TEATER // ANMELDELSE – Kort før Hitlers magtovertagelse, skrev Ödön von Horváth Kasimir og Karoline som en profeti om social opløsning og politisk ekstremisme. Det Kongelige Teaters nye fortolkning rammer tidens uro med stærke billeder, men mister undervejs noget af tekstens bid og dybde, mener Ole Blegvad.
”Det er altid det samme. Ingenting!”
Sådan siger Karoline mod slutningen af Ödön von Horváths depressionskomedie Kasimir og Karoline fra 1932. Den østrig-ungarsk dramatikers stykke havde premiere året før Hitlers magtovertagelse. Forestillingen blev altså opført midt i den økonomiske krise i Weimarrepublikken – netop i den periode, hvor nazismen for alvor vandt frem.
Set i bakspejlet fremstår Horváths skildring af arbejdsløshed, social desperation og opløsning af menneskelige relationer næsten profetisk: Han vidste, hvordan krise og utryghed banede vejen for politisk ekstremisme.
I en tid med krise og social opløsning er det kærlighed, solidaritet og menneskelighed, der bukker under først
Kasimir og Karoline regnes for en klassiker i tysksproget teater og opføres stadig med stor hyppighed rundt om i Europa (der er f.eks. premiere på stykket på Residenz Theater i München 26. september) og i Danmark blev det bl.a. spillet på Aarhus Teater i 2011. Nu er det så Det Kongelige Teater, der med Regimentet – 12 scenekunstnere med husinstruktør Anna Balslev i spidsen – kaster sig ud i en 2025-fortolkning af Ödön von Horváths Volksstück.
Pariserhjul, popkorn og oktoberfest
Glad og munter tyrolermusik kommer ud af højttalerne i Skuespilhuset – et stort, flot, lysende pariserhjul og en popkornsmaskine sætter rammen: Vi er i et tivoli. På drejescenen kommer en flirtende Karoline (Freja Klint Sandberg) frem, klar til fest med kæresten Kasimir (Mathias Bøgelund) og vennerne Franz (Simon Kongsted) og Erna (Nanna Skaarup Voss). I lederhosen og tyrolerkjoler får de snart følgeskab af Schürzinger (Gustav Giese), Rauch (Oskar Bjarke Windfeld) og Speer (Alexander Bryld Obaze).
Vi er ikke bare i et tivoli, men til Oktoberfest i München. Symbolet på fest og virkelighedsflugt i en tid med krise og uro.
”Her sidder ministeren side om side med arbejderen. Det er dét, jeg kan lide ved demokratiet,” siger Kasimir, om dét at være til oktoberfest. Kasimir er en ung chauffør, som netop har mistet sit job. Han er bitter, jaloux og præget af den skam, arbejdsløsheden fører med sig. Ved sin side har han Karoline, kæresten, der hellere vil feste end tale politik. Hun drømmer om et bedre liv.
Vennerne Franz og Erna er mere simple og primitive – eller er de? Franz har total foragt for resten af verden og fordømmer Schürzinger, Rauch og Speer. Modsætninger tiltrækkes; den rå og følelseskolde Franz og den svage Kasimir. Franz er mandschauvinist i højeste potens og øser af generel foragt over Erna, der heroisk og kraftfuldt kæmper tilbage. Men ironisk nok, viser de tegn på et stærkere bånd end det, der eksisterer mellem Kasimir og Karoline.
Da Kasimir ikke vil med Karoline op i pariserhjulet: ”Jeg har ikke råd, så jeg vil ikke flyve rundt deroppe og glemme, at jeg ikke har smør på brødet”, fascineres Karoline af den mere elegante Schürzinger og hans venner. Hun ender i pariserhjulet med Schürzinger, og da Kasimir beder om tilgivelse svarer Karoline: ”Vær ikke så sentimental. Livet er hårdt, og en kvinde, der vil opnå noget, skal altid appellere til en indflydelsesrig mands følelser.”
Schürzinger er kontrasten til Kasimir. Han giver Karoline opmærksomhed og popkorn og et indtryk af, at hun har værdi og muligheden for at hoppe op ad den sociale rangstige. Hun drages af den fremtoning, Schürzinger, Rauch og Speer udstråler, deres selvsikkerhed og ikke mindst den overklasse, de repræsenterer. Kasimir derimod advarer Karoline. Han siger, at de kun ser hende som et objekt, og at de bare vil udnytte hende. Og selvom Kasimir får ret, er vendepunktet sket: Selv da Karoline vender tilbage er bruddet mellem Kasimir og Karoline endegyldigt. Kærligheden mellem de to kan ikke fastholdes i en korrupt verden, hvor dyd, tillid og troskab ikke kan overleve.
Ödön von Horváths pointe er klar. I en tid med krise og social opløsning er det kærlighed, solidaritet og menneskelighed, der bukker under først. Oktoberfestens underholdende, overfladiske glæde dækker over et samfund på randen af sammenbrud, og Kasimir og Karolines forhold bliver et symbol på det.
En fortolkning i bevægelse
Som i sine to foregående fortolkninger af klassiske fortællinger (Stolthed og Fordom, Betty Nansen 2022 og Marie-Antoinette, Det Kongelige Teater 2025) har Anna Balslev instrueret og bearbejdet materialet ind i en moderne kontekst. Og igen arbejder Anna Balslev tæt sammen med Laura Løwe, der har lavet scenografi og kostumer og med den tidligere kongelige balletdanser Sebastian Kloborg, der står for koreografien.
Løwe har lavet en utrolig velfungerende, enkel og æstetisk smuk scenografi, hvor det før omtalte pariserhjul er omdrejningspunktet. Det giver naturligvis den direkte association til tivoli og Oktoberfest, men bliver samtidig også symbol på livets cyklus, gentagelsen, skæbnen, oppe og nede osv.
Kloborgs koreografi fylder meget. Man kan sige, at det er en forestilling i konstant bevægelse. Denne gang er trinene ofte mere morsomme og monotone end de er smukke og elegante. Den monotone tyrolerkædedans er et øjeblik symbol på festen, i næste øjeblik forstærkes illusionen om livets konformitet.
For mig bliver det lidt for gentagende. I perioder er der konstant bevægelse, dansetrin og kædedans på scenen – enten af de skuespillere der taler, eller af skuespillere i baggrunden – og selvom målet formentlig er nærvær og indhold, kan meget bevægelse faktisk godt give en fornemmelse af stilstand og det kan virke energiforladt.
I forhold til andre nutidige fortolkninger af Kasimir og Karoline, hvor handlingen er flyttet væk fra Tivoli og Oktoberfest, er Balslev trofast mod forlægget. Hun har dog skåret nogle sidepersoner fra, og for eksempel gjort personerne Rauch og Speer yngre end de er i Horváths original tekst. Samtidig er tonen skærpet. Især Franz har fået overdreven, svulstig munddiarré: ”Hold kæft din lille luder”, ”Kvinder kan man fodre svin med” lyder det blandt andet. Helt stille bliver der i salen, da han fortæller vittigheden om, hvad en støvsuger og en kvinde har tilfælles: ”Når sugeevnen svigter, skal sækken skiftes ud.” Man får næsten associationer til Thomas Bo Larsens rolle som Michael i filmen Festen.
Jeg tror ikke, det var Ödön von Horváths 1932-humor? I 2025 virker det meget mere ligegyldigt plat, end det virker kvindeundertrykkende. Og jeg forstår ikke, hvordan den replik har listet sig gennem dramaturgiat og forpremierer?
Kasimir og Karoline i sandhed et ensemblespil, hvor titelpersonerne fungerer som det primære eksempel på, hvordan andre venskaber og forhold falder fra hinanden gennem handlingen. Ingen nævnt, ingen glemt, men jeg kunne godt tænke mig lidt mere udvikling i samspillet mellem skuespillerne i Regimentet. Nu er det tredje forestilling, og rollerne synes fordelt på samme måde hver gang.
Balslevsk fortolkning
Kasimir og Karoline på Det Kongelige Teater er blevet til en rigtig Balslevsk 2025-udgave. Der er sparet på ordene i Horváths tekst, og der er skruet op for de teatervisuelle elementer. Balslev laver et genialt vendepunkt, hvor fortællingen går ”fra datid til nutid”, fra lederhosen til rulleskøjter, fra tyrolermusik til techno, fra håb og længsel til brutalitet og kollaps. De sidste fem-ti minutter af forestillingen en rå og samtidig smuk deroute, hvor alt falder fra hinanden. Alligevel synes jeg, at der lidt for meget af originalteksten er redigeret væk. Måske for at tilpasse sig nutiden? Ungdommen? Horváths manuskript beskriver så præcist vor tids verdensbillede, han blander det komiske og det tragiske, og han beskriver en grusom verden, hvor mennesker falder i to lejre: Dem, der ydmyger andre, og dem, der bliver ydmyget. Havde man bevaret lidt mere af karaktererne fra 1932, ville det have fremhævet Horváths modernitet.
Da der mod slutningen bliver anvendt laserlys og video på bagskærm, og der fra en karaokemikrofon bliver sunget 99 Luftballons med dansk tekst, fik jeg flashback til 80’ernes postmodernisme, hvor ironisk brug af referencer til tidligere kunstværker og stilarter var hyppigt brugt.
”Det er altid det samme. Ingenting!”
Som Karoline siger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og