23 MÅNEDER I GAZA // STATUS – POV’s Bernhard Bierlich gør status over en krig, der ingen ende vil tage, og hvor det, der er moralsk (og verdenssamfundets etik), er til debat.
Hamas har udfordret Israel. Men terror udfordrer os alle. Vesten er ligeledes udfordret i sine moralske holdninger. Israel er under anklage, mens Hamas nærmest har fået et ”frikort”.
Samtidig ignorerer verdenssamfundet andre kriser, blandt andet i Sudan. Hvorfor mon? Dobbeltmoralsk? Mere end noget andet har Gaza-krigen afsløret Israels muslimer og jøder som “uskyldige ofre” for deres dårlige ledere, der tilsidesætter deres virkelige behov for forsoning – hvilket er en nødvendig forløber for en to-statsløsning.
Ifølge profeten Esajas i Det Gamle Testamente skal Israel tjene som ”et forbillede for nationerne” (Or laGoyim), ”så lysende, at andre lader sig lede af det”. I grunden er der tale om ”eksemplarisk moralsk opførsel”, altså ”et moralsk ideal”, som man skal prøve at leve op til. Det betyder reelt set, at vi alle sammen er til eksamen. Der er tale om en påmindelse til os alle, krav og forventninger om at bekæmpe det onde, det, der ikke ønsker freden. Men måden, hvorpå vi kæmper, er samtidig afgørende.
I lyset af dette ideal og kampen mod det onde forsøger jeg at gøre status over den uendelige krig.
En moralsk ulykke
Det er tid til at stoppe krigen – ikke fordi sagen i sig selv er uretfærdig, men fordi en retfærdig sag kan miste sin legitimitet ved den måde, den føres på. En krig, der begyndte i selvforsvar, er blevet til en krig uden ende (”perpetual war”, som i George Orwells 1984) – og det er en moralsk ulykke. Efter næsten to års krig er Israels moralske status blevet dybt kompromitteret.
Der er gået 23 måneder efter Hamas’ forbrydelser den 7. oktober 2023, hvor mindst 1.200 israelere blev myrdet og 250 mennesker bortført som gidsler. Mange er sidenhen frigivet, nogle dræbt, men cirka 50 er stadigvæk i Gaza. Og Israel fortsætter sin militære kampagne. Det erklærede mål – at besejre Hamas og befri gidslerne – forbliver uopfyldt. Det, der i stedet er opnået, er massive ødelæggelser af liv, tilintetgørelse af Gazas byer og dets økonomi – og den konstante nedslidning af Israels egen moralske status.
Hver dag krigen fortsætter, bevæger Israel sig længere væk fra den ”moralske førerposition”, det engang besad, og tættere på det dybe hul, som Hamas befinder sig i. Dette er ikke kun en strategisk fiasko – det er også en moralsk fiasko, ikke eksemplarisk opførsel. Israel kan ikke lade fjendens umenneskelighed diktere sin egen. Ved at forlænge kampen og påføre massiv, vedvarende civil skade risikerer Israel at miste den moralske forskel, der adskiller det fra Hamas. Det ville ulykkeligvis være en sejr for Hamas, en sejr, som terror ikke fortjener.
Israel skulle have trukket sig ud af Hamas’ ”dødelige fælde” for længe siden for ikke at blive smittet af dets hensynsløse brug af civile som skjold. Mens folk i Kyiv søger tilflugt i metroen, når russerne skyder, går Hamas i sine tunneler (700 km af dem) under israelske bombardementer, mens civilbefolkningen må sejle sin egen sø over jorden. Mænd, kvinder og børn må helt bevidst agere kanonføde under israelske bombardementer, som er tiltænkt Hamas.
I sidste ende må man konkludere, at etikken og næstekærligheden (ifølge Dostojevskij måske det eneste princip bag vores menneskelige eksistens) er den bedste målestok for alt dette.
En krig skal stoppe, når dens mål ikke kan opnås undtagen med uacceptable moralske omkostninger til følge
Ifølge Professor Michael Walzer, den kendte ekspert i kriges etik, kan Israel siges at have handlet på retfærdig vis i sin tidlige reaktion. I de første uger var dette derfor en ”retfærdig krig”: Dens formål var legitimt, og dens fjende (Hamas) tydeligvis skyldig.
Men en retfærdig reaktion er, pointerer Walzer ikke ensbetydende med ”retfærdig krigsførelse”. Strenge regler skal overholdes – med respekt for kombattanter og civile, brug af magt, der står i forhold til målene, og styret af en realistisk udsigt til at ende i en bedre fred.
23 måneder inde i krigen er disse grænser blevet overskredet igen og igen. Der er stadig gidsler i fangenskab. Hamas er ikke besejret. Gazas civilbefolkning udholder ubarmhjertige lidelser. Hjem, hospitaler og skoler er lagt i ruiner. Omfanget og den vedvarende krig kan ikke længere bortforklares som uundgåelige bivirkninger af en retfærdig kamp.
Walzer taler ligeledes for ”proportionalitet” – handlinger skal stå i et rimeligt forhold til det mål, der søges opnået. En krig skal stoppe, når dens mål ikke kan opnås undtagen med uacceptable moralske omkostninger til følge. At fortsætte er at risikere at kæmpe i ”fjendens moralske skygge” og er – hvad enten det er tilsigtet eller skyldes ligegyldighed – at vise netop den ligegyldighed over for menneskeliv, der definerer Hamas.
Selve Gazastriben er afskåret på alle sider, og der er ingen flugtvej for civilbefolkningen.
Der er tale om stor fare og en situation, som allerede er tæt på et bristepunkt på grund af regeringens vedvarende forsøg på at ødelægge det israelske demokrati
Den jødiske filosof Maimonides skrev i middelalderen: En by må kun belejres fra tre sider. Den fjerde side skal forblive åben og dermed tillade civile at flygte og hjælpeforsyninger at komme ind. En moralsk test, der i sidste ende betyder, at en belejrende hær ikke må omringe en by fuldstændigt.
Gaza har ikke denne fjerde, åbne side, fordi egypterne mod syd ikke ønsker at åbne for flygtninge af frygt for, at Israel ikke vil tillade de fordrevne at vende tilbage. Da Hamas er fuldstændig ligeglad med civilbefolkningens lidelser, står Israel, ville Maimonides nok minde om, ikke kun med en politisk og strategisk, men også en stor moralsk udfordring. Det gør ægypterne faktisk også. De har jo muliggjort smugling af våben ind i Gaza i første omgang. Der er ikke nogen gode aktører i det her.
Ekstremister i premierminister Benjamin Netanyahus højreregering, som er den mest ekstremistiske regering Israel nogen sinde har haft, har tydeligvis ikke bestået denne moralske test, og gentagne gange fremsat et ønske om helt at stoppe nødhjælpen. At denne regering er umoralsk, er desværre helt klart. Nu får Israel skylden for den humanitære situation, og den er mere eller mindre ansvarlig.
Krigsmodstanden i Israel er voksende. Flere hundrede tusinde israelere demonstrerede den 17. august for våbenhvile og frigivelse af gidslerne. Tilliden til regeringen (også fra hæren, som i et internt dokument taler om kampene siden den sidste våbenstilstand i januar som en ”fiasko”) vil få et endnu større knæk, hvis hæren besætter Gaza By.
Der er tale om stor fare og en situation, som allerede er tæt på et bristepunkt på grund af regeringens vedvarende forsøg på at ødelægge det israelske demokrati (domstolenes uafhængighed).
Da der er så mange problematikker, og verdenssamfundet synes at have bestemt sig for at give Israel hele skylden, burde Israel, som sagt, have trukket sig hurtigt ud af Gaza, et ”morads”, et israelsk udtryk, der henviser til den lange og kostbare (i menneskeliv) israelske tilstedeværelse i Libanon under den Første Libanonkrig, 1982-2000.
Summa summarum: Det ”libanesiske morads” er brændt ind i israelsk kultur som en påmindelse om, at man skal kende sin besøgelsestid og trække sig, mens tid er, før der skabes nye problemer. Hvem vil for eksempel være ansvarlig, når vinteren kommer: ”Vinteren vil blive en katastrofe,” advarer læger i Gaza, nu hvor luftvejsinfektioner er begyndt at sprede sig.
Havde Israel derfor trukket sig hurtigt ud af Gaza, ville det have undgået at skabe alle de situationer, som det internationale samfund nu giver Israel skylden for. Det sagde Yossi Beilin, som tidligere var israelsk justitsminister og en af arkitekterne bag Oslo-processen og to-statsforhandlingerne i 1990’erne, for nylig i et interview på israelsk fjernsyn.
Retfærdighed og moral handler nemlig ikke kun om, hvordan en krig starter – det handler også om, hvordan og hvornår den slutter
Ensidig fordømmelse af Israel – samtidig med at man undlader enhver kritik af Hamas, som har fået et ”frikort” – fører ikke til noget, når det endelig mål må være heling, forsoning og en fredsproces. Vesten ser ud til at være gået i den samme fælde, som Israel også er gået i.
Vestlig kritik er reduceret til et ”bad cop-good cop” narrativ, med Israel som ”bad cop”. Med denne kritik, hvor rigtig den end måtte føles, risikerer vi at komme til at gå Hamas’ ærinde: delegitimering af Israel og det ondes voldens sejr. Ligesom for Israels vedkommende har Hamas udfordret Vesten.
Vesten er gået i Hamas’ fælde og diskuterer udelukkende Gaza og næsten ikke den humanitære katastrofe i Sudan, som faktisk er meget værre end den i Gaza. Hvorfor opnår Gaza så meget opmærksomhed? Kan det være, at hudfarve bestemmer vores opmærksomhed og mangel på samme, og hvad et liv er værd? Racisme og et andet onde i vores kultur, måske antisemitisme, som Hamas, en dybt antisemitisk terror organisation, har fået op til overfladen? Antisemitisme er ligesom en gammel sygdom, der altid ligger i skjul og venter på at angribe ved bedste lejlighed – jf. Albert Camus’ Pesten.
Tid til selvkritik: ”Hvordan ville vi selv have reageret, hvis vi, og ikke israelerne, skulle bekæmpe Hamas?”
Der skal en forsoningsproces i gang, og denne forsoning skal komme fra neden – fra folket selv
Valget er tydeligt, også for mange israelere: at afslutte denne krig eller se den retfærdige sag blive opslugt af den samme uretfærdighed, man satte sig for at bekæmpe. Retfærdighed og moral handler nemlig ikke kun om, hvordan en krig starter – det handler også om, hvordan og hvornår den slutter.
Forhåbentlig kan man genfinde lyset. Dette er ikke Sydafrika, som blev koloniseret af hollænderne sidst i det 17. århundrede og i apartheidårene fortjente boykot. Her drejer det sig tværtimod om ”to indfødte folk”, som skal deles om et land.
Efter at de palæstinensiske ledere har afvist den ene to-statsløsning efter den anden siden 1937 (1937, 1947, 2000) og dermed har gjort deres folk, som de burde repræsentere, en rigtig dårlig tjeneste, er tiden nu inde til en game changer, der tager fredsprocessen ud af ledernes og politikernes hænder.
Der skal en forsoningsproces i gang, og denne forsoning skal komme fra neden – fra folket selv – ikke fra politikerne foroven. At indlede en ”folkelig fredsproces” er at redde de to folk, jøderne og muslimerne – og dermed også Israels moralske fremtid (se som inspiration ”folkets fredsproces i Nordirland”).
Der er tydeligvis fælles fodslag på de to kerneområder for menneskelig eksistens: samarbejde om ”sundhed” og ”økonomisk velvære”. Omkring disse fællesinteresser kan virkelig forsoning, og til sidst, en to-statsløsning, vokse frem.
Modsat ledere og politikere drejer det sig for mennesker om at samarbejde og få dagligdagen til at fungere. Det, der mangler, er derfor en forståelse af de ”menneskelige”, ”eksistentielle” behov for at samarbejde – i et respektfuldt forhold til hinanden.
En måde at realisere disse behov er inden for rammerne af en ”konfødereret” to-statsløsning, som Yossi Beilin har foreslået, hvor begge grupper frit kan bevæge sig, bo og arbejde i de to stater. En gang for alle vil den evige strid om landet og udelukkelsen af hinanden kunne høre op.
Lyt til græsrødderne. Der er grund til (forsigtig) optimisme, når denne moralske vildfarelse er til ende, dårlige ledere er ude af billedet, og Israel igen kan tage fat på sin moralske fremtid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og