ESSAY // MUSIK – “Da jeg gik i gymnasiet manglede jeg et begreb om stilisering og antinaturalisme, så når Christa, min techno-elskende sidekammerat, vrissede: ’det er ikke naturligt at synge på scenen’, kunne jeg ikke svare, at det netop handler om med diverse sceniske kunstformer ikke at lade folk hensynke i den illusion, at de overværer en afspejling af virkeligheden, at holde hovedet klart; men dog også hjertet varmt … Hvad jeg kan lide er musicals, der taler på en anden måde, som bevæger sig udenom banal forudsigelighed og løfter sit plot med velartikulerede og præcise sangtekster med et humoristisk overskud. De bedste musicals hiver os ud af følelsernes fængsel og ind i overvejelsen og forståelsen – den type musical frigør fremfor at binde. Den taler også ofte om det mere outrerede – og i enkelte, lykkelige tilfælde nærmer den sig det obskøne. Den type forestillinger demonstrerer forandring og muligheden for forbedring.”
Sidste efterår i programmet ’Kejser’ på radioens P1 fortalte professor ved Music in the Brain-centeret på Aarhus Universitet, Peter Vuust, at en undersøgelse havde vist, at vi fortrinsvis livet igennem holder fast ved den musik, vi hører som 14-årige.
Det lød så kategorisk, at det nærmest måtte være anekdotisk.
Jeg var 14 år, 1 måned og 12 dage, da jeg havde den usigelige lykke at se ’My Fair Lady’ i Det Danske Teaters turnéudgave
Og i New York Times, hvor historien var fremkommet i en klumme med den malende overskrift, “The songs that Bind”, skrevet af Seth Stephes-Davidowitz, en statistiker, der havde undret sig over sin og sin lidt ældre brors divergerende smag, var der da også et videre spektrum: for piger fra 11-14, for drenge fra 13-16.
I mit konkrete tilfælde er der dog ikke grund til at moderere: jeg var 14 år, 1 måned og 12 dage, da jeg havde den usigelige lykke at se ’My Fair Lady’ i Det Danske Teaters turnéudgave.
Det faktum, at det var 40 år siden, fik mig til at se lidt dybere i materien – og så det, at vi dengang som i dag fører en evig diskussion om det betimelige i at spilde gode kulturkroner på noget så letfærdigt og udenlandsk som musicals.
Det er især Hans Henriksen, direktør for Aalborg Teater, der har åbnet den gamle diskussion denne gang.
I en kronik i Kristeligt Dagblad har han formuleret et ønske om mere nyskrevet dansk dramatik.
Mens jeg bestemt ikke er uenig i, at ny dansk dramatik er en god ting, ser jeg ikke på problemstillingen som en modsætning; jeg synes, snittet går imellem det, der udfordrer teatret på en god måde, og det, der så ikke gør det (artiklen er bag betalingsmur, men kan læses på Hans Henriksens profil på Facebook).
Henriksens pointe er, at når staten fjerner støttekronerne til teatrene, “udvander det skuespilskunsten til fordel for musikforestillinger, revyer og standup”
Henriksen har også skrevet tidligere om samme i Altinget med den pointe, at når staten fjerner støttekronerne til teatrene, “udvander det skuespilskunsten til fordel for musikforestillinger, revyer og standup”.
Når det gør en lille smule mere ondt på mig end så mange andre, skyldes det, at Aalborg Teater efter min smag næsten konsistent over 50 år har stået for de bedste danske produktioner af det, som interesserer mig mest: det ’voksne’ musikteater.
Lysten til at se tilbage ligger åbenbart i tiden, for jeg blev hjulpet godt af dels en tv-serie om det store koreograf/danser-par Bob Fosse og Gwen Verdon dels en dokumentar om den stildannende producent og instruktør, Hal Prince, som optakt til en stor udstilling om hans 70-årige karriere på New York Public Library at Lincoln Center i september.
Det var de to skoler, den jazzprægede udæskende, kynisk-satiriske Fosse-stil, og den konceptbårne eksperimenterende Prince-pragmatik, der betog mig. Jeg er derimod ikke så meget for musicals, der først og fremmest vil fortælle mig en historie – de skal derimod vise mig noget.
Lykken for mig bestod i, at denne ’My Fair Lady’ med musikkens hjælp brød mine forestillinger om, at det i denne verden handlede om at være flink og leve op til andres forestillinger. Jeg havde forberedt mig godt, ikke mindst læst om, hvordan denne forestilling blev sjældent spillet i Danmark, fordi den skulle produceres som en kopi af den oprindelige opsætning.
Det havde jeg svært ved at forestille mig, hvordan de ville gøre på Nykøbing F. Teater.
Og de gjorde det jo heller ikke, hvilket måske burde have skuffet mig. I stedet blev jeg fyr og flamme over denne stærkt forenklede og stiliserede måde at lave teater på – og det har siden været den måde, et værk bringes til at tale på, der afgør, om jeg bliver begejstret.
’My Fair Lady’ nød godt af at være rollebesat med nogle garvede stjerner: Peter Steen og Else-Marie Juul Hansen, og nogle unge, der endnu ikke var brudt igennem:
Karen Lise Mynster og Kurt Ravn; men det var den helt enkle scenografi af Nina Schiøttz, der mest bestod af et bagtæppe med Londons tage og en masse bogstaver, en indgangsportal og nogle meget præcist udvalgte dekorationsdele, der blev båret ind og ud ved sceneskift, som overvældede mig – og så instruktøren Mogens Pedersens mindst lige så præcise styr på at fortælle igennem handling og udtryk.
Jeg havde den utrolige oplevelse igen i 40-året efter at møde en ’My Fair Lady’, der brød igennem skrankerne og fortalte sin historie knivskarpt, men nu tilsat en betydelig dosis sanselighed. Det var Elisa Kragerups debut som musicalinstruktør på Stadsteatern i Stockholm
Man kan vel sige, at forestillingen lagde sig op af tidens gruppeteater-æstetik – og at det var i kraft af denne stærke stilisering, at det blev muligt at producere den, men også at den formodentlig blev langt mere udtryksfuld end den gentagelse af originalen, jeg havde forventet.
Efter dette kastede jeg mig ud i et grundigt studium af genren, blot for 8 måneder senere at møde den form for musical, som jeg siden har været forlovet med, hos Stephen Sondheim; det var d. 29. juli 1979, hvor DR sendte et portrætprogram, men det var nok først reelt d. 30., hvor jeg genhørte min båndoptagelse, at jeg var helt solgt.
Men hvad var det så, jeg var – og er – solgt til?
Jeg havde den utrolige oplevelse igen i 40-året efter at møde en ’My Fair Lady’, der brød igennem skrankerne og fortalte sin historie knivskarpt, men nu tilsat en betydelig dosis sanselighed. Det var Elisa Kragerups debut som musicalinstruktør på Stadsteatern i Stockholm, og igen i en stiliseret, enkel dekoration af Maja Ravn og med individualiserede dansere, koreograferet af Signe Fabricius.
Her blev forestillingen på den ene side brudt op af en surrealistisk humor, erotiske undertoner i sidehistorierne og et bredere spektrum af musikalske stilarter; men på den anden side fremstod ikke mindst det underliggende britiske klassesamfund klarere end nogensinde, bl.a. i en forholdsvis lille ting med husholdersken Mrs. Pearce, der fik lov til at udfolde middelklassens moralisme.
Det var helt igennem brillant, og jeg forelskede mig på stedet i det hele og dem allesammen.
Man skal minimere udtrykket, fordi det virker stærkest, at alting skal have betydning for historiens udfoldelse, og at forestillingens materielle form skal afspejle tematikken
Alt er ikke for alle. Jeg holder af den klassiske form, der bygger på de tre sondheimske principper, der vist stammer fra instruktøren Hal Prince og derfor kan genfindes hos Kander og Ebb (’Cabaret’, ’Chicago’), Bock og Shevelove (’Spillemand på en tagryg’, Sondheim selv (alle, måske undtaget ’Passion’), ja endog Lloyd Webber (’Jesus Christ Superstar’, ’Evita’) og endnu flere af de dramatikere og komponister, han har arbejdet med.
Principperne er: ’Less is more’, ’God is in the detail’, ’Content dictates form’. Udlagt betyder de, at man skal minimere udtrykket, fordi det virker stærkest, at alting skal have betydning for historiens udfoldelse, og at forestillingens materielle form skal afspejle tematikken.
Der er altså tale om udviklingen af et meget tæt drama, hvor intet er overflødigt. Det er nok det, jeg elsker mest.
Da jeg gik i gymnasiet manglede jeg imidlertid dette begreb om stilisering og antinaturalisme, så når Christa, min techno-elskende sidekammerat, vrissede: ’det er ikke naturligt at synge på scenen’, kunne jeg ikke svare, at det netop handler om med diverse sceniske kunstformer ikke at lade folk hensynke i den illusion, at de overværer en afspejling af virkeligheden, at holde hovedet klart; men dog også hjertet varmt.
Skal jeg pege på det, jeg har det sværest med musikalsk og musicalsk, så er det stilstand: sange, hvor spillet ligesom sættes i parentes for at fortælle noget, der så meget bedre kunne være ageret.
Derfor har jeg aldrig været den store ynder af sange, der ikke tjener et dramatisk formål eller i det mindste formidler den energi, der ligger i handling. Det er ikke en måde, jeg bryder mig om at være tilskuer på, så føler jeg mig følelsesmæssigt manipuleret, hvilket er det sidste, jeg går i teatret for at blive.
Hvad jeg kan lide er musicals, der taler på en anden måde, som bevæger sig udenom banal forudsigelighed og løfter sit plot med velartikulerede og præcise sangtekster med et humoristisk overskud. De bedste musicals hiver os ud af følelsernes fængsel og ind i overvejelsen og forståelsen – den type musical frigør fremfor at binde. Den taler også ofte om det mere outrerede – og i enkelte, lykkelige tilfælde nærmer den sig det obskøne.
Den type forestillinger demonstrerer forandring og muligheden for forbedring. Dette er måske den konstant i det, man kan kalde ’hovedstrømmen’, fra de tidligste af Kern, Gershwin og Berlin, der ellers går for under tynde dække af tynde plots bare at aflevere hitsange: en satirisk opvakthed, der ligesom i god, dansk revytradition vækker og ægger intellektet.
Jeg indrømmer, at det ikke er den type forestillinger, vi ser mest i dag, hvor foreningen af pop og episk fortælling synes at tegne en nyromantisk bølge.
Men følger vi tendensen fra Broadway, så er forandringen i høj grad indtrådt: musicals er igen avantgarde, og af den grund taler de også til en oprørsk ungdom, bærer igen kravet om frihed videre, i den pæne ende med ’The Prom’, i den mere oprørske ’Be More Chill’.
Jeg insisterer på, at konceptmusicalen er en idébåret forestilling, som altid må stræbe efter at tale klart igennem en produktion, der afdækker stadig nye lag i teksten, igennem stadigt nye opsætninger i pagt med et avanceret scenisk sprog
Hvad der imidlertid altid har interesseret og passet mig bedst, er den kollaborative arbejdsform, hvorunder musicals som værk og produktion bliver til – og hvordan det er instruktøren, der har det store ord.
I musicalproduktion er det Forestillingen, det drejer sig om, ikke personlige kunstnernykker, og derfor udvikles de seneste trin henimod det bedste mulige værk i sene nattetimer, efter at et publikum har vendt tommelfingeren op eller ned. Ingen er hævet over at måtte forbedre sit output, indtil fornemmelsen af indholdets afspejling i værkets form er nået.
Tit lykkes det faktisk ikke, og så må man opgive, lukke ned, før man når Broadway og indse, at pengene (foreløbig) er tabt. Derfor er der også skrappe restriktioner for, hvem der kan producere og investere i det i USA jo overvejende kommercielle teater.
Selvfølgelig fremstår disse grundlæggende betingelser for den klassiske musical ikke helt så tydeligt i den pågående debat om genren, fordi den i høj grad også har fået en aflægger som massemedium med store pengetanke i ryggen, der snarere tænker på, hvad der vil interessere publikum nok til at bringe dem ind i hobetal.
I Danmark er det blevet disse forestillinger, der i høj grad – og i langt højere grad end nogensinde My Fair Lady, A Chorus Line eller West Side Story – forstås som ’koncept-musicals’, hvor man andre steder vil kalde dem ’franchise’.
Jeg insisterer også på, at konceptmusicalen er en idébåret forestilling, som altid må stræbe efter at tale klart igennem en produktion, der afdækker stadig nye lag i teksten, igennem stadigt nye opsætninger i pagt med et avanceret scenisk sprog. For mig handler det om, at man kan tale med samme overraskende effekt til et publikum gang på gang.
Sådan som jeg havde den lykke at blive forført af omstændighederne bag Elisa Doolittles dannelseshistorie to gange med 40 års mellemrum.
https://www.facebook.com/MyFairLadyMovie/videos/951760948229282/
Topillustration: My Fair Lady, CBS og YouTube. Fra filmen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
