MUSIK // ESSAY – Den 2/10 2000 udkom Radioheads klassiske album Kid A. Albummet er siden blevet ganske kanoniseret, men dengang delte det vandene. Frederik Bojer Bové dykker ned i sin egen opfattelse af pladen, hvordan den har ændret sig gennem tiden, og forsøger at sætte det hele i en historisk kontekst.
Da Kid A udkom for præcis 20 år siden, så ændrede den fuldstændig min opfattelse af, hvordan ‘rockmusik’ kunne lyde. Men jeg skal være helt ærlig: Jeg var 13 år dengang, og jeg vidste faktisk ikke så vanvittig meget om, hvordan rockmusik egentlig lyder. Mange bands ændrede virkelig meget i de år, jeg anede f.eks ikke rock kunne lyde som The Cure, Joy Division. Ja, da Is This It? med The Strokes udkom året efter, var jeg også forvirret: ‘Må det være så simpelt?’
Så mine tanker om albummet er efterhånden lidt komplicerede. Dengang, for tyve år siden, var jeg ikke den eneste, der følte, at det her nærmest ikke var rock længere, det var også en udbredt holdning i visse dele af musikpressen. Nick Hornby (ham forfatteren med About a Boy og High Fidelity, han var vigtig dengang!) skrev, at lytteren ‘may […] find himself shouting at the CD player, “Shut up! You’re supposed to be a pop group!”
Det er i høj grad også blevet pladens eftermæle. Det er en plade helt ude ved grænsen for det acceptable. Men er den stadigvæk så sær?
Er det sært?
Når jeg lytter i dag tyve år efter, hvor jeg efterhånden har lyttet til en del mere musik, der karakteriseres som ‘rock’, så er store dele af Kid A egentlig ikke så mærkelige længere. ‘The National Anthem’ er et fantastisk groove – den basgang! – med en hel masse mærkelige lyde indover, jojo, det larmer en del, men rent kompositorisk har bands lavet musik på den her måde mindst siden halvfjerdserne, og det minder mig sågar også lidt om Beatles’ ‘Tomorrow Never Knows’.
‘Treefinger’ er ambient, ikke rock, men er ikke anderledes end, hvad Eno lavede i halvfjerdserne. Anden halvdel af pladen er mestendels guitar-rock med eksperimenter i periferien, og det mest elektroniske nummer, ‘Idioteque’, er også det mest poppede. Der er sine steder et helt klart ønske om at inkorporere, hvad der dengang var cutting edge IDM-idéer – på titelnummeret, der lyder som en Aphex Twin sang med drum’n’bass-opklippede trommer nedenunder, eller måden hvorpå stemmer og filtre svinger mærkværdige lyde rundt på ‘Everything In Its Right Place’, eller, igen, den techno-agtige ‘Idioteque’ – men så langt ude er det heller ikke. OK Computer var også sine steder endog meget eksperimenterende.
Kid A er et aggresivt skrig om anonymitet og anti-personlighed. Det modsatte af pop!
Jeg tror måske helt grundlæggende, at der var noget andet, der foregik. For selvom de færreste numre af Kid A er mere eksperimenterende end numre som ‘Airbag’ eller ‘Climbing Up the Walls’ fra OK Computer, så er der omvendt heller intet på pladen, der har samme single-kvaliteter som ‘Karma Police’, ‘No Surprises’ eller ‘Let Down’. Havde der været et par singler ind imellem, så tror jeg Kid A var blevet husket anderledes.
Det er måske også i virkeligheden det, som Hornby er ude efter. Kid A er meget blevet husket som et opgør med guitar-rocken, men måske det snarere var dens manglende pop-kvaliteter, der gjorde folk frustrede.
Kid A blev vitterlig solgt på en helt anden måde, end man var vant til: der var ingen singler, der blev ikke lavet musikvideoer. Pladens cover er et kantet bjerglandsskab, titlen henviser til anonyme børn (personlig har jeg en teori om, at det er en henvisning til den japanske barnemorder, der blev holdt anonym og derfor kendt som ‘Boy A’, men det er ikke noget, jeg kan bevise), og der var endda en sang, der hed ‘How To Disappear Completely’.
Kid A er et aggresivt skrig om anonymitet og anti-personlighed. Det modsatte af pop!
Er det pop?
Men hov, Radiohead var da i forvejen på ingen måde et pop-band, de lavede altid guitar-rock? Og det er så her, man skal huske tilbage til, hvordan tingene var for tyve år siden, for dengang var det muligt at være begge dele på samme tid! Der var bestemt popmusik, boybands, sangere der kom fra Mickey Mouse Club og ind på scenen, men tit og ofte, især i England, var hitlisterne domineret af folk med guitarer. Rock musik var pop musik!
Hvis du er rockkunstner, så følger du naturligvis med, og så laver du musik, der passer til tiden! Du kan da ikke bare blive ved og ved med at lave Beatles-pasticher!
Til gengæld var rock-musik ved at miste rollen som ungdommelig og nyskabende. I halvfemserne kom de fleste musikalske nyvindinger i stedet fra hiphop og diverse elektroniske genrer som drum’n’bass, triphop og IDM. Men når man ser tilbage på lige præcis de her år, årene omkring årtusindskiftet, så finder jeg det helt ærligt slående, hvor mange af de største rockbands, der følte de var nødt til at inkorporere idéer fra de her andre genrer.
Så det er altså årene, hvor David Bowie lavede en drum’n’bass plade, hvor Smashing Pumpkins gik electro på Adore, hvor Blur lavede abstrakte lydkollager på 13, hvor Primal Scream blandede aggresiv techno og bigbeat op med jazz og shoegaze på XTRMNTR. Selv Oasis eksperimenterede med elektroniske idéer på Standing On the Shoulder of Giants, selvom det havde de måske ikke behøvet. Men det siger lidt om, hvordan tankegangen var dengang. Hvis du er rockkunstner, så følger du naturligvis med, og så laver du musik, der passer til tiden! Du kan da ikke bare blive ved og ved med at lave Beatles-pasticher! Popularitet forpligter. Også til at udfordre publikum.
Jazz? Hip-hop?
Her mens jeg har lyttet til Kid A, så er der et par helt andre plader, som den er begyndt at minde mig om: Den minder mig om fusions-jazzplader fra halvfjerdserne, som især Miles Davis’ On the Corner, og i mindre grad hvad Herbie Hancock lavede på den tid (han var for succesfuld og for poppet). Miles Davis mente, at jazzmusik, hvis det virkelig skulle være ægte nyskabende jazz-jazz, naturligvis skulle inkorporere nye idéer, så han blandede rock, funk, studie-eksperimenter og sågar nogle klassiske idéer a la Stockhausen ind i sin musik. Og lavede klassiske plader. Men tabte også en stor del af sit publikum.
Og så i firserne kom der en bølge, med folk som Wynston Marsalis, der i stedet mente, at jazz burde lyde som jazz, og ikke som hvad der nu lige var oppe i tiden. Lidt ligesom The Strokes kort tid efter Kid A lavede rock, der lød som rock. Og det blev virkelig populært en overgang.
Men så skete der det for begge genrer, at efter de var begyndt at lyde som sig selv, ja så mistede folk interessen. Jazz er blevet niche siden firserne. Og jeg kan godt frygte, at det samme vil ske for rocken. Den vendte ryggen til fornyelsen, og begyndte bare at ville være sig selv, og så efterhånden står de nye generationer af.
Hvad sker der nu?
‘You’re supposed to be a pop group!’ råber Nick Hornbys imaginære lytter efter Radiohead. Men Kid A er en popplade! Den gik nummer et i mange lande, og har solgt til platin. Den var populær, og dermed nærmest per definition pop.
Og det kan også ses som en ret velkendt form for popplade. Det er den slags plade, der kommer, når folk har været popstjerner så længe, at de får fuldstændig spat af det; dens genre går som en strøm gennem musikhistorien fra Pink Floyds The Wall og indtil Britney Spears’ Blackout og Kanye Wests 808s and Heartbreak. Den slags hvor stjerner er trætte af at være den, som alle børn kender, og i stedet vil prøve noget nyt.
Den slags laver rockmusikere ikke længere. For hvem i alverden ved længere, hvem der er rockmusikere? Og de færreste rockbands lader til at have nogen ambition om at inkorporere nye idéer. Til gengæld har en ny bølge af pop, r’n’b og hiphop-kunstnere fået samme ambitioner om at udfordre publikum. Så arvtagerne til Kid A er mere plader som Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy, Beyoncé eller Kendrick Lamar To Pimp a Butterfly.
Og hvem ved, måske en dag nogle af de kunstnere tager tingene så langt ud, at publikum står af? Og så er der nye lyde, der kan tage over.
Fotocredit: Udsnit af pladecover
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
