DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – Min far kom styrket ud af krigen. Min mor flygtede ind i sindssygen. Men der gik 40 år, inden de ville fortælle mig, deres datter, om krigen. De skjulte folk for Gestapo. Min far blev modstandsmand og måtte gå under jorden. Min mor uddelte illegale aviser, fødte og tog vare på deres to børn samt andre. Journalist Dorte Toft gengiver i et essay, hvad hendes forældre for godt tre årtier siden fortalte om krigens hverdag og dens rædsler. Det begynder med befrielsen.
Til Lise Rasmussen, født Toft, og Hardy Poul Christian Rasmussen. In Memoriam.
En novemberdag i skumringstimen brød min mor næsten 40 års tavshed om krigens tid.
“Jeg var mutters alene blandt glade mennesker den dag, tyskerne kapitulerede. Jeg vidste ikke, hvor din far var. Gennem modstandsbevægelsen fik jeg blot en besked om, at far skulle forblive under jorden i endnu nogle dage,” fortalte min mor.
Forud for den novemberdag havde jeg presset på. Jeg havde behov for at vide mere om, hvorfor krigen var tabu – hvorfor min mor var så psykisk skrøbelig. At det blev udløst af krigen, havde min far fortalt, men ikke andet
Hun tøvede en stund og kiggede så over på min far, der sad på den anden side af spisebordet.
“Hvad lavede du egentlig den dag?”, spurgte hun.
At spørgsmålet faldt med så mange års forsinkelse, undrede mig ikke. Krigen var tabu i vores hjem. Min far forbød adskillige gange min søster og mig at spørge til den. “Vi taler ikke om krigen. Mor kan ikke klare det,” lød forklaringen, som vi blev nødt til at acceptere.
Men forud for den novemberdag havde jeg presset på. Jeg havde behov for at vide mere om, hvorfor krigen var tabu – hvorfor min mor var så psykisk skrøbelig. At det blev udløst af krigen, havde min far fortalt, men ikke andet.
Til sidst gav mor efter, og jeg kørte op til deres lille hus i Esbønderup i Nordsjælland med en båndoptager og en blok i tasken.
Beretningen fór hid og did, både hvad angår tid og sted, og jeg har efterfølgende samlet, hvad der synes at høre sammen. Er der tidsmæssige unøjagtigheder i forløbet, så hav overbærenhed dermed. Også hvis mine forældre skulle huske forkert.
Deres beretning om hændelserne, der skete 40 år tidligere, skal ikke i historiebøgerne. De fortalte blot, fordi jeg, datteren, ønskede at vide mere.
Forbi hos Aksel Larsen og Nordentoft
Min mor begyndte altså med den 5. maj. Besættelsen var ophørt klokken otte om morgenen. Mor boede alene i Hillerød med en datter på godt tre år og en datter på fem måneder – krigsbørn. Min far havde været under jorden i et par år. Min mors spørgsmål om, hvad han lavede den dag, fik ham til at fortælle løs.
“Jeg kom i lastbil til Hillerød fra København, hvor jeg dagen forinden havde besøgt Aksel Larsen og hende skoleinspektøren, der havde fået et barn uden for ægteskab,” sagde min far med henvisning til to prominente medlemmer af den kommunistiske modstandsbevægelse.
Jeg besøgte dem for at få en adresse på, hvor jeg kunne hente et læs duplikatorpapir,” sagde min far, der var med til at skrive og trykke modstandsbevægelsens illegale blade
Min mor supplerede med navnet “Inger Merete Nordentoft“.
“Jeg besøgte dem for at få en adresse på, hvor jeg kunne hente et læs duplikatorpapir,” sagde min far, der var med til at skrive og trykke modstandsbevægelsens illegale blade.
Min far kørte sent om aftenen hen til adressen, fik lastet vognen, og tørnede ind på pension Gotha – “på hjørnet af Nørrevold og Gothersgade.” Næste morgen var kapitulationen som nævnt officiel.
Quislinge og feltmadrasser
“Da jeg om morgenen startede lastbilen og kørte, blev jeg standset af frihedskæmperne. De lagde sig på forskærme og alle andre mulige steder på lastbilen med deres geværer, og så måtte jeg køre dem rundt i København for at fejre dagen. Men langt om længe – mens alle andre festede – kom jeg til Hillerød.”
“Jeg var lige inde og sige goddag til mor, og hun var dybt skuffet over, at jeg blev nødt til at køre videre til Helsingør. Det var jeg blevet bedt om. Lastvognen skulle først tømmes og så bruges til at hente Quislinge og feltmadrasser.”
Her holdt min far en længere pause, og det så næsten ud, som om han skammede sig.
Og så var der pludselig kommet flere hundrede nye frihedskæmpere. Da jeg havde set, hvordan de behandlede nazimedløberne og kvinderne, stoppede jeg. Dagen efter lagde jeg mit armbind og tog hjem til mor
“Din mors skuffelse er noget, jeg aldrig glemmer. Men jeg – stadig legende røvere og soldater – kom op til Helsingør. Jeg var drønsulten og gik ind på en restaurant for at få noget at spise. Jeg fik en engelsk bøf, hvorefter kuglerne begyndte at hvine om ørerne på mig. Men jeg tog min bøf, satte mig ned på gulvet under vinduet og spiste færdigt.”
“Så kørte jeg rundt med lastbilen. Og så var der pludselig kommet flere hundrede nye frihedskæmpere. Da jeg havde set, hvordan de behandlede nazimedløberne og kvinderne, stoppede jeg. Dagen efter lagde jeg mit armbind og tog hjem til mor.”
Jeg spurgte, hvordan disse mennesker blev behandlet.
“Det var ikke menneskeværdigt. De såkaldte frihedskæmpere var mennesker, der ikke havde været med i grupperne under krigen. Jeg kendte jo vores grupper ganske nøje, og alle disse mennesker, der dukkede op i Helsingør, var nogle jeg ikke kendte. Det var nye, der dukkede op, da freden var kommet.”
“De stuvede folk sammen som kreaturer på lastvognen og tvang dem blandt andet til at stå der med hænderne oppe.”
Beskeder via fars søster og andre
Min mors dag? Hun huskede ikke min fars korte besøg.
“Folk fór og fløj rundt omkring mig, vilde og gale. De råbte alt muligt, men jeg gik alene. Jeg fik besked på, at du ikke kom hjem. Du var nemlig slet ikke hjemme den dag. Jeg var mutters alene i hele vrimlen af hujende og flagende mennesker og fik den besked, at du ikke måtte komme hjem, før flere dage efter kapitulationen.”
“Jeg erindrer ikke, hvem jeg fik beskeden af. Jeg fik jo så mange forskellige beskeder i kodesprog. Nogle gange var det fars søster, der ringede og sagde et eller andet vrøvl i telefonen, som ingen kunne finde ud af. Med andre ord: Han har det godt. Jeg måtte jo ikke vide, hvor han boede, for så kunne jeg sladre, hvis Gestapo kom.”
Også min mor oplevede, at jagten på kvinder, der havde haft tyske elskere, gik ind. Hun var dog kun på gaderne i kort tid, da hun havde sine to små børn at tage vare på.
“Men jeg oplevede stemningen, og den var meget, meget ophidset.”
Jeg havde ikke giftet mig så meget af kærlighed, som af trang til tryghed, og det havde jeg gjort klart for din far, men han ville giftes alligevel
Mine forældre blev gift den 3. november 1939. Ifølge min mor var de første måneder ikke særlig lykkelige: “Jeg havde ikke giftet mig så meget af kærlighed, som af trang til tryghed, og det havde jeg gjort klart for din far, men han ville giftes alligevel.”
Hun mødte far efter at være blevet svigtet af ‘den store kærlighed’.
I forvejen var hun ikke verdens mest robuste menneske. Moderen døde, da hun var lille. Faderen havde – i skuffelse over kun at få tre døtre – opdraget hende mere som en dreng, og også han døde, inden hun var voksen.
Det forfærdelige drøn af fly 9. april
Krigsudbruddet ændrede hendes følelser over for far.
“Den 9. april vågner jeg op til en forfærdelig drønen af flyvemaskiner. En hul, modbydelig lyd, som jeg aldrig havde oplevet før. Radioen meddelte så, at Danmark var blevet besat. Lyden, jeg havde hørt, var af bombemaskiner.”
“Katastrofen gjorde, at jeg kom til besindelse og tænkte, at nu ville jeg have børn. Jeg blev klar over, at jeg virkelig holdt af far. At jeg ikke ville undvære ham.”
Katastrofer har det med at få følelser til at vokse, og således blev det også for min far og mor.
Den første aften efter krigsudbruddet blev de hjemme i deres treværelses lejlighed på Frederiksdalsvej i Virum.
“Vi var nærmest lammede,” forklarede min mor. Men nogle dage efter kom nysgerrigheden. Da min far kom hjem fra arbejdet i sparekassen i Hillerød, besluttede de sig til at tage toget ind til København for at se tyskerne.
Stemningen var meget dyster det år, og den blev pisket op også gennem radioen. Vi havde hele tiden indstillet på England, hvorfra vi hørte, hvad jeg kalder V-melodien. Dum, dum, dum, duuum. Melodien indledte nyhederne, der rummede opfordringer til at holde ud. Christmas Møller var jo derovre
“Det var uhyggeligt – de her støvletramp,” sagde min far, og min mor supplerede: “Bortset fra støvletrampene mod brostenene var der dødsstille.”
“Men jeg tror ikke, det gjorde det store indtryk på os dengang,” tilføjede min far, og det fik min mor til at gå i rette med ham. »Jo, du kan tro, at det gjorde indtryk. Men vi er jo forskellige,” sagde hun og fortsatte:
“Stemningen var meget dyster det år, og den blev pisket op også gennem radioen. Vi havde hele tiden indstillet på England, hvorfra vi hørte, hvad jeg kalder V-melodien. Dum, dum, dum, duuum. Melodien indledte nyhederne, der rummede opfordringer til at holde ud. Christmas Møller var jo derovre.”
Mørklægningsgardiner og rationering
Det første år led mine forældre ingen nød. Men mørklægningsgardinerne skulle trækkes for hver aften, og der var ingen lys på gaderne. Min mor var privatsygeplejerske. Hun passede – ofte døgnet rundt – en døende ældre dame.
De var flyttet til Furesøvej – til en lille, dejlig lejlighed på første sal af villaen, hvor min farfar og hans nye hustru boede. Min fars mor, der havde været syg i mange år, var død et par år inden min mor kom ind i billedet. Fars familie var dybt religiøse – engageret i pinsebevægelsen – og min far var forlovet med en ung kvinde, som også var i pinsebevægelsen, da han traf min mor.
Familien var kraftigt imod bruddet.
På et tidspunkt var der end ikke stødbrænde tilbage. Min far gik ned til en gård med en sæk på ryggen for at tigge brændsel. Varme var nødvendigt, også fordi min mor ofte var syg under graviditeten af blærebetændelse
De måtte flytte væk fra farfarens villa igen. Ifølge min mor skyldes det især en dårlig relation til farfarens nye kone. “Hun var blandt andet jaloux på din far. Han måtte ikke snakke så meget med sin far, og det skabte ævl og kævl.”
Mine forældre flyttede til Bistrup, hvor de købte et hus til 18.000 kroner. Kælderen var fuld af vand og skulle drænes, men grunden var på en kvart tønde land fuld af frugttræer. Min far forærede æblerne væk – han var hele sit liv for gavmild – og min mor klandrede ham for det.
En dag blev det meddelt, at nu ville der ikke længere blive produceret piskefløde. Mine forældre fik købt en hel liter piskefløde og nød den. Især min far, der altid har været glad for piskefløde.
Rationeringsmærkerne var indført. På et tidspunkt kunne de ikke længere få kød, og de købte to levende kaniner. De blev til flere, og dagen kom, hvor den første skulle slagtes.
“Vi tog den med ned i kælderen,” fortalte min mor.
“Den hed Pjoske, fordi den havde haft et brækket bagben, der var groet skævt sammen. Jeg gav den et ordentligt slag bag ørerne, og den peb. Men da vi havde slagtet den, kunne vi ikke spise en bid. Siden rørte vi aldrig kaninkød, og vi forærede kaninerne væk.”
Netop Pjoske havde hun tidligere hjulpet til at blive rask, da den have øjenbetændelse.
Isvinteren 1942
Så blev det 1942 – en rigtig isvinter, berettede min far.
“Vi havde en indmuret brændeovn i stuen, og det eneste brænde, vi kunne få, var stødbrænde – rødder af træer, der var gravet op i skoven. Jeg brugte fra klokken syv hver aften og nogle timer frem til at flække så meget af de seje rødder, så mor kunne få varme næste dag, og det var med nød og næppe.”
“Ude i køkkenet var der op mod en centimeter is på vinduerne, og der var også is på væggene – vi havde kun varme i stuen. Udenfor lå sneen tre meter høj – lige under el-ledningerne,” fortalte min mor.
Den 31. marts ved nitiden om aftenen kom veerne, men far var ikke hjemme. Der var årsopgørelse i sparekassen
På et tidspunkt var der end ikke stødbrænde tilbage. Min far gik ned til en gård med en sæk på ryggen for at tigge brændsel. Varme var nødvendigt, også fordi min mor ofte var syg under graviditeten af blærebetændelse.
“Det var en mærkelig fornemmelse at være så langt ude, at man var nødt til at tigge. Gårdmanden var meget hjælpsom, selv om han ikke kendte os. Jeg fik fyldt sækken. Der, hvor han boede, ligger nu Bistrup Kirke,” fortalte min far.
Snefogeden havde set, at min mor var gravid, så han sørgede for, at der altid var ryddet ned til det lille hus – blot for det tilfælde, at det blev nødvendigt med en ambulance.
Alene med veer
Den 31. marts ved nitiden om aftenen kom veerne, men far var ikke hjemme. Der var årsopgørelse i sparekassen.
“Årsopgørelsen endte pr. tradition med, at vi skulle have smørrebrød og snaps. Hvad angår snapsen, så havde sparekassedirektør Andersen et princip. Første gang man var med til et sådant arrangement, blev man tilgivet, hvis man brækkede sig. Men gjorde man det igen, blev man fyret,” fortalte min far og fortsatte:
“Jeg kom hjem ved et-tiden om natten med sidste tog og var rigtig godt beruset. En kilometer før jeg nåede huset, hørte jeg mor stønne. Da jeg nåede frem, fik jeg besked på at køre af sted efter jordemoderen. Men jeg lugtede jo af spiritus, så inden jeg kørte, skar jeg en skive gammelost og tyggede den i mig, mens jeg cyklede af sted i sneen.”
Ude i køkkenet tog min far lidt kaffebønner frem – bønner, der var gemt til en særlig lejlighed. Han knuste bønnerne med en kagerulle, lavede kaffe og serverede den med fedtemadder med stærk ost. Min søster, Lone, blev født ved femtiden, vasket og klædt på
Jordemoderen tog doktoren med tilbage. Ude i køkkenet tog min far lidt kaffebønner frem – bønner, der var gemt til en særlig lejlighed. Han knuste bønnerne med en kagerulle, lavede kaffe og serverede den med fedtemadder med stærk ost. Min søster, Lone, blev født ved femtiden, vasket og klædt på. “Det blev en hyggelig nat,” sagde far.
Selv om min mor havde været alene, da veerne kom, var hun ikke særlig bange. “Jeg har været vant til at være meget alene i hele mit liv, så det var ikke så slemt. Skulle jeg føde alene, var der ikke andet at gøre end at føde, og nu er jeg jo sygeplejerske og vidste noget om det.”
Skjulte modstandsmand et halvt år
Mine forældre var glade, når det lykkedes for sabotørerne at slå til. Og så kom tidspunktet, hvor der blev etableret kontakt til modstandsbevægelsen.
“Jeg blev nødt til at få et ur og gik til en urmager i Hillerød. Af en eller anden årsag, vidste urmageren, hvem jeg var. Han vidste, at vi boede afsides, og så spurgte han, om de måtte holde øvelser ude hos os,” sagde far, som gav sin accept.
En befalingsmand fra militæret i Høvelte deltog i møderne, der foregik i stuen i huset i Bistrup. Militærmanden viste den lille kreds, hvorledes man brugte en håndgranat og andre våben. Min mor blev holdt udenfor – både for at beskytte de andre og hende selv.
En dag fik min mor imidlertid besked om, at der ville komme en mand, som skulle bo hos dem. Hans kodenavn var Gier. Han var kommunist, ansat på B&W, men blev interneret i Horserødlejren. Og det var lykkedes ham at flygte.
“Manden skulle sige en ganske bestemt, men helt almindelig bemærkning. Han kom gående – sagde bemærkningen, og jeg sagde: ‘Kom indenfor'”, fortalte mor.
De husker Gier som en middelhøj, lidt kraftig mand. Ganske pæn. Gråsprængt, sandsynligvis i fyrrerne, måske i begyndelsen af halvtredserne.
“Jeg kan huske en pudsig ting,” fortalte mor pludselig:
“Giers kone og datter kom og besøgte os engang. Vi var på daværende tidspunkt fattige, fordi vi havde købt hus, og jeg arbejdede ikke længere – vi havde jo Lone. Men Giers kone og datter kom i fine dragter – de var nærmest skræddersyede at se på. Det imponerende mig dengang – at man kunne tjene så mange penge på B&W.”
Modstandsfolkene måtte ikke bo et sted for længe ad gangen, så folk lagde mærke til dem. Og de måtte helst ikke gå ud, når der var dagslys. Jeg snakkede ikke særlig meget med ham om krigen. Det var en stiltiende aftale, at man ikke fortalte hinanden ret meget
De besøgende blev der kun kort, og stemningen var præget af angsten for, om de var blevet skygget. Men Gier boede i huset i et halvt år.
“Modstandsfolkene måtte ikke bo et sted for længe ad gangen, så folk lagde mærke til dem. Og de måtte helst ikke gå ud, når der var dagslys. Jeg snakkede ikke særlig meget med ham om krigen. Det var en stiltiende aftale, at man ikke fortalte hinanden ret meget,” fortalte min mor.
Lone var ofte syg. Allerede da hun var seks uger, fik hun mellemørebetændelse første gang, og sygdommen kom igen gang på gang.
“Jeg erindrer, at doktor Wiinsted fra Birkerød kom på ski derud for at tilse hende, og der var udsigt til, at hun måtte opereres, selv om hun var så lille.”
Den tyskvenlige enke
Min far blev involveret i undergrundsbevægelsen, da de flyttede til Hillerød. De flyttede, fordi den daglige tur til arbejdet på cykel fra Bistrup til Birkerød var for hård – især i vintermånederne, hvor han måtte vikle aviser om brystet og benene for at holde varmen.
De flyttede ind i stueetagen af en villa, som en murermesterenke ejede. Hun boede selv på første sal. Mine forældre blev hurtigt klar over, at flytningen indebar fare.
“Vi så meget hurtigt passagen af forskellige tyskere. Hun lå i med tyskerne,” fortalte min far. Mor følte både væmmelse og skræk ved situationen.
Far kom i kontakt med det kommunistiske parti. Han var ikke medlem, men kommunisterne var dem i byen, som var mest aktive mod tyskerne under krigen. Far begyndte at deltage i modstandsarbejdet, og han blev en glødende tilhænger af kommunismen.
“Jeg kan huske, at jeg sad i murermestervillaen – i stuen – hver aften og skrev stencils til det illegale blad. Jeg havde et tæppe hen over skrivemaskinen og hovedet, så hun ikke kunne høre mig. I begyndelsen skrev jeg dog kun stencils efter manuskript – jeg var kort og godt en skriverkarl.”
Min mor erindrer mest de stille aftener med støvletramp, hvor man knap turde gøre noget
Primus motor i Hillerød-kredsen var en mand med dæknavnet Knud, som senere giftede sig med en ‘Trier’ fra Roskilde. Far startede med om natten at opsamle våben, der var blevet kastet ned fra fly i skovene ved Allerød. Arbejdet med de illegale blade kom lidt senere.
“Vi tændte bål, så dem i flyvemaskinerne kunne se, hvor de skulle smide våbnene.”
Hvordan kontakten med Hillerød-kredsen opstod, erindrer min far ikke. Måske var det fra tiden i Birkerød-kredsen.
Min far var blevet filialbestyrer i Birkerød, hvor der foruden ham kun var en dame ansat. Hans natlige sysler tærede hårdt, og en dag – efter frokost – faldt han i søvn ved skrivebordet.
“Netop den dag kom der uanmeldt kasseeftersyn med statsautoriserede revisorer etc. Da de kom ind, fortalte min medarbejder, der var noget nervøs, at jeg sov. Han arbejder om natten, fortalte hun.”
“Revisoren sagde blot: ’Lad ham for Guds skyld blot sove, så laver vi kasseeftersyn.’ Og der var intet i vejen. Det hele stemte.”
Min mor erindrer mest de stille aftener med støvletramp, hvor man knap turde gøre noget.
Stukket af “Lygten”
Mine forældre flyttede fra enken til et hus, ejet af en kunstmaler. Der var tale om et lille havehus, skjult inde bag hovedejendommen på Frederiksværksgade nummer 9.
Man skulle ind i hovedejendommen, ned ad en trappe, ud ad en dør og så ned ad en lang flisebelagt havegang. Dybt nede i haven lå et lille rødt hus – havehuset.
“Vi flyttede kort tid før den store razzia, hvor 40 af mine kammerater blev taget. Det var ikke ret lang tid efter, at Gestapo var gået efter politiet,” fortalte min far. Han erindrede ikke årsagen til flytningen, men det gjorde min mor. “Vi var begyndt at blive lidt nervøse ved enken.”
Hun beskriver det lille hus som meget idyllisk. Et sort centralkomfur i køkkenet opvarmede hele huset. Stuen lå nederst i huset, køkkenet øverst, og der blev holdt mange møder med modstandsmenneskene i komfurets varme. Mor var med.
En, der hed Lygten, havde angivet dem efter at have været underkastet tortur. På daværende tidspunkt skjulte vi en politibetjent, og han sagde, at det gjaldt om at komme af sted. Jeg blev sendt efter tøj til den unge mand hos hans familie
Men så slog lynet ned, fortalte mor:
“En nat vågner vi, fordi et menneske med træsko på løber ned ad havegangen. Det banker voldsomt på døren. Vi lukker op og ind kommer en ung mand ude af sig selv af skræk. Gestapo havde lige taget hans bror, en fabriksarbejder, plus 39 andre fra modstandsbevægelsen.”
“En, der hed Lygten, havde angivet dem efter at have været underkastet tortur. På daværende tidspunkt skjulte vi en politibetjent, og han sagde, at det gjaldt om at komme af sted. Jeg blev sendt efter tøj til den unge mand hos hans familie.”
“Da jeg vendte tilbage med tøjet, drog I af sted. Politimanden, den unge mand og dig.” En pause fulgte. “Og så så jeg dig ikke uden en enkelt gang imellem.”
Gestapo var også kommet efter far erfarede hun senere. Først havde Gestapo været på den gamle adresse, hos enken, og dernæst troppede de op i Frederiksværksgade 9. “Heldigvis for os, vidste de ikke, at der langt fra hovedejendommen lå et lille hus,” sagde mor stille.
Hun fik informationen fra en sparekassemand fra samme pengeinstitut, som min far var ansat i. “Han havde haft sympatier for nazisterne, men havde fået kolde fødder. Han var klar over, hvad vej det gik og ville måske forsøge at bøde lidt på sin fejltagelse ved at orientere mig,” fortalte mor.
Højgravid og i farezonen
Mor var højgravid. Hun skjulte de illegale aviser under den omfangsrige kjole, når hun gik rundt med dem. Et par af turene husker hun især.
“Jeg skulle aflevere en avis til en kvindelig fotograf i modstandsbevægelsen. Men før jeg nåede frem til den adresse, blev jeg på en tidligere adresse advaret. Tyskerne havde lige været i fotografens lejlighed og raseret den.”
“En anden gang skulle jeg aflevere en avis til en fotograf i Frederiksværksgade. Da jeg kom ind i butikken, så jeg en tysker sidde tilbagelænet i en stol. Benene var strakt frem, og i hånden havde han et skydevåben. Butikken var ikke ret bred, men dyb. Ned ad bagtrappen i bunden af butikken kom indehaveren. Bag ham kom en tysker – han trykkede en pistol i ryggen på fotografen.”
Han efterlod sig kone og en seksårig datter. Enken flyttede senere ind hos mor et stykke tid. Jeg var jo selv højgravid og vidste ikke, hvornår jeg ville nedkomme. Hun græd og græd, og jeg tænkte hele tiden på, hvornår det blev min tur
“Det har du aldrig fortalt mig,” afbrød min far, men mor fortsatte blot sin beretning.
“Mine ben rystede under mig, og jeg tænkte fortvivlet på, hvad jeg skulle gøre og sige.”
“Så sagde jeg til fotografen: »Sig mig er billederne færdige?” “Hvad for billeder?”, svarede han. “Dem af min lille datter,” sagde jeg. “De fortalte mig jo, at de skulle være færdige i dag.”
“Så gik det op for ham, hvad det egentlig handlede om, og han fortalte, at billederne desværre ikke var blevet færdige. ‘Og jeg kan ikke fortælle, hvornår jeg kan få dem færdige,’ sagde han med et blik på den ene af de tyske soldater. ‘Jamen, så vil jeg høre ind senere,’ sagde jeg.”
“Du kan tro, at jeg kom ud af den forretning. Jeg rystede som et espeløv af skræk, men jeg var meget bange for at røbe, hvor nervøs jeg var.”
Min mor turde ikke gå lige hjem af frygt for, at Gestapo også skulle have fundet huset, de boede i.
“Jeg gik op og ned ad gaderne, og endelig gik jeg hjem. Gudskelov var der ingen Gestapo. Hver nat sov jeg med badekåben over forenden af sengen, med sko og Lones tøj pakket i vindueskarmen. Jeg må have været naiv, hvis jeg troede, at jeg kunne smutte ud den vej med et lille barn.”
En af fars kammerater – en af de 40, som Gestapo tog i razziaen – døde af lungebetændelse i koncentrationslejren. Han efterlod sig kone og en seksårig datter. Enken flyttede senere ind hos mor et stykke tid.
“Jeg var jo selv højgravid og vidste ikke, hvornår jeg ville nedkomme. Hun græd og græd, og jeg tænkte hele tiden på, hvornår det blev min tur.”
Natligt besøg på fødestuen
“Det var hende, der sørgede for, at jeg kom på sygehuset om morgenen, da jeg skulle have dig, Dorte. Og doktor Åberg, overlægen som nu er pensioneret, tog imod dig på Frederiksborg Amtssygehus. Da han så dig, sagde han ’Sikken dog en dejlig tøs’.”
Far blev orienteret via sine illegale kilder.
“Jeg cyklede om natten fra København efter at have købt en stor røget ål for at se til mor og dig. Jeg kom i nattens mulm og mørke. I havde det godt. Mor sad bagefter i sengen og flåede skindet af denne her røgede ål, og gnavede den fra den ene ende til den anden.”
Mor brød ind: “Hvordan Dorte overlevede at drikke mælken derefter er et under.”
At det overhovedet var muligt for far at få fat i mors favoritspise, den røgede ål, skyldtes ifølge mor, at alle frihedskæmpere blev understøttet af befolkningen.
Og da havde denne 14-årige pige åndsnærværelse nok til at hente hjælp og få mig båret i seng. Jeg fik senere at vide, at flyene var på vej hjem efter at have bombet Shellhuset. Men da jeg så dem, anede jeg jo ikke, hvad der skulle ske, hvor der skulle bombes, eller hvad der var sket
“Jeg selv blev behandlet ualmindelig godt på hospitalet. Jeg havde hørt – gennem illegale kilder – at overlæge Åberg havde indvilliget i at tage sig af de gravide kvinder, hvis mænd var under jorden.”
“Men jeg var selv tidligere gået op til ham, fordi han var en af mine lærere, da jeg var sygeplejeelev på Københavns Amtssygehus i Gentofte. Jeg bad ham hjælpe mig. Han var temmelig fåmælt, let ironisk med megen humor.”
Nerver på højkant
Da mor blev indlagt, passede enken, der boede hos hende, Lone. Min søster var stadig ikke rask.
“Hun havde også nogle raserianfald. Hun kunne finde på at sidde i sin seng, rokkende og tage i tremmerne og ruske som en sindssyg. Jeg indrømmer, at jeg af og til bankede hende. Nerverne var i den grad på højkant.”
“Jeg slog hende, fordi jeg efterhånden var helt ude af balance af rædsel. Efterhånden havde det jo taget sådan på ens nerver, at man ikke havde meget kontrol over sig selv.”
Men da mor vendte tilbage fra sygehuset, sørgede hun for at få hjælp. Etta – en 14-årig pige, der var meget moden af sin alder – hjalp.
“Alletiders pige, der hjalp mig med at passe jer. Ja, som faktisk også holdt mig oppe.”
Jeg begyndte at skrige for fuld hals – af rædsel – da sirenerne satte i gang
Men der kom flere problemer. “Et stykke tid efter, at jeg havde fået dig, blev Lone igen syg. Hun blev indlagt med dobbeltsidig mellemørebetændelse og blev opereret. Far kom illegalt for at se til hende. Hun kunne ikke kende os – havde fået operationschok. Hun sad bare og rokkede i sengen.”
Men livet måtte gå videre. En dag lød den skræmmende, høje lyd fra fly efter fly, der fløj meget lavt hen over området.
“Så lavt, at man tydeligt kunne se det runde rød-hvide-blå mærke på siden af maskinerne. Jeg var ude i haven. Luftalarmen lød – den sad på hovedejendommen oppe ved gaden. Jeg begyndte at skrige for fuld hals – af rædsel – da sirenerne satte i gang”.
“Og da havde denne 14-årige pige åndsnærværelse nok til at hente hjælp og få mig båret i seng. Jeg fik senere at vide, at flyene var på vej hjem efter at have bombet Shellhuset. Men da jeg så dem, anede jeg jo ikke, hvad der skulle ske, hvor der skulle bombes, eller hvad der var sket.”
Undslap Gestapo flere gange
Min far tilbragte tiden ‘under jorden’ i København, hvor han arbejdede i den illegale presse. Navnet på avisen nævnte han ikke, men det kan have været ‘Frit Danmark’, som den kommunistiske modstandsbevægelse stod bag.
“Om dagen var jeg i Wildersgade på Christianshavn i en lejlighed, der var forladt af dens jødiske beboere. Den var smukt møbleret, og der var en grammofon og en meget stor samling klassiske plader, som jeg spillede, når jeg skrev.”
“Jeg kan især huske den vidunderlige musik, jeg hørte, da jeg skrev en artikel om nogle af mine kammerater, der var blevet dræbt i Helsingør.”
Trykkeriet lå i en centralvarmekælder på Østerbro.
Da jeg kom hjem, stod mine kammerater der. De var ligblege, troede de havde set et spøgelse. Et par minutter efter at jeg havde forladt trykkeriet med de illegale blade, var Gestapo nemlig kommet og havde beslaglagt trykkeriet. Kammeraterne troede, at jeg var røget med i købet
“Første gang jeg klarede frisag var i Hillerød, da de 40 andre modstandsfolk blev taget. Anden gang havde jeg været på trykkeriet. Foruden at skrive artikler og stencils hjalp jeg også med at duplikere. Jeg var kørt fra trykkeriet med en ordentlig stak aviser og havde afleveret dem på Hovedbanegården, inden jeg kørte hjem til Wildersgade.”
“Da jeg kom hjem, stod mine kammerater der. De var ligblege, troede de havde set et spøgelse. Et par minutter efter at jeg havde forladt trykkeriet med de illegale blade, var Gestapo nemlig kommet og havde beslaglagt trykkeriet. Kammeraterne troede, at jeg var røget med i købet,” fortalte min far og fortsatte:
“En anden oplevelse i Wildersgade var en morgen, hvor jeg vågnede ved et stort spektakel nede på gaden. Den var afspærret og fuld af tyskere. Jeg hørte lyden af tramp op ad trappen og tænkte, nu er det sket! Men så standsede lyden af tramp på etagen under mig. Der boede en gruppe fra den kommunistiske sabotageorganisation BOPA, og de blev taget.”
Mor vendte tilbage til tiden, hvor far var under jorden.
“Det var meget få besøg, jeg havde af far, og jeg var dødsensræd, hver gang han kom hjem.”
“Det var altid om natten, han kom. Jeg var bange for, at Gestapo skulle komme – det var idelig angst. Far, der ikke hørte ret godt, og min hørelse, der i høj grad var blevet skærpet. Jeg lyttede og sov ikke de nætter. Jeg så ham vel tre fire gange på et halvt år. Absolut ikke mere.”
Mors sammenbrud
Et lille års tid efter krigen brød min mor sammen.
“Jeg kunne ikke mere. Jeg troede, jeg igen var gravid. Jeg kunne ikke magte at få et barn mere. Jeg havde haft jer to alene under krigen. Jeg havde haft hele ansvaret – kunne ikke mere.”
“Jeg havde holdt mig under hele krigen, holdt kontrollen – undtagen dengang i haven, hvor jeg skreg… Hvis du havde to små børn, ingen steder at kunne gå, og Gestapo kom for at tvinge dig til at sige, hvor din mand var. Hvad skulle man gøre, der var ingen til at tage sig af jer.”
Til sidst sagde lægen til far, at hvis han ikke ville koste en specialbehandling på mig, måtte jeg opgives og sendes på sindssygeanstalten Sct. Hans
Den eneste mulighed for at få abort var dengang at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling.
“Og det fandt lægen mig moden til. Jeg kom på den lukkede afdeling på Bispebjerg hospital og lå der et par måneder og blev dårligere og dårligere. Jeg var så sløv. Jeg hverken sagde noget, græd eller lo. Var helt apatisk.”
“Til sidst sagde lægen til far, at hvis han ikke ville koste en specialbehandling på mig, måtte jeg opgives og sendes på sindssygeanstalten Sct. Hans.”
Min far?
Efter krigen skiftede han arbejde. Han havde skændtes med en bogholder, og trods det at tilværelsen som sparekassemand normalt var ensbetydende med “at komme ind til den evige hvile”, skiftede han branche.
“Jeg fik jo så meget mere selvtillid af krigen – var temmelig meget forandret.”
Vi kom på børnehjem
Han begyndte hos Emilius Møller A/S i Vimmelskaftet som sælger af de NCR-bogholderimaskiner, der udgjorde datidens store fremskridt for pengeinstitutterne. Men lønnen rakte ikke til det ophold på den klinik, der kunne hjælpe min mor.
Hans arbejdsgiver, hr. Møller, kom ham imidlertid til hjælp med et lån. Mor blev indlagt på Gad og Gjellerup Klinik på Østerbro i et halvt år. Lone og jeg kom på børnehjem.
“Der var ikke nogen i den kære religiøse familie, der ville tage sig af jer,” sagde min mor bittert om det eneste sæt bedsteforældre, vi havde.
Min far måtte indimellem rejse som følge af sit job. Når han besøgte os på børnehjemmet, blev han mødt af to små piger, der var fulde af børnesår.
Der var perioder, hvor han frygtede, mor ville begå selvmord. Når de gik i seng, bandt han derfor en snor om hendes storetå, så han ville blive vækket, hvis hun skulle forlade sengen. Og når han rejste, indskærpede han over for os børn, at vi overtog ansvaret for, at mor ikke forsvandt
Det gik ham på at se, at vi mistrivedes og efter nogle måneder tog han os hjem. Det kunne kun lade sig gøre, fordi han ansatte en kvinde på fuld tid, døgnet rundt, til at tage sig af os. Udgiften lagde endnu en grundsten til en gæld, mine forældre aldrig fik bragt ud af verden. Tværtimod voksede den.
Min fars rejseaktivitet blev øget, også fordi han blev forfremmet til salgsdirektør for firmaets nye store computere. Han kompenserede med en gavmildhed over for os alle, som lå langt uden for hans økonomiske formåen, selv om den i løbet af karrieren blev stor.
Der var perioder, hvor han frygtede, mor ville begå selvmord. Når de gik i seng, bandt han derfor en snor om hendes storetå, så han ville blive vækket, hvis hun skulle forlade sengen. Og når han rejste, indskærpede han over for os børn, at vi overtog ansvaret for, at mor ikke forsvandt. Mor forsvandt alligevel, men kom igen.
De og vi fik mange gode stunder, men også mange svære.
Den sidste del af denne fortælling stammer fra oplysninger, min far tidligere har givet, og fra egne observationer.
Den dag i november, da min mor brød tavsheden om krigen, talte mine forældre til sent ud på aftenen. Far fortalte blandt andet, at hans kontakt med kommunistpartiet ophørte efter krigen. Partiet lå for langt fra hans politiske holdning.
Dem, som krigen især gik ud over, var måske dem, der blev ladt tilbage
Han prøvede ikke at glorificere sin rolle. Han var blot en af de små helte, langt fra krigens nødvendige, men beskidte arbejde, mente han. Det sidste, han sagde den aften, hvor de åbnede for historien, var følgende:
“Jeg tænkte ikke så meget over faren, da jeg deltog i modstandsbevægelsen og var under jorden. Det var jo også spændende, og man havde det virkelig godt med sine kammerater. Dem, som krigen især gik ud over, var måske dem, der blev ladt tilbage.”
HVIS DU NØD DORTE TOFTS ESSAY, SÅ LÆS MERE AF HENDE I POV HER
Topfoto: Hardy Poul Christian Rasmussen og hustru Lise Rasmussen, født Toft. Fotos i privateje.
Frihedskæmperen og hans hustru: Krigens hverdag. Essayet blev i 2005 bragt i let forkortet form i Weekendavisen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
