FILMKLUMME – Filmens verden er fyldt med historier, om skurke og helte, om stor kunst og bizarre fiaskoer. Nogle historier går i skolebogen, andre går til glemme. Den ungarske instruktør Ildikó Enyedi har været glemt i lang tid, men har nu fået et comeback. Derfor fortæller denne uges Kinok historien om hende, om hendes landsmand Béla Tarr og lidt om Ungarn.
Lad mig fortælle dig en historie:
1989 var et vigtigt år, både for Ungarn og for ungarsk film. Den gamle generalsekretær János Kádár, der havde siddet på magten siden sovjetterne invaderede i 1956, var død året før, og folket fornemmede muligheden for frihed. Den unge nye premierminister Miklós Németh skuffede ikke, og ved årets udgang var der både planlagt demokratiske valg, og Némeths beslutning om at åbne Ungarn for østtyske flygtninge på vej til Østrig havde været medvirkende til, at Berlin-muren faldt. En ny historie kunne begynde. Men som så mange østeuropæiske historier i halvfemserne blev det hurtigt en fortælling om recession, røver-kapitalisme og økonomisk kaos.
Man kan også sige, at slutfirserne indvarslede en ny epoke inden for ungarsk film, med to milepæle inden for ganske kort tid. Den ene, Béla Tarrs dystre Damnation fra 1988, står i dag som vendepunktet i en af de seneste årtiers største auteur-oeuvres. Tarr begyndte at arbejde med sort-hvide billeder, meget lange takes, begyndte et samarbejde med forfatteren László Krasznahorkai og fastlagde dermed en stil, han fortsatte med resten af hans karriere.
Den anden filmiske milepæl, Ildikó Enyedis Mit 20. århundrede – i 1989 en sensation, der vandt debutant-prisen i Cannes og gav hende stor opmærksomhed i hjemlandet – gik derimod over tid i glemmebogen, og ikke ret mange snakkede om Enyedi som en vigtig filmskaber. Indtil nu. Med en overraskende Guldbjørn i Berlin tidligere på året for Med krop og sjæl blev Enyedi eftertrykkelig genopdaget, og det er derfor det perfekte tidspunkt at kaste et blik på hendes karriere. At genfortælle hendes historie.
Enyedis historier
Det er Ildikó Enyedi rigtig god til, det med at fortælle historier. Rigtig mange historier på en gang. I Mit 20. århundrede fortæller hun nærmest en hel epokes historie, og så har hun endda overskud til at drage ud på den ene digression efter den anden. Filmen fortæller om et tvillingepar, der bliver født i Ungarn på præcis det tidspunkt, hvor Edison præsenterer den elektriske elpære. De adopteres af to forskellige mænd, så den ene bliver rig og dekadent, mens den anden bliver anarkist. De forelsker sig tilfældigt i den samme mand, hvilket sammen med en plan om at myrde en ungarsk politiker udgør grundstammen i filmen.
Men filmen er så meget mere end det. To talende stjerner kigger ned fra stjernehimlen og kommenterer på, hvad der sker. Da stjernerne finder en hund spærret inde i Edisons laboratorium, viser de den glimt fra det kommende århundrede, hvorefter hunden stikker af og triumferende stopper et damplokomotiv. En chimpanse fortæller historien om, hvordan han endte i en zoo. I en lang passage giver den virkelige filosof Otto Weininger en ufattelig misogyn forelæsning til et publikum af ungarske rødstrømper.
Det kan være svært at forstå, hvor stilfærdigt oprørsk det er at lave en ungarsk film, der hedder Mit 20. århundrede. Ungarn havde nærmest ikke noget tyvende århundrede. Landet startede århundredet som en del af det østrig-ungarske kejserrige, og trods rigets navn en perifer del; det var fra 1920 til 1944 nærmest et diktatur under den pro-tyske Miklós Horthy, og efter krigen var det fanget på den sovjetiske side af jerntæppet. Enyedis styrke ligger i at danne en historie, hvor der reelt ingen historie er. Hun finder den perifere, den skjulte, laver nye fortællinger, fortællinger om kvinder, om fattige, om hunde og aber, om østeuropæere, om alle dem, der ikke passer ind.
Det er vanvittigt, og det er billigt. Det imponerende er selve letheden i, hvordan gamle historier kan blive til helt nye
Hendes fortælletalent er især tydeligt i den eksperimenterende dokumentar Winter Campaign, der på en eller anden måde vist relaterer til Mit 20. århundrede. Den er baseret på fortællinger af forfatteren Milán Füst, men består bare af gammelt filmmateriale med voice-over, som så bliver til fortællinger om soldater fra Anden Verdenskrig. I den ene konverserer soldaterne med indiske fakirer. I den anden flygter de sammen med en gruppe pingviner. Det er vanvittigt, og det er billigt. Det imponerende er selve letheden i, hvordan gamle historier kan blive til helt nye.
1994: Kaos og krise
Men så let er det heller ikke, især ikke når ens land er på randen af opløsning. I 1994, mens det økonomiske kaos hærgede, og landet stemte kommunisternes efterfølgere tilbage til magten i protest mod udviklingen, vendte både Enyedi og Tarr tilbage med nye spillefilm. Kun den ene blev en succes.
Og det var ikke Enyedis. Hendes Magic Hunter havde premiere i hovedkonkurrence i Venedig, men er ganske mislykket. Problemet er først og fremmest pengerelateret, tror jeg. Det er ganske interessant, at David Bowie er en af filmens producenter, men at Gary Kemp, forsangeren fra Spandau Ballet, spiller hovedrollen er lidt noget fjolleri. Han spiller ikke vanvittig godt på (dubbet) ungarsk, men har da forhåbentlig sikret nogle engelske investeringer.
Der er mange historier inde i historier. Filmen er en historie, en mor fortæller sit barn under et luftbombardement i fyrrerne; en genfortælling af operaen Jægerbruden, men omplantet til halvfemserne (hvordan en kvinde fra fyrrerne end kan fortælle om det). En snigskytte ved det ungarske politi rammes af krise, men får så af djævelen udleveret patroner, der aldrig rammer forbi.
Karaktererne i dén historie fortæller så også hinanden legender fra Ungarns fortid, og i filmens klimaks bindes de tre dele, fyrrerne, halvfemserne og middelalderen, så sammen til et enkelt øjeblik. Men især middelalderdelen virker for kitschet, for glat. Enyedi fortæller som regel modhistorier, men her virker det som om, hun vil redde den officielle historie i en kikset udgave.
Béla Tarr, derimod, gjorde noget helt andet. Han fortsatte samarbejdet med den store ungarske forfatter László Krasznahorkai og filmatiserede hans Sátántangó i sin helhed. Syv timer lang blev filmen. Sort-hvid igen. I timevis følger vi fordrukne ungarere i en verden af opløsning, mens den udspekulerede Irimiás forsøger at narre deres ejendom fra dem.
Magic Hunter vs Sátántangó. En optimistisk højkulturel genfortælling af ungarsk historie vs en miserabilistisk fortælling om korruption, svindel og dumhed. Tarr havde måske nok fingeren på pulsen i forhold til situationen i Ungarn. Hans film er i dag anerkendt som en klassiker, i 2012 blev den nummer 35 på Sight & Sounds liste over de bedste film nogensinde. Magic Hunter er glemt, og Enyedi fik kun lavet en enkelt spillefilm mere, Simon, the Magician, en fransk co-produktion fra 1999, som vist nok også relaterer sig til idéerne fra Mit 20. århundrede.
Fortsættelser
Béla Tarr fortsatte. I 2000 filmatiserede han endnu en Krasznahorkai, Werckmeister Harmonies, aka verdens næstbedste film nogensinde, ifølge mig! Han drev sin pessimistiske stil til apokalyptiske højder i Hesten fra Torino fra 2011, og så gik han på pension.
Ungarn fortsatte vel egentlig også. Konservative og socialister skiftedes til at sidde på magten. I 2004 blev man medlem af EU. Der udbrød protester i 2006, efter at premierminister Ferenc Gyurcsány blev taget i at have indrømmet hans socialistiske parti løj for at beholde magten og intet havde udrettet. I kølvandet på den krise steg Viktor Orbán og hans national-konservative Fidesz til magten, og Orban har siddet som regeringsleder siden 2010. Landet er efterhånden et af de mest autokratiske i EU.
Kun Enyedi fortsatte ikke rigtig. Hun instruerede 37 afsnit af den ungarske udgave af In Treatment, men lavede ikke nogen spillefilm mellem 1999 og 2017. På en eller anden måde var hendes projekt også blevet overflødigt: Hun slog igennem på at kunne fortælle den ungarske historie med meget få virkemidler, men så begyndte Ungarn selv at fortælle sin egen historie. At det så ikke er nogen ret god historie gjorde nærmest bare situationen værre, men det var derfor, Béla Tarr fik så megen hyldest.
En ny lille historie
Mennesker har dog stadigvæk deres egne historier, og de kan også fortælles. To personer deler en fortælling i Enyedis Med krop og sjæl, hendes overraskende comeback efter 18 års filmpause. De to personer drømmer samme drøm, om hjorte og skovsøer, og drages derfor mod hinanden. En ældre enarmet mand, og en yngre akavet kvinde. Han har formentlig oplevet diktaturet, hun er sikkert for ung. Man skulle ikke tro, de havde meget til fælles, men et eller andet binder dem sammen.
Efter ikke at have lavet film i 18 år, vender Enyedi tilbage med en stille og rolig pointe: Historierne er der altid. Du og jeg, vi kan lave vores egen lille historie sammen, hvis det er det, vi vil
Filmen foregår i sit eget lille mikrokosmos, på et slagteri. Vi ser køerne blive til kød, stirrer ind i deres levende øjne i nærmest dokumentariske sekvenser. Vi følger arbejderne under frokostpausen. Lukkes ind i hierarkiet og intrigerne på arbejdspladsen og følger med, når en efterforskning sættes i gang, efter at der er blevet stjålet potensfremmende pulver til brug ved kvæginsemination. Hvis Enyedi før altid syntes optaget af nationale emner, så er hendes nye film forbløffende lille og intim. Filmisk er der også mindre armbevægelser, end der før har været, fotograferingen er bestemt imponerende, men den gør ikke så meget væsen af sig som hendes tidligere brug af sort-hvide billeder og dokumentarisme.
Der er bare på en eller anden måde noget vidunderligt over det. Efter at kæmpe for at finde en ungarsk stemme, efter at kæmpe med co-finansieringer, efter ikke at have lavet film i 18 år, vender Enyedi tilbage med en stille og rolig pointe: Historierne er der altid. Du og jeg, vi kan lave vores egen lille historie sammen, hvis det er det, vi vil. Må Guldbjørnen give anledning til mange flere historier fra hendes kant.
Ungarsk film er inde i nogle rigtig gode år. László Nemes’ Sauls søn blev en sensation over hele verden, og selv om jeg personligt synes Kornél Mundruczó laver forfærdelige film, så har han vundet megen hæder med White Dog og Jupiter’s Moon. Politisk er landet inde i en forfærdelig udvikling, har i årevis syntes på vej tilbage mod autokratiet. Især Mondruczós store armbevægelser kan virke som en reaktion mod regimet, et forsøg på at råbe verden op om råddenskaben i landet. Enyedi, fra en tidligere generation, opvokset under et tidligere diktatur, synes mere resigneret. Mørke tider er hvad, der sker. Om den uretfærdige historie gentager sig, så vil det altid være muligt for os mennesker at finde vores egen modhistorie. Det er en god pointe at lune sig på i en hård tid.
Med krop og sjæl
Premiere: 02.11.2017
Originaltitel: Teströl És Lélekröl
Genre: Drama, romantik
Copyright og hovedfoto: Øst for Paradis
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her