
DAGENS POV // VERDENSMÅL – PR-kanonerne er i højeste beredskab i denne uge, når alverdens virksomheder, regeringer og organisationer mødes til FN’s klimatopmøde i New York. Bagtæppet vil være rigt illustreret af de 17 Verdensmål for bæredygtighed. På de storslåede scener vil de største, grønne, danske virksomheder kappes med deres internationale konkurrenter om at markedsføre deres bæredygtighedsprogrammer til kunder og politikere. Men de vigtigste virksomheder er dem, som ikke har haft tid og råd til at tage til New York: de små og mellemstore danske virksomheder og iværksætterne, der udgør fundamentet i dansk erhvervsliv. De skal med i klimakampen, skriver Morten Nielsen.
Ifølge Danmarks Statistik er over 99 pct. af de danske virksomheder små eller mellemstore, og de beskæftiger over halvdelen af den private arbejdsstyrke.
Den finansielle virkelighed i disse virksomheder giver meget begrænset plads til at afprøve usikre forretningsmuligheder. Det gælder også satsninger på grønne løsninger, og her har tidligere regeringers slingrekurs i klimakampen, og erhvervsorganisationernes tidligere automatiske afvisning af grønne krav ikke gavnet sagen.
Nu er situationen heldigvis en helt anden.
Der er brug for at aflive myten blandt mindre virksomheder om, at bæredygtighed kun er en forretningsmulighed for store eksportvirksomheder. Tiden er kommet til at invitere de små og mellemstore virksomheder og iværksætterne med på klimavognen
På forbløffende kort tid – faktisk inden for indeværende år – er klima og bæredygtighed blevet mainstream i regeringen og i toppen af dansk erhvervsliv. Den ny regering har under rungende klapsalver annonceret sin ambition om at reducere klimagasserne med 70 pct.
Og i denne måned kvitterede Dansk Industri med en næsten identisk målsætning på 65 pct., som blev fejret med noget, der næsten lignede Hollywood-stil under Industriens Topmøde.

Nu er tiden kommet til at invitere de små og mellemstore virksomheder og iværksætterne med på klimavognen. Der er hårdt brug for dem som leverandører af nye og bæredygtige produkter og serviceydelser til det danske hjemmemarked. Netop her er de mindre virksomheder stærkest og tæt på forbrugerne.
Der er plads til mere bæredygtighed i mindre virksomheder
Behovet for at styrke de mindre virksomheders kendskab til bæredygtighed er stort. Fx har kun 35 pct. af de mindste virksomheder et kvalificeret kendskab til FN’s Verdensmål for bæredygtighed, ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv. For større virksomheder er det tilsvarende tal 79 pct., altså over dobbelt så mange.
Hvis alle mennesker havde et forbrug som danskerne, skulle vi ifølge WWF have omkring 4,2 jordkloder til rådighed. Det placerer Danmark som én af de største klimasyndere og misbrugere af naturressourcer i verden
Også blandt de allermindste virksomheder, iværksætterne, er der plads til mere bæredygtighed.
I Danske Banks rapport, ’The State of Nordic Impact Start-ups, 2019’, er det blot 10 procent af de mere end 6.000 nordiske startup-virksomheder i analysen, der arbejder med bæredygtige løsninger. Og selv blandt de 10 pct. af iværksætterne, der allerede arbejder med bæredygtighed, er det kun 82 pct., der bruger bæredygtighed i deres online markedsføring.
Samtidig er der brug for at aflive myten blandt mindre virksomheder om, at bæredygtighed kun er en forretningsmulighed for store eksportvirksomheder. Ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse mener 56 pct. af de virksomheder, der ikke bruger Verdensmålene, at de ikke er relevante, fordi virksomheden udelukkende opererer i Danmark.
Danmark er en klimasynder i den tunge vægtklasse
Myten baserer sig på den misforståelse, at Danmark allerede er et bæredygtigt samfund.
Det er ikke korrekt.
Hvis alle mennesker havde et forbrug som danskerne, skulle vi ifølge Verdensnaturfonden (WWF) have omkring 4,2 jordkloder til rådighed. Det placerer Danmark som én af de største klimasyndere og misbrugere af naturressourcer i verden.
Der er derfor behov for en hurtig og gennemgribende ændring af det danske samfund. Og det er faktisk en god nyhed; for hvor der er et behov, er der som bekendt et kommercielt marked. Ladeporten står på vid gab for de virksomheder, der kan levere bæredygtige produkter og services til det danske marked. Det er der både en økonomisk gevinst og arbejdspladser i.
Vi har fået delebilsordninger, insektmad, plastikfri emballage og en lang række andre bæredygtige alternativer, der kan bringe danskernes livsstil og forbrug på en bæredygtig kurs. Alt sammen til gavn for klimaet og naturressourcerne – og med lovende kommercielle udsigter
Ifølge 2019 udgaven af den velansete Sustainable Development Report om status på opnåelse af de 17 Verdensmål, har Danmark blandt andet store problemer med at nå målene på Klima, Energi og Bæredygtig Produktion & Forbrug.

Analysen er detaljeret og påpeger flere problemområder. Men helt overordnet dokumenterer rapporten at Danmark overforbruger energi og de ressourcer, der anvendes til produktion af vores forbrugsgoder. Derfor udleder danskerne alt for store mængder klimagasser og genererer alt for meget affald.
De grønne virksomheder er fremtidens kommercielle vindere
De virksomheder, der kan løse de problemer, er vinderne på fremtidens kommercielle markeder. Og her viser de bæredygtige frontløbere blandt de mindste virksomheder vejen.
De har givet danskerne adgang til mobil-apps, der kan reducere madspild. Og vi har fået delebilsordninger, insektmad, plastikfri emballage og en lang række andre bæredygtige alternativer, der kan bringe danskernes livsstil og forbrug på en bæredygtig kurs. Alt sammen til gavn for klimaet og naturressourcerne og med lovende kommercielle udsigter.
Den store udfordring er nu hvordan bæredygtig forretning bliver mainstream blandt de små og mellemstore virksomheder. Regeringens og industrigiganternes festtaler kan ikke vinde klimakampen alene.
For at udnytte de mange muligheder, som bæredygtighed byder på, skal de små virksomheder benytte sig af en klassisk strategiproces, blot set gennem en bæredygtighedsbrille. Det er en opgave for dem, som arbejder med strategi, salg og forretningsudvikling fremfor kvalitetssikring, risikoafdækning og den reaktive form for CSR. Der er med andre ord brug for et nyt mindset, hvis virksomheder skal skifte gear og etablere bæredygtige forretningsmodeller, som også er profitable.
Bæredygtig forretningsudvikling af de mindre virksomheders via projekter i deres brancheorganisationer burde udløse en passende håndsrækning fra regeringen
CSR-chef Malene Thiele i Dansk Erhverv, der organiserer mange af de mindre virksomheder, har i en artikel i Altinget påpeget, at den bæredygtige forretningsudvikling skal stimuleres på brancheniveau. Hver for sig har de mindre virksomheder ikke styrken til at løfte bæredygtighed på det strategiske niveau og omsætte mulighederne til forretning. Derfor giver Malene Thieles forslag god mening.
Bæredygtig forretningsudvikling af de mindre virksomheders via projekter i deres brancheorganisationer burde udløse en passende håndsrækning fra regeringen.
Med Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsens ord vil det være klædeligt, hvis Danmark på den måde starter med at feje for egen dør. Derfra åbner mulighederne sig for at skalere klimaløsninger og realisere drømmene om nye danske eksporteventyr. Klimakampen ville på den måde skabe jobs i virksomheder, velstand i samfundet og gør verden til et grønnere og bedre sted for nuværende og fremtidige generationer.
Vil du gerne læse mere POV – også om klimakamp, bæredygtighed og verdensmål? Så husk at abonnere på POV Weekend, vores bud på en ny 100 pct. digital dansk weekendavis – du kan tilmelde dig her og det koster ingenting.
Topfoto: Pixabay.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.