Hver mandag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
POV PÅ SPIDSEN // KOMMENTAR – Politik handler mere og mere om iscenesættelse. Politikerne optræder som amatørskuespillere i medierne, og vælgerne er tilskuere til et repertoire, der mere ligner standup-kultur end samfundsdebat. Fra humor til offerrolle – der er reelt tale om opblæsthed, skriver Jesper Grunwald.
Memento Mori, ”husk, du er dødelig”. Ordene tilskrives Sokrates, den gamle filosof fra oldtidens Grækenland. Hans nok mest berømte citat er: ”Jeg ved kun, at jeg intet ved”.
Et smukt paradoks er det, at en af de klogeste mænd i vores civilisations historie tilskrives en hyldest til ydmygheden. Respekten for dødeligheden bevægede sig også ind i den senere romerske kultur med beretningen om krigsherren, der modtog folkets hyldest efter de vundne sejre på slagmarken. Ved siden af ham på stridsvognen, siger myten, stod en slave og hviskede ham i øret: ”Du skal dø en dag.” Eller på nutidens sprog: ”Slap dog af, din blærerøv – du er i bund og grund et menneske som alle os andre.”
Der har stået helt andre sufflører på den moderne politikers stridsvogn herhjemme i Danmark, hvor den konventionelle politiske debat er afløst af en slags standup-kultur, hvor kedsomhed er erstattet af selvfremstilling.
Alex ”Daddy” Vanopslagh, formanden for Liberal Alliance, har sublimeret den narcissistiske kultur i de sociale medier og gjort TIKTOK-videoer til en dialog mellem ham – og, ja, ham selv. Det handler angiveligt om jagten på de unge vælgere.
Som ung i 60’erne og 70’erne forstår jeg godt oprøret mod 68-generationens frelsthed og blindhed. Og så er det jo en del af det frie folkestyres dynamik, at nye generationer går til angreb på den eksisterende dogmatik. Men jeg havde godt nok ikke forestillet mig, at ikke mindst den danske højrefløjs nye koryfæer i den grad – med modsat ideologisk fortegn – gentager både frelstheden og blindheden fra 70’ernes betonmarxisme.
Alex ”Daddy” Vanopslagh, formanden for Liberal Alliance, har sublimeret den narcissistiske kultur i de sociale medier
Datidens satire over kapitalister med krumme næser, onkel Sam-hatte og dollarsedlerne strittende ud af lommerne er på nutidens højrefløj erstattet af videoer med budskaber så pubertære, at målgruppen åbenbart betragtes som ubegavede.
Her er et lille klip fra monologen med nyliberalismens danske helt, Alex Vanopslagh, da han sidste efterår – iført et par enorme, gigantiske sneakers af mærket S.V.M. (et designer-varemærke – men her et noget infantilt apropos til SVM-regeringen) – har følgende politiske pointer: ”Jeg har prøvet SVM-regeringen i 3 år, og jeg er overrasket over, hvor uduelige de er.” Og: ”Jeg kan ikke mærke forskel på, om det er en flok ungdomspartier – eller om det er en seriøs voksenregering!”
Med denne klodsede nedgøring af ungdomspolitik tager den liberale rockstjerne den ene kæmpesko af og løfter den op med bemærkningen: ”De ser ikke engang godt ud.”
Guds gave til menneskeheden
På højrefløjens mere nationalkonservative front er forfængeligheden på én gang mere bedaget og mindre sjov. Den 13. januar har hovedbestyrelsesmedlem i DF Ungdom, Romeo Troelsgaard, valgt at skrive et debatindlæg i Politiken om uklædelighedens dekadence i det moderne samfund: ”Smid joggingbukserne. Tag et ordentligt jakkesæt på. Bind slipset. Og bind det ordentligt.”
Der er tale om et politisk indlæg om sædernes forfald og den smagløse praksis at gå i Netto i joggingbukser. Et lidt besynderligt frontalangreb på den ikke-elite, som DF i månedsvis har taget i ed i kampen mod fødevarepriser og den elendige folkepension.
Men tøjvalget får lige en politisk vinkel med på vejen: ”Denne udvikling er ikke kommet ud af det blå. Den skyldes kulturradikale og liberalisters årtier lange kamp mod traditioner og normer. De mener, mennesket skal være frit uden begrænsninger, og skikke, sømmelighed og etikette er blevet reduceret til noget gammeldags og undertrykkende. Men når alt bliver tilladt, ender intet med at være værdifuldt”.
En moralsk opsang og en sviner til kernevælgerne fra en af fremtidens politikere.
Det er en ond skæbne, at netop ypperstepræsten for den populistiske religion, præsident Donald Trump, har bragt Messerschmidt i store vanskeligheder i Grønlandssagen
De har god smag i Dansk Folkeparti, altså politikerne. Det fremgår Store Bededag sidste år, da formanden Morten Messerschmidt spiser en let frokost med en kvalitetsvin (en Chablis, formoder jeg) og nyder livet med disse ord i endnu en af de videoer, der må være lavet i forståelse med presserådgiverne.
De har de sidste år gjort partiformanden til en af landets fremmeligste amatørskuespillere på den politiske højrefløj:
”Der er godt nok tomt, altså. De står alle sammen ved samlebåndet. Gør alle sammen, hvad Mette Frederiksen siger. Jeg er sgu glad for, jeg stemte nej til den lov der. Skønt at holde fri på Store Bededag.”
Det har ikke været let for DF-formanden at navigere mellem spindoktorernes og tidsåndens krav om drama, underholdningsværdi, personliggørelse og så folkestyrets formodede krav til et vist mål af politisk omhu.
Det er en ond skæbne, at netop ypperstepræsten for den populistiske religion, præsident Donald Trump, har bragt Messerschmidt i store vanskeligheder i Grønlandssagen. Partiformanden gav den som en førende dansk discipel for præsidentens politiske genialiteter. Men nu må han, den danske højrefløjsmand, konvertere til en lige så overbevist, aggressiv modstand mod kongen af USA, der vil tvinge os til at sælge en del af kongeriget. Folkepartiet må følge folkestemningen.
Og guderne må vide, hvem der nu har givet Morten Messerschmidt rådet at inddrage et helt nyt dramaturgisk redskab i dramaet. Komedien bliver tragisk efter devisen: ”Far er ikke bare vred – far er skuffet!”
Offerrollen for fuld udblæsning i et opslag på Facebook, hvor Messerschmidt fortæller om de personlige afsavn, han selv har måttet lide i sin enestående kamp for Danmark. Venner og familie, han ikke havde nok tid til, da han sad i parlamentet. Offerrollen tilsat noget hovmod – ikke den sokratiske ydmyghed eller skyggen af formaningen om at vise ydmyghed.
Kan folkestemningen mon følge Folkepartiet?
Man fristes til at spørge politikere, der spiller rollerne i den moderne tidsånds teater – en kultur, som har flyttet fokus fra politisk indhold til personlig selvfremstilling:
Blev den ydmyge slave på stridsvognen erstattet af en væbners lovprisning af den kommende krigshelt?
”Husk, du er Guds gave til menneskeheden!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og