ESSAY – Min barndomsveninde fortæller, at hendes første erindring om mig er, at jeg sidder på havegangen i min barndomshave og spiser jord. Jeg er født på en fynsk gård, hvor haven var den slags have, man ikke finder mere.
Der var lange havegange af jord, der blev renset med et skuffejern og revet hver uge. Der var et langt, smalt rosenbed med roser i alle farver, et stort staudebed, en gigantisk nyttehave med kartofler, ærter, jordbær, løg og meget mere. Der var lange rækker af ribsbuske, solbær, hindbær. Der fandtes ikke en eneste flise i vores have. I dag finder man ingen steder, hvor der bevidst er bar jord. Ingen steder, hvor et barn kan gå haven rundt med bare fødder på den varme jord en augustdag.
Uden for haven var der om efteråret fede plovfurer på markerne. Det var anstrengende for små ben at gå på marken, leret hang ved under støvlerne, som blev tungere og tungere.
Markens jord minder mig om noget grundlæggende i livet. Noget, der både er under mine fødder og for enden af mit blik, når jeg vender det opad
Fynbomaleren Fritz Syberg har malet det, så man kan se, at jorden er levende. I dag findes den bare mark ikke. Det er der gode grunde til. Jorden har bedre af, at der altid er planter, der kan give kvælstof til jorden, så man ikke skal tilføre det kunstigt. Det er godt for klimaet med de grønne i stedet for de brune marker. Min mors havegange var heller ikke særlig gode set med biologiske øjne. Hun fjernede for meget fra haven og pinte den i virkeligheden ud. Men det var nu smukt.
Det er det, jeg er
Faren for romantisering og nostalgisk enfold er nærliggende. Men der er dog noget sært ved, at vores blikke aldrig kan finde den nøgne jord. Den lerede eller den sandede. Den bare jord i alle dens nuancer af brunt. Sært, fordi det ligger i vores sprog, at jord har noget med det grundlæggende i tilværelsen at gøre.
Vi taler om at være jordbundne. At stå på jorden med begge fødder. Det er godt at være grounded – det vil sige at have kontakt med den jord, vi står og bor på. Men nu er det, som om metaforen har revet sig løs fra virkeligheden, fordi den bare jord er blevet en fiktiv størrelse. Hvis man googler ordet jord, så får man en mængde resultater af arten ”højbedsmuld”, ”plænemuld”, ”plantejord”, ”muldjord i bigbags”. Det er, som om jord kun findes i formidlet og forarbejdet form. Den møder os ikke længere som en rå mark, men kommer i bigbags.
Jord er som alt på planeten Jorden oprindeligt rester fra stjerner, fortæller encyklopædien mig. Der er altså en historisk forbindelse fra markens muld til stjernerne, som vi godt ved er en glødende kugle af plasma, der er i dynamisk balance, holdt sammen af tyngdekraften og udspilet af strålingstrykket fra dens indre fusionsprocesser[i]– men som vi også forstår som tegn, som blinkende håb, som poetiske udsagn i verdensrummet. Det var en stjerne, der viste vej til kristendommens vugge.
Ingemann skriver:
Henspred over dal og høje
dit stjerne-klædebons flig;
så lukker vi trygt vort øje
og slumrer sødt om dig[ii]
Jord og stjerne. Begge dele fysiske materialer. Men sat i sammenhæng også mere end materiale. Også vidnesbyrd om det usynlige i den jord, jeg spiste som 2-årig og den mark, jeg traskede hen over.
Markens jord minder mig om noget grundlæggende i livet. Noget, der både er under mine fødder og for enden af mit blik, når jeg vender det opad.
Jeg holder meget af at se på Fritz Sybergs billede af den brune mark. Jeg tror, det rummer min længsel efter det uformidlede. Det, der bare er i mit liv. Det basale, grundlæggende, det udiskuterbare, som samtidig er det ophøjede.
Jeg tænker på Biblens skabelsesberetning, hvor det fortælles, at Gud formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen[iii]. En fortælling, der holder mig fast på det, jeg dybest set er: jord, som er fyldt med Guds ånd. Det er bare det, jeg er. Før alt andet.
Noter
[i] Wikipedia, 8.9.2019
[ii] DDS 773, 2
[iii] 1. Mosebog 2,7
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Illustration: Fritz Syberg, Pløjemanden og mågerne. Vejle Museum, Ny Carlsbergfondet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
