KLIMA // KRONIK – “I dag er vejret blevet til klimaet, og en snak om vejret vil ofte tage udgangspunkt i et nyhedsopslag af typen “tiden er ved at løbe ud”. “Den slags trusler mod menneskets liv på kloden er blevet en hverdagserfaring. Snakker vi med naboen om vejret, som min far gjorde i “gamle dage”, så er det dybest set en snak om den menneskelige eksistens,” skriver Peter Schjødt, der opfordrer politikerne til at stille op med en dagsorden, hvor konsekvenserne af både klimaødelæggelserne og af klimapolitikken bliver tegnet med rød.
Når vi tidligere “talte om vejret”, var det udtryk for en hyggelig snak hen over hækken. Vi taler stadig om vejret, men i dag er det med referencer til klimaforandringer, temperaturstigninger og forandringer i menneskets livsgrundlag her på kloden.
“At tale om vejret” har fået en eksistentiel og politisk dimension, som var helt ukendt, da min far og landsbyens smed i sin tid sluttede dagen med at mødes på gårdspladsen for at få en smøg og en beroligende snak om den seneste vejrudsigt fra Pressens Radioavis. Vejret var ikke et politisk emne, som kunne skabe splittelse mellem naboer.
I dag er vejret blevet til klimaet, og en snak om vejret vil ofte tage udgangspunkt i et nyhedsopslag af typen “tiden er ved at løbe ud.”
Det var for kort tid siden temaet ved et internationalt FN klimamøde i Berlin, hvor en tysk klimaforsker påviste, at vi er på vej mod en katastrofal global opvarmning på tre grader. Eller det kunne være nyhedsreferater fra rapporten Climate Endgame, som vurderer, at et globalt sammenbrud kan blive konsekvensen af klimaændringerne og understreger, at “The world needs to start preparing for the possibility of a climate endgame.”
Den slags trusler mod menneskets liv på kloden er blevet en hverdagserfaring. Snakker vi med naboen om vejret, som min far gjorde i “gamle dage”, så er det dybest set en snak om den menneskelige eksistens.
Måske er det svært at være virkelig bekymret for klimaforandringerne, fordi vores viden er blevet alt for overvældende og eksistentielt påtrængende
Vi har den videnskabelige viden, som kan forudse klimaforandringerne. Vi har tilmed også de teknologiske muligheder for at løse nogle af problemerne. Men afstanden mellem den nødvendige indsats og virkelighedens politiske og sociale muligheder vokser til stadighed.
Aristoteles skrev, at alle mennesker af natur stræber efter viden. Men som den tyske filosof Peter Sloterdijk køligt har kommenteret, så forvandler denne prisværdige videnstrang sig hurtigt til kunsten ikke at have set eller hørt noget. Måske er det svært at være virkelig bekymret for klimaforandringerne, fordi vores viden er blevet alt for overvældende og eksistentielt påtrængende.
Så er det lettere at “redde Danmark” med forslag af typen “Tørklædeforbud er nødvendigt, hvis vi vil bevare Danmark,” mens næsten ingen for alvor tør tænke, hvad der er nødvendigt, hvis vi vil bevare kloden. Mens der således mobiliseres for at redde det danske samfund fra piger med tørklæde, kræver klimaforandringerne en indsats, som kommer til at stikke dybt i dagligdagens eksistentielle infrastruktur for os alle, fordi den får konsekvenser i et omfang, som vi aldrig tidligere har set noget politisk projekt resultere i.
Potentielt eskalerende konflikter
En seriøs fremtidig klimapolitik vil kunne mærkes af alle – politisk, økonomisk, socialt, kulturelt og følelsesmæssigt. Og det kan blive en giftig blanding i forhold til mulighederne for at få skabt en legitim enhedsfront mod klimatruslen.
Hvad vil der ske, når både klimaforandringerne og klimapolitikken bliver endnu mere påtrængende og mærkbar langt ind i det enkelte menneskes hverdagsliv? Når mennesker og grupper bliver truet på deres daglige brød og levevis, fordi der af klimamæssige årsager skal omlægges (nedlægges) på væsentlige områder i vores økonomi og samfund?
Der er konfliktfyldte spørgsmål, som må diskuteres uden formildende og beroligende omskrivninger: Hvad nu, hvis der udvikler sig et demokratisk flertal imod den miljø- og klimapolitik, som mange eksperter (og politikere) understreger er nødvendig? Eller, hvad nu, hvis der omvendt er flertal for omfattende klimapolitiske indgreb, men tydelig og aggressiv modstand fra store grupper i befolkningen? Der ligger potentielt eskalerende konflikter skjult i klimapolitikken.
Hvor meget tør politikerne prioritere de fremtidige generationers eksistensmuligheder over de nutidige vælgeres krav om velfærd og selvbestemmelse?
Det er kun muligt at forhindre en yderligere klimakatastrofe, hvis der kan etableres et globalt fællesskab, som står sammen om at virkeliggøre de nødvendige løsninger. Men hvor realistisk er forestillingen om en beslutningsdygtig global aktør med opbakning til at gennemføre den tilstrækkelige omlægning af alt fra produktionsforhold til individuelle livsformer, fra global økonomisk omfordeling til global, social solidaritet? Ikke engang de nationale samfund har en sammenhængskraft, som gør dem i stand til politisk, økonomisk og socialt at virkeliggøre blot en yderst begrænset national klimapolitik.
Selv om undersøgelser viser, at et stigende antal mennesker ser klimaforandringerne som et problem, der kræver politisk prioritering og indsats, så oplever vi allerede, at klimaopvarmningen ledsages af en social opvarmning i form af polarisering mellem grupper på kryds og tværs af både de enkelte nationale samfund og den globale verden.
Fremtidens politiske konflikter
Allerede i dag ser vi sociale konsekvenser af de dybe indgreb i menneskers liv, som klimapolitikken vil få, hvis den globale opvarmning skal begrænses. I juli 2022 var der store demonstrationer i Holland mod regeringens klimapolitik. Landmændene protesterede mod kravene om reduktion i landbrugets udledninger.
Beregninger fra den hollandske regering viser, at mere end halvdelen af husdyrbrugene helt må nedlægges eller indskrænke produktionen. Demonstrationerne udviklede sig til situationer, hvor politiet affyrede skud mod landmændene. Som en afspejling af landbrugets protester mod klimapolitikken vokser det nye parti BoerBurgerBewegin (BondeBorgerbevægelsen) og ser ud til at kunne blive Hollands næststørste parti.
I Danmark foreslår Enhedslisten bl.a., at vi skal halvere den animalske produktion frem mod 2030. Det er dog uklart, hvad de andre partier ender med at beslutte sig til på klimaområdet. Men som mange andre steder i Europa tegner der sig konfliktfyldte perspektiver som dem, vi har set i Holland, og De Gule Vestes demonstrationer i Frankrig.
Hvor end du bor nu, vil migration påvirke dig og dine børns liv
Gaia Vince
Fremtidens politiske konflikter vil knytte sig til nødvendigheden af at gennemføre en tilstrækkelig klimapolitik under stadig hensyntagen til selve klimapolitikkens konsekvenser for befolkningerne. Hvor meget tør politikerne prioritere de fremtidige generationers eksistensmuligheder over de nutidige vælgeres krav om velfærd og selvbestemmelse? Det er en problemstilling, som simpelthen er politisk underbelyst og undervurderet.
Den engelske miljøjournalist Gaia Vince skriver i bogen “Nomad Century: How to Survive the Climate Upheaval” om den sandsynlige klimatiske tilstand ved udgangen af dette århundrede, at der globalt vil være 4 grader varmere end i perioden før industrialiseringen. Det betyder bl.a., at vores miljø bliver ugæstfrit i et omfang, så store grupper af mennesker vil begynde at flytte sig. Det har mennesket gjort før, men denne gang vil det være milliarder af mennesker, som begynder at bevæge sig rundt. “Hvor end du bor nu, vil migration påvirke dig og dine børns liv,” skriver hun.
Hvad sker der, når store gruppers levevilkår sættes under maksimalt pres, helt ud til en smertegrænse, hvor det handler om overlevelse, arbejdsmuligheder, bomuligheder? Som Gaia Vince skriver, så vil store befolkningsgrupper blive “nødt til at migrere, og ikke blot til den nærmeste by, men også på tværs af kontinenter. De, der bor i regioner med mere tålelige forhold, især nationer på nordlige breddegrader, bliver nødt til at tage imod millioner af migranter, mens de selv tilpasser sig kravene fra klimakrisen.”
På den ene side er konsekvenserne af en global opvarmning katastrofale. På den anden side vil mange også opleve de forandringer, der skal til for at forhindre en klimaopvarmning, som katastrofale i sig selv.
Dette dilemma er endnu ikke for alvor og i sin fulde konsekvens blevet tematiseret politisk. Men meget taler for, at der overalt vil blive stemt partier til magten, som ikke vil prioritere dybtgående klimapolitiske reformer, som vi allerede har set med tendenserne i Holland, Frankrig, i USA med det republikanske parti, i Brasilien og mange andre steder på kloden.
Vælgergrundlaget for disse politiske partier og bevægelser er oplagt. Globalt vil milliarder af mennesker opleve klimapolitikkens virkeliggørelse som en trussel mod dagligdagens livsomstændigheder, arbejde, økonomi – mod deres ”way of life” her og nu. Ikke alene er der tale om et enormt konfliktpotentiale mellem de rige og fattige lande, men internt i de fleste lande vil ikke blot klimaforandringerne, men også klimapolitikken i sig selv skabe dybe modsætninger.
Konfliktstoffet er enormt, fordi de, som rammes af klimakatastrofer, (endnu) ikke nødvendigvis er de samme, som rammes af klimapolitikkens konsekvenser.
Klimapolitik vil i fremtiden kunne udvikle sig til “realpolitiske” lappeløsninger for at udsætte håndteringen af The Climate Endgame til de kommende generationer, men også til en kynisk og totalitær affære, som med magt gennemfører de dybe omlægninger, som er nødvendige for at forhindre en endegyldig klimatisk katastrofe ude i fremtiden.
Tilstrækkeligt demokratisk overskud?
Det er allerede et spørgsmål om, hvordan der kan formidles mellem tilhængere og modstandere af en omfattende klimapolitik? Hvordan tilhængerne kan anerkende modstandernes bekymring for at deres livsform grundlæggende skal forandres, og hvordan modstanderne kan anerkende klimapolitikkens nødvendighed, hvis klimakatastrofen skal forhindres?
Er der tilstrækkeligt demokratisk overskud og legitimitet i de politiske systemer til at formidle mellem disse grupper? Med udsigt til klimakatastrofen oplever vi en af det liberale demokratis indbyggede skrøbeligheder. I den vestlige demokratiopfattelse beskriver vi optimistisk os selv som demokrater, dog mest som varedeklaration og mindre som en prætention om at bidrage til fællesskabet gennem daglige anstrengelser, individuel tilbageholdenhed og selvbegrænsning.
Hvis politikerne ikke stiller op med en dagsorden, hvor konsekvenserne af både klimaødelæggelserne og af klimapolitikken bliver tegnet med rødt, så bliver det aldrig til en legitim klimapolitik
Som Peter Sloterdijk skriver, så betragter vi ofte demokratiet som en samfundsform, der netop tillader os ikke at tænke på staten, samfundet, fællesskabet, de andre og samhørighedens kunst. Samfundet er blevet en unddragelsesmulighed for ikke at opleve et stærkt personligt ansvar for det at høre sammen med andre. Samfundet er De Andre, og med individualismen forstår færre og færre, at samfundet faktisk er deres eget.
Kampen for at redde klimaet er en kamp for at redde kloden. Derfor kan den ikke udkæmpes som en kamp mellem grupper eller modstående lejre, langs identitetsgrænser, mellem os og dem, os og de andre, den må udkæmpes under det samme, fælles banner.
Skal klimakatastrofen begrænses, er der behov for politisk ærlighed om nødvendigheden af dybtgående samfundsmæssige ændringer, hvor alle kommer til at betale en pris, hvor alle kommer til at miste ellers grundlæggende individuelle frihedsrettigheder til at vælge livsform, hvor ingen kan melde sig ud og fastholde interesseløsheden i klimaproblemernes fællesskabskarakter.
Blandt de tre statsministerkandidater og hovedparten af Folketingets partier kan denne ærlighed ikke spores. Ingen tør tage konsekvenserne af det, vi ved om klimaødelæggelsernes konsekvenser for hele vores livsform (det må jo være manglende mod, frygt for at miste magt, men dermed i sidste ende også god gammeldags indskrænkethed og dumhed!).
Men hvis politikerne ikke stiller op med en dagsorden, hvor konsekvenserne af både klimaødelæggelserne og af klimapolitikken bliver tegnet med rødt, så bliver det aldrig til en legitim klimapolitik, men ender med et kynisk forsøg på at kontrollere en ødelæggende kamp frem mod – Climate Endgame!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
