BØGER // ANMELDELSE – Hvem ejer fortællingen om dit liv? I Hvis vi havde tvunget dig til at være social skriver Katrine Marie Guldager en kvinde frem, der forsøger at generobre sin barndom og forstå sig selv gennem andres minder – især morens. Resultatet er en sanselig og stærk digtsamling om sorg, identitet og det svære ved at finde hjem i sig selv.
Kan digtsamlinger være ferielæsning? Svaret er et klokkeklart ja, hvis der er tale om Katrine Marie Guldagers Hvis vi havde tvunget dig til at være social. Digte passer godt til den tilstand af langsomhed og leg, man forhåbentlig har adgang til, når arbejdstøjet er pakket væk eller autosvaret sat til, og pc’en er både lukket og slukket.
Digtsamlingen er Guldagers første udgivelse efter romantrilogien Birgithe med th, Endnu en dag i Guds skaberværk og Jeg hører, hvad du siger. Hovedpersonerne er midaldrende kvinder, der er grundigt trætte af samfundets urimeligheder.
Kvinden, som fortæller sin historie, må opsøge sin mors erindringer om barndommen i Afrika for, at hun kan forstå sig selv – og måske komme hjem
De er nået til en fase i livet, hvor de hverken kan eller vil holde deres berettigede vrede i skak længere. Så de kæmper mod vindmøller i form af skolesystemet, det kommunale sociale system og en udsultet hospitalspsykiatri og bliver udmattede og desperate. De lægger sig ud med deres nærmeste, og de er ude af sig selv.
Disse tre romaner er skrevet i et minimalistisk sprog. Udsagn og handlinger – som der er mange af på lidt plads – taler for sig selv.
Katrine Marie Guldager skriver sanseligt og malerisk
I Hvis vi havde tvunget dig til at være social træder læseren ind i et andet sprogligt univers. Det er en digtsamling, der fungerer som en sammenhængende fortælling. Sproget er stadig skåret tæt, men det er også sanseligt, malerisk og drømmende.
Fortælleren er en unavngiven kvinde, som er på en rejse. Ikke i den floskuløse LinkedIn-betydning. Hun er på en eksistentiel rejse, hvor hun bevæger sig i både tid og rum mellem barndom og voksenlivet og mellem Danmark og Afrika.
Sorg er et fremtrædende tema i digtene her.
Den lever som en håbløshed i kvinden, der fortæller sin historie om at have tilbragt år i sin tidlige barndom i Zambia sammen med sine forældre og sin søster, da faren er udstationeret af Danida – og om at efterlade sig selv i Afrika, da familien flytter til Danmark igen.
Tid er den afgørende faktor. Forældrene flytter hjem. Barnet mister sit hjem i flytningen. På en af digtsamlingens første sider præsenterer Katrine Marie Guldager en af de mest rammende beskrivelser af det at blive ramt af sorg, jeg har læst:
Noget langt inden i tiden var gået i stykker
Og verden væltede.
Og verden fortsatte.
Jeg-fortællerens liv begynder i Afrika
Kvinden, som er fortælleren i digtsamlingen, påbegynder sit liv i Afrika, selv om hun er født i Danmark. Hun beskriver, hvordan hun kommer til verden i Afrika. I Rift Valley, hvor kontinentalplader for millioner af år siden bevægede sig fra hinanden og dannede permanente kløfter, dale og sprækker i landskabet, som kan ses helt fra månen. Det er her hun fejrer den første fødselsdag, som hun kan huske. Det er her, hun træder ind i tiden.
Hun husker sig selv siddende under en bananpalme efter skoletid. Tidens langsomhed på varme eftermiddage, alene med sin kat. Hun husker sin elskede indiske lærerinde, som hun så gerne ville gøre tilpas. Skolehæfterne, hvori hun skriver sirlige sætninger på engelsk. De tjenestefolk, som forældrene modvilligt ansætter. Mrs. Chitambo, som laver mad til hende og henter hende i skolen.
Det er i Afrika, at hun dannes som menneske. Det er her, hun får identitet. Men ikke kun i kraft af sig selv. Guldager peger på det, der er barnets lod: At blive fortalt af andre. At få en identitet igennem andres erindringer. Minder, som lagrer sig i tiden, og som bliver genfortalt som små fragmenter i det andet menneskes egen livshistorie.
Vi ejer på den måde ikke historien om os selv fuldt og helt. Vi er, uundgåeligt, forbundne kar på godt og ondt. Forbundetheden mellem mennesker var også et gennemgående tema i Guldagers romantrilogi. Der blev den foldet ud som et opråb om at tage et ansvar for fællesskabet i samfundet. Man lever ikke kun for sig selv.
I Hvis vi havde tvunget dig til at være social optræder forbundetheden som et grundvilkår i psykologisk og eksistentiel forstand. Kvinden, som fortæller sin historie, må opsøge sin mors erindringer om barndommen i Afrika for, at hun kan forstå sig selv – og måske komme hjem.
Morens erindringer er skrevet i kursiveret prosa. De fungerer både som kronologien i familiens afrikanske eventyr og som en serie af lysbilleder fra en anden tid. En tid, hvor forældre overvågede deres børns færden langt mindre end i dag, og hvor verden måske bare virkede mindre farlig. En tid, hvor vestlig udviklingsbistand var langt mere blåøjet end i dag.
Den kvindelige fortæller rejser tilbage til Afrika igennem morens erindringer. Det er på denne tidsrejse, hun møder et barn, som havde nok i sig selv. Som ikke kunne tvinges til at være social. Som derfor var meget alene. Måske var det tiden. Børn var mere overladt til sig selv. Måske var det resultatet af det liv, moren levede, som hvid expatkvinde, overladt til sig selv, mens hendes ægtemand var ude at redde verden. Måske var det blot hendes egen følelsesmæssige uformåen, som gjorde, at barnet fik alenehed med sig i sin livsbagage.
Men hvad stiller man så op med sig selv som voksent menneske med et hjemløst og sorgfuldt barn indeni, som insisterer på at give sig til kende? ”Barndommens rum holder ikke op med at udvide sig”, siger fortælleren. Kan man vælge at forlade det rum? ”Kan man svare håbløsheden med små digte?”, spørger hun. Er man henvist til at være summen af sine egne og andres erindringer?
Mennesker lever i fortiden og nutiden samtidig
Guldagers digtsamling er lige så storslået anlagt som romantrilogien, der fortæller samtidshistorie, tager livtag med den indædte frygt og afsky for kvinders vrede og portrætterer det midaldrende menneskes eksistentielle konflikter samtidig.
Disse digte træder både ind i tiden og ud af den. Fortællerens historie illustrerer, at tiden både er et mentalt og et målbart fænomen.
Der er en frihed i digte, som alt andet lige ikke helt findes i en gængs romanform
Mennesker lever i fortiden og i nutiden samtidig. Erindringer gør os til dem, vi er. Og øjeblikke i nutiden kan vise sig at være en passage tilbage i tiden til det, der skal repareres. Eller kasseres.
Det har næppe været helt nemt for Katrine Marie Guldager at komme igen efter succesen med trilogien om de tre vrede kvinder. Skal det være det samme eller noget helt andet?
Den kortform, der klædte trilogien så godt, klæder også historien om kvinden og barnet, moren og Afrika. Guldager har dog gjort klogt i at bruge digte som transportmiddel på tidsrejsen.
Der er en frihed i digte, som alt andet lige ikke helt findes i en gængs romanform. En frihed til at lade fragmenter af erindringer og falmede snapshots af øjeblikke være, præcis som de er, i tiltro til, at de lever i læserens bevidsthed, indtil de bliver samlet op igen nogle sider – eller nogle årtier senere.
Tag Katrine Maries Guldagers digtsamling med på ferie. Læg dig i græsset. Sæt dig ved vandet. Eller synk ned i sofaen med Tour de France i baggrunden og lad dig transportere til Zambia. Lyt til de hvide kvinder, der drikker Bloody Marys ved poolen. Lad katten træde hen over dit ansigt, som var det et gulv. Hør en mango lande blødt i det stride græs.
Og husk: ”Alle rejser hjem som nogle andre”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og