JULEMAGI // ESSAY – Af og til er vi nødt til at vende op og ned på vores dagligdags forestillinger for at generobre tabt terræn og lære os selv bedre at kende. Julebukken hjælper os på vej ind i en omvendt, magisk verden, hvor en side af os selv kommer til syne. Det er en magisk-irrationel side, som vi ihærdigt prøver at undertrykke. Julebukken og dens maskerade får os til at ”træde ud af vores rationelle, dagligdags selv”, hvor vanen og konventionerne dominerer. Dette magiske univers viser os, hvad julen går ud på, og hvad det vil sige at være menneske, hvor det rationelle og magiske sameksisterer.
Julebukken åbner døren til en magisk og mere menneskelig verden og den jul, som vi har fortjent. En jul, hvor vi og verden omkring os, naturen og vores forfædre går op i en højere enhed.
Julen er en invitation til at rejse ind i os selv for bedre at forstå os selv, især i en travl juletid, hvor magien ofte lider skibbrud og mange mennesker kun fokuserer på sig selv, mad og gaver. Julen drejer sig faktisk om meget mere. Et anderledes livssyn, et bredt favnende, kollektivt og ”magisk” syn, som minder os om at respektere naturen i os alle. Julebukken sørger for, at invitationen når frem.
Fra Caribiens maskerader til Skandinaviens julebuk
Heldigvis gjorde en caribisk professor, som for et par år siden udgav en spændende bog om maskerader og karneval i Caribien, mig opmærksom på, at selv i det puritanske Skandinavien findes der mange tegn på magi og maskerader.
Julebukken er et minde om magi og maskerader – det er julenisserne i øvrigt også. De leder nemlig hen imod en magisk verden, hvor bukke, nisser og trolde hersker og vidner om, at vi er magiske (irrationelle) væsener. Vores verden kan ikke tænkes uden en god portion magi.
Da julebukken repræsenterede noget ”hedensk” og ”irrationelt”, som man fra officielt og kristent hold ikke ønskede at fremhæve, blev traditionen med at iføre sig en bukkemaske og lave spas forbudt i Danmark i 1660’erne.
Bukken blev af kirken associeret med djævlen. Denne association fik muligvis næring af, at bukkemaskeraden ofte var forbundet med at trænge ind hos naboerne og vende op og ned på møblerne.
I Norge og Sverige har denne tradition imidlertid fået lov at leve videre i en nedtonet version, hvor spas og ustyrligheder har forvandlet sig til en mere almindelig form for fest, hvor børn nogle steder går fra hus til hus og spiller musik og opfører små sketches til gengæld for snacks og godbidder.
Ofte er en i gruppen klædt ud som en buk, mens de andre bærer forskellige kostumer og masker, der skildrer skikkelser såsom hekse, troldmænd, riddere, julenisser osv. Blandt de voksne er disse processioner og maskerader mere sjældne men ikke helt uddøde. Voksne forventer at blive trakteret med øl, akvavit, cognac og kaffe. Sommetider går hele familier ud sammen, som regel nytårsaften.
Julebukken involverer en praksis, hvor folk ifører sig masker, klæder sig ud, laver spas og vender op og ned på hverdagen. Den slipper et andet jeg fri. Spørgsmålet, der derfor straks melder sig: “Hvor rationelle er vi egentlig?”
Man har inden for kristendommen modarbejdet den traditionelle maskerade, der mindede for meget om en magisk fortid, man ønskede at lægge bag sig. I den danske historie er bukkemasken blevet et offer for denne censur. Bortcensureringen af det animistiske verdensbillede betød også en censur af en alternativ livsforståelse, som indebar en dialog med omverden, dyrene og ens forfædre.
Vi er frie og ansvarlige, når vi former vores liv og skaber os selv gennem vores valg og handlinger
Disse omfattende relationer måtte vige. Denne censur er udtryk for den måde vestlig kultur – underbygget af evolutionistiske og racistiske tankesæt – har konstrueret et stort paradoks i vores måde at tænke på. I opgøret med det hedenske og præ-moderne har man søgt at udrydde det magiske og de inklusive forståelser, som herefter angiveligt er ”irrationelle”.
Magien i os alle
På trods af censur og vores vestlige tendens til at tale om vores verden på en meget afgrænset og ”konkret” måde minder den franske filosof Jean-Paul Sartre os om, at det menneskelige følelsesliv (glæde, frygt, angst, etc.) faktisk er gennemtrængt og baseret på magiske (irrationelle) reaktioner og relationer med omverdenen. F.eks. gribes vi af angst og frygt, når vinden, grenene og bladene på træerne, iblandet mørke og regn, slår mod vinduet og ”truer” den sikkerhed, stuen og boligen repræsenterer foros.
Man kan samtidig tænke på det magiske univers, der omgiver Lars von Triers Riget, de caribiske maskerader og det magiske univers i Garcia Marquez’ overdådige forfatterskab, blandt andet hans fremragende Hundrede Års Ensomhed, som blander realiteten med fantastiske-magiske beskrivelser, skrøner og drømme.
Vi har behov for at få vendt op og ned på vores verden. Vores rationalitet er overvurderet. Det havde Antikkens grækere (og, interessant nok, ungdomsbevægelsen i 1960’erne) forstået. Den græske tragediedigter Euripides skrev allerede for 2500 år siden i det 5. århundrede f.v.t. tragedien Bacchanterne om tilbedelsen af guden for vin og ekstase, Bacchus eller Dionysos. I Bacchanterne (de dansende tilbedere i billedet) undersøger han nemlig, hvad det vil sige at være menneske, vores behov for at se på os selv med nye, magiske øjne, og opleve forbundethed med verden omkring os (kong Pentheus af Theben straffes med døden for at have ignoreret det dionysiske/magiske i mennesket).
Bacchanternes tilbedelse og ekstase repræsenterer nemlig det magiske og irrationelle i mennesket. Det koster derfor kongen i den græske tragedie dyrt at ignorerer denne side af os. Ved at beruses og søge ekstase (på græsk ekstasis, ”at være/træde uden for sig selv”) i dansen og tilbedelsen af vinguden udtrykker de dansende en dyb tanke: ved at miste forstanden, ved at lade fornuften vige og blive beruset i vin, træder man tilbage, så man kan finde ud af, hvem man egentlig er. Dog alt, beruselsen, “med måde” (meden agan, indskrift over helligdommen i Delfi) minder de gamle grækere om, så beruselsen bliver befriende og ikke går for vidt og bliver ødelæggende.
Nok tilhører Bacchus/Dionysos en fjern fortid, men hvordan mennesket opnår frihedens ånd, som guden nærer i os, og opnår balance mellem den og det rationelle i os – ja, det var, er og vil altid være sagens kerne og op til vores valg. Vi er frie og ansvarlige, når vi former vores liv og skaber os selv gennem vores valg og handlinger. Grækerne havde fat i noget af det rigtige for 2500 år siden. Det ”virkelige” og det ”irrationelle” (magien, naturen) sameksisterer i mennesket.
Ligesom dans, kunst og litteratur, der befrier os, ligesom en sværm fugle der flyver hen over himlen, eller en stime fisk i havet (og havet i sig selv), der fascinerer os. Denne befrielse og fascination viser, hvem vi virkelig er. Det er julebukkens budskab.
GLÆDELIG OG MAGISK JUL!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og