Resumé
Det var vel nærmest et studie i historisk lederskab. Det var det han følte, Birger Bentzen, da han greb til situationens beredskab for at redde sit livsværk, andefarmen Roast Duck. Situationsbestemt, selviscenesat ledelse. Ny strategi og så den kinesiske investor Tiu Ban Ditt med alle millionerne, som skulle redde den eneste virkelige virksomhed i Folkerup.
Socialist-økologerne i Hipsted havde trukket den lille sten ud under den større, og så rullede lavinen. Et læserbrev, en hidsig diskussion om miljøforholdene omkring fabrikken, en national mediedækning midt i den tilstundende jul – og så de styrtdykkende priser.
Men hvad skete der egentlig oppe i hovedet på folkene i andelslandsbyen Hipsted, hvorfra angrebet på Roast Duck var begyndt?
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
”Hvem er du, John Jensen?”
Han smiler en smule overbærende – af og til sig selv i spejlet.
Det er efterhånden en del år siden, han reagerede på sit eget dåbsnavn. Husker endnu vendepunktet i sit liv, da han besluttede at krænge sig ud af den småborgerlige identitet.
Bagerst i spejlbilledet ligger det hele allerede klart til næste seance. Den sorte og røde kjole med tynde snører af ganske fint læder. De kildrende kvaster i shocking Pink. Og så de stramme trusser, hvis primære formål er at skjule hans køn. Munden smiler stadig i spejlet.
Det mørke smil blot en anelse fra den frisættende vrede, som først for alvor får frit løb, når han ifører sig identiteten som – Madame Noire. Dominaen, herskerinden herude på landet, hvor alle kender alle – men hvor nattens gæster kommer langvejs fra og kan være i fred i Sweet Duckling, swingerklubben i det nedlagte jernbanehotel i Folkerup.
Erkendelsen kom til ham som et skud noradrenalin. Han ville ud af den kvælende melankoli og rejse ind i den ægte vrede
Det er mere end 30 år siden, han tog skridtet til at forandre sit liv. Han havde haft sin vaklende gang på lægestudiet siden oprørsdagene i 1968, men det hele førte ingen vegne. Efter 20 år på universitetet var han indtrådt i rækken af evighedsstudenter. Hver gang han fordybede sig, krævede studiet, at han slap, kom videre – og begav sig ind i et nyt studie af den menneskelige krop og dens sygdomme.
I 1988 fortabte han sig i studiet af binyrerne. De små napoleonshat-formede vækster på det organ, der renser vores blod. Han var særligt optaget af binyrernes produktion af noradrenalin. ”Fight or flight” – kamphormonet, som det også blev kaldt i populær tale. Som selverkendt svækling drømte han om at have noget mere af det.
Det var numerologien, læren om vibrationerne i hvert bogstav i dit navn, som gav ham det sidste spark.
John Jensen.
John – navnet står numerologisk for ”Følelsesmæssig ubalance, en ophobning af følelser og vrede”. Og Jensen – ”følelsen af at den hjælp, du modtager, er nytteløs”.
Erkendelsen kom til ham som et skud noradrenalin. Han ville ud af den kvælende melankoli og rejse ind i den ægte vrede.
Han skrev brevet med sit farvel til studiet og gik straks i gang med at ændre sit navn. Den første indskydelse var at skabe en forbindelse til hans historiske helt, den lille korsikaner Napoleon, soldaten, hærføreren, kejseren. Måske skulle han nu hedde Joseph – med hilsen til kejserens store kærlighed, Josephine.
Men den løsning gik slet ikke. Ikke med ”ph” – totalt tabernavn. Så han prøvede med Josef. Det var for vildt. Med det fortryllende ”f” ville han pludselig være i balance med sig selv og de mange, der vil støtte ham. Og så tog han det vilde skridt og modellerede lidt om på Kejserens navn.
Josef Denaparte.
Man kunne se silhuetten af den forsølvede napoleonshat, som han altid bar under særlige seancer. Hans æresfølelse for den navnkundige krigsherre, for hvem krig og ballade var en kærlighedserklæring til livet
Han var så gennem-glad for det nye efternavn, at han aldrig fik tjekket vibrationerne: ”Tiltrækker personer, som viser sig at være upålidelige”. Men det var også lige meget, for han var allerede på vej ud af numerologien og ind i andre veje i terapiens forunderlige labyrint.
Da Josef Denaparte sprang ud som fri kriger i sit eget liv, fandt han hurtigt ud af, at han også måtte flytte sig fysisk. Han læste i Information om alternativ behandling og om andelslandsbyen Hipsted. Med skjult økonomisk støtte fra en stedfar, der var ved at blive vanvittig af Josefs meritter og evindelige weekendbesøg i villaen i Hellerup, lykkedes det ham at erhverve sig et af klimahusene i Hipsted.
Med tag af strå, fundament af stampet ler og vægge af mudder, halm og kolort. I pagt med naturen og en ansvarlig fremtid. Men det fedeste af alt var dog, at her i byen boede mennesker, der både var kloge og veluddannede – og samtidigt tilpas tossede til, at man ikke stak ud fra mængden, når man selv var lidt sær.
I de kommende år opbyggede han en spinkel forretning i terapiformer, som han skiftede ud, når han tabte interessen. Der var kunder i Hipsted og kunder fra hovedstaden. Ikke mindst til hans nye, hjemmedesignede terapiform, som han kaldte panikal terapi.
Det var binyrerne og noradrenalinen, der spøgte igen. Kamphormonet. Han var overbevist om, at pludselig vrede og harmonibrud var en vej ud af den tiltagende kramme-mentalitet og kvælende tryghed i det moderne samfund. Ballade skaber energi. Forskrækkelse styrker blodomløbet.
Så det var ikke tilfældigt, det som naboerne havde hørt gennem de sidste måneder, når Josef Denaparte havde klienter på besøg bag de klinede mure.
Han glædede sig allerede til den næste mørke aften den 19. december. Den ville blive noget særligt, sagde hans fornemmelser ham. Krigen mod andefarmen og dens forurening ville frisætte hans aggressioner som aldrig før
Man kunne se silhuetten af den forsølvede napoleonshat, som han altid bar under særlige seancer. Hans æresfølelse for den navnkundige krigsherre, for hvem krig og ballade var en kærlighedserklæring til livet. Men råbene?
”BØH!” råbte han igen og igen under sin og klientens gemmeleg rundt i huset. Forskrækkelsens og balladens vej til forløsning.
Men der kom ingen klienter fra Folkerup.
Det var Josefs selvvalgte fritidsrolle som Madame Noire, herskerinden i swingerklubben i byen på den anden side af Langesø, der understøttede hans eneste indkomst i den gamle by med andefarmen. Madame Noire gav trængende mænd smæk for skillingerne.
Og sådan fik Josef Denaparte forløst sin egen vrede.
Han glædede sig allerede til den næste mørke aften den 19. december. Den ville blive noget særligt, sagde hans fornemmelser ham. Krigen mod andefarmen og dens forurening ville frisætte hans aggressioner som aldrig før.
Topillustration:POV International. Indsat julebillede fra Piqsels
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
