Ensidighed og cancel culture i debatten om Israel-Palæstina

Eksplosionen på Al-Ahli hospitalet i Gaza By har polariseret debatten. Foto: Wikimedia Commons.

Jonas Jakobsen 30.10.2023

JYLLANDS-POSTEN & KRIG I GAZA // KOMMENTAR – Lektor i politisk filosofi ved Norges Arktiske Universitet Jonas Jakobsen reagerer på en omdiskuteret leder i Jyllands-Posten. Det er vigtigt, at vi bevarer den åbne og demokratiske debat og ikke forfalder til cancel culture, skriver han.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg hører blandt dem, som mener, at Jyllands-Posten under karikaturkrisen i 2005/2006 stillede sig på den rigtige side af historien.

Det er ikke, fordi jeg elsker, når religiøse følelser bliver krænket, eller fordi jeg mener, at danske muslimer fortjente en “lektion”. Det er, fordi publiceringen af de kontroversielle karikaturer af den muslimske profet viste noget vigtigt om vilkårene for ytringsfrihed og religionskritik i denne verden.

Protesterne mod Israels ulovlige besættelse og brud på menneskerettighederne i Gaza og på Vestbredden må aldrig udvikle sig til antisemitisme og dæmonisering af jøder

I debatten om Israel-Palæstina konflikten tyder noget imidlertid på, at samme avis er i færd med at fortabe sig i ensidighed og cancel culture.

I en meget omdiskuteret leder den 20. oktober, som man kan læse her på linket, tager chefredaktør Marchen Neel Gjertsen et opgør med det, hun ser som desinformation og bagatellisering af terror i debatten efter Hamas’ bestialske terrorangreb den 7. oktober.

Den bedste del er den, hvor Gjertsen skriver om trusler og angreb mod den jødiske minoritet i Danmark. Hadkriminalitet mod jøder er et meget stort problem i hele Europa, og det må vi tale om uden misforstået politisk korrekthed.

Protesterne mod Israels ulovlige besættelse og brud på menneskerettighederne i Gaza og på Vestbredden må aldrig udvikle sig til antisemitisme og dæmonisering af jøder. Enkelte muslimske miljøer kan eller vil åbenbart ikke forstå dette, ej heller den skade, dette påfører den palæstinensiske sag.

Bombningen af Al-Ahli hospitalet

Hvis Gjertsen havde til hensigt at skrive en journalistisk afbalanceret leder, burde hun imidlertid have påpeget, at den samme logik også gælder den anden vej. Altså, at den nødvendige fordømmelse af Hamas ikke må give næring til had mod muslimer og islamofobi.

I USA blev en 6-årig palæstinensisk dreng i forrige uge knivstukket og dræbt af en gerningsmand, som råbte, at “muslimer skal dø”.

En ansvarlig leder ville have opfordret til kritisk selvransagelse på begge sider i Israel-Palæstina-konflikten og taget afstand fra trusler, dæmonisering og hadkriminalitet, uanset hvem det rammer

I Norge turnerer Lars Thorsen, den racismedømte leder af SIAN (Stop Islamiseringen av Norge), rundt med proklamationer om, at muslimer er “morderzombier” og “voldsaber”, som enten skal interneres eller deporteres – samme type retorik, som inspirerede terrorangrebet på Utøya den 22. juli 2011.

cancel culture — Norske Lars Thorsen i debat med en muslim. Foto: SIAN

I en rapport fra 2022 advarer Europarådet om stigende had og diskriminering rettet mod muslimer i Danmark.

En ansvarlig leder ville have opfordret til kritisk selvransagelse på begge sider i Israel-Palæstina-konflikten og taget afstand fra trusler, dæmonisering og hadkriminalitet, uanset hvem det rammer.

Gjertsen skriver også med forargelse om den kvindelige danske landsholdsstjerne Nadia Nadim, som har spredt en ikke-verificerbar påstand om, at det var Israel, som stod bag bombningen af al-Ahli Arab Hospital i Gaza den 17. oktober.

USA støtter Israels forklaring om, at Israel ikke stod bag. Nadim spreder dermed “fordummende desinformation” og bør derfor suspenderes fra landsholdstruppen, mener altså Jyllands-Posten, en avis, som vistnok er meget begejstret for ytringsfrihed?

Er det kun, når den Israel-kritiske side deler noget forkert, at cancel culture træder i kraft?

Det er vel det, man kalder cancel culture?

Men har Nadim egentlig spredt “desinformation”?

Desinformation er en form for bevidst vildledning. Når store nyhedsmedier som The New York Times meldte, at det var Israel, som stod bag bombningen (før de korrigerede sig selv), og et ekspertpanel i regi af FN konkluderede det samme, så kan man måske undskylde at en fodboldspiller i forfærdelse deler “nyheden”?

Selv mener jeg, at Nadim burde trække påstanden tilbage, fordi den muligvis er forkert, men at suspendere hende fra landsholdet er alt for drastisk. Man burde i så fald suspendere alle, som har delt eller sagt noget tvivlsomt i denne sag, og det er ikke så få.

Efter Hamas’ forfærdelige terrorangreb den 7. oktober spredte der sig for eksempel en historie om, at 40 børn var blevet halshugget i Kibbutz Kfar Azza, heraf mange små babyer. IDF, den israelske hær, bekræftede historien, som gik viralt på sociale medier og fik spalteplads i aviser og sendetid på TV. Repræsentanter for IDF melder nu, at historien alligevel ikke kan verificeres.

Joe Biden, som først sagde, at han havde set billederne af halshuggede babyer, måtte så præcisere, at han kun have snakket med nogen, som havde set dem.

Ifølge Jyllands-Postens logik burde man vel suspendere alle, som har bragt denne historie i sociale medier? Eller er det kun, når den Israel-kritiske side deler noget forkert, at cancel culture træder i kraft?

At Jyllands-Posten giver den danske befolkning indtryk af, at det kun er den ene (Israel-kritiske) side i konflikten, som desinformerer og spreder påstande, som ikke kan bekræftes, er i sig selv en form for desinformation. Det er både fordummende og polariserende.

Sune Haugbølle på den forkerte side af historien?

Min sidste kommentar angår Gjertsens hårde angreb på den Oxford-uddannede og internationalt anerkendte RUC-professor Sune Haugbølle, som hun anklager for at “relativere” Hamas‘ terror ved at sidestille den med Israels metoder. Hun mener, at RUC-ledelsen bør tage en alvorlig snak med Haugbølle, som angiveligt står på den “forkerte side af historien”.

Sune Haugbølle, ph.d., professor (MSO), Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv
Global Political Sociology. Foto: RUC

Både kollegaer af Haugbølle og journalisten Adam Holm (som for nylig interviewede Haugbølle om netop Hamas) har gjort opmærksom på, at dette er en grov fordrejning af Haugbølles forskning, som på ingen måde undskylder eller relativerer Hamas.

Gjertsen må gerne være uenig med Haugbølle omkring ordvalg eller analyser, men at kræve, at universitetsledelsen griber ind og irettesætter ham, er en farlig udvikling, hvis vi ønsker en mangfoldig og kritisk offentlig debat og en fri forskning

Så vidt jeg kan se, passer Haugbølles analyser ind i et billede, som bekræftes af bl.a. FN, Amnesty International, Human Rights Watch, og en lang række jødiske tænkere og intellektuelle, som er kritiske over for den nuværende regerings meget hårdhændede fremfærd. Står de også på den forkerte side af historien?

Gjertsen må gerne være uenig med Haugbølle omkring ordvalg eller analyser, men at kræve, at universitetsledelsen griber ind og irettesætter ham, er en farlig udvikling, hvis vi ønsker en mangfoldig og kritisk offentlig debat og en fri forskning.

Tendenser fra USA, Tyskland, Frankrig og England viser, at angiveligt “Israel-kritiske” eller pro-palæstinensiske stemmer ekskluderes og undertrykkes i stor stil. Folk mister deres job, bliver udsat for shitstorms, aflyses fra bogmesser og konferencer og anklages for antisemitisme eller sympati med terror.

Hvis nogen var i tvivl, findes cancel culture og moralsk hysteri altså ikke kun på venstrefløjen. Jeg opfordrer danske medier til at fastholde den gode tradition, vi har for ytringsfrihed og åben debat, og ikke følge Jyllands-Postens eksempel i denne sag.