vælgere. Men forholdsvis begrænsede, lød de verbale klapsalver fra såvel lokale politikere som internationale diplomater, observatører og andre. Det kunne være gået meget værre! næsten jublede de.
Min CEO var fra det Muslimske Broderskab, TV-stationen var (sandsynligvis, jeg fik aldrig et éntydigt svar) delvist finansieret af samme. Men det var dengang, der stadig var arabisk forår i luften, dengang da man så Broderskabet – og specifikt præsident Mursi i Egypten – som fremtidens mand og ikke bare mere eller nye variationer af fortidens mørke.
Få uger forinden sad jeg med gode venner og så det egyptiske valg på en lokal café, og der var glædestårer i øjnene over de lyse perspektiver fra det store naboland mod øst.
Men da islamister lavede ballade omkring valgsteder i Benghazi og jeg dirigerede mine reportere til at sende live fra urolighederne – over mobiltelefoner, via Skype og med direkte TV-billeder – brød Broderskabets CEO på TV-stationen alle aftaler og forsøgte at bremse dækningen.
Jeg protesterede, fortsatte vores dækning, fortsatte vores “mission” om fri, uafhængig nyhedsrapportering. Kort efter valgdagen og den åbenlyse kontrovers med Broderskabets mand blev jeg overfaldet, og jeg blev rådet, af både myndigheder og lokale venner, til at forlade landet af “security reasons”.
Nogle uger senere blev USA’s ambassadør i Libyen, Chris Stevens, dræbt sammen med to sikkerhedsfolk under et dramatisk angreb. Af islamister. Også i Benghazi.
Kort efter fik jeg en besked fra en af mine gamle medarbejdere, om at TV-stationen var blevet angrebet og delvist brændt ned. I dag er vores elskede Libya Al-Hurra TV i Benghazi – direkte oversat “Libyens Frihed” – lukket.
Siden da er flere af mine tidligere kolleger – og nære venner – blevet truet og nogle fysisk overfaldet af islamister. En af dem den unge kvinde, der emailede mig, måtte hjælpes helt ud af landet.
En af mine aller næreste venner blev i Benghazi.
– fortsættelse følger…
FOTOS: Jeppe Nybroe (c.) – NB: øverste foto: Sirte, Libyen – fra Alwasat.ly, 8. februar 2016.
# Hvis du har lyst – måske fået information eller inspiration, nytte eller andet brugbart ud af artikler, fotos og video – kan du donere et bidrag, beløb bestemmer du, til Jeppe Nybroes arbejde på Mobile Pay eller Swipp: 20 86 20 68
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
