NYHED // POV OVERBLIK – I dag indleder USA “Project Freedom” i Hormuz-strædet, som især går ud på at anvise, hvordan strandede handelsskibe formentlig kan sejle sikkert igennem. Der er ikke tale om egentlig amerikansk eskorte af civile skibe, der er blevet fanget i konflikten mellem USA, Israel og Iran, men om støtte skibene til selv at navigere igennem det ellers lukkede stræde.
Op mod 20.000 søfolk og hundreder af skibe har været fanget i selve den smalle Hormuz-passage, i den Persiske Golf vest for Hormuz eller i venteposition øst for strædet. Flere har ligget for anker eller i havn siden konflikten begyndte med Israel og USA’s angreb på Teheran den 28. februar. I et opslag på Truth Social fremstiller den amerikanske præsident Donald Trump initiativet som en nødvendig indsats for at beskytte global handel og sikre søfolks sikkerhed.
Men ifølge flere internationale medier, herunder Al Jazeera, opfatter iranerne ikke den amerikanske operation som ren humanitær indsats. En fremtrædende iransk politiker har ifølge The Guardian sagt, at ”enhver amerikansk indblanding” i strædet vil blive betragtet som et brud på våbenhvilen, og iranerne truer med angreb, hvis det ikke respekteres.
Den koordinerende leder af de iranske militærenheder Ali Abdollahi, har ifølge Reuters meddelt, at Iran vil “reagere hårdt” på enhver trussel og tilføjer, at kommercielle skibe og olietankskibe skal afholde sig fra “enhver bevægelse uden at koordinere med iransk militær. Vi har gentagne gange sagt, at sikkerheden i Hormuz-strædet er vores ansvar og sikker sejlads skal koordineres med os”.
Ifølge US Central Command vil omkring 15.000 soldater, krigsskibe og droner være klar til at sikre fri passage og beskytte både besætninger og global handel mod eventuelle iranske angreb. 100 fly fra hangarskibe eller baser i regionen kan også sættes ind.
Iranerne er dog ikke parate til at opgive kontrollen over Hormuz-strædet, og fra begge sider er tonen blevet skærpet. Trump har advaret om, at enhver indblanding i operationen Project Freedom vil blive mødt med magt. Adspurgt af journalister vil han ikke udelukke nye militære angreb mod mål i Iran og har sagt, at det er ”muligt”, at situationen eskalerer.
Fra iransk side er signalerne tilsvarende hårde og langt fra præget af tillid. Ifølge Al Jazeera ser Teheran på Project Freedom som en potentiel optrapning. Og højtstående medlemmer af blandt andet Revolutionsgarden har advaret om konsekvenserne af yderligere amerikansk indgriben.
Det statskontrollerede nyhedsbureau IRIB skriver på engelsk på X, at retsvæsenet har meddelt, at to personer, som dræbte politifolk under oprøret i januar, er blevet henrettet. IRIB tilføjer som en slags særskilt pointe, der understreger manglen på tillid, at “på det tidspunkt opfordrede Trump det iranske folk til at besætte regeringsinstitutionerne”.
Parallelt med de militære spændinger i Hormuz-strædet er der begrænset fremdrift i de diplomatiske bestræbelser på at finde løsninger. Iran har fremlagt en omfattende 14-punkts fredsplan, som blandt andet kræver, at USA trækker sine styrker væk fra regionen, ophæver blokaden af iranske havne og indgår en aftale inden for 30 dage. Ifølge Reuters er Teheran i gang med at gennemgå et amerikansk svar, som angiveligt er blevet sendt via fredsmægleren Pakistan.
USA fastholder dog, at uenighederne om Irans atomprogram skal afklares, før der kan indgås andre aftaler. USA kræver blandt andet, at landets lager af højt beriget uran skal destrueres, mens Iran fastholder, at programmet er fredeligt, og at det ikke skal forhandles i første omgang.
Samtidig lægger USA pres på Iran gennem både militære og økonomiske midler. Finansminister Scott Bessent siger ifølge France24, at Washington forsøger at ”kvæle” den iranske ledelse gennem en økonomisk blokade, som ledsager den militære operation.
Denne dobbelte strategi forstærker Irans opfattelse af, at USA søger at tvinge landet til indrømmelser. Trods de skarpe fronter er der også tegn på, at begge parter forsøger at holde døren åben for forhandlinger. Trump har selv sagt, at samtalerne med Iran går “very well” eller meget godt. Han er dog skeptisk over for de konkrete fredsforslag, som er på bordet nu.
Læs Reuters, The Guardian og Al Jazeera
Læs hele Trumps opslag her
Følge skibene i Hormuzstrædet live på MarineTraffic
POV’s Bernhard Bierlich har skrevet om forhandlingerne. Find kommentaren her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.