BØGER // INTERVIEW – Hos digteren Jonas Reppel er menneskets møde med velfærdssamfundet i høj grad i centrum. POV mødte Reppel til en samtale om klasser, fædres og samfundets svigt, om frustrationen over at aflevere sit barn i vuggestue og om ikke at kunne give sin mormor et ordentligt sted at dø.
Jonas Reppel er en stemme, der taler nede fra afgrunden af det klasseskel, som skiftende regeringer ihærdigt taler hen over – også dem til venstre for midten. Nu er Reppel udkommet med sin anden digtsamling, Spædgry, der tematisk ligger i forlængelse af Farfedt fra 2021: Omdrejningspunktet er forældreskabet, arv og institutionsmiljøer, og hvordan det påvirker generationerne.
Hvor Farfedt fremskrev det mentale åg, det lyriske jeg bærer med sig efter en barndom præget af på den ene side forældrenes svigt og på den anden side samfundets systematiserede “velfærdsumenneskelighed”, så er den nye Spædgry en konfrontation med det ansvar, jeget tager på sig, da han træder ind i rollen som forælder og forsøger at træde ud af fortidens skygger.
Jeg møder forfatteren Jonas Reppel en tåget fredag i februar, en halv time efter fabrikkernes fyraftensfløjte. På hans forslag har vi bænket os i Arbejdermuseets cafe, og mens ulvetimen nærmer sig for trætte forældre og børn omkring os, snakker vi om hans nyudgivne digtsamling.
Det, der startede som projektet “Haiku til min datter”, og som du læste højt fra allerede for fem år siden, er nu blevet til Spædgry. Hvorfor tog det så lang tid at skrive samlingen færdig?
“Jeg bruger lang tid på at redigere. Jeg startede faktisk allerede på den i 2019, hvor jeg hver dag lagde et haikudigt op på Instagram. Jeg skrev om at være blevet forælder. Frustrationen over at aflevere barnet i vuggestuen og ikke vide, hvad der skete, når man var gået. Der var en del, der reagerede på det, og jeg fandt ud af, at jeg talte ind i noget fælles. En erfaring. Der var også andre forfattere, der begyndte at skrive om det at være forælder. I 2022 begyndte jeg at arbejde med redigeringen af digtene sammen med min forlægger. Det var først der, jeg formmæssigt bevægede mig fra haiku til frit rim.”
”Kl 22.30
går jeg rundt med dig
på barselshotellet
hvisker
om mit familieklenodie
du ånder
her hvor min mormor
sled sit åndedrag op”
Der er et spændingsfelt i Spædgry mellem ”institutionerne”, der overtager børnepasningen, fordi vi, ”forældrene”, skal arbejde og tjene penge. Vores børn og vores gamle, det mest følsomme og skrøbelige, gøres til andres arbejde på tid og akkord?
”Ja, jeg interesserer mig meget for klasse. At arbejde på gulvet. Hvad vil det sige at arbejde som lærer, som pædagog? Jeg er selv socialpædagog, så jeg arbejder også selv med mennesker. Jeg går ind i en børnehave eller en vuggestue med min faglighed, som jeg så skal være opmærksom på, og så går jeg så også ind i det som digter. Jeg peger ikke på de mennesker, der arbejder der. Det er vigtigt for mig at pointere. De arbejder bare med de ressourcer, de har. Men systemet er for stift. Systemet handler om at spare, hvilket betyder, at du ikke kan udføre et pædagogisk arbejde,” siger Jonas Reppel.
Han fortsætter: “Du kan ikke give din mormor et ordentligt sted at dø, hvis de mennesker, der er på hospitalet, ikke kender hende. Så er hun alene. Det er hårdt fagligt, personligt, familiemæssigt. Det er blandt andet det, jeget i bogen er rigtig frustreret over. Man kan ikke skabe omsorg, hvis man ikke har tid, hvis man ikke har penge.
Det har ikke noget med dit mindset at gøre, at du bare skal strukturere det lidt bedre. Det har noget med økonomi at gøre. Det har noget at gøre med, at der mangler penge, og der mangler tid og hænder. Det har ikke noget med idealisme at gøre. Det kommer ikke indefra fra personalet. Det skal komme ude fra omgivelserne, så personalet kan skabe et trygt sted.”
Der er en politisk vrede?
”Helt vildt.”
Reppel kritiserer systemet
”mit barn
du skal vide
jeg omfavner et isbjerg
sænker et hangarskib
sprænger hele lortet i luften
jeg kommer i en storm af ild
jeg gør alt for at du ikke skal have
systemet som en klump i halsen
skyd mig”
Det er også en digtsamling, der handler om faderrollen. Der er jo en del unge forfattere, der har skrevet om moderrollen, er det noget du har interesseret dig for?
”Ja, helt sikkert. Jeg er rigtig glad for Olga Ravns Mit arbejde og også Nanna Storr-Hansens bøger. Det er folk, jeg føler mig inspireret af.”
Samtidigt virker det, som om der for dig er en stor vrede mod jeres forældregeneration?
”I virkeligheden er det mere en kritik af, hvordan man som enlig mor med to-tre børn bliver tvunget til at handle og reagere. Igen er det systemet og de roller, man bliver puttet i. Hvis du var enlig mor i firserne, hvor jeg voksede op, så var det rigtigt svært at overleve, når du ikke havde nogen høj uddannelse. Du prøvede måske at få lidt kærlighed, at få tid til det, så du var hele tiden på halvt batteri. Så ja, der er en vrede, men det er nok mere kønsrollerne. Arbejdsinddelingen. Vrede over at man kan få lov at smutte som far. Jeg har ikke et mellemværende med min mor.”
”Den måde, jeg er far på, er så radikalt anderledes. Jeg har nogle andre værdier. Jeg bruger min tid med mine to børn. Jeg tager stilling til andre opgaver derhjemme, tror jeg, end min far – som ikke var der – ville have gjort. Jeg har selv skullet definere, hvordan jeg ville være far, fordi jeg ikke har haft nogen selv. Det har givet nogle muligheder for noget nyt.”
Er det noget, du snakker med dine jævnaldrende om? Er der fædregrupper, ligesom der er mødregrupper?
”Jeg er ikke med i en fædregruppe, men ja, det er noget, jeg snakker med mine venner om. Min næste bog udkommer på Rolf Sparre Johanssons forlag OVBIDAT, og Rolf og jeg har også snakket om faderrollen i den forbindelse. Jeg tror, det er vigtigt at bevidne. Det er vigtigt, at man snakker om det for ikke at blive ensom, men det sker naturligt, det er ikke en metode.”
Har I selv skullet opfinde et sprog for det? Man snakker om, at mænd mangler et sprog for følelser og relationer udenfor det karrieremæssige.
”Jeg er vokset op hos min mor og min mormor i et Rudolf Steiner-miljø. Der har man godt måttet være i det. Jeg tror ikke, man selv opfinder sproget, jeg tror, man får det gennem bøger, litteratur, kultur og kunst. Det er klart, at for mig er der et mellemværende med manderollen og faderrollen. Det var også det min sidste bog, Farfedt, handlede om. Det er noget, jeg brænder for, der skal være en ild, ellers kan jeg ikke skrive om det. Det er noget jeg går i clinch med. Hvis noget er frygtsomt og ubehageligt at skrive om, så er det bare med at presse på, så ligger der noget der.”
Ulrike Meinhof var terrorist og mor
”jeg minutdrømmer
om ulrike meinhof
var hun en omsorgsfuld mor
gjorde hun det
for sine børn?”
Digtsamlingen kobler forældreskabet med et jeg, der udtrykker sig meget vredt. Der er nogle ret voldelige sekvenser i bogen.
”Ja, at være forældre er jo et paradoks. Det er ret ekstremt. Det er den frustration, vi startede med at tale om. Frustrationen skaber ekstreme følelser, men det er jo det, litteraturen kan. Vi er i en verden, der er fuldkommen uforudsigelig. Hvad gør man ved den verden? Man reagerer med det, man har. Jeg kan skrive et digt. Jeg kan reagere med det. Eller jeg kan skrive et teaterstykke. Eller jeg kan råbe højt og skrive en kronik,” siger Reppel.
Spædbarnet betyder en gryende bevidsthed i faderen, om at der stadig er en fremtid, der skal kæmpes for
Han fortsætter: “Så har Trump sagt et eller andet. Eller også er der klimakrisen og politikerne, der ikke gør en skid ved det. Og firmaerne, der bare får lov til at ødelægge verden. Og jeg sparer på vandet, sorterer skrald, forsøger at leve bæredygtigt, men det er ligesom om, systemet ikke gør det. Og selvfølgelig vil du gøre alt for dine børn, men hvad kan du gøre ved en krig i udlandet, eller en klimakrise? Når systemet ikke gør sit? Du kan godt gøre nogle ting, men du kan ikke plante volden i hovedet på en politiker … Du kan heller ikke skælde ud på sygeplejersken på hospitalet, hvor din mormor dør, for det er ikke hendes skyld.”
På sin vis er den lidt hjemløs … frustrationen, volden, vreden?
”Ja, den flagrer bare rundt som sådan et genfærd i bogen. Jeg tænker også, det er sådan, det kan føles at være forælder i en uforudsigelig verden. Jeget i min bog går til yderligheder med Ulrike Meinhof-henvisningen og prepper-mentaliteten. Men jeget kommer også tilbage igen. Det synes jeg er vigtigt at sige. Jeget bliver ikke hængende ude i ekstremerne.”
Jonas Reppels sidste pointe her er afgørende i læsningen af Spædgry.
Nok er digtsamlingen gennemsyret af frygten for, hvad verden kommer til at gøre ved barnet og tankerne om, hvad det lyriske jeg giver videre til det spæde, nyfødte barn. Kan det undgås, at jeget lægger sit eget åg på sit barns skuldre? Er det overhovedet muligt at beskytte barnet mod samfundsstrukturerne? Mod velfærdsstatens systemiske vold, som ved oplevelsen af den ensomme hospitalsdød? Digtsamlingen viser også, at barnet er det håb, der kaster et nyt lys på verden. Spædbarnet betyder en gryende bevidsthed i faderen, om at der stadig er en fremtid, der skal kæmpes for.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og