Kira Muratova – Ukraines tabte filmskaber i Cinemateket

af i Film

FILM // RETROSPEKTIV – Cinematekets begavede opsøgende programlæggere har fundet Kira Muratova til mig. Efter 60 års medlemskab af Det Danske Filmmuseum, nu Cinemateket, er det stadigvæk muligt at blive overrasket og møde filmkunstnere, man ikke anede eksistensen af. Oftest kommer de fra lande, der ikke eksisterede, dengang jeg første gang hørte om Filmmuseet, eller fra den store tredje verden.

I marts-april-programmet kunne jeg læse om Kira Muratova og hendes ”gådefuldt ukrainske poetiske film”. Nysgerrigheden drev mig ind til de fem præsenterede film. Jo! De var underlige, ikke særligt gribende men alligevel fængende i deres absurde skildringer af hverdagsborgere i Khrushchev-tidens Sovjetunion.

Jeg havde været meget glad for at se serien om den albanske kvindelige instruktør, som blev vist i efteråret 2018, så jeg gik i gang med at lede efter oplysninger om denne ukendte, groft censurerede ukrainske/sovjetiske kvinde.

Kira Georgievna Korotkova blev født i november 1934 i Soroki i Rumænien; byen ligger i dag i Moldavien. Hun voksede op dels i USSR og i Rumænien, gik i begge landes skoler og talte begge sprog. Hendes far var under anden verdenskrig i modstandsbevægelsen og blev skudt af tyskerne. Hendes gynækolog-uddannede mor Natalia blev efter krigen en del af den socialistiske regering i Bukarest i Rumænien og stod bl.a. for godkendelse af film fra Vesteuropa; Kira kom ofte med til disse screeninger. I 1952 flyttede hun til Moskva for at studere litteratur ved universitetet; allerede året efter blev hun optaget på VGIK (Institute of Cinematography) under ledelse af Sergej Gerasimov. VGIK var for de udvalgte, men som datter af en falden sovjetisk krigshelt og en rumænsk kommunistisk administrator havde hun ingen problemer med at komme ind.

I studietiden giftede hun sig med en medstuderende, Alexander Muratov, og tog hans efternavn. De fik en datter, Marianna, og lavede sammen en diplomfilm By the Steep Ravine, 1961. Efter færdig eksamen blev de inviteret til at arbejde hos Odessa Film Studio og lavede på bestilling en film om kollektivlandbrugets problematiske ledelse, Our Honest Bread i 1964. Filmen skabte en del politisk furore, og Kievs myndigheder fandt den for pessimistisk; der måtte gennemføres kompromisser, og Muratov klippede et par scener om.

De var ikke enige om det endelige resultat, så Kira Muratova endte med at afskrive sig filmen. Senere blev de skilt, og han rejste til Dovzhenko-studiet i Kiev, medens hun blev i Odessa med Marianna. Her lavede hun sine to første selvstændige film, og her fik hun i den grad den sovjetiske censur på nakken.

Film uden sand socialrealistisk ånd

Brief Encounters kom i 1967 og blev kun tilladt distribution i filmklubber, hvis Muratova selv var til stede.

Myndighederne kunne ikke acceptere den løse seksualmoral i fortællingen om landsbypigen Nadya, der undervejs til byen lader sig engagere i en mindre cafe, og der falder for geologen Maxim og hans dejlige guitarspil. Da hun vil opsøge ham i byen, opdager hun, at han der lever sammen med et byrådsmedlem Valya (spillet af Kira Muratova) og lader sig ansætte hos hende som køkkenpige.

Filmen er fuld af små bizarre situationer og ender positivt, da Nadya forlader sit job, lige før Maxim vender tilbage til byen. Maxim spilles af den berømte musiker og folkesanger Vladimir Vysotsky; et eksempel på KMs brug af almindelige mennesker fremfor skuespillere. Filmen blev lagt på hylden i næsten 20 år, men blev gravet frem i 1987 og vist i Moskva, hvor Nina Ruslanova modtog prisen NIKA for bedste skuespillerinde i rollen som Nadya.

Da hun ikke måtte få job som rengøringskone eller noget andet manuelt, blev hun overført til biblioteket. Ifølge Breshjnev-tidens myndigheder savnede hendes film den sande socialrealistiske ånd

Hendes næste film fra Odessa Studio, The Long Farewell, 1971, gik det endnu værre. Den fortæller om den fraskilte kvinde Yevgenia, der gennem mange år har levet og åndet for sin søns velvære. Nu, da han er blev teenager, ønsker han at flytte væk fra hende og op til sin akademikerfar i Novosibirsk. Myndighederne så filmen som et angreb på den arbejdende laverestående kvindes tab af respekt kontra den højtuddannede, rigere mand.

Medens Muratova ønskede at skildre den usikre kvindes forskellige forsøg på at passe ind i sin søns verden, bl.a. ved at lade skuespillerinden Zinaida Sharko skifte mellem mange forskellige masker/roller, hvorved hun mister sin identitet og forvirrer både sig selv og drengen. Filmen blev totalforbudt og lå på hylden til 1987, hvor den blev vist ved Filmfestivalen i Moskva og modtog en NIKA i 1989.

I 1971 resulterede filmen i et mangeårigt arbejdsforbud for Kira Muratova, medens lederen af Filmstudiet og ministeren for filmproduktion i Ukraine blev fyret. Da hun ikke måtte få job som rengøringskone eller noget andet manuelt, blev hun overført til biblioteket. Ifølge Breshjnev-tidens myndigheder savnede hendes film den sande socialrealistiske ånd.

Sent i 70’erne blev hun overført til LEN-film i Leningrad, hvor hun lavede sin første farvefilm, Getting to Know the Big White World, 1979, der fortæller om nogle unge mennesker, Nikolay og Lyuba, der får et lift med en lastbil af venlige, mælkedrikkende Mikhail til et øde område, hvor myndighederne er ved at bygge en helt ny by. Der er forfærdeligt primitive arbejdsforhold i kollektivet; det er opslidende arbejde, og området er dækket af mudder. Nikolay herser rundt med Lyuba. Han behandler hende egentlig som sin private slave og driller hende meget med, at hun bare går og venter på at blive gift. ”Love is a temporary passion”, advarer han hende. På trods af situationen nærmer Mikhail og Lyuba sig hinanden; filmen vokser stille til en kærlighedshistorie, for livet derude på sletten er trods mudderet jo dejligt, når solen varmer deres rygge.

Efter denne ikke alt for provokerende film, fik hun atter lov til at lave film i Odessa. I 1983 kom Among the Grey Stones. Situationen var atter den samme som før: Myndighederne sønderklippede filmen, og Kira Muratova reagerede ved at fjerne sit navn fra forteksterne; hun stod krediteret som Ivan Sidirov.

Nye tider

Nu kom der imidlertid nye tider i Sovjetunionen. Gorbatjov var i 1985 kommet til, og hun lavede sin efter alles mening bedste film i 1989, The Astenic Syndrome. Filmen var kortvarigt forbudt på grund af de mange både mandlige og kvindelige nøgenscener (den eneste forbudte film i Perestrojka-perioden), men blev straks frigivet, efter Berlinfestivalen gav den en Sølvbjørn, festivaljuryens specialpris.

Filmen er delt i to dele og varer 2½ time. Første del i sort/hvid viser en deprimeret kvindelig læge, der lige har begravet sin mand og slet ikke kan klare tilværelsen alene. Hun overfalder folk på gaden, bander som en tyrk og inviterer en husvild med hjem i seng. Den viser sig at være en film i filmen. Anden episode, i farver, fortæller om en livstræt skolelærer, der ikke kan holde sig vågen. Han falder hele tiden i søvn på de mest upraktiske tidspunkter. I en scene ligger han ved en togstation, og folk vader bare helt uforstyrret hen over ham. Han indlægges på et sindssygehospital, og får der den opfattelse, at alle de indlagte er lige så lidt tossede, som alle de andre derude i friheden.

Muratova skildrer i denne film et rigidt og egocentrisk samfund, hvor alle er sig selv nok; Rusland er selv blevet et stort galehus. Denne film var et stærkere angreb og mere provokerende end noget før, men nu kunne man tage det

Han falder i søvn i et tog. Da alle stiger ud, ligger han på gulvet, sovende, mens toget kører videre ind i en mørk tunnel. Ingen er interesseret i ham, og han har mistet sig selv.

Muratova skildrer i denne film et rigidt og egocentrisk samfund, hvor alle er sig selv nok; Rusland er selv blevet et stort galehus. Denne film var et stærkere angreb og mere provokerende end noget før, men nu kunne man tage det, og nu kom anerkendelse og de mange internationale priser: I 1994 modtog hun en Leopard-ærespris i Locarno for hele sit livsværk. Hun kunne nu uforstyrret lave flere dybt sarkastiske film og nåede op på 20 spillefilm, inden hun døde i 2018.

Odessas Kulturministerium coproducerede hendes film med forskellige internationale studier, de fleste russiske, og hun lavde sammen med sin anden mand, co-scriptwriter og produktionsdesigner Eugeny Golubenko, berømte film som Three Stories, 1997, der deltog i Berlinfilmfestivalen, og The Tuner, i 2004, der fik en pris i Venedig.

Hendes film modtog gennem årene et væld af NIKA-priser i Moskva (1991, 1995, 2005, 2007, 2009 og 2013) og the International Film Festival i Rotterdam organiserede en retrospektiv serie af alle hendes film i 2013.

Hendes sidste film, Eternal Homecoming fra 2012, er efter sigende den mest drillesyge af dem alle. To venner diskuterer kvinder, mens de ser og vurderer en skiftende række skuespillere sige de samme sætninger til hinanden i varierende setups. Det virker lidt anstrengende, men handler så vidt jeg forstår det om en casting af nye talenter.

Det er glædeligt, at man i Cinemateket tager sig tid og råd til at lave disse små filmserier, der opfylder institutionens oprindelige formål; at oplyse om kunstnere, hvis film aldrig vil kunne give indtjening nok til at komme op i biograferne. Kira Muratova var længe nok en vittighed i Sovjetunionen; det er hun ikke længere.


Fotos: PR.

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Film