Jeg er sådan en type, der er vokset op med klassisk, borgerlig arbejdsmoral. Hvis man kan tjene sine egne penge selv, så skal man den ondelynemig gøre det, og man skal ikke ligge nogen til last, heller ikke samfundets fælleskasse.
Jeg er også en af dem, som ikke kan have det fjerneste ondt i nogen legemsdele over, at man må tage et job er som kasseassistent, rengøringsassistent eller noget som helst andet. Hvis et job er nødvendigt, er det ikke under nogens værdighed, så kan man være nok så meget akademiker. Tjen pengene selv, hvis du kan.
Men her er så den anden del, for ‘hvis du kan’ er nøglen.
Hvis du ikke kan – enten fordi du reelt er for syg, svækket, mangler evnerne, eller fordi der ikke er et job at få, uanset hvor meget du forsøger, og du heller ikke er i stand til at skabe dit eget – så skal samfundets fælleskasse til gengæld åbnes så højt, at du alligevel kan have et anstændigt liv, fordi dit værd som menneske og medborger ikke afhænger af din evne til at bidrage økonomisk.
Desperation kan være en fin drivkraft for en rask og kompetent og af natur lidt lad type
Og her er det, at jeg bliver uendelig trist over nedskæringerne. Når man selv med de mest optimistiske beregninger når frem til, at 700 kommer i job af, at man gør titusindvis fattigere, så kan pointen med nedskæringerne ikke være at få flere i job. Så ligner det unægtelig mere en straf og en nedgradering af borgernes mulighed for at være med-borgere. Det er svært at deltage i samfundet, hvis man ikke har råd eller ressourcer til det.
Det er blevet sammenlignet med SU, og ja, SU’en er lav. Men for mennesker på SU er ydelsen en overgang; de har udsigt til år med højere indtægt derefter, har i øvrigt mulighed for at tage lån og at arbejde ved siden af. På kontanthjælp bider fattigdommen sig fast og slider ned og fratager gejst og værdighed, hvis man ikke hurtigt kommer ud af den igen.
Samtidig har vi gjort det tæt på umuligt at få en førtidspension. Det er på nogle punkter en rigtig god ting – nogle unge blev parkeret på en livslang passiv ydelse, selv om de kunne være hjulpet til at blive selvforsørgende. Det er godt, at det er slut.
Men til gengæld ser vi alvorligt syge borgere pisket rundt i et system, som de ikke har en chance for at komme helskindet gennem, mens de bliver mere og mere syge.
Danmark har en udfordring
Der er altså brug for en ydelse, som er til at leve af, mens man forhåbentlig får hjælp til at blive så rask/duelig, at man kan forsørge sig selv. Og der er brug for en ydelse, som er til at leve af, hvis man ikke har en mulighed for at blive selvforsørgende, trods nok så mange forsøg og handlingsplaner.
Der er ingen tvivl om, at Danmark har en udfordring med et stigende antal mennesker uden for arbejdsstyrken, som så skal forsørges af færre. Men det løses ikke ved at gøre mennesker, som vitterlig ikke kan forsørge sig selv, fattigere.
Kontanthjælpen i sig selv er lav og svær at leve af gennem længere tid, og den medfører en hulens bunke kontrol og snagen i privatlivet og begrænsninger af, hvad man overhovedet må.
Integrationsydelsen? Mit gæt er, at samfundskassen kommer til at betale dyrt for den på længere sigt. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om de menneskelige omkostninger.
Mere iværksætteri
Vi har et problem med et stigende antal mennesker, som er på passiv forsørgelse, men man kan ikke piske mennesker til at blive raske eller bedre fungerende. Desperation kan være en fin drivkraft for en rask og kompetent og af natur lidt lad type. Men for mennesker, som i forvejen er pressede, er desperation ikke nogen hjælp, men en yderligere hindring mod at komme videre.
De nye lave ydelser er blevet sammenlignet med SU, og ja, SU’en er lav. Men for mennesker på SU er ydelsen en overgang; de har udsigt til år med højere indtægt derefter, har i øvrigt mulighed for at tage lån og at arbejde ved siden af. På kontanthjælp bider fattigdommen sig fast og slider ned og fratager gejst og værdighed, hvis man ikke hurtigt kommer ud af den igen
Vi bliver nødt til at tænke nyt. Og bruge flere kræfter på at gøre det muligt at skabe egne job og hjælpe til med det og udtænke et sikkerhedsnet, som giver mening i et samfund med stadig flere selvstændige. Hele uddannelsessystemet er rettet ind på job, det samme er diverse sociale sikringer. Det må kunne gøres mere fleksibelt og motiverende.
Og så er der lige et ekstra aspekt i det her: Danmark er faktisk relativt ringe til at bryde den sociale arv. Med andre ord: Hvis de her familiers børn vokser op i fattigdom, er risikoen stor for, at de selv og deres børn vil gøre det. Vi er ved at lægge an til et problem, som rækker flere generationer frem, med mindre vi finder en mere begavet måde at håndtere udfordringen med en stadig ældre befolkning og flere uden den nødvendige arbejdsevne på.
Bærende grafik: De seneste år er der kommet markant flere borgere på kontanthjælp, ifølge Danmark Statistik skyldes det især, at mange er faldet ud af dagpengesystemet, fordi dagpengeperioden er forkortet. Grafik: Danmarks Statistik
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her