ESSAY // FESTIVAL-FØLELSEN – I fravær af musikfestivaler denne sommer har POV’s musikredaktør Jan Eriksen sat sig til at bladre i sit album med mentale billeder af den meget omtalte Festival-Følelse. Det var svært at vælge, for der er mange hundrede. Det blev til fem, der handler om musik, fælleskab, ensomhed, rastløshed, lykke, kaskader af regn – og meget andet.
En gang interviewede jeg en læge, der havde – og vistnok stadig har – sin faste gang på Roskilde Festival, og havde haft det siden den første i 1971. Og vist endda også festivalen i 1970, der ikke regnes for en officiel Roskilde Festival.
“Den orange følelse? Den føles nogenlunde som en hærmorride,” sagde han. Det skal siges, at hans point of view udelukkende var af lægefaglig karakter. Mange dages gennemusund livstil og endeløse timer stående og vadende koster typisk i fordøjelsessystemet.
I fravær af festivaler i år har jeg sat mig for at beskrive min lidt mere nuancerede version af Festival-Følelsen, fastholdt i fem mentale billeder.
Jeg har deltaget i op imod 100 festivaler, alt inklusive. Heraf de 24 i Roskilde. I første omgang fra og med 1979 til og med 1994, i anden omgang fra 2012 til og med sidste år.
1. Stop making sense
Det var i Roskilde. Det var søndag aften den 1. juli 1979. Det var på hjørnet af Søndre Ringvej og vejen, der i dag går under navnet Rabalderstræde.
Kølig vind, forrevet, skyet himmel, antydning af solnedgang over det grønne areal mellem ringvejen og Roskilde by. Et eller andet sted midt i det hele udsigt til domkirken.
Fire venner med fuld opbakning. Diskuterende, hvordan vi hurtigst kom ned til stationen. Mon ikke vi var ømme og lidt dumtrætte, som alle andre, der forlader en musikfestival i eftervirkningerne af deres version af høj musik, dåsemakrel, Bjørnebryg og Fætter Hennings grønne djævleurt værkende i sind og krop?
Den i øvrigt nyindkøbte Orange Scene havde stjålet min festivaldyd, og jeg skulle først komme til at kræve den tilbage 17 år senere, da der gik job, familie, hus og have i den.
For tid og evighed vil erindringen om kvartetten i T-krydset ved ringvejen være mit stærkeste billede på Festival-Følelsen. Det er endda blevet stærkere med årene, selvom jeg – senest to gange i 2019 – vel har deltaget i underkanten af 100 festivaler i alt.
Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.
Måske fordi de tre andre stadig er blandt mine nærmeste venner. Festivalen og en senere cykeltur i Jylland med de tre andre samme år står i dag som afgørende kapitler i en fortælling om mine formative år.
Måske er det bare, som man siger: man glemmer aldrig den første gang.
Så jeg har bestemt heller ikke glemt øjeblikke med kuldslået kedsomhed foran det orangerøde telt, som ejeren havde døbt Eluf. Noget skal et telt hedde.
Der bor en lille djævel ved navn Rastløshed i mig. Den har det desværre med at stikke med sin sylespidse trefork, når der falder ro over andre. Hygge. Rastløshed hader pauser. Rastløshed har en fætter, Melankoli. Nogle gange gennem årene på diverse festivaler, hvor de har rottet sig sammen, er der opstået pludselige anfald af en omsluttende ensomhedsfornemmelse – trods omgivet af mere end 100.000 mennesker. En form for festival-overdosis.
Det er en del af Festival-Følelsen. Yin og Yang. Lavstemt blank stilstand hånd i hånd med højstemte venskabelige arme over skulderen, kram, uendelig visdom og tåbeligheder, grin på grin, vabler, nørderi, fest og så selvfølgelig masser af musikalsk katarsis.
I 1979 var der decideret musikalske aha-oplevelser, rock’abilly med Delta Band med Link Wray og Billy Cross, blues med Taj Mahal og koncerten med Talking Heads, som jeg i første omgang puttede i boksen ’spændende’, indtil jeg opdagede, hvor fede de var – og er – på plade. Og senere så den fantastiske film Stop Making Sense.
Søndag aften blev rundet ned af Tom Robinson Band. I de dage surfede progressive Robinson på en bølge af rebel yell, uregerlighed, politisk protest, stolthed.
Med sange som 2-4-6-8 Motorway og Power in the Darkness fik TRB Roskilde til at hoppe, knytte næven trodsigt i vrimlen – den af næverne, der ikke holdt om en billig Aldi-øl – og rokke og rulle. Koncerten med den karismatiske sanger var min første store samlende festivaloplevelse.
Modsat f.eks. de beslægtede The Clash virker TRB’s musik temmelig ordinær og ligefrem kedelig, hørt i dag. Men jeg glemmer ikke begejstringen den søndag aften.
Jeg husker, at vi talte om Tom R som den nye Ray Davies i engelsk rock. Altid noget, når man nu ikke kunne se den ægte vare på festivalen.
Det er 41 år siden, og der er sket en del undervejs – pc’er, mobiltelefoner, internet, hvide tennisstrømper i sandalerne to-tre gange. Men fornemmelsen, da jeg stod i T-krydset ved Søndre Ringvej og netop havde forladt festivalpladsen – den form for håb, der har det med at trives i følelsen af fællesskab – ja, den er frisk.
2. Follow Your Arrow – især hvis den er rødvinsfarvet
En bordeauxfarvet streg i gruset. Det andet billede af Festival-Følelsen.
Uanset sin udformning i øvrigt har Roskilde Festival altid haft en grundplan. Pladsen foran hovedscenen. Tre-fire hovedveje, hvoraf den ene fører fra den nuværende scene, Arena, i retning af Orange Scene, der ligger, hvor den nu en gang skal. Denne vej løber langs med et hegn bestående af træer og buske og kan derfor blandt andet kendes på sin lugt. Især mod festivalens slutning.
1984 var året, hvor min ven indførte en ny, udmærket feature – rødvinskartonnet. Slut med Bjørnebryg. Tre liters druesaft. Flere promiller for færre penge. Umuligt at argumentere imod. Kartonnet passede i størrelse præcis til den grønne Fjällräven. Praktisk. Kvadratisk. Godt.
Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere.
På vej mod Grøn Scene, som det hed dengang, blev min ven og en studiekammerat, som vi tilfældigt havde mødt, og jeg væk fra hinanden. Det er en essentiel del den sociale interaktion på en festival. At blive væk. Er man ikke blevet væk fra nogen, har man ikke været der. Jeg tror, men er langt fra sikker på, at vi skulle se svenske Kai Martin & Stick.
Jeg besluttede at søge mod Grøn Scene – mikserpulten, stedet man mødtes i den slags tilfælde. Undervejs opdagede jeg en stribe på jorden. Fulgte den. Den bordeauxfarvede stribe endte selvfølgelig ved Fjällräven. Der var gået hul på kartonen – vinen lå på jorden. Som om det ikke var nok, opdagede studiekammeraten, at han havde tabt sin pung. Men det kunne jo være… Og ja. Et stykke vej langs den bordeauxfarvede vej, som T havde trukket efter sig, lå pungen uberørt på jorden.
Modsat hvad man måske skulle tro, er moralen i denne historie ikke nødvendigvis, ”bevæg dig aldrig rundt på festival uden en lækkende karton rødvin – man ved aldrig, om man får brug for det”. Men så måske alligevel.
For da vi stod der, opstemte af glædens triumf, tilbød den gamle studiekammerat at give en omgang i øl-teltet tæt på. Det var jo fornuftens tale midt i denne oprivende stund. Som jeg husker det, havde han lige arvet. Eller noget. I hvert fald var der rigtig mange penge i den pung.
I teltet faldt vi i snak med nogle gæve jyder. Det blev virkelig festligt. Vi gik gladelig glip af Lou Reeds nu ikoniske indhegnede vandpantomime ved Orange Scene. For det her var sjovere. Der var denne her meget smilende kvinde med Jessica Lange-model-Postbudet ringer altid to gange-frisure – eller mere folkeligt: Susan Himmelblå-frisure. Hende kom den gamle studiekammerat til at sidde overfor.
Såvidt jeg husker, så jeg aldrig studiekammeraten igen, men da jeg tjekkede på Facebook for nogle år siden, var han og den smilede Jessica/Susan blevet gift.
Som Kacey Musgraves, der skulle have optrådt på Roskilde i år, synger, ‘Follow your arrow’. Især hvis den er bordeauxfarvet.
3. Follow Your Arrow, også selvom den er gennemblødt
Siden 2012 har jeg anmeldt et hav af koncerter på diverse danske festivaler. Ofte har jeg valgt at tjekke kunstnere, som jeg ikke kendte eller måske bare kendte sporadisk i forvejen. Selvudfordring er muligvis ordet. Det kan ikke være Springsteen det hele.
Som nu for fem år siden, da jeg bevægede mig mod NorthSide festivalens blå scene for at se transkønnede Antony Hegarty – i dag Anohni – optræde sammen med Århus Symfoniorkester.
Egentlig var koncerten en opførsel af albummet Cut the World, som blev indspillet i 2011 sammen med det hedengangne DR Underholdningsorkestret. En blanding af stemningsmusik, cabaret og avantgarde med Antonys, nu Anohnis kraftfulde mørke stemme i fokus.
Jeg skrev vandpantomime før. Denne eftermiddag i Aarhus pissede det katte og hunde ned. I kaskader.
Antony var åbenlyst ulykkelig. ’Jeg elsker farven grå’, forsøgte han at opmuntre.
Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.
Jeg opgav tanken om at anmelde. Hverken min old school analoge blok eller kuglepen klarede vandmasserne. I stedet cirkulerede jeg lidt rundt foran scenen for at holde varmen og overvejede i øvrigt, om ikke det var på tide at finde det tørre tøj.
Da slog det mig, at omstændighederne havde gjort scenariet til en utilsigtet virkeliggørelse af visionen bag Cut the World. Et statement om, at køn er uden betydning. Mand eller kvinde. Vælg selv.
For publikum lignede én stor organisme med flere tusinde hoveder, alle iklædt regnhætter. Nogle kæmpende for at holde liv i smøgen. Andre kæmpende med ølglasset. Langt de fleste snakkende, kværnende løs. Som desværre altid under danske festivalkoncerter.
Jeg lukkede øjnene for at holde regnen ude. De var begyndt at svide. Med lukkede øjne blev det en særegen lydæstetisk oplevelse. Med det stadig mere kævlende publikum i forgrunden, som en bizar, lydlig lavine rullende ovenpå orkestermusikken og Hegartys formfulde sang fra højttalerne fandt jeg mig selv medvirkende i en surrealistisk totaloplevelse, som ikke kunne være planlagt og aldrig vil kunne gentages.
Som blev lyden af de mange talking heads under hætterne en del af en performance. Det er nok på sin plads her at understrege, at mit stærkeste drug, når jeg arbejder, er kaffe.
Jeg skrev tidligere om trods. Og stolthed. Jeg tænker, at dem med de regnbuefarvede flag under koncerten med Antony kender det.
Der har jeg ikke været, men som alle andre, der har været teenagere, kender jeg fornemmelsen af modstand og lange klaustrofobiske dage på værelset.
Modsat koncerten i 1979 med Tom Robinson var jeg på en måde både deltager og beskuer. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
4. Rock’n’roll will never die
Neil Youngs ternede skjorte.
Det fjerde billede er måske nærmere en film. En film med onkel Neil krabbende rundt på scenen, vuggende rundt med den venstre skulder sænket ud mod scenekanten og det karakteristiske uudgrundelige blik i øjnene.
I to af mine fem største musikalske festivaloplevelser har Neil Young stået i midten iført sin legendariske Old Black-guitar hængende på maven. Første gang var i 1993 i Roskilde. Sidste gang sidste år, 26 år senere på Tinderbox. Hvor han i øvrigt for en gangs skyld ikke optrådte i tern.
Hvor meget husker jeg fra den første koncert? En som altid uendelig lang, berusende version af Like a Hurricane. En sjældent afklaret version af Only Love Can Take Your Heart, som altid vemodig The Needle and the Damage Done og vist nok som ekstranummer Otis Reddings Sitting at the Dock of the Bay og Neil larmende som aldrig før i en version af sin bror i ånden, Bob Dylans All Along the Watchtower.
Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.
På turneen, der bragte ham til Roskilde, havde Young engageret det klassiske Stax soul-orkester Booker T and the MG’s, altså med keyboard- og orgelspiller Booker T. Jones, guitaristen Steve Cropper (medkomponist på Sitting at the Dock of the Bay), swing-mesteren Donald ‘Duck’ Dunn på bas og selveste Jim Keltner på trommer.
(Ham har jeg heldigvis også set sammen med Nick Lowe, John Hiatt og Paul Carrack i Roskilde. Jeg får gåsehud bare ved tanken.)
Dét band gav Canadas egen Neil Young en lidt mørkere dimension, et Memphis groove, som jeg ikke mener at have hørt før eller siden.
26 år senere spillede Young igen, som havde han netop fundet det magiske guitarplekter.
Endnu en rejse ad den hvide støjflod med den melodiske, lyriske guitarlyd som rejseleder. Med en musiker som Young, der aften efter aften selvafsøgende udfordrer sig selv og sit bagkatalog, står meget og falder med hans band. De seneste år har det været Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer.
Mens den lune sommeraften på Fyn langsomt blev til nat, blev det åbenlyst, at Young, Old Black og bandet var blevet en form for organisme, hvor de enkelte musikere og instrumenter forudsætter, gror og gror ind i hinanden.
Ingen tvivl om, hvem der er chefen her – det er hans sange, hans værk – men i numre som Powderfinger, Unknown Legend og den alt for sjældent spillede Winterlong og en vårkåd Hey Hey My My (Into the Black) lignede og lød det som en symbiose.
Det siger meget, om ikke alt om Neil Youngs storhed som kunstner, at det ikke bare var Young med backingband. Specielt bassisten Corey McCormicks swagger og groovy spil havde en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.
Over årene er Neil blevet en særlig rustik, lyrisk grundfølelse, som en udsigt fra en blå bjergtop under høstmånen, en blanding af længsel med længsel på – måske er udsigten flottere på et andet bjerg? – old man visdom, stridbarhed og integritet.
5. Vodkaflasken ligger i detaljen
En tom vodkaflaske foran et telt.
I dag har jeg for længst nået en alder, hvor jeg kun lægger mig til at sove i en festivallejr, hvis den har form af et hotel med seng og bad, restaurant og bar.
I 1994 var vi fem-seks mennesker, der boede i den største Roskilde-lejr, jeg endnu har boet i. Altså 1/10 af den typiske teltlejr i dag. Det var skide sjovt.
Jeg husker hverken sted eller tidspunkt. Det er mørkt. Lørdag d. 2. juli eller søndag 3. juli 1994. Jeg er nået til et af disse stadier af festivallykke, der heldigvis kommer og går, skabt på sprut, samvær og et par overraskende oplevelser – bl.a. en nærmest absurd forrygende koncert med countrymusikeren Dwight Yoakam, som har sin store del af æren for, at jeg for længst har iklædt mig min indre Stetson.
Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra. Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg den aften og nat.
Jeg har lyttet til noget larm. Måske Mercyful Fate. Pludselig prikker en kvinde mig med en tom vodkaflaske. En lille kvinde i selskab med en flok. En af dem iført en fjoget Jamiroquai-hat. Det er det eneste, der står klart i dag. En stribet bluse og et par store, runde John Lennon-briller og en blå hat, der burde være blevet hjemme i Sibirien.
Nu rekonstruerer jeg efter den erindring, jeg ikke har:
Hun siger: “Her er jeres vodkaflaske”.
“???”
“Vi bor ved siden af dig og de andre. Ham den ene har sovet siden i eftermiddags på græsset. Han vågnede og gav os vodkaen og lagde sig til at sove igen.”
“Og nu vil du give mig den tomme flaske tilbage?”
“Ja. Der er pant på.”
Senere fandt jeg ganske rigtigt K sovende på jorden ved siden af sit telt. Nu på femte, sjette, syvende time. Der hersker en vis uenighed om, hvorvidt jeg vækkede ham og fik ham ind i sit telt. Eller om han selv klarede det. Jeg foretrækker min forklaring. Der er noget heroisk over den, synes jeg.
Næste morgen lå der en tom vodkaflaske ved K’s telt. Jeg havde altså slæbt den tomme vodkaflaske tilbage til vores lejr. Købt løgnen om det med panten.
Et stykke tid senere talte jeg i telefon med en bekendt. Her er hukommelsen en smule bedre.
“Den var godt nok høj, da jeg mødte dig på Roskilde.”
“???”
“Ja, du kom syngende med en tom vodkaflaske og latterlig blå hat på hovedet. Jeg prøvede at tale med dig, men du skreg bare “Country!”. Det havde jeg ikke troet – at jeg skulle se dig slippe tøjlerne på den måde. Fedt.”
Der er sket millioner af mere fjogede, sjovere og mærkeligere ting på festivaler verden over de sidste plus 50 år. Men billedet af den syngende mand med blå hat og flaske, som jeg har lånt fra ham i telefonen, hører til mine foretrukne. Situationens absurditet. Det bizarre anfald af miljøbevidsthed midt i Sodoma og Gomorra.
Der skal meget til, før jeg giver slip og flytter mig fra kontrolpanelet. Det gjorde jeg åbenbart den aften og nat.
Om det handler Festival-Følelsen også.
PS: Den blå hat dukkede aldrig op igen.
Topfoto/grafik: Jan Eriksen/Michaël Dorbec
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
