Knivsæggen, vi må balancere på: Min yndlingsforfatter var nazist

af i Kultur/Minoriteter/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Er det historieløst at kritisere John Wayne for racisme? Hvorfor beskrives Eisensteins montager som propaganda, mens D.W. Griffith hyldes uforbeholdent, selvom han var tilhænger af og inspirerede KKK? Hvordan forliger man sig med Heideggers filosofi, når manden var nazist? Sebastian Cordes skriver om at balancere på en knivsæg.

For nyligt cirkulerede et gammelt Playboy-interview fra 1971 med westernhelten John Wayne, hvor han meddeler, at han – udover på et tidspunkt at eje 70% af hele Panamas rejefiskeri – er tilhænger af white supremacy; at sorte ikke bør have magt i landet før de er ordentligt uddannede, og at de oprindelige folk i Nordamerika var selviske, fordi de ville beholde hele kontinentet for sig selv: ”I don’t feel we did wrong in taking this great country from them,” siger han.

Interviewet blev hurtigt delt tusindvis af gange på Twitter, og forargelsen var stor.

Hvordan kunne han udtale disse ting? En helt som ham? Som så ofte i disse accelererende tider, kom der dog hurtigt et oprør mod de oprørte. Men det var ikke den sædvanlige pointe, om at man skal skelne værk og kunstner, som vi har set med Kanye West, Woody Allen, Roman Polanski etc. Det var noget helt andet.

En af de store kritikere af ‘hysteriet’ kom fra blandt andet Informations filmredaktør Christian Monggaard, der mente, at det var et udtryk for historieløshed at kritisere Waynes holdninger, og at konteksten blev overset; mange havde disse holdninger i den tids USA: ”De unge mennesker, jeg taler om, himler op, som om de har opdaget en stor, beskidt hemmelighed. Det har de ikke. De har blot fundet ud af, hvad mange andre har vidst i årevis. Ellers kan vi jo lave sager ud af alt.” Tweetede han.

Hvorfor havde jeg som et af de unge mennesker delt interviewet – med en svært utilfreds smiley som akkompagnement – og hvorfor synes mange, at det var latterligt at gøre? Og hvordan kunne jeg både være enig og uenig med Christian Monggaard?

Christian Monggaard er en person, jeg oftest et enig med, hvilket gjorde jeg måtte læse hele hans tråd igen – uden at lade mig overbevise. Jeg var stadig forarget over John Waynes udtalelser. Monggaard delte efter en Twitter-udveksling en artikel fra The Guardian, som han mente forklarede det hele, som jeg også synes var god – og dermed var min forvirring total.

Hvorfor havde jeg som et af de unge mennesker delt interviewet – med en svært utilfreds smiley som akkompagnement – og hvorfor synes mange, at det var latterligt at gøre? Og hvordan kunne jeg både være enig og uenig med Christian Monggaard?

Perspektivet

Det er korrekt, at Wayne ikke var en enlig tilhænger af et hvidt overherredømme i 1971, hvilket i sig selv er nok så skræmmende. Tiden, hvor interviewet kommer i, hvor Wayne er den filmstjerne, der har tjent flest penge i filmhistorien til sine filmstudier, er en splittet tid.

Tre år inden interviewet blev bragt, blev den – i tiden upopulære – Martin Luther King Jr. skudt. John Wayne har set på den person, vi nu hylder som forbillede, og tænkt, at mennesker med sort hudfarve ikke var gode nok til at lede landet. Han spørger retorisk i interviewet, om der er noget sted i verden, sorte har det bedre end i USA. Og det i en tid, hvor afroamerikanske jazzmusikere som eksempelvis Bud Powell tog til Europa, herunder Danmark, fordi de blev behandlet bedre end i deres hjemland.

Interviewet med John Wayne, der i øvrigt er eminent og kritisk journalistisk arbejde, viser blandt andet, at det er en fortsættelse af en amerikansk tradition, når vi i dag ser tilhængere af white supremacy til store demonstrationer rundt om i USA.

Hvorfor er det vigtigt at lære af filmhistorien? Fordi det er den mest magtfulde medieform: Film former vores bevidsthed, sprog og virkelighed mere end nogen anden kunstform

Det er ikke en ny ting, men tendsen er voksende. I 2018 blev der registreret 1000 hadegrupper i USA, alle sammen tilknyttet højreorienterede ideologier. At nynazister vinder frem i Charlottesville, eller at de oprindelige folk i Nordamerika får fjernet rettigheder til at stemme, er ikke noget nyt men noget stadigt.

Jeg vidste godt, John Wayne var højreorienteret. Men jeg vidste ikke alt om ham. For eksempel vidste jeg ikke, at John Waynes personlige holdninger ikke blot blev ved ord, Wayne deltog aktivt i arbejde for at udbrede sine værdier.

”Not for nothing did he preside for four years, between 1949 and 1953, over the Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals, which sought to uphold “the American way of life” in films, and protect cinema from “communists and fascists,” skriver Caspar Salmon i The Guardian.

Og hvad var formålet med denne gruppe? ”The only thing our side did that was anywhere near blacklisting was just running a lot of people out of the business,”siger Wayne selv.

Behøver man høre om Waynes aktiviteter ude for lærredet for at vide dette? Næppe. Som Caspar Salmon nævner i sin artikel, er hans film generelt misogyne, racistiske og konservative. Og i øvrigt topunderholdende. Det er dilemmaet.

Jeg så mange af dem, da jeg blev filminteresseret i gymnasiet og fandt en speciel forkærlighed for westerngenren, og jeg ville ikke tøve med at se dem igen i dag. Jeg behøver ikke kræve dem forbudt – som nogen tror kritik betyder – fordi jeg ser de træk, de har. Men jeg bliver heller ikke tosset eller krænket, hvis nogen påpeger, at John Wayne repræsenterer de højreorienterede værdier.

Da Playboy-journalisten spørger, om Wayne er sur over, at kritikere betegner hans film The Green Berets som et forsvar for Vietnamkrigen, for propaganda, er svaret, at han er enig: Filmen er ment som propaganda.

Han insisterer selv i interviewet på, at han identificerer sig med karaktererne i sine film, at værdierne er de samme. Han siger nej til roller, der ikke stemmer overens med hans overbevisning. Han nægter selv at adskille kunst og person, uanset om vi så kan gøre det eller ej.

Både Salmon og Monggaard mener, at interviewets pludselige udbredelse og forargelsen er et udtryk for manglende viden om Wayne, film og historien generelt.

At en holdning som den om The Green Berets har været kendt længe. Hvilket er rigtigt. Men det er spøjst at kritisere lægmand for at ikke vide alt om John Wayne, netop som de er i gang med at lære af historien.

Jeg lever selv blandt andet af at lave, undervise og holde foredrag i film, og jeg lærte noget af interviewet. Om Hollywoods historie, om Wayne, om en tidsånd. Her er Monggaard og jeg måske uenige i, hvad der lå bag at dele det interview.

Men vi var også enige i noget. Om at man skal lære af filmhistorien. Hvorfor er det vigtigt at lære af filmhistorien? Fordi det er den mest magtfulde medieform: Film former vores bevidsthed, sprog og virkelighed mere end nogen anden kunstform.

Det brændende kors

I en utrolig velsmurt dokumentarfilm om filmklipningens historie ved navn Cutting Edge er der en sekvens, der handler om den første reelle amerikanske filmskaber, D.W. Griffith, hvor hans aftryk på filmhistorien hyldes.

Kort sagt opfandt han den måde, Hollywood laver film på i dag, hvor klipningen ikke skal ses, men føre historien videre; han opfandt flashbacks på film, han opfandt nærbilledet på film og meget andet.

Før Griffith i filmen Birth of a Nation opfandt det brændende kors som symbol for KKK, havde bevægelsen ikke brugt det. Det fortæller om filmens intervention i og indvirkning på virkeligheden. Billedet var så stærkt, at KKK tog det til sig

Og så er der en sekvens i filmen, der handler om de første sovjetiske filmskabere, der opfandt den anden teknik, vi kender i dag: montagen.

Når man eksempelvis sætter et skud af en mand og en tom tallerken ved siden af hinanden, danner der sig en tredje mening – man tænker måske han er sulten, selvom det ikke er blevet sagt højt.

Cutting Edge er en film, jeg tit bruger, når jeg underviser i film, selvom der er ét element, der altid skurrer i min øjne og ører. Når D.W. Griffith nævnes, er det som en sublim håndværker, men når det kommer til russerne, er de revolutionære propagandister. Hvilket ikke nødvendigvis er usandt. Men det samme er gældende for Griffith.

Griffith var tilhænger af white supremacy– ligesom Wayne, blot tres år tidligere. Han lavede en film, der populariserede det brændende kors, vi i dag kender som KKK’s symbol. Det gjorde han i en film, hvor en række skuespillere i blackface repræsenterer de onde sorte, der vil voldtage de hvide kvinder.

Før Griffith i filmen Birth of a Nation opfandt det brændende kors som symbol for KKK, havde bevægelsen ikke brugt det. Det fortæller om filmens intervention i og indvirkning på virkeligheden. Billedet var så stærkt, at KKK tog det til sig.

I en amerikansk produceret film om filmhistorien er det ikke naturligt at få dette at vide. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, om man ikke kan lide ideen om, at grundlæggeren af ens kunstform var tilhænger af Ku Klux Klan, eller man blot mener, det ikke er ligeså relevant som det propagandistiske i, at de kommunistiske filmskabere hyldede arbejderne i film som Sergei Eisensteins Strejke.

Jeg vil gerne se begge film – men jeg vil også gerne have den kritiske kontekst for dem begge. Som den tidligere nævnte filmskribent fra The Guardian, Caspar Salmon selv skrev om anti-kommunisten Wayne, har der ikke været meget kritik af Wayne fra mainstreamen af. Den kendte filmkritiker Roger Ebert kaldte i 2011 Waynes syn på de oprindelige amerikanere ‘uoplyst’. En mildest talt, utrolig stærk underdrivelse.

Nazisten hvis bøger jeg elsker

Og så til den måske lidt mærkelig overskrift. Jeg vil mene, at jeg er så heldig, at den filosof, der har haft mest indflydelse på mit kunstneriske virke, var nazist. Jeg er sågar ved at skrive en bog baseret på hans ideer om kedsomhedens potentiale.

Filosoffen Martin Heidegger var ikke bare medløber i Nazityskland, hans notesbøger fra 30’ernes og 40’ernes Tyskland er fyldt med antisemitiske holdninger, og han sværgede troskab til nazipartiet i fuld offentlighed for at kunne overtage rektorstillingen på universitet i Freiburg i 1933.

Jeg kan ikke lægge hans værk på hylden, fordi han var tilhænger af nazismen. Men jeg undgår heller ikke en diskussion af hans antisemitisme, hvis det bringes op

Han nægtede tilmed sin læremester – den jødiske Edmund Husserl – adgang til biblioteket, efter Husserl gik på pension. At han dedikerede sit største værk, Væren og tid, til selvsamme Husserl, og i årevis havde en affære med den yngre jødiske filosof Hannah Arendt mudrer blot billedet mere. Men det frifinder ham ikke.

Heidegger bærer her, som rektor for Freiburg-universitetet i 1934, et naziemblem.

Jeg føler, det er heldigt at kunne lide hans tekster, fordi jeg dermed umuligt kan forfalde til at afskrive en kunstners eller en teoretikers værk på baggrund af deres personlige holdninger. Jeg kan ikke lægge hans værk på hylden, fordi han var tilhænger af nazismen. Men jeg undgår heller ikke en diskussion af hans antisemitisme, hvis det bringes op – kun hvis det bliver brugt til at afskrive ham helt. Fordi der i hans filosofiske tekster ikke er spor af denne antisemitisme.

Jeg skal holde to tanker i hovedet samtidig. Og det tror jeg er nøglen. Gå til værket for at finde ud af, om der kan udledes noget mening af det, som jeg kan bruge i nutiden. Med det for øje, at der findes en kontekst, vi er opmærksomme på.

Vi skal ikke lave alt til sager, som Christian Monggaard frygter, forargelsen over John Wayne-interviewet er. Men historien er ikke en fast størrelse.

Hvad der kan virke som en rabiat, forældet udtalelse fra fortiden det ene øjeblik, er det næste øjeblik holdninger som den amerikanske præsident har i 2019.

Vi skal være kritiske. Og vi skal tillade, at mennesker lærer noget nyt, om emner vi selv er eksperter på. Lad os kritisere den kanon, der er, være knivskarpe i vores opmærksomhed på, hvad konteksten er, og ikke være bange for at bringe den frem. Dekolonisere og dekonstruere vores tit for rigide fortællinger. Men gå ind i dem, ikke afskrive dem.

Ellers vil filmhistorien, såvel som litteratur, filosofi og kunsthistorien blive fattig. Det er den knivsæg, vi må balancere på.


Hovedfoto: KKK burning of an 80-foot cross on August 9, 1925. Location unknown. Library of Congress.

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.