MUSIK // ANMELDELSE – Med hele tre lokale kor, dygtige solister og et veloplagt orkester på plads i Symfonisk Sal blev det både en stor og intens oplevelse, da Johannes Brahms’ store dødsmesse for de levende – Ein Deutsches Requiem – blev opført i Musikhuset.
Siden Mozarts sagnomspundne Requiem har dødsmessen spillet en central rolle i flere komponisters livsværk. Johannes Brahms’ Ein Deutsches Requiem er et godt eksempel på dette. Det blev en udløser for værket, at Brahms’ højtelskede mor døde i vinteren 1865, men han arbejdede med og tilføjede nye elementer til værket helt frem til 1868, hvor han som det sidste tilføjede værkets femte sats ”Ihr habt nun Traurigkeit” med den smukke sopransolo.
Brahms’ Requiem er et usædvanligt og meget personligt værk. For det første har teksten intet som helst med den traditionelle latinske dødsmesse at gøre. Teksterne til de syv satser er et personligt udvalg af bibelske tekster, der for det meste er taget fra Luthers tyske bibeloversættelse.
For det andet er der et næsten fuldstændigt fraværende fokus på de døde og et omvendt stort fokus på de levende eller de efterladte. Dommedag – vredens dag – og enhver tanke om fortabelse og helvede er også helt fraværende i værket. Det er, som Karl Aage Rasmussen udtrykker det i sin bog om Brahms fra 2017, en ”Dødsmesse for de levende”. Et værk med et klart budskab om trøst og håb i mødet med døden.
Som Brahms skrev i en brevveksling med organisten i Bremens Domkirke, hvor værket blev opført i 1868, så kunne man fint erstatte ordet ”tysk” med ordet ”menneskeligt” i værkets titel, og dermed kaldte det for et ”menneskeligt requiem”.
Imponerende korindsats i Musikhuset
Det menneskelige forstået som det almenmenneskelige understreges af den store hovedrolle, koret spiller i Brahms’ tyske Requiem. Skal værket forløses rigtigt, så kræver det et dygtigt og veltrænet kor, men også gerne et stort kor med stor stemmekraft. På dette punkt levede det til lejligheden sammenstykkede kor på mere end 100 sangere helt op til de ønsker, man kunne have til både størrelse og stemmekraft.
Både i de mere sarte dele af værket, men også i de mere tungt besatte og komplekse dele af værket, havde koret en god og sammenhængende klang, men også en rigtig god præcision i forhold til dirigentens indsatser
For at opnå denne størrelse havde Aarhus Symfoniorkester engageret ikke mindre end tre lokale kor i aftenens koncert, og vel at mærke kor, som ikke består af professionelle sangere, men i høj grad er drevet af musikmiljøerne omkring Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium.
Når man gør det på den måde, kan en fare selvfølgelig være, at man ikke når at få en sammenhængende og egal korklang på den trods alt korte tid, man har til at indstudere og øve et så stort og udfordrende værk som Ein Deutsches Requiem. Men det indtryk fik man på intet tidspunkt i løbet af koncerten.
Både i de mere sarte dele af værket, men også i de mere tungt besatte og komplekse dele af værket, havde koret en god og sammenhængende klang, men også en rigtig god præcision i forhold til dirigentens indsatser og samklangen med orkestret.
Solistiske lækkerier
Nu spiller koret som sagt en hovedrolle, men der er også lidt plads til solisterne i Brahms’ Requiem. I værkets tredje og sjette sats har en barytonsolist således i dialog med koret en opgave, som den norske sanger Audun Iversen løste med stor myndighed.
Som man kunne læse ud af koncertprogrammet, så har Audun Iversen en del Wagner-roller på sit CV, og det giver på mange måder fin mening med den lidt mørke og dybe klang, som han lagde for dagen. Om den klang er det helt perfekte match til et værk som Brahms’ Requiem, kan måske diskuteres, men stemmen trængte klart igennem i forhold til det store kor og orkestret.
Balancen mellem kor og orkester blev holdt hele vejen igennem, og der var god præcision og timing i samspillet mellem solister, kor og orkester, hvilket er krævende i et værk med så mange spring i dynamik og lydstyrke
Som før nævnt tilføjede Brahms i 1868, som det sidste element, satsen ”Ihr habt nun Traurigkeit” til værket. Det er en sødmefuld og silkeblød sats, hvor solostemmen for sopran spiller en helt central rolle. Også en mere fremtrædende rolle end barytonstemmen i de to satser, hvor den er koblet på. Det var den australske sopran Eleanor Lyons som bandt an med satsen til aftenens koncert, og hun leverede lige præcis den klarhed og sødme, som satsen kræver med sit centrale budskab om gensyn og moderlig trøst.
At koordinere et så stort musikalsk maskineri, som det, der er i spil med Brahms’ Requiem, kræver selvfølgelig et solidt midtpunkt, og det midtpunkt udgjorde Aarhus Symfoniorkesters chefdirigent Dmitry Matvienko med stor autoritet og lydhørhed.
Balancen mellem kor og orkester blev holdt hele vejen igennem, og der var god præcision og timing i samspillet mellem solister, kor og orkester, hvilket er krævende i et værk med så mange spring i dynamik og lydstyrke.
Alt i alt endte vi altså med en intens musikoplevelse i Musikhuset. Ikke mindst på grund af en fabelagtig korindsats.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og