FILM // ANMELDELSE – Frederikke Aspöcks forrige film blev – noget overraskende, men ikke ganske ufortjent – tildelt Nordisk Råds Filmpris i 2023, og det var et bemærkelsesværdigt forsøg på at kombinere satire, alvor og komedieelementer i en film om et seriøst emne. I den nye film, Mand op, er instruktøren både gået videre og måske også lidt tilbage, idet filmen er mere ren komedie uden de samme knaster og kunstneriske ind- og udfald.
Vi starter lige på med en telefonoptagelse med Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard) i elefanthue, så han ligner en gemen terrorist, for han og tre venner er tilsyneladende trætte af kvinders dominans i samfundet. De forsøger at få opbakning til mere hands-on-aktioner af en populær forfatter og politiker (Jens Albinus), der har slået sig op på at bevare patriarkatet. Den opbakning giver han indirekte, mener de fire i gruppen ”Mand Op”, og derfor mander de sig op til at lave graffiti-hærværk hos den socialdemokratiske ligestillingsordfører. Dét er morsomt.
Siden bliver det værre og værre, og det er et sjovt og gennemprøvet komediegreb at lade ting udarte sig fra det decideret lavkomiske – her for eksempel illustreret af de klodsede hovedpersoner, der vælter over havemuren til ligestillingsordføreren – til det potentielt mere farlige med våben, gidseltagninger og en bombe.
Undervejs kommer jeg decideret til at savne et mere radikaliseret filmsprog
Valget hos manusforfatteren (Lars Husum, som også skrev manus til Aspöcks De Frivillige (2019)) og instruktøren er dernæst, om komikken eller farligheden skal overtage. For enten at gøre satiren mere højkomisk eller mere besk. Desværre oplever jeg, at der hverken sker det ene eller andet i tilstrækkelig grad, og for mig at se er der flere årsager til det. Jeg savner for eksempel, at filmen i dens fotografering og klipning og æstetik i det hele taget – på trods af gengangere af både fotograf, klipper og komponist – udviser noget af den samme vildskab, som var til stede undervejs i Viften.
Radikaliserede mænd og midtersøgende æstetik
Det er muligvis en pointe, at det skal føles naturalistisk og genkendeligt, og det er også sjovt, når Rasmus foran supermarkedet møder den ene af sine kumpaner (Christopher Læssø), der tydeligvis er under tøflen, når han sammen med et af børnene sættes ind på bagsædet af bilen bag sin kone, der naturligvis kører bilen.
I den slags scener forstår vi og anerkender sådan set mændenes afmagt, men undervejs kommer jeg decideret til at savne et mere radikaliseret filmsprog, som kan få os ud på kanten af sædet i højere grad. Handlingen trænger simpelthen til mere æstetisk ekstremisme.
Undervejs i klimaksscenen optræder der for eksempel noget underlægningsmusik, der rent musikalsk lyder godt, men som virker underligt kontraintuitivt lige på dette tidspunkt. Det er hverken parafraserende eller polariserende action-filmmusik eller kontrapunktisk skønhed, men noget ind imellem, som jeg synes mindsker både spænding og indlevelse.
De filmiske valg er som regel ret simple, og jeg forstår undervejs ikke helt at værdsætte dem. I sin tid oplevede jeg med Viften, at der var filmiske elementer, som jeg simpelthen blev i tvivl om meningen med. Men i det samlede udtryk var det dengang en god tvivl, fordi summen af de enkelte dele føltes som større end helheden. Eller rettere: at helheden måske snarere var større end summen. Denne gang har jeg ikke fornemmelser i den retning, fordi materialet ikke giver anledning til det.
Stereotype kvinder i “Mand op”
Og så er der kvinderne. Udover Rasmus’ ekskæreste (Sofie Torp) er de skildret ret stereotypt – Amanda Collins rolle som politikerens kone er for eksempel både lige lovlig karikeret og ’manus-tænkt’ – og det bringer mig hen til en spoiler alert: For det viser sig nemlig, Rasmus sådan set slet ikke er politisk-ideologisk interesseret i en delvis tilbagerulning af kvinders magtposition, selvom han udtaler den ret morsomme replik, at kvinder er blevet berusede af deres magt, og at ”man tager ret dårlige beslutninger som beruset.”
Næh, han vil tilsyneladende bare elskes af sin ekskæreste, som faktisk også er temmelig sød og ordentlig, så hvem vil ikke gerne det? Den personlige historie afmonterer desværre samfundssatiren i mine øjne, og da de andre mænd i gruppen sådan set også i det store hele er ret velfungerende, så mister jeg faktisk troen på filmens interesse for en ligestillingsdebat, som man ellers tænker undervejs, at den gerne vil afføde. Filmen vil i stedet åbenbart hellere være et portræt af en forsmået mand, der bare tilfældigt udnytter en tendens i tiden, som vi har læst om i medierne.
Jeg havde ventet en videreførelse af takterne fra den forrige film, idet Mand op kredser om et emne, der potentielt er ligesom betændt som Danmarks fortid som kolonimagt. Men måske er det nærheden på os selv og vores egen tid, der gør, at jeg føler, at håndbremsen er trukket? Svigtede modet alligevel? Jeg håber, at instruktøren går hele vejen næste gang – hvad det så end betyder. Det bliver også forhåbentlig helt op til hende selv og ikke til en halvsur anmelder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og