ÅRETS JULEBÆST, 19. DECEMBER // HISTORIER FRA POV’S FABELARKIV – ”Det er længe siden, hva’ Chopsui! Og hvem er den dejlige dame ved siden af?” Tigeren smilede bredt til de to små mandarinænder, der stod i kø foran den overfyldte indgang til safariparken.
“Hey Mace, godt at se dig. Det er min kone Tai-Foon. Kommer du også for at se nogle barske bæster i dag,” spurgte den farverige fugl.
“Absolut, jeg er begejstret for, at jagtsæsonen lige er gået ind!! Må jeg følges med jer?”
“Selvfølgelig, vi kan være sammen om en jeep. Du kan køre, hvis du vil,” foreslog Chopsui og tog forsædet i jeepen.
“Jeg skal nok vise vej”, tilbød Tai-Foon, mens hun satte sig ved siden af ham og foldede kortet ud. “Der står her, at de tre vigtigste økozoner i denne park er; Rovdyrruten, Slangesavannen og Gribbedalen.”
“Spænd selerne og hold kameraerne klar til foto ops!” opfordrede tigeren og viste sine gigantiske tænder i et stort grin, mens han fluks skiftede gear.
“Vi kører nu på Rovdyrruten,” meddelte Tai-Foon, “som består af Diktatordalen og Militærjuntasumpen. Wauw, se! Hvor er der mange! Man anslår, at der er omkring 49 diktaturer på denne planet, med underarter i Mellemøsten, Syd-Sahara, Centralafrika og Asien-Stillehavet.”
“Utroligt, de findes i alle hudfarver og pelsarter, sandsynligvis fordi de har været del af et avlsprogram på det seneste,” forsøgte hendes husbond sig.
“Disse despoter elsker alt mulig bling, hvad enten det er uniformer, dekorationer eller dekorativ hovedbeklædning,” kommenterede hans kone, “som ham der, under baobabtræet!”
“Åh, men jeg ser nu også nogle levantinske gevandter! Kan du i øvrigt se, at mange af dem dyrker overskæg?” sagde hendes mand.
“Og jeg hørte, at der endda er syv eurasiske diktatorer for øjeblikket!” tilføjede den store kat begejstret. “De synes alle at være meget gode til at fængsle journalister og absolut dygtige til hvidvaskning af penge på oversøiske konti. Du må indrømme, undertrykkelse er en brølende succes.”
De angriber usynligt i mørket, bortfører helst hunner, torturerer hanner eller bombarderer alle hinsides. Ethvert rovdyrs våde drøm, må jeg tilstå.”
“Pas på! Der er én der kommer alt for tæt på! Åh, det er en diktatorhvalp, han må være ny, fra Europa, er han ikke sød?” klukkede Tai-Foon.
“Hvalp eller ej, hold dit vindue lukket, min lille dumpling, du ved aldrig, om der er en voksen diktator i nærheden,” advarede Chopsui smånervøst.
“Og nu,” pippede hans kone, “ruller vi ind på Slangesavannen! Hvis vi ser godt efter, under buske og krat, kan vi se krybdyr som Taliban, ISIS, ISIL og andre jihadistiske skadedyr, der gemmer sig under sten. De ser ud til at leve i samme økosystem som de onde snoge fra Boko Haram. Se den, der snor sig væk!”
“Selvom de ikke er egentlig topprædatorer som mig,” pralede den store kat, “er de stadig meget dygtige jægere. De angriber usynligt i mørket, bortfører helst hunner, torturerer hanner eller bombarderer alle hinsides. Ethvert rovdyrs våde drøm, må jeg tilstå.”
“Nå, jeg er ellers glad for at lade dem være, hvor de er. De er absolutte bæster efter min mening,” konstaterede Chopsui.
“Hvis vi drejer til højre på dette spor her, kører vi ind i Gribbedalen, også kaldet Pædo-reden,” fortsatte hans bedre halvdel. “Her vi vil møde kardinaler, præster og andre pædofile rovdyr. Hej, er der ikke en lige dér, som gemmer sig bag rhododendronerne?”
“Hurtig, ræk mig kikkerten! Åh ja, en stor han i blodrød kjole!” fastslog hendes husbond.
“Når de flasher disse farver,” læste Tai-Foon højt, “så er de tæt på deres børnemolesterende habitat som kirker og katedraler, hvor de gemmer sig ved højlys dag. Når de jager uden for deres vante områder, kan de se meget kedelige og farveløse ud, ligesom enhver anden civil børnelokker.”
“Tænk, de fleste af dem dræber ikke deres bytte,” bemærkede Mace beundrende, “de elsker at lege med deres ofre, omhyggeligt og langsomt. De foretrækker mental lemlæstelse frem for fysisk ditto, eddersmart! Og ligesom alle professionelle jægere er de fantastisk gode til at slette sporene!”
“Nogen fornemme hatte de går med. Hvordan parrer de sig, mens de har sådan nogle på hovedet?” undrede Chopsui sig.
“Den sorte firkantede hovedbeklædning viser, at de er almindelige præster, de røde silketopstykker signalerer, at de er kardinaler, og den slags hatte bruges sjældent under parring. Se, en fritgående biskop med en hvid mitre!” udbrød Tai-Foon og rejste sin fjertop i overraskelse.
“Biskop, kardinal eller abbed, jeg kan aldrig se forskel, men fy for en regnorm, de synes at være i brunst hele tiden. Og alle de her liderbukke har skinhellige smil og et klamt klæbende greb,” sagde hendes mand i afsky.
“Jihaa!!” Tai-Foon jog højre albue i kattens brystben. Med sit skarpe næb fræsede Chopsui nu tigerens tænder som en tandlæges bor i en rådden rodkanal. Af skræk slap Mace dem begge to.
“Nåh,” sukkede hans kone og nippede til en løs fjer, “nu tror jeg, at jeg har set jægere og dræbere nok for i dag. Mørket falder på, og jeg er ved at være sulten. Skal vi vende næbbet hjemad og få os en bid mad?”
“Så gerne,” brummede tigeren, greb fat om rattet og satte farten op. “Hvad har I lyst til?”
“Sushi”, svarede andeparret i kor og holdt sig fast i den accelererende bils rysten. “Hvad med dig Mace?” kvækkede Chopsui.
“Ja, jeg er også sulten”, meddelte kattedyret, mens han dygtigt styrede jeepen i retning af nogle ensomme buske.
“Hvad skal du have?” spurgte Tai-Foon midt i støjen, men da bilen stoppede brat, sagde hun: “Hvorfor stopper du bilen hér, midt i det store ingenting?”
“Mig? Hvad jeg skal have? ” hvæsede tigeren truende fra sin bagtunge. “Jeg har ustyrrrlig lyst til fjerrrkrrræ i dag. Jeg ville faktisk foretrrække AND, PEKINGAND, og jeg trror, det er HAPPY HOUR lige nu! Dobbelt op på ænder!” Han greb begge fugle med sine kolossale klør, klar til at sætte tænderne i dem.
“Ajee!!!” skræppede Chopsui og sparkede tigeren brutalt i ribbenene, samtidig med at han hakkede som en spætte i kattens øje. Mace skreg og løsnede sit greb på Chopsui, men holdt fast i Tai-Foon, mens han forgæves forsøgte at klemme hendes luftrør til med en gigantisk klo.
“Jihaa!!” Tai-Foon jog højre albue i kattens brystben. Med sit skarpe næb fræsede Chopsui nu tigerens tænder som en tandlæges bor i en rådden rodkanal. Af skræk slap Mace dem begge to.
Straks stillede ænderne sig op i kampstilling, fødderne spredte. Chopsui sprang op, busede hårdt frem og masede en vandret albue i kattens kæbe; så vendte han sig om og sparkede tigeren over skinnebenet. Med et skrig bøjede Mace sig frem, lige i det øjeblik, hvor Tai-Foon sparkede ham i kuglerne med en smart venstre, og da han knækkede sammen i smerte, huggede hun ham hurtigt i nakken. På det tidspunkt lå katten med snuden ned i jorden, gispende og stønnende.
Mandarinænderne rystede deres fjer, high-fivede og vendte sig om.
“Du kan beholde kortet, så du kan finde ud,” råbte Chopsui over skulderen, “medmindre du vil blive hos dine jægervenner? Som nævnt er jagtsæsonen ikke overstået endnu. Du vil falde perfekt til her, blandt de andre rovdyr.”
Dermed fløj de to ænder fredeligt væk, efterladende tigeren spruttende og hivende efter vejret under en gruppe ensomme buske på det døde savannagræs i safariparken.
Forfatterens note: nogle historier har ingen moral, ligesom nogle dyr.
©marieke burgers
©Illustration idris van Heffen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
