AMERIKANSK DEMOKRATI // BOGOMTALE – Donald Trump nedbrød etablerede normer og førte demokratiet på vilde afveje, men han var aldrig nået så langt, hvis grunden ikke var blevet lagt af andre. Derfor kan Biden få svært ved at redde situationen, skriver amerikansk forsker i en ny bog.
I forbindelse med årsdagen for stormen på Kongressen i Washington den 6. januar 2021, advarede tidligere præsident Jimmy Carter i en kommentar i New York Times for nylig om, at det amerikanske demokrati er i alvorlig fare.
Han sigtede til Donald Trumps fortsatte bestræbelser på at underkende det valg, som førte Joe Biden til magten. Carter skrev blandt andet, at fortalerne for løgnen om, at valget blev stjålet, her et år efter præsidentskiftet har overtaget et politisk parti og sået mistillid om hele det amerikanske valgsystem.
Boet efter Trump kunne minde om en raseret slagmark, og Bidens første år på posten har været præget af oprydning efter forgængeren og genoprettelse af tilliden på en lang række områder
De fleste husker de dramatiske begivenheder. På dagen, hvor Kongressen skulle godkende valget af Joe Biden, mødte den afgående præsident en flok af sine tilhængere ved The Ellipse, en park umiddelbart syd for Det Hvide Hus.
Trump opfordrede demonstranterne til at marchere mod Capitol, og “fight like Hell”, hvor flere af deltagerne herefter trængte ind med efterfølgende vold og kaos til følge. Der blev smadret ruder, råbt Hang Mike Pence og flere politibetjente kom alvorligt til skade – ni mennesker mistede livet herunder fire politibetjente, der begik selvmord og en demonstrant, som blev skudt, da hun forsøgte at komme ind gennem en knust rude.
Først godt seks timer senere blev roen genoprettet i bygningen, og i de tidlige morgentimer den 7. januar blev valget af Biden endelig godkendt under Mike Pences ledelse af optællingen.
Karen J. Greenberg, som er direktør for Center for National Sikkerhed ved Fordham University i New York, betragter datoen som en milepæl i nyere amerikansk historie.
I sin seneste bog, Subtle Tools. The Dismantling of American Democracy from the War on Terror to Donald Trump, beskriver hun 6. januar som et foreløbigt klimaks i en udvikling, der omfatter to andre vigtige datoer – 11. september 2001 og 7. december 1941. Derfor kalder hun også datoen for Joe Bidens Ground Zero.
Trumps brud på normerne
Betegnelsen, Ground Zero, er ganske beskrivende.
Boet efter Trump kunne minde om en raseret slagmark, og Bidens første år på posten har været præget af oprydning efter forgængeren og genoprettelse af tilliden på en lang række områder.
Greenberg lægger heller ikke fingrene imellem, når hun beskriver Trumps svig og halve sandheder gennem fire år, men med det kølige akademiske blik sammenfatter hun hans ledelse i ordet ’normbrud’.
Trump brød således med en norm ved at være den første præsident i nationens historie, der ikke uden videre anerkendte valgresultatet og trådte til side for sin efterfølger, og heri ligger også kernen i de dramatiske begivenheder den 6. januar.
Grundlaget for Trumps tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler havde været lagt i forvejen, og dette grundlag finder vi i Mellemøsten
Her kan det så ligge lige for at affærdige Trump som en svindler, der har ført USA på katastrofekurs. Den vurdering kan være rigtig nok, men Greenbergs pointe er, at han næppe kunne have ført det så vidt, hvis ikke grundlaget for hans tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler havde været lagt i forvejen, og dette grundlag finder vi i Mellemøsten.
Vi skal dog omkring det historiske perspektiv for at få forfatterens pointe på plads, og derfor er datoerne vigtige: Den 7. december 1941 rettede Japan et dramatisk angreb på den amerikanske Pearl Harbour flådebase. Dette rystede nationen og var den direkte årsag til at USA trådte ind i anden verdenskrig.
Angrebet på New York, Washington og en mark i Pennsylvania den 11. september 2001 havde en tilsvarende chokvirkning på det amerikanske folk. Ligesom Pearl Harbour var et angreb, der tilsyneladende kom helt ud af det blå, og det førte til en øjeblikkelig reaktion.
Der er imidlertid en afgørende forskel på de to skelsættende begivenheder.
I 1941 erklærede USA krig mod Japan. Det var en krigserklæring helt efter bogen, med en klart beskrevet fjende, nemlig den japanske regering, og et klart defineret mål, nemlig nedkæmpelsen af denne fjende.
I 2001 reagerede præsident George W. Bush ved at indlede krigen mod terror, og det var lige fra begyndelsen et anderledes diffust foretagende. Bush og hans rådgivere søgte ikke en krigserklæring efter normen, men bad i stedet om en såkaldt Authorization for the Use of Military Force (AUME). En autorisation af militær magtanvendelse, og den blev vedtaget af Kongressen den 14. september og underskrevet af præsidenten fire dage senere.
The Patriot Act gav myndighederne enorme beføjelser på efterretningsområdet, og Homeland Security banede vejen for en dramatisk opgradering af sikkerhedsapparatet på hjemmefronten
Denne AUMF, som lige siden er blevet fornyet med jævne mellemrum, er kendetegnet af unøjagtigheder og en terminologi, der udelukkende sigter på at udstede øgede magtbeføjelser. Den giver præsidenten mulighed for at ”bruge al nødvendig og tilstrækkelig magt” uden specificerede begrænsninger, og den kan rettes mod en navnløs fjende. Der er heller ingen geografisk eller tidsmæssig afgrænsning af krigen.
Da Islamisk Stat meget senere dukkede op, var det således ikke nødvendigt at få Kongressens godkendelse af en krigserklæring, idet denne nye gruppe uden videre kunne puttes ind i den allerede eksisterende AUMF.
I hurtig rækkefølge fulgte Bush op med to andre initiativer. Allerede dagen efter vedtagelsen af AUMF blev Kongressen præsenteret for første udkast til en vidtrækkende anti-terror lovpakke, som bedst kendes ved navnet The Patriot Act, og i begyndelsen af oktober bebudede præsidenten, at han ville oprette et særligt Office of Homeland Security.
Hvor AUMF åbnede op for vidtrækkende muligheder for at tage militært initiativ, gav Patriot Act myndighederne enorme beføjelser på efterretningsområdet, og Homeland Security banede vejen for en dramatisk opgradering af sikkerhedsapparatet på hjemmefronten.
Umiddelbart efter angrebene den 11. september kunne disse initiativer muligvis ses som nødvendige. Men fordi de blev pakket ind i vage formuleringer og åbne definitioner, tjente de også til at krænke retssikkerheden, og ikke mindst slørede de grænserne for de forskellige institutioners ansvarsområder og professionelle ekspertise.
Loven blev brugt til at fængsle en ung kvinde, der på et krydstogt med sin familie havde skrevet truende beskeder i et forsøg på at få skibet til at vende om, da hun savnede sin kæreste
Som en specialist i forfatningslov, David Cole, formulerede det under en senatshøring i 2005, ”definerer loven (The Patriot Act) terrororganisationer så bredt, at den omfatter enhver gruppe på to eller flere individer, der på noget tidspunkt har truet med at gøre brug af våben mod en person eller ejendom.”
Greenberg belyser dette med, at loven blev brugt til at fængsle en ung kvinde, der på et krydstogt med sin familie havde skrevet truende beskeder i et forsøg på at få skibet til at vende om, da hun savnede sin kæreste.
Mattis og Kushner
Denne udvikling kan beskrives som en art dominoeffekt af destruktive værktøjer. Først kom AUMF med bevidst uklare definitioner og formuleringer, dernæst The Patriot Act, der opblødte de institutionelle og bureaukratiske rammer og endelig Homeland Security, der tillod nærmest ubegrænset overvågning og snagen i borgernes privatliv.
Og dette lagde op til, hvad Greenberg beskriver som spillets fjerde brik, der kom til at definere Trumps fire år i Det Hvide Hus: et gennemgribende brud på normerne.
Det sidste kom meget klart til udtryk, da Trump som noget af det første udpegede general James Mattis som forsvarsminister. Mattis havde i sin militære løbebane været dybt involveret i krigen mod terror, hvilket Trump argumenterede med, da han søgte – og fik – dispensation af Kongressen i forbindelse med udnævnelsen.
Den kunne nemlig kun finde sted ved at ændre på normerne, idet reglerne foreskriver at ingen militærperson kan blive forsvarsminister før syv år efter at have smidt uniformen.
11. september er udgangspunktet for et paradigmeskift, der har været markant med til at underminere det amerikanske demokrati
Det eneste fortilfælde til Mattis’ kontroversielle udnævnelse ligger tilbage i 1950, hvor præsident Truman fik gjort George C. Marshall til forsvarsminister, til trods for at denne indtil 1945 havde været generalstabschef. Men det skete på baggrund af en meget konkret krig, nemlig den i Korea, og i aftalen indgik det også, at det skulle være et absolut enkeltstående tilfælde.
Udnævnelsen af Mattis var altså et markant normbrud, og det skete på grundlag af den diffuse definition af ordet terror.
Noget lignende var i øvrigt tilfældet med Trumps udnævnelse af sin svigersøn, Jared Kushner, til sin særlige rådgiver. Dette var i strid med den statut om anti-nepotisme, som blev indført i 1967, efter at daværende præsident John F. Kennedy havde givet sin bror, Bobby, jobbet som rigsadvokat.
Et anti-muslimsk paradigmeskift
Krigen mod terror og de dramatiske begivenheder i Mellemøsten har altså sat et tydeligt aftryk på udviklingen i USA, og der er under alle omstændigheder god grund til at betragte 11. september som udgangspunktet for et paradigmeskift, der har været markant med til at underminere det amerikanske demokrati.
Det ser man også tydeligt i et af Trumps mest kontroversielle tiltag, nemlig indrejseforbuddet mod borgere fra syv muslimske nationer.
Allerede da han meddelte sit kandidatur til præsidentposten i juni 2015 slog han på frygten for islamisk terror. ”Vi er i krig mod radikal islamisme,” sagde han gentagne gange under valgkampen, og den 27. januar 2017 – en uge efter indsættelsen – udstedte han et præsidentielt dekret med det fulde navn Protecting the Nation from Foreign Terrorist Entry into the United States.
I sin begrundelse anklagede Trump myndighederne for at have sjusket, da de 19 mellemøstlige mænd, der deltog i angrebet den 11. september forud for deres operation, ansøgte om og fik visum til USA.
Men hans middel mod en potentiel gentagelse var altså unøjagtig og arbitrær sprogbrug og et forbud mod hele nationer og ikke enkeltpersoner eller grupper. Og hermed ligger tiltaget på mange måder i direkte forlængelse af den reaktion, George Bush kom med i september 2001.
Obama magtede det ikke
Mellem Bush og Trump var demokraten Obama præsident i to perioder, og han talte ofte om sin vilje til større gennemsigtighed i administrationen og til at neddrosle forgængerens drastiske tiltag på området. Obama hemmeligstemplede da også langt færre dokumenter end nogen anden præsident i nyere historie.
Ikke desto mindre lykkedes det ham ikke at gøre op med den udvikling, som Bush havde sat i gang. Og navnlig når det kom til krigen mod terror, smed han ofte håndklædet i ringen.
I slutningen af 2014 kunne Dianne Feinstein, forkvinden for Senatets særlige efterretningsudvalg, stolt melde, at man var klar til at fremlægge en omfattende rapport om seks års undersøgelser af CIA’s afhøringer af ”indsatte af høj efterretningsværdi” i forbindelse med krigen mod terror. Der var bl.a. tale om fanger i Guantanamo, og mellem linjerne kunne man læse om brugen af tortur, hvilket igen var et eklatant brud på normerne.
Obama overtog præsidentembedet i en tid, hvor George W. Bush havde udstukket nye normer efter angrebene den 11. september
Som forventet protesterede CIA, og Obama bakkede dem op. I et efterfølgende interview på tv-stationen ABC talte præsidenten om, at han ikke ønskede at de talentfulde medarbejdere hos CIA skulle føle sig set over skulderen med juridiske spidsfindigheder.
Obama talte også om helt at afvikle Guantanamo, men heller ikke dette lykkedes han med. Han overtog præsidentembedet i en tid, hvor George W. Bush havde udstukket nye normer efter angrebene den 11. september.
Og denne nye tradition for upræcise formuleringer, hemmelighedskræmmeri og gedulgte metoder, var på kort tid blevet så indarbejdet, at Obama ikke formåede at sætte en stopper for amokløbet.
Dermed har vi ifølge Greenberg en vigtig forklaring på, hvordan Trump kunne få så frit spil, og i den optik er opgaven, Joe Biden står overfor, derfor langt mere end blot en simpel oprydning efter Trump.
Greenberg giver med sin bog et godt indblik i, hvor vanskeligt det er at gøre op med en så massiv tradition.
Den 20. januar 2021 holdt Biden en af de korteste indsættelsestaler i USA’s historie. Den varede kun i 11 minutter, og med det søgte han at signalere, at handling lige nu er vigtigere end ord.
Det var to korte uger efter stormen på the Capitol. Måske var dette grunden til at han, som den første i nogen indsættelsestale eller State of the Union-tale siden 11. september, valgte at bruge ordet ’terror’.
Talen var påfaldende uklar. Biden talte om at bekrige politisk ekstremisme, hvid racisme og hjemlig terrorisme, og selv om dette er noget klarere sprog, samler det sig alligevel i hans fokus på ordet terror. Det er givet, at han lagde noget andet i ordet end Bush og Trump, men ikke desto mindre hører en så vag betegnelse ikke hjemme i en demokratisk retsstat.
Med udnævnelsen af general Lloyd Austin gentog Biden Trumps fejltrin om at udnævne Mattis – også med henblik på den fortsatte bekrigelse af den diffuse mellemøstlige fjende, altså krigen mod terror
Det ser Karen J. Greenberg som et bekymrende tegn på, at Biden næppe heller formår at gøre op med den bevægelse bort fra demokratiet, som Bush startede, og som Trump blæste op til uhyrligheder.
Biden lagde ud med at udstede et rekordstort antal præsidentielle dekreter, som skulle råde bod på forgængerens katastrofekurs, og så trådte han selv eklatant i spinaten. Han besluttede sig for at udnævne general Lloyd Austin til forsvarsminister – på trods af, at Austin kun havde været fire år borte fra det militære system.
Med udnævnelsen gentog Biden med andre ord Trumps fejltrin med Mattis med henblik på den fortsatte bekrigelse af den diffuse mellemøstlige fjende, altså krigen mod terror, som startede med angrebene den 11. september 2001, og som har ført til en tilsidesættelse af demokratiske værdier, mens krigen stadig raser og terrorbegrebet blot har ændret karakter undervejs.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
