Kristendommen og Islam er begge patriarkalske religioner

i Civilsamfund/Tro og eksistens af

KOMMENTAR // TRO – Det er en del af den almindelige kritik af Islam, at det er en patriarkalsk religion. Det er korrekt, ligesom Kristendommen også er patriarkalsk. Men der er forskel på skrift og praksis i Islam såvel som i Kristendommen. Fortolkningerne af de hellige skrifter varierer, ligesom praksis også gør. Hvilken retning de bevæger sig i, afhænger ikke mindst af kvindebevægelser og af kvinders organisering og initiativer. Her bidrager vestlig insisteren på patriarkalske fortolkninger af Islam ikke til sagens fremme, skriver Signe Arnfred i et svar til Dagbladet Informations Karen Syberg.

Lad mig starte med Kristendommen. Vores hjemlige form for kristendom fik med Luther en ekstra tand i retning af det patriarkalske. Luther stod for en ny fortolkning af den hellige skrift. I Danmark før reformationen havde kvinder flere muligheder for samfundsmæssigt liv; adelskvinder kunne bestyre deres godser, kvinder af håndværksstand kunne være medlemmer af laug.

Dertil kom, at religionen var fuld af kvinder. Først Jomfru Maria, som selv om hun var jomfru også var mor og dermed en nærliggende identifikationsfigur for kvinder.

Det er lutheranismens institutionalisering af manden som magthaver og kvinden som underordnet, som den vestlige verdens kvindebevægelser stadig kæmper imod

Der findes mange fremstillinger af Maria som majestætisk himmeldronning, stående på et månesegl. Desuden var der i den før-reformatoriske Kristendom et mylder af kvindelige helgener.

I danske kirker ses ofte – på de kalkmalerier, som med reformationen blev kalket over, men som siden er blevet hentet frem – billeder af Marias mor, Sankt Anna, sammen med Maria og Jesusbarnet.

”Næsten en kvindelig treenighed”, skriver Grethe Jakobsen i sin bog fra 1986 Kvindeskikkelser og kvindeliv i Danmarks middelalder. Alt dette sluttede med reformationen. Luther understregede Kristendommens udgangspunkt i en treenighed af mænd: Fader, Søn og Helligånd.

De kvindelige helgener forsvandt, og Maria blev skubbet i baggrunden. Luther satte ægteskabet i centrum. For Luther er kvindens plads i hjemmet som hustru og moder i en familie, hvor det er manden, patriarken, der bestemmer.

Det er denne institutionalisering af manden som magthaver og kvinden som underordnet, som den vestlige verdens kvindebevægelser stadig kæmper imod.

Altså: Kristelige kirkefædres egne fortolkninger af de hellige skrifter har været og er forskellige. Og der er rum for feministiske protester. Ligeledes med Islam, som er tilsvarende mangfoldig.

Forskellige fortolkninger af Koranen føres frem, og forskellige praksisser har udviklet sig i forskellige sammenhænge. Det er derfor en misforståelse at hævde, at Islam altid og alle steder kun er patriarkalsk.

Vestlige antropologer har været ude af stand til at opfatte kønsmagtforhold, der var anderledes end dem, de kendte hjemmefra

Jeg vil give to eksempler: Det første angående den sameksistens af Islam og matri-lineære slægtsskabssystemer, som faktisk forekommer en hel del steder, det andet angående de stadigt mere markante feministiske bevægelser indenfor Islam.

Med hensyn til matri-lineære slægtsskabssystemer – eller ”morbrorsamfund” som Karen Syberg kalder dem i en klumme i Information 18. november – er det også en misforståelse at se dem som bare en patriarkalsk variant, med den begrundelse at det stadig er mændene, der har magten.

Det passer ikke. Sagen er, at vestlige antropologer har været ude af stand til at opfatte kønsmagtforhold, der var anderledes end dem, de kendte hjemmefra.

Ifi Amadiume, nigeriansk kønsforsker og antropolog, har et skarpt blik for denne type misforståelser. Hun beskriver i sin bog fra 1997, Reinventing Africa, hvordan europæiske antropologer simpelthen ikke kunne forestille sig en kønsmagtordning, hvor det ikke var faderen, der stod i centrum. De blev ved med at lede efter manden som den akse, alting drejede sig omkring.

Det patriarkaliserende blik ser kvindeundertrykkelse, også hvor den ikke findes

Oyèrónké Oyewùmí, ligeledes kønsforsker fra Nigeria, taler om vestlige forskeres patriarkaliserende fortolkninger af nigeriansk historie og kultur. Det patriarkaliserende blik ser kvindeundertrykkelse, også hvor den ikke findes.

Oyewùmí har ligesom Amadiume skrevet en række bøger, bl.a. The Invention of Women fra 1997. Det er titlens pointe, at selve begrebet om ’kvinder’ som ‘altid allerede positioneret i modsætning til mænd’, og altid som den svagere part –  er en fremmed tankegang i en nigeriansk sammenhæng.

Den måde at tænke på blev introduceret i og med kristendommen og koloniseringen. ”Opfindelsen af ’kvinder’ som kategori var en af den koloniale stats allerførste handlinger” siger Oyewùmi.

Men nu tilbage til de matri-lineære slægtsskabsstrukturer, de omtalte ”morbrorsamfund”, der som sagt en række steder sameksisterer med Islam.

Jeg har i min egen forskning undersøgt denne sameksistens i det nordlige Mozambique, hvor kystområderne i over tusind år har været præget af Islam, samtidig med at de mozambiquiske samfund, hvor Islam har slået rod, er matri-lineære. Det handler her især om den Emakhuwa-talende befolkningsgruppe, som udgør omkring en fjerdedel af Mozambiques befolkning.

Matri-linearitet betyder i Makhuwa-sammenhæng, at børn hører til i morens familie, og at jord til dyrkning går i arv fra mor til datter. Manden flytter ved ægteskab sammen med kvinden på hendes families jord; i antropologsprog kaldes dette arrangement for matri-lokalitet.

Ægtemænd kan komme og gå, kone og børn bliver, hvor de er og hvor børnene hører til … Autoritetsforholdet mellem generationer er typisk et morbror-forhold. Mænd positioneres via deres relationer til kvinder, ikke omvendt

Det med det matri-lineære og det matri-lokale betyder også, at ægteskab (og skilsmisse) ikke har så stor betydning: ægtemænd kan komme og gå, kone og børn bliver, hvor de er og hvor børnene hører til.

Mænds forhold til børn går i første række gennem deres søstre, dvs til deres nevøer og niecer. Fædre kan sagtens have tætte relationer til deres biologiske børn, men autoritetsforholdet mellem generationer er typisk et morbror-forhold. Mænd positioneres via deres relationer til kvinder, ikke omvendt.

Hvordan disse strukturer så sameksisterer med Islam – ja det er der forskellige udgaver af i alle de samfund, hvor denne kombination eksisterer.

Ud over i det nordlige Mozambique findes kombinationen f.eks. også i Kerala (Indien), Malaysia, Indonesien og Sri Lanka. Jeg er for nyligt blevet involveret i et EU-finansieret forskningsprojekt, der fokuserer på netop denne type samfund i kystområderne omkring det Indiske Ocean.

I det nordlige Mozambique betyder kombinationen af matri-linearitet og Islam, at den herskende udgave af Islam har måttet indrette sig efter de lokale forhold: Kvinder har vigtige positioner inden for religionen, kvinder kan lede bønnen for andre kvinder, ægteskab kan afsluttes på kvinders initiativ, og ægteskab er i øvrigt ofte et midlertidigt arrangement, på linje med situationen under matri-lineære forhold generelt.

Samtidig har de mere dogmatiske og fundamentalistiske udgaver af Islam, som ellers er på fremmarch i det sydlige i Mozambique, trange kår i den nordlige sammenhæng.

Muslimske kvinder er i løbet af de seneste par tiår begyndt at undersøge og insistere på mulighederne for andre fortolkninger af Koranen end de klassiske patriarkalske

Det andet eksempel på fleksibilitet og mangetydighed inden for Islam er de feministiske bevægelser. Muslimske kvinder er i løbet af de seneste par tiår begyndt at undersøge og insistere på mulighederne for andre fortolkninger af Koranen end de klassiske patriarkalske.

På basis af nye læsninger af Koranen udvikles fortolkninger af teksten, som peger på kvinders rettigheder og på lighed mellem kvinder og mænd, således at det bliver muligt inden for den muslimske kontekst at arbejde på ændringer af ellers hævdvundne kønsmagtforhold.

Opsummerende må det konstateres, at såvel Kristendom som Islam i udgangspunktet er patriarkalske religioner, men at variationerne er store og fortolkningsmulighederne i forhold til køn og kønsmagt er mangfoldige. Hvilken retning de bevæger sig i, afhænger ikke mindst af kvindebevægelser og af kvinders organisering og initiativer.

Vestlig insisteren på patriarkalske fortolkninger af Islam bidrager ikke til sagens fremme.


Foto: Wikimedia Commons. 

Signe Arnfred er kønsforsker og sociolog/kultursociolog. Hun er lektor ved Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet. Forskningsområder: køn og seksualitet i Afrika, samt post- og dekolonial feministisk tænkning. Fra 2000-2006 var hun ansat ved Nordisk Afrikainstitut (Uppsala, Sverige) som koordinator af forskningsprogrammet Sexuality, Gender and Society in Africa. Seneste bøger: Rethinking Sexualities in Africa, 2004; African Feminist Politics of Knowledge (with Akosua Adomako Ampofo), 2010; Sexuality and Gender Politics in Mozambique, 2011. Medredaktør på bogen KVINDER. Bladet KVINDER 1975-1984, 2015.

Seneste artikler om Civilsamfund